Patientprofil

Navn: Jens Hansen
Alder: 68 år
Diagnose: Nyrekræft med metastaser lunger
Familie: Gift med Anna Hansen, to voksne børn
Baggrund: Pensioneret skolelærer, har været i behandling for nyrekræft de sidste to år, nu i sen palliativ fase

1. Vurdering (Assessment)

Fysisk vurdering:

• Smerte: Jens oplever betydelige smerter i lænden og ribben, vurderet til 8/10 på smerteskalaen.

  • Nociceptive (muskel, led, knogler obs) og viscerale smerter (indre organer)

• Symptomer: Træthed, vægttab, kvalme, åndenød, nedsat appetit.

• Bevægelse: Begrænset mobilitet, har brug for hjælp til at komme ud af sengen og til toiletbesøg.

• Hjælpemidler: Kørestole og rollator, bækkenstol.

• Vital tegn: Stabil, men med intermitterende perioder med forhøjet blodtryk og åndenød.

Psykologisk vurdering:

• Humør: Jens er ofte deprimeret og angstfuld over sygdommens progression og døden.

• Søvn: Søvnforstyrrelser på grund af smerte og angst.

Social vurdering:

• Familie: Hustru Anna er hovedomsorgsgiver, men føler sig overvældet.

• Støtte: Børnene bor i nærheden og besøger ofte, men har travlt med egne familier og jobs.

Spirituel vurdering:

• Tro: Jens har udtrykt bekymringer om døden og hvad der kommer efter. Han søger ofte trøst i samtaler med familiens præst.

2. Diagnose

• Primær diagnose: Nyrekræft med metastaser.

• Sygeplejediagnoser:

  • "Kronisk smerte relateret til kræft og metastaser, manifesteret ved smertevurdering på 8/10."

  • "Ernæringsmæssigt underskud relateret til nedsat appetit og kvalme, manifesteret ved vægttab og træthed."

  • "Søvnforstyrrelse relateret til smerte og angst, manifesteret ved besvær med at falde i søvn og hyppige opvågninger."

  • "Omsorgsgiver belastning relateret til Anna's følelse af overvældelse med plejeansvar."

3. Planlægning

Mål:

• Smerte: Jens' smerte skal reduceres til et acceptabelt niveau (4/10 eller lavere) inden for 48 timer.

• Ernæring: Forbedre Jens' ernæringsstatus og øge appetitten inden for en uge.

• Søvn: Forbedre Jens' søvnkvalitet ved at reducere opvågninger om natten inden for en uge.

• Psykosocial: Støtte Anna og lette hendes omsorgsbyrde, samtidig med at Jens' følelsesmæssige og spirituelle behov adresseres.

Interventioner:

• Smertebehandling: Administrer ordinerede opioider som morfin. Overvåg og juster doseringer baseret på smertelindring og bivirkninger.

• Ernæring: Samarbejd med en diætist for at udvikle en plan, der inkluderer små, hyppige måltider og ernæringstilskud. Behandle kvalme med antiemetika.

• Søvn: Implementer en aftenrutine, der inkluderer afslapningsteknikker. Overvej medicin mod søvnforstyrrelser, hvis nødvendigt.

• Psykosocial støtte: Arranger regelmæssige besøg fra en palliativ rådgiver eller socialrådgiver til både Jens og Anna. Tilbyd gruppeterapi eller støttegrupper for Anna. Inkluder præsten i plejeplanen for spirituel støtte.

4. Implementering

• Smerte: Administrer morfin 10 mg hver 4. time og evaluer effekt. Tilbyd varmeomslag og positionsændringer for yderligere smertelindring.

• Ernæring: Server små, appetitvækkende måltider hver 2-3 time. Administrer ondansetron 4 mg før måltider for at reducere kvalme.

• Søvn: Hjælp Jens med at etablere en fast sengetidsrutine. Anvend lavdosis zopiclon 3,75 mg ved sengetid, hvis nødvendigt.

• Psykosocial støtte: Planlæg ugentlige besøg fra præsten og to gange ugentlige besøg fra en palliativ rådgiver. Arranger aflastning for Anna ved hjælp af hjemmeplejen.

5. Evaluering

• Smerte: Jens rapporterer en smertereduktion til 4/10 efter 48 timer. Evaluér behovet for justeringer af smertestillende medicin.

• Ernæring: Jens har formået at spise flere små måltider dagligt med mindre kvalme. Overvåg vægt og ernæringsstatus ugentligt.

• Søvn: Jens rapporterer færre opvågninger og føler sig mere udhvilet. Fortsæt overvågning og juster rutiner og medicinering efter behov.

• Psykosocial støtte: Anna udtrykker mindre følelse af overvældelse og større ro efter rådgiverbesøgene. Jens føler sig mere trøstet efter præstens besøg.

Ved at følge denne strukturerede plan kan sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle sikre, at Jens og hans familie modtager omfattende og individualiseret palliativ pleje, der adresserer både fysiske, psykologiske, sociale og spirituelle behov.

• Samarbejdspartner: Sygehus, egen læge, sygeplejerske, diætist og ergoterapeut

• Praktikeren: udfører lindrende og forebyggende pleje og omsorg afhængig af borgerens/patientens symptomer og livsfase og/eller de pårørendes situation ( fx pers. Pleje, berøring/ massage eller anden lindring)

• Kommunikatoren: mestrer forskellige tilgange til at tale med borgeren/patienten og pårørende i et tidligt og sent patientforløb samt ved afslutningen af liv  ( fx aktiv lytning)

• Samarbejderen: indgår i et aktivt samarbejde og giver observationer videre til de samarbejdspartnere, der løbende involveres i behandling, terapi og pleje

• Lederen og koordinatoren: varetager de tildelte opgaver og ressourcer i forhold til borgeren/patienten, pårørende, efterladte og egne kollegaer og øvrige samarbejdspartnere

• Sundhedsfremmeren: støtter borgeren/patienten og pårørende i at mestre funktions-og rolletab og i at opleve livskvalitet i hverdagen  ( kan udvise nærhed og værne om integritet og anerkende borger og pårørendes værdier)

• Formidler og udvikler: indgår i faglig og personlig udvikling for at opnå målrettet kompetenceudvikling og forbedring i lindrende pleje og omsorg    ( fx under vejledning anvender farmakologisk viden mhp administrering af udvalgte lægemidler, lokalt bestemt

- Ikke alle mennesker ønsker at tale om døden, og derfor kan det være nødvendigt at finde andre indgangsvinkler på at få opstarte denne samtale, uden at krydse borgerens grænse.

Vi er her som hjælp, for at berolige og give tryghed. Derfor skal man være respektfuld og ydmyg under denne samtale, lyttende og støttende.

Forslag til spørgsmål: − Hvordan synes du/I, det går?

− Hvad har du/I fået at vide om din sygdom og om fremtidsudsigterne?

− Hvilke forventninger har du/I til livet og hverdagen fremadrettet?

− Er der noget, som bekymrer dig? − Hvad kan gøre dig glad?

− Hvad betyder allermest for dig?

− Hvor får du kræfterne fra?

− Har I gjort jer nogen tanker om livets afslutning?

− Har du nogle ønsker til, hvor du gerne vil være i den sidste tid af dit liv?

Her er nogle centrale elementer i rehabiliteringsprocessen:

1. Medicinsk Behandling og Overvågning

. Mange patienter med nyrekræft gennemgår kirurgi(surgery) for at fjerne kræften.

• Efter operationen er der behov for rehabilitering, som inkluderer sårpleje, smertehåndtering og gradvis genoptræning.

• Medicinering: Jens kan have behov for medicin som en del af behandlingen. såsom kvalmestillende og milde opioder som paracatamol.

• Dette kan inkludere kemoterapi, immunterapi eller målrettede terapier.

• Rehabilitering omfatter også håndtering af bivirkninger fra disse behandlinger.

2. Fysisk Rehabilitering

• Fysioterapi: For at genoprette styrke og mobilitet kan fysioterapi være nødvendig.

• Øvelserne vil være tilpasset Jens specifikke behov og kan omfatte styrketræning, konditionstræning og øvelser for at forbedre balance og koordination.

• Ergoterapi: Hjælper Jens med at genvinde evnen til at udføre dagligdagsaktiviteter og håndtere eventuelle begrænsninger, de måtte opleve som følge af behandlingen.

  
  

• Personalestøtte: Støtter og træner Jens med hans gangsfunktion.

3 Psykosocial Støtte

• Psykologisk Rådgivning: For at få en kræftdiagnose kan være en følelsesmæssigt belastende oplevelse. Psykologisk støtte, herunder terapi og rådgivning, kan hjælpe Jens med at håndtere angst, depression og andre følelsesmæssige udfordringer.

• Social Arbejde: Der kan socialrådgiver hjælpe Jens med at navigere gennem økonomiske og sociale udfordringer, som kan opstå under og efter behandlingen, såsom sygeforsikring, arbejdsrelaterede problemer og støtte til familien.

4. Ernæring og Livsstil

• Ernæringsvejledning: En diætist kan arbejde sammen med Jens for at udvikle en kostplan, der understøtter helbredelse og forbedrer ernæringsstatus.

• Dette kan være særlig vigtigt, hvis Jens har mistet vægt eller har specifikke ernæringsbehov på grund af behandlingen.

• Ernæring: Samarbejd med en diætist for at udvikle en plan, der inkluderer små, hyppige måltider og ernæringstilskud. Behandle kvalme med antiemetika.

• Søvn: Implementer en aftenrutine, der inkluderer afslapningsteknikker. Overvej medicin mod søvnforstyrrelser, hvis nødvendigt.

• Livsstils-ændringer: Rygning, alkoholforbrug og andre livsstilsfaktorer kan påvirke helbredet. Rehabiliteringsprogrammer kan inkludere rådgivning om sund livsstil og strategier til at opretholde sunde vaner.

5. Uddannelse og Oplysning

• Patientuddannelse: Der vil Informere Jens om deres sygdom, behandlingsmuligheder og hvad de kan forvente i rehabiliteringsprocessen.

• Dette kan hjælpe med at reducere angst og gøre Jens mere aktiv i egen pleje.

• Selvhjælpsgrupper: Deltagelse i støttegrupper kan give Jens mulighed for at dele erfaringer og få støtte fra andre, der gennemgår lignende situationer.

6. Opfølgning og Langsigtet Støtte

• Der kan vi regelmæssige Kontroller: Planlagte opfølgningsbesøg med læger og andre sundhedsprofessionelle for at overvåge Jens fremskridt og opdage eventuelle tilbagefald tidligt.

• Langsigtet Planlægning: Udvikling af en langsigtet rehabiliteringsplan, der kan inkludere fortsatte fysioterapisessioner, vedligeholdelsesbehandlinger og langsigtede sundhedsmål.

Rehabilitering af en patient med nyrekræft kræver en tværfaglig tilgang, hvor forskellige sundhedsprofessionelle arbejder sammen for at sikre, at patienten får en helhedsorienteret og individuel tilpasset behandling og støtte.

1. Stressreduktion

Naturen har en beroligende effekt, som kan hjælpe med at reducere stress og angst. Stress og angst kan forværre smerteoplevelsen, så reduktion af disse kan indirekte lindre smerte.

• Eksempel: En tur i parken eller skoven, tid tilbragt i en have, eller blot at sidde ved et vindue med udsigt over naturen kan reducere stresshormoner som kortisol og fremme afslapning.

• 
  

2. Fysisk aktivitet

Let fysisk aktivitet som at gå ture i naturen kan bidrage til bedre cirkulation og frigivelse af endorfiner, som er kroppens naturlige smertestillende midler.

• Eksempel: Regelmæssige, skånsomme gåture på stier eller i parker kan forbedre mobilitet og reducere smerte.

  
  

3. Distraktion og positivt fokus

At være i naturen kan give en distraktion fra smerte og sygdomsbekymringer, hvilket kan ændre patientens opmærksomhed og forbedre deres humør.

• Eksempel: Fuglekiggeri, havearbejde eller at lytte til naturlige lyde som fuglesang og bølger kan give positive sensoriske oplevelser, der distraherer fra smerte.

  
  

4. Forbedret søvnkvalitet

Tid i naturen og eksponering for naturligt lys kan regulere døgnrytmen og forbedre søvnkvaliteten. God søvn er vigtig for smertehåndtering og generel helbredelse.

• Eksempel: Regelmæssig tid udendørs i dagslys, især om morgenen, kan hjælpe med at regulere søvnmønstre.

5. Social interaktion

Aktiviteter i naturen kan fremme social interaktion og fællesskabsfølelse, hvilket kan forbedre mental sundhed og reducere oplevelsen af smerte.

• Eksempel: Deltagelse i havearbejdsgrupper eller naturbaserede sociale aktiviteter kan skabe positive sociale forbindelser og reducere følelsen af isolation.

6. Mindfulness og meditation

Øvelser som mindfulness og meditation kan være mere effektive, når de udføres i naturlige omgivelser, hvilket kan reducere smerteopfattelse og fremme afslapning.

• Eksempel: Mindful gåtur eller meditation i en park eller ved vandet kan forbedre mental klarhed og reducere smerteopfattelse.

Praktiske tips for at integrere naturen i palliativ pleje

1. Skab adgang til naturen: Sørg for, at patienter har adgang til naturskønne omgivelser, enten gennem regelmæssige ture udendørs eller ved at bringe naturen indenfor med planter, blomster eller akvarier.

   
   

2. Tilpas aktiviteterne: Tilpas naturbaserede aktiviteter til patientens fysiske evner. For nogle kan en kort tur i haven være tilstrækkelig, mens andre kan nyde længere gåture eller mere engagerede aktiviteter som havearbejde.

   
   

3. Involver pårørende: Opfordrer familie og venner til at deltage i naturbaserede aktiviteter sammen med patienten, hvilket kan styrke sociale bånd og skabe meningsfulde oplevelser.

   
   

4. Brug naturen terapeutisk: Integrer naturbaserede terapier som havedesign, naturterapi (økoterapi) og udendørs mindfulness-sessioner i den overordnede palliative plejeplan.

Den lindrende indsats fortsætter, mens den aktive sygdomsbehandling som regel er indstillet.

Den sene fase kan vare måneder.

Når den helbredende, sygdomsrettede behandling er ophørt, stilles der nye krav til fokus på lindring og livskvalitet.

Der smertelindres ved lejring af Jens, for at forbygge decubitus. Der lindres ydermere med varme og kulde. Han ønsker fortsat at komme ud i naturen, men i stedet for at gå selv, bliver han kørt i kørestol. Dette er psykisk smertelindring.

herudover er der opstartet med subcutan (viflon i bryst) med kvalmestillende, da Jens har svært ved oral indtag. herudover har han depot plaster

Etik og palliation spiller en vigtig rolle i pleje og støtte til Jens familie.

At sikre, Jens og familie modtager respektfuld og værdig pleje, som tager udgangspunkt i Jens' ønsker og behov.

Her kan det være vigtigt at ligge sin faglighed i baggrunden, da hovedfokus er den døende borgers ønske.

Det kan godt være at Jens har smerter, men hvis det ikke er det der fylder mest i hans hverdag men eks. bekymringerne omkring hvad der skal ske med hans familie efter hans død, er det her vores fokus skal være.

Så handler vores opgave om at lindre hans psykiske smerte og give ham ro ved at snakke med ham og familien om det der er svært lige nu.

Vi skal holde vores fokus på hvad Jens' behov er, og ikke hvad vi fagligt vurdere. Guide ham og familien på en empatisk og professionel måde.

Palliation fokuserer på lindring af smerte.

Det handler om at skabe fysisk komfort, lindre symptomer og fremme psykisk og åndelig trivsel.

•  Kasse med indhold er gratis for patienten, hvis patienten har terminaltilskud til medicin og er terminalerklæret til kommunen (betaling af utensilier er en kommunal udgift).

•  Tryghedskassen udskrives på almindelig recept eller pr. telefon:

Rp. TryghedskasseD.S. efter ordination

• Al medicin inkl. p.n. medicin skal være lægeordineret.

• Ordinationen indskrives i patientens medicinskema, og hjemmesygeplejersken/plejehjemmet informeres.

Det er en god ide, at lægerne i området har en aftale med det lokale apotek om, at apoteket altid har et par kasser på lager.

Tryghedskassen kan anvendes ved akut opståede tilstande i hjemmet hos den terminale patient, og ved start af subkutan behandling. Sørg for, at Tryghedskassen er i hjemmet allerede før, der bliver brug for den.

Det er den praktiserende læges vurdering hvornår, og vær gerne på forkant med situationen. Kassen indeholder de vigtigste og mest brugte medicamina (til ca. 1 døgns behandling) og utensilier (subkutane nåle, sprøjter plasterm.v.). Tryghedskassen kan bestilles på alle apoteker.

I denne fase er det lægernes vurdering, at du som patient er uafvendeligt døende.

Terminalerklæringen betyder samtidig, at der sættes yderligere stort fokus på at tilbyde al den hjælp, du behøver, både praktiske og i forhold til lindring af dine symptomer samt støtte til dine pårørende.

Bedømmelse: Bestået/Ikke bestået

Præstationsstandard: Avanceret niveau

Varighed: 2 uger

1. Eleven kan anvende viden om nonfarmakologisk smertebehandling til at prioritere, tilrettelægge, udføre og evaluere palliativ pleje og rehabilitering til borgere/patienter, herunder psykisk smertebehandling samt mestring af akutte og kroniske smerter.

2. Eleven kan anvende viden om farmakologisk smertebehandling, herunder analgetika, antipsykotika, antiepileptika og antidepressiva til borgere/patienter i et palliativt forløb til at observere virkning, bivirkning, interaktioner og kontraindikationer og forebygge komplikationer.

3. Eleven kan anvende viden om WHO´s smertetrappe, relevante smerteteorier og metoder til at indsamle data om borgerens/patientens selvvurderede smerteintensitet og tage initiativ til smertelindrende behandling i den palliative indsats.

4. Eleven kan anvende viden om fysisk, psykisk, social og åndelig smerte samt gældende lovgivning og instrukser til at indgå i det tværprofessionelle samarbejde om smertelindring.

5. Eleven kan anvende viden om den tidlige, sene og terminale fase af det palliativ forløb til at prioritere, tilrettelægge, udføre og evaluere smertelindrende sygepleje til borgeren/patienten.

6. Eleven kan anvende viden om smerteudtryk til at vælge en målrettet kommunikation og sygepleje i samarbejdet med borgeren/patienten og pårørende i det palliativ forløb.

7. Eleven kan anvende viden om netværk og tilbud i patientforeninger til borgeren/patienten i palliative forløb og deres pårørende.

Mave-/tarmkanalen - Er det blevet vanskeligere for borgeren at synke? -

Kaster borgeren op? -

Klager borgeren over ondt i maven?

- Er der afføring, eller er maven helt gået i stå?

Eller er der diarré? Er det anderledes, end det plejer?

Vær opmærksom på, at vandtynd diarré kan være tegn på obstipation. Kredsløb

- Er hænder og/eller fødder blevet koldere?

- Er pulsen blevet svag og hurtig, måske uregelmæssig, og/eller svær at måle?

Huden - Har huden ændret farve, er den mere bleg eller blålig? - Er næsen blevet mere spids?

Observation af specifikke tegn på terminal fase Centralnervesystemet - Er der kommet lammelser, evt. ensidige i ansigtet? -

Er synet blevet dårligere?

- Er der mindre kontakt?

- Er der mere træthed? Åndedrættet

- Er det blevet sværere for borgeren at trække vejret, er der kommet mere lyd på?

- Er der besvær med at hoste op?

- Lyder det gurglende, når borgeren trækker vejret? -

Trækker borgeren vejret uregelmæssigt eller overfladisk? - Holder borgeren op med at trække vejret i korte perioder?

− Gennem samtaler med borgeren og kendskab til livshistorien kan man forsøge at opnå viden om borgerens åndelige behov og hjælpe med at imødekomme disse så godt som muligt.

− En stor del af det åndelige vedrører den sidste tid, hvor eksistentielle, spirituelle eller religiøse overbevisninger og praksis kan få en (særlig) betydning for den døende (og for de pårørende).

− Tilstedeværelse i nuet − Hjælp og støtte til borgeren i vedkommendes åndelighed

− Respekt for andres forhold til åndelighed og døden

Åndelig og Religiøs Støtte

• Religiøse Rådgivere: Tilbyde besøg fra præster, imamer, rabbinere eller andre religiøse ledere.

• Åndelige Ritualer: Respektere og facilitere patientens religiøse eller åndelige praksis og ritualer.

• Eksistentielle Samtaler: Hjælpe patienten med at udforske og udtrykke deres eksistentielle og åndelige tanker og bekymringer.

Det er vigtigt at have et holistisk blik på lindringen.

Overvej de forskellige aspekter

– fysisk, psykisk, socialt og åndeligt.

− I må løbende være opmærksomme og tolke på borgernes tegn på ubehag, smerter eller behov og have fokus på optimal lindring af symptomer med udgangspunkt i borgerens ønsker.

− Når borgeren er terminal, er målet at lindre med mindst muligt indgreb.

Hvis der ikke er nogen umiddelbar underliggende årsag til Jens smerter, vi kan forsøge at lindre fx ved at: - være tilstede, holde i hånd, vise nærvær og tryghed - aflede opmærksomheden ved hjælp af musik - give massage, varmepude og ændre lejring

− Ofte er det hjælpsomt at anerkende den pårørendes ofte langvarige indsats.

Mange pårørende har skyldfølelser og er udmattede. − Der er ofte også brug for, at medarbejderne hjælper de pårørende med at passe på sig selv.

− Tag højde for familiens mønstre, roller, opfattelser og meninger, og at de kan ændre sig med tiden.

Det er en god idé at forsøge nænsomt at afklare forventninger til sådanne små detaljer tidligt i forløbet og at vejlede og støtte de efterladte i at få taget afsked.

− Husk at give plads til de pårørende efter dødsfaldet.

En systematisk afslutningssamtale nogle uger efter dødsfaldet kan fx være med til at afslutte forløbet på god vis, hvis det vurderes at sorgen fylder meget ville det være en god ide at gentage besøg/samtale med ugers mellemrum.

− Fylder sorgen meget hos de efterladte, kan sorg-/pårørendegrupper være hjælpsomme og en god støtte.

Print kapitel

• Subkutan behandling i den terminale fase er ’best practice’ 80. (EAPC & The National Health Services (NHS) in UK)

Den medicinske behandling ændres i slutningen af den sene og i den terminale fase. 

Der er behov for, at læge og sygeplejerske er forudseende, og at medicin, som kan blive aktuel ved evt. akutte symptomer, findes i hjemmet 81.

Al unødig medicin skal efterhånden seponeres og administrationsmåden overvejes.

Mange patienter er besværet af at indtage tabletter peroralt af årsager som kvalme, opkastninger, mundtørhed, appetitløshed og træthed.

Administrationsmåder

• Peroral: Foretrækkes så længe det er problemfrit for patienten.

• Subkutan: Foretrækkes, når peroral behandling er vanskelig. Beskrives nedenfor.

• Transkutan: Udmærket til fx smerter og igangværende behandling fortsætter som basisbehandling.

Kan ikke bruges til hurtig optitrering, og terminalt er det svært at vurdere underdosering (dårlig hudgennemblødning) eller overdosering (aftagende omsætning af medicinen).

Vær også opmærksom på, at plasteret sættes, hvor huden er intakt og ikke ødematøs.

• Cutan: God til behandling af smertefulde sår (morfin-gel eller opløsning, xylocain).

• Rektal: Ubehagelig for patienten og pårørende, grænseoverskridende, usikker absorption.

• Intramuskulær: Smertefuld.

• Intravenøs: Uhensigtmæssig og kompliceret udenfor hospitalsregi med risiko for infektioner og morfinrus især i terminalfasen.

Patienter bliver dog i stigende grad udskrevet fra sygehus til fortsat iv-behandling i eget hjem/plejebolig ved hjemmesygeplejen. 

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at sygehuset i disse tilfælde fortsat har det lægelige ansvar for behandlingen, men at almen praksis er en del af samarbejdet omkring patienten.

Subkutan behandling

Subkutan behandling i den terminale fase og de sidste levedøgn giver optimale muligheder for at give god og effektiv behandling af symptomer, og dermed større mulighed for at patienten kan blive i eget hjem, hvis det ønskes.

Subkutan behandling kan også være aktuel i den sene palliative fase, især hos patienter med primær eller sekundær cancer i hoved-hals, oesofagus eller øvre abdomen samt patienter med synkebesvær som fx ALS.

Patient og pårørende oplever ofte stor lettelse, når der ikke længere skal tages og gives tabletter.

Samarbejde mellem læge, hjemmepleje, patient og pårørende er en forudsætning for velfungerende behandling også i denne situation.

Brug fastsiddende subkutan nål, hvis der skal gives mere end én injektion.

Al relevant medicin i den terminale fase kan administreres subkutant.

Mest brugte er præparaterne (findes også i Tryghedskassen):

• Morfin

• Haloperidol (Serenase®)

• Midazolam

• Furosemid

• Glycopyrroniumbromid (Robinul®). 

Der er enkelte præparater, som ikke bør gives i samme nål. Morfin og Serenase® bør ikke gives sammen, da der er risiko for udkrystallisering.

Anlæg en ekstra nål og skriv Serenase® på plasteret så alle ved, hvad den skal bruges til.

Oftest seponeres steroider uden nedtrapning i den terminale fase, når patienten ikke længere kan tage peroral medicin, men hvis patienten med fordel vil lindres med parenteral tilførsel af steroid, kan dette også gives subkutant (fx ved forhøjet intrakranielt tryk, ileus og vena cava superior syndrom).

5 mg prednisolon peroralt svarer til 4 mg methylprednisolon (Solu-Medrol®) sc og 20 mg hydrocortison (Solu-Cortef®) sc. Sterioder skal gives i seperat sc-nål.

Den subkutane nål

Subkutan nål

• Anlægges subkutant på intakt, ikke-ødematøs hud.

• Alle steder kan anvendes, fx thorax (subklavikulært), abdomen, lår, overarme, ryg.

Venflon irriterer mere pga. størrelsen, men kan ved manglende subkutan nål godt anlægges sc.

Kommer der blod tilbage i slangen, når nålen sættes, har man ramt et lille kar, og der skal findes et andet sted til nålen.

Nålen bør skiftes rutinemæssigt efter 5-7 dage, eller hvis der kommer lokal irritation og rødme.

Det er ikke nødvendigt at skylle efter med saltvandefter medicininjektioner.

Den medicinske behandling

Revision

• 14/10/2020

  Sekretproblemer: "Buscopan® 20 mg × 3-6" slettet.

Alle symptomer i den terminale fase kan i princippet lindres.

Vejledning til behandling af den terminale/døende patient

• Kvalme: Serenase® 0,5-1 mg p.o./sc × 2-4 plus p.n. (maks. 6 mg/dgl.) eller bare p.n.

• Delirium/uro: Serenase® 0,5-1 (-2,5) mg p.o./sc × 2-4 plus p.n. (maks. 6 mg/dgl.).

• Angst: inj. sc midazolam (1)-2,5-(5) mg p.n.

• Akut dyspnoe: inj. sc morfin 2,5-5 mg eller halvdelen af den aktuelle p.n.-dosis mod smerter eller Røde dråber. 2-10 dråber p.o.

• Sekretproblemer: inj. sc glycopyrroniumbromid (Robinul®) 0,2 mg × 3-6.

• Lungeødem: inj. sc Furix® 20-40 mg p.n.

• Smerter: inj. sc morfin i beregnet p.n.-dosis: 1/6 af døgndosis (evt. mindre ved meget høje doser). (Husk: fast dosis plus p.n.-dosis plus evt. plaster).

Plasterbehandling seponeres ikke, men husk at medregne dosis ved beregning af, hvor meget patienten skal have i p.n. dosis.

Morfin:• Subkutan dosis sv.t. ½ oral dosis* (fx 80 mg p.o.= 40 mg sc)• Giv fast dosering – minimum × 4/dag sc• P.n. dosis: 1/6 af total døgndosis (inkl. evt. opioidplaster omregnet til morfin), (evt. mindre ved meget høje doser).

4 vigtige omregningsfaktorer1.

Subkutan morfindosis er halvdelen af peroral morfindosis*.2. P.n. morfindosis er 1/6 af total opioid døgndosis.3. Fentanyl-plaster: 25 mikrogr./time svarer ca. til 60 mg morfin p.o./døgn.

4. Peroral oxycodon er 1,5-2 gange så potent som morfin, dvs. at 20 mg morfin svarer til 10-15 mg oxycodon.DSAM udgiver i 2014 en app, der bl.a. indeholder omregningsfaktorer for medicin i det palliative forløb.* Omregningsfaktoren er 1/3-½ . Men her har vi valgt at bruge ½. Det letter omregningen og sikrer en sufficient dosering

Tryghedskassen

Revision

• 14/10/2020

  Ved sekretproblemer: "Buscopan® 20 mg × 3-6" slettet.

Tryghedskassen kan anvendes ved akut opståede tilstande i hjemmet hos den terminale patient, og ved start af subkutan behandling. Sørg for, at Tryghedskassen er i hjemmet allerede før, der bliver brug for den.

Det er den praktiserende læges vurdering hvornår, og vær gerne på forkant med situationen. Kassen indeholder de vigtigste og mest brugte medicamina (til ca. 1 døgns behandling) og utensilier (subkutane nåle, sprøjter plasterm.v.). Tryghedskassen kan bestilles på alle apoteker.

Den produceres på Glostrup og Skanderborg Apoteker.Tryghedskassen er et ‘start-kit’, og indeholder medicin til højst et døgns behandling. Husk at efterbestille forventet medicin, når kassens indhold er taget i brug.

Tryghedskassen

•  Kasse med indhold er gratis for patienten, hvis patienten har terminaltilskud til medicin og er terminalerklæret til kommunen (betaling af utensilier er en kommunal udgift).

•  Tryghedskassen udskrives på almindelig recept eller pr. telefon:

Rp. TryghedskasseD.S. efter ordination

• Al medicin inkl. p.n. medicin skal være lægeordineret.

• Ordinationen indskrives i patientens medicinskema, og hjemmesygeplejersken/plejehjemmet informeres.

Det er en god ide, at lægerne i området har en aftale med det lokale apotek om, at apoteket altid har et par kasser på lager.

Sørg også for, at hjemmesygeplejen/plejecentrene kender til Tryghedskassen.

Vejledning til Tryghedskassen samt ordinationsskema er lavet af Palliativt Team Vejle og findes på www.sygehuslillebaelt.dk

Forslag til frase til journalen− samt ved mail-korrespondance med hjemmesygeplejen og når Tryghedskassen udskrivesNB! Tilret nedenstående doseringer individuelt.

Ved kvalme: inj. sc Serenase® 0,5-1 mg × 2 plus p.n. × maks. …Ved delirium/uro: inj. sc Serenase® 0,5-1 mg × 2 plus p.n. × maks. …Ved angst: inj. sc midazolam 1-2, 5-5 mg p.n. × maks. …Ved akut dyspnoe: inj. sc morfin … mg p.n.Ved sekretproblemer: inj. sc glycopyrroniumbromid (Robinul®) 0,2 mg × 3-6.Ved lungeødem: inj. sc Furix® 20-40 mg p.n. × maks. …Ved smerter: inj. sc morfin … mg × … plus p.n. … mg × maks. …

Subkutan væskebehandling

Parenteral væskebehandling er stort set aldrig indiceret i det terminale stadie.

Kunstig hydrering og ernæring påvirker ikke overlevelsen, men medfører øget risiko for væskeophobning og lungestase/ødem⁸³.

Tørre slimhinder behandles med god mundhygiejne (se side 52).Derimod kan væskebehandling være indiceret i den sene fase hos patienter, som tørster ved synkeproblemer, opkastninger, udtalt kvalme, delirium (dehydrering) eller tarmobstruktion⁸⁴.Subkutant kan der gives op til 1 liter isoton væske (NaCl) i døgnet. Ofte er ½ liter væske nok.

Lad evt. væsken løbe ind om natten, så patienten ikke er bundet til dropsættet om dagen. Hanen på dropsættet lades stå åben, da hastigheden reguleres ved subkutis’ naturlige modstand.

Der opstår et diffust subkutant ødem, som hurtigt svinder, når droppet fjernes. Væsken kan hænges på søm i væggen eller lignende. Giv medicin i en anden nål, mens droppet løber, da huden i sagens natur er ødematøs under indgift.

Palliativ sedering - ubærlig lidelse

•  Ved palliativ sedation forstås medikamentel lindring af en uafvendeligt døende patient, der er svært lidende på grund af fysiske eller psykiske symptomer (smerter, åndenød o.l.), der ikke har kunnet lindres på anden måde. Behandlingen kan eller vil medføre nedsat bevidsthedsniveau/søvn ⁸⁵.

•  En uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet ⁸⁶.

I den terminale fase kan symptombyrden (fysisk, psykisk, socialt, eksistentielt/åndeligt) en sjælden gang blive så stor, at den medfører ubærlig lidelse for patienten.

Den bedste måde at lindre patienten kan i den situation være at give beroligende medicin i mængder, som medfører, at patienten bliver ukontaktbar, indtil døden indtræder.

Disse patienter bør som oftest henvises til palliativt team eller hospice, inden symptomerne når et så ultimativt stadie. Men det sker, at den syge først de sidste dage bliver så forpint, at egen læge må tage stilling til behandlingen. Konferer behandlingen med det palliative team eller vagthavende palliativ mediciner i din region.

Behandling

Inj. midazolam 2,5-5 (10) mg sc p.n. Der startes med 2,5 mg, og der optitreres i dosis til mindste dosis med ønsket effekt.

Fast sedering

Såfremt patienten ytrer ønske om en mere fast sedering, og symptomerne ikke kan lindres på anden vis, er det yderst vigtigt at diskutere de sundhedsfaglige og etiske konsekvenser af sedering med patienten samt (hvis muligt) alle pårørende og relevante professionelle, der er involveret i forløbet ^87,88.

Hvis en habil patient overgår til fast sedering, må pårørende kun informeres herom, hvis patienten giver samtykke hertil. Er patienten inhabil, skal pårørende inddrages i beslutningen.

Det er samtidig hensigtsmæssigt, at de øvrige relevante professionelle oplyses eller kan læse om baggrunden for beslutningen i journalen.

Hvis man når frem til, at en kontinuerlig sedering er uundgåelig, skal palliativ ekspertise kontaktes.Midazolam skal doseres fast, pga. en halveringstid på ca. 2 timer.

Det forudsættes, at den smertestillende behandling er sufficient og gives subkutant.

Plasterbehandling fortsættes uforandret.Såfremt der er tale om terminalt delirium, og det trods behandling med serenase sc (se side 72) fortsat vurderes, at der behov for regelret sedering, bibeholdes deliriumbehandlingen samtidig med sederingen.

Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9619 85.

Jens har svært ved at trække vejret og ved at gå hans ture. Her motivere vi stadig til at komme ud og gå, men med en kørestol så han kan komme ned at sidde når han ikke kan mere. Han motiveres til at lave hans puste øvelser, men ikke til at anstrenge hans lunger.

ADL Taxonomi

• Jens har altid været glad for naturen og at komme ud i frisk luft. Derfor bliver han visiteret til yderligere hjælp med rengøring og bad. Dette er for at hjælpe med at tage noget af presset fra Anna, og for at hjælpe Jens til at få overskud til at Anna og ham kan komme ud i naturen og gå deres ture.

• Dette vil genvinde lidt af Jens' livskvalitet og kunne hjælpe på hans angst og depression.

• Herudover ville det kunne give Anna lidt overskud i hverdagen, til det der virkelig tæller.

• at hjælpe med personlig hygiejne

• at udføre sårpleje, medicinering og sondeernæring

• at samarbejde med den praktiserende læge

• at vurdere borgerens helbredstilstand løbende og advisere praktiserende læge om ændringer/symptomer, evt. ved hjælp af en behovsvurdering (EORTC QLQ 15-PAL)

• at forestå den palliative medicinske behandling i samarbejde med praktiserende læge (og evt. den specialiserede palliative indsats)

• at forestå subkutan væsketerapi og parenteral ernæring i særlige tilfælde

• at vejlede og undervise patient og pårørende

• at give støtte og omsorg til patient og familie ift. psykiske, sociale og eksistentielle problemstillinger

• at vurdere behov for hjælpemidler og sørge for, at de installeres i hjemmet

• at koordinere den praktiske bistand i hjemmet i samarbejde med kommunens visitatorer/borgerkonsulenter.

Den palliative indsats:

• Tilbyder lindring af smerter og andre generende symptomer

• Bekræfter livet og opfatter døden som en naturlig proces.

• tilstræber hverken at fremskynde eller udsætte dødens indtræden

• integrerer omsorgens fysiske, psykologiske, sociale og eksistentielle aspekter

• tilbyder en støttefunktion for at hjælpe patient til at leve så aktivt som muligt indtil døden

• tilbyder en støttefunktion til familien under patientens sygdom og i sorgen over tabet.

• anvender en tværfaglig teambaseret tilnærmelse for at imødekomme behovene hos patienterne og deres familier, inklusive støtte i sorgen om nødvendigt

• har til formål at fremme livskvaliteten og kan også have positiv indvirkning på sygdommens forløb

• kan indsættes tidligt i sygdomsforløbet i sammenhæng med andre behandlinger, som udføres med henblik på livsforlængelse, som for eksempel kemo- eller stråleterapi, og inkluderer de undersøgelser, der er nødvendige for bedre at forstå og håndtere lidelsesfyldte kliniske komplikationer.

 Den palliativ indsats bunder i et helhedsorienteret menneskesyn, der indebærer respekt for patientens værdier, livsopfattelse, livsforløb og personlige sygehistorie samt de behov og ønsker, som patienten og pårørende har.

Naturlige krisereaktioner

At få en alvorlig diagnose eller at få at vide, at man skal leve med en sygdom resten af livet, kommer ofte som et chok. Ikke kun for den, der er syg, men også for familien og omgivelserne.

Krisereaktioner er en helt naturlig ting, når vi får beskeden om, at vi ikke er raske.

Der findes ikke rigtige eller forkerte reaktioner på kriser. Mennesker er forskellige, og der er forskel på, hvordan vi møder kriser og svære oplevelser i livet.

Klassiske krisereaktioner kan i grove træk inddeles i fire faser, som man kan svinge imellem.

For nogle vil en krisereaktion vare ganske kort tid, for andre tage lang tid. 

Chokfasen:

Når man får en diagnose eller finder ud af, at man er alvorligt syg, får man i første omgang et chok med en følelse af kaos eller uvirkelighed.

Måske kan man ikke se i øjnene, at det, der er sket, er sandt. Måske er man forvirret, går formålsløst omkring eller græder voldsomt.

Andre kan reagere med at blive apatiske og stirre tomt ud i luften.

Kroppen kan også reagere fysisk med hovedpine, kvalme og opkast, rysteture eller hjertebanken.

Fælles er, at vi mennesker har brug at håndtere en krise i små bidder. Så selvom man kan være helt ved siden af sig selv, kan der også være timer, som går med helt hverdagsagtige ting.

Reaktionsfasen

I reaktionsfasen begynder man at forstå, hvad der er sket, og derfor kan følelser komme væltende. Det kan være følelsen af sorg, fortvivlelse, vrede, angst eller afmagt. I denne fase spørger mange også sig selv, hvorfor man er blevet syg.

Hvorfor skulle det her ramme mig? Hvorfor er jeg blevet syg? Hvad har jeg gjort forkert?

Der kan stadig være megen kaos indeni, og det kan være svært at klare selv de mindste ting.

Måske er det svært at passe arbejdet, og måske opstår der behov for at kunne trække sig lidt ind i sig selv eller begrænse samværet med andre i en periode.

Måske skubbes sorgen til side, og man fortsætter som før uden at vise andre, at man har det dårligt.

Det er helt normalt at svinge mellem at være meget ked af det og i krise, og så til andre tider at være ganske velfungerende.

Det kaldes at være fleksibel i sin sorg. Bliver vi tvunget til at tale om sygdommen hele tiden, kan det faktisk øge risikoen for at forstærke eller forlænge krisereaktionen. Derfor er det helt okay af og til at tænke på noget andet.

Bearbejdningsfasen

Efter den akutte fase begynder man atter at vende sig mod fremtiden og til det, som skal ske. Der modnes lidt efter lidt et mere realistisk og nuanceret syn på situationen.

De voldsomme følelser aftager, og livet og de udfordringer, som sygdommen giver, bliver gradvist lettere at bære. Men selvom krisen er på retur, er man stadig både sårbar og følelsesmæssig svingende.

Man kan stadig kæmpe med, at det er svært at slappe af, koncentrere sig, sove m.m.

Nyorienteringsfasen

Det er nu muligt at leve med visheden om at have været syg eller stadig at være syg på samme måde, som var det et ar. Det vil altid være der, men der kan tales om det, uden at det blive følelsesmæssigt ubehageligt. 

Måske er erfaringen og indsigten blevet dybere og rigere, fordi man har fået mere viden om sig selv.

Man er måske blevet klogere på, hvad man vil og ikke vil, og hvad kroppen kan og vil.

Mange fortæller, at selvom de gerne havde været sygdommen foruden, så har sygdommen lært dem at leve mere i nuet, være mere taknemmelig og ikke spilde livet med banaliteter.

At de har gennemgået en vigtig og lærerig udvikling, og derfor aldrig bliver helt den samme, som før de blev syge. 

og skal smertelindres til 3/10

og skal igen ned på 3/10

og skal gerne ned på 4/10

Det er hensigtsmæssigt tidligt i forløbet at tale om ønsker for den sidste tid

Pårørende er vigtige samarbejdspartnere.

Det er centralt – sammen med patient og pårørende – at definere, hvem kommunikationen skal gå igennem og hvordan.

Det kan være berigende at være pårørende og yde omsorg for patienten i hjemmet, men det kan også være en belastende opgave både praktisk og følelsesmæssigt

Derfor bliver de sundhedsprofessionelle nødt til at være opmærksomme på de pårørendes behov for støtte og omsorg.

Det er nyttigt, at behandlere og pårørende tidligt får et fælles overblik over ressourcerne i netværket

• At være gennemgående sundhedsperson (sikre overblik og kontinuitet i forløbet)

• At være tovholder i det team i almen praksis, der varetager forløbet for den alvorligt syge

• At være tilgængelig • At vurdere behov (se side xx) • At lindre symptomer ift. fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle behov (se xx)

• At være opmærksom på de pårørende (se xx – i kapitlet om pårørende)

• At kende mulighederne i lokalområdet • At rådgive om, hvilke ydelser der kan bevilges og evt. henvise til dem (se side xx)

• At deltage i koordinerende (evt. tværfaglige) møder i patientens hjem sammen med den kommunale sygeplejerske, palliative teams eller andre

• At samarbejde med øvrige professionelle i sundhedsvæsenet

• At søge råd og henvise til specialistniveau ved komplekse problemstillinger (15,17,18).

Patienter og pårørende vurderer generelt, at den praktiserende læges indsats er værdifuld – også selvom symptomlindringen ikke altid er optimal (15,19,20).

Ud over symptomlindring er kontinuitet, kendskab til patienten (18,21,22) og aktiv involvering (f.eks. hjemmebesøg) vigtigt i forløbet (23,24)

problemstillinger.

Formålet med mødet er: • at patient, pårørende, læge/evt. klinikpersonale og sygeplejerske i kommunen mødes.

• at få klarhed over patientens og pårørendes ønsker og forventninger

• at planlægge opgavefordeling

• at aftale kommunikationsveje mellem alle implicerede for dag, aften og nat.

I nogle situationer hindrer praktiske forhold dette fælles møde.

Det er så op til læge og sygeplejerske at sikre, at ovenstående punkter alligevel bliver afklaret.

De kan være påvirkede af situationen og de mange tab i sygdomsforløbet f.eks. tab af den syges funktionsniveau, egne og fælles fremtidsplaner og en forudsigelig hverdag.

Det kan være berigende at være pårørende og yde omsorg for patienten i hjemmet, men det kan også være en belastende opgave – både praktisk og følelsesmæssigt (15,16).

Mange pårørende oplever en generel høj belastning (63). Begrebet “caregiver burden” favner de mange udfordringer, som en pårørende til en patient med livstruende sygdom kan møde.

De professionelle omkring patienten skal være opmærksomme på at yde støtte og omsorg til pårørende.

Lyt til dem, anerkend deres indsats, og forklar dem, hvad der er nødvendigt.

En særlig opmærksomhed skal rettes mod pårørende med psykisk lidelse, betydende tab, lavt uddannelsesniveau og højt niveau af symptomer på depression og/eller sorg (64,65).

Får pårørende denne støtte og omsorg understøtter det den pårørendes følelse af ”caregiver benefit”.

De føler sig trygge i situationen og føler de kan bidrage med relevant omsorg.

• Fysisk: oplæring i fysisk omsorg (hvis den pårørende ønsker det), hjemmepleje, aflastningsplads, vågetjeneste.

• Psykisk: samtaleforløb i almenpraksis, psykolog

• Socialt/netværk: orlov (se kapitel 13 om sociale støttemuligheder), øvrige pårørende, netværk, lokale pårørendegrupper

• Eksistentielt: præst, imam, rabbiner eller andre med relevante kompetencer.

Det er relevant at spørge ind til pårørendes behov for information om sygdommen og praktisk hjælp samt behov for støtte til at håndtere situationen og egne reaktioner f.eks.

ved brug af et dialogskema, der er under udvikling (LINK).

Oplæring i fysisk omsorg og behandling Nogle pårørende vil gerne yde basal fysisk omsorg og hjælpe med at give medicin.

Det tilrådes, at den praktiserende læge og/eller den kommunale sygeplejerske drøfter dette grundigt med patient og pårørende.

Det kan have uhensigtsmæssige konsekvenser at professionalisere den pårørende (15), men det kan også give patient og pårørende en frihed, fordi de ikke skal være omgivet af professionelle hele tiden (16).

Nedenstående spørgsmål kan være en inspiration (68).

[INDSÆT Figur 12. Spørgsmål, der kan anvendes til sorgfacilitering før og efter patientens død] Socialt og netværk Patient, familie og behandlere kan tidligt drage nytte af at drøfte patientens netværk i relation til f.eks.

daglig aflastning, besøg og vigtige samtaler.

Det giver overblik over netværkets samlede ressourcer, og den nødvendige hjælp i hjemmet kan planlægges på et tidligt tidspunkt. Tidligt i forløbet bør det afklares, hvem kommunikationen skal gå igennem – og hvordan.

Familien skal kende til muligheden for social støtte. Se kapitel 13.

Med dødsfaldet mærker de pårørende det ultimative tab, som kan give følelser af intens længsel efter afdøde.

Den akutte sorg varer oftest flere måneder og pårørende oplever, at hverdagen kan være præget af følelser, som er relateret til tabet.

Disse følelser aftager i takt med, at de pårørende gradvist finder ind i en hverdag uden afdøde.

Hvis den pårørendes sorgreaktion forbliver intens med stor påvirkning af hverdagslivet, og der ikke sker en udvikling, så tabet langsomt integreres, vil der ofte være behov for en støttende indsats.

Diagnosen ”prolonged grief disorder” kan overvejes, hvis der er markant funktionsnedsættelse og varigheden efter dødsfaldet er over 6 måneder (69,70).

Det er den pårørendes grad af lidelse og funktionsnedsættelse, der er afgørende for behovet for en indsats.

Der er evidens for, at behandling hos psykolog og støttende samtaler hos den praktiserende læge hjælper (71,72).

Der er gode muligheder for at gøre en proaktiv indsats for at iværksætte støtte, f.eks. informere om kommunale tilbud, psykolog, patientforeninger, religiøse vejledere (afhængigt af den pårørendes præferencer og behov).

Pårørende med lavt uddannelsesniveau og et højt niveau af symptomer på sorg og depression før dødsfaldet er i særlig risiko for at udvikle ”prolonged grief disorder” (64,65,69).

Denne gruppe af pårørende har ofte flere kontakter til almen praksis før og efter dødsfaldet (73).

Det kan være en støtte at tale med mennesker, som har oplevet det samme som en selv.

Det kan være mennesker, vi kender, eller det kan være i en sorggruppe.  

Man kan også ringe til præst og aftale tid til en samtale om sorg. Præster har stor træning i at tale med mennesker om livet og døden.

De er ikke bange for alvor eller sorg. Samtalen med en præst kan give et rum at være til stede i med det, som er på færde i sjæl og sind.

Frygt og glæde, kærlighed og sorg.

Fysisk Pleje

Symptomlindring

• Smertehåndtering: Brug af smertestillende medicin som opioider (f.eks. morfin) og ikke-opioide smertestillende midler. Regelmæssig vurdering af smerte og justering af dosering er afgørende

  
  

• Lindring af andre symptomer: Behandling af symptomer som kvalme, åndenød, træthed, forstoppelse, og appetitløshed. Dette kan omfatte medicin samt ikke-medicinske interventioner som positionering og åndedrætsøvelser.

• Hudpleje: Forebyggelse og behandling af tryksår ved hjælp af hyppig vending, brug af trykaflastende madrasser og regelmæssig hudinspektion.

Ernæring og Hydrering

• Tilpasset ernæring: Sikre, at kosten er nem at indtage og fordøje. Tilbyde små, hyppige måltider og væsker efter patientens præference og tolerance.

• Hydrering: Opfordre til små mængder væske regelmæssigt, og overvej brug af ischips eller fugtede svampe til mundpleje.

Psykisk og Emotionel Støtte

Psykologisk Pleje

• Emotionel støtte: Lyt til patientens bekymringer, frygt og ønsker. Vær til stede og vis empati og forståelse.

• Psykologisk rådgivning: Tilbyde adgang til psykologer eller rådgivere, der kan hjælpe med angst, depression eller eksistentielle kriser.

Social Støtte

• Familie og venner: Tilskynde besøg fra familie og venner. Støtte familien i at være en aktiv del af plejen.

• Støttegrupper: Opmuntre til deltagelse i støttegrupper for både patienten og deres pårørende.

  5. Praktisk Hjælp

  Praktisk Støtte

  • Hjælpemidler: Sørge for hjælpemidler som en hospitalsseng, rollator eller lift til at lette plejen derhjemme.

  • Hjemmepleje: Organisere hjemmepleje og støtte fra professionelle plejere, hvis nødvendigt.

  • Planlægning og logistik: Hjælpe med at koordinere transport til og fra medicinske aftaler og sikre, at nødvendige forsyninger er tilgængelige.

  Støtte til Pårørende

  Støtte til Familie og Nære

  • Uddannelse: Informere og uddanne pårørende om, hvad de kan forvente, og hvordan de bedst kan støtte patienten.

  • Aflastning: Tilbyde aflastningspleje, så pårørende kan få en pause og tage sig af deres egne behov.

  • Sorgstøtte: Tilbyde rådgivning og støtte til familien både før og efter patientens død.

  Konklusion

  Pleje af en terminal borger kræver en empatisk, fleksibel og holistisk tilgang, der respekterer patientens ønsker og behov. Det er vigtigt at samarbejde med et tværfagligt team og sikre, at både patienten og deres pårørende får den nødvendige støtte og vejledning gennem hele processen.

• 
  

  Den bedst mulige pleje af en terminalt syg borger kræver en tværfaglig og empatisk tilgang, der fokuserer på at opfylde patientens fysiske, psykologiske, sociale og åndelige behov. Ved at lytte til patienten og deres pårørende, respektfuldt indarbejde deres ønsker og behov i plejeplanen, og tilbyde omfattende støtte og symptomlindring, kan vi sikre, at patienten oplever værdighed, komfort og fred i deres sidste tid.