Først og fremmest omhandler dette citat om begrebet socialisering. Socialisering kan defineres som en erfaringsproces, hvor de samfundsmæssige og kulturelle strukturer giver individet erfaringer. I dette citat, der omhandler socialisering, kommer det til udtryk, at barnet bliver socialiseret i to forskellige verdener. Det vil sige, at barnet bliver socialiseret i hjemmet, men også i institutionen, som også bliver kaldt dobbeltsocialisering. Det har haft en væsentlig betydning for børnenes identitetsdannelse, samt de erfaringer de gør sig med andre børn og voksne. Dobbeltsocialisering tager udgangspunkt i at børnenes socialisering sker både i familien og institutionen. Børnene får derfor erfaringer fra to meget forskellige verdener, som stadigvæk har stor indflydelse på hinanden. I børnehaven får de skabt relationer med hinanden, da de kommunikere på en anden måde end derhjemme med forældrene.
(Graversen, D. (2016) Pædagogik – intruduktion til pædagogens grundfaglighed, Hans Reitzels Forlag)

Citatet siger, at der er nogle basale grundsten der skal være opfyldt for at man kan få en god social trivsel. Social trivsel betyder rigtig meget for individet, så ligesom at identitet spiller en rolle for hvordan vi lærer, har den sociale trivsel også betydning for hvordan man eksempelvis lærer i skolen. Har man de sociale færdigheder i orden, har man også nemmere ved at lære, netop fordi de basale grundsten er positivt opfyldt, og derfor har man mod på at udforske, modsat at hvis man ikke får anerkendelse eller tryghed nok, så har man mindre lyst til at opleve og lære nyt, fordi det kan være endnu et nederlag der måske venter.

Det er i den pædagogiske praksis en vigtig faktor for børnene, at de får alle de her elementer opfyldt hver dag, for at deres sociale trivsel fungerer. Derfor kan man med god grund anerkende børnene som de er, og ikke kun rose når der sker gode ting, for det er vigtigt at alle føler sig set. Fysisk kontakt er også vigtigt, og man skal give den når der er behov for det. Så kramme børnene noget mere, både når de har gjort noget godt, men også når de føler tristhed, så behovet for tryghed og kærlighed bliver udtrykt ved brug af fysisk kontakt.

Inklusion, handler om en kontinuerlig proces, der skaber et fællesskab, hvor der er plads til børns forskellige behov. Eksklusion og marginalisering ligger tæt op at inklusionsbegrebet, der handler om børn uden for fællesskabet, altså ekskluderet frem for inkluderet.  Inklusion handler om det rummende fællesskab, med plads til alle, frem for et fællesskab, hvor det enkelte barn skal omstille sine behov for at passe ind, altså forskellen på inklusion og integration. Inklusion handler i praksis om en inkluderende kultur, hvor børnesynet; børn gør det godt, når de kan er fokuspunktet, samt visualisering og klare beskeder, så alle børn har mulighed for at forstå hvad de skal, uden der sættes for høje forventninger. Inklusion handler også om, at alle børn skal accepteres og anerkendes, deltage aktivt i fællesskabet og udvikles. Vigtigst af alt handler inklusion om at alle børn skal gå hjem med en succesoplevelse, så det kan styrke deres selvbilleder og selvværd. 

 

Jeg forstår citatet på denne måde, at magt bruges til at styre og disciplinere mennesker, f.eks. for at få andre til at overholde loven og makke ret. Pædagogen kan bruge magt over for børnene, ved at bestemme ting, og hvis de ikke hører efter, så kan der være konsekvenser for dem, som pædagogen bestemmer hvad skal være, f.eks. så må man ikke det, hvis man ikke gør det osv.

Tror også at ethvert menneske vil udøve magt over for hinanden, ligegyldigt hvor lidt det er. Selv små børn vil gerne bestemme over hinanden f.eks. i leg eller med legetøj. Man kan ikke have en 100% lige relation. Der er altid en form for magtbalance. Magten har mange ansigter og kan komme til udtryk på forskellige måder. Magten kan være usynlig og dermed være indlejret som en slags institutionslogik. Derudover kan magt være kommunikation/relation, hvor man siger “jeg vil have at..”

 

Alle gør det tydeligt, at pædagoger i institutioner ikke må bruge magt, men kun må bruge det, hvis barnet er i overhængende fare for sig selv, andre eller bruger det som selvforsvar. Dette synes jeg på nogle områder er i orden og på nogle områder ikke i orden. Jeg synes personligt, at hvis et barn f.eks. går ud en vinterdag med -10 grader, at barnet skal have flyverdragt på, om man så skal hjælpe barnet i den eller tvinge barnet i den. Jeg ville personligt selv, synes det var uacceptabel, hvis jeg kom og hentede mit barn fra institution og fik af vide, at mit barn ikke har haft flyverdragt på i dag, fordi barnet ikke ville. Man skal som pædagog passe på man ikke kommer til at misbruge sin magt.

Når vi snakker magt, kan vi inddrage nogle forskellige teoretikere. Vi kan inddrage Foucault og hans magtteknikker. Med dette mener han, at på den ene side bruges magt til at disciplinere og styre mennesket, og på den anden side vil ethvert menneske udøve magt i forhold til andre. 

Her tænker jeg på to ting, den ene er f.eks. en pædagog gør tingene for barnet, og ikke lader barnet gøre noget f.eks. snøre ens sko. Her lærer barnet intet. Det kunne også være at pædagogen handlede på vegne af barnet uden at spørge barnet.

Den anden er ved at tage vare på en andens liv, så vil man gerne hjælpe, men stadig helst få personen til at gøre så meget selv, som man kan, da man ved at det vil personen få mest ud af. Man lærer mange gange ting bedre, ved at have det i hånden og stå på egne ben. Pædagogerne skal bruge deres magt og hjælpsomhed til at give borgerne deres eget liv.
De skal have hjælp til at skabe deres egen form for frihed, ellers svigter vi borgerne. Det er så let at lave regler og planer hen over hovedet på børn/borgere/udviklingshæmmede osv, men magten skal ikke bruges på en praktisk måde, den skal være med til at skabe balance og livsglæde. Man skal også høre borgeren/barnet osv. 

Dette er en definition på hvad inklusion betyder. Det handler ikke kun om at alle børn skal være med i legen og der bare skal være plads til alle.
Det betyder også at man skal sætte pris på forskelligheder og anerkende dem. Vi er ikke alle ens, og det er en god ting. Vi skal kunne rumme alle og alle skal kunne være med i fællesskabet.
Inklusion er i sig selv et fagbegreb jeg vil forsøge at tilføje i mit sprog.
Måden man kunne bruge dette i den pædagogiske praksis ville være, altid at have i baghovedet, at ikke alle mennesker er ens. Alle har brug for forskellige ting og en regel fungerer for et barn, men det fungerer måske ikke for det andet barn og så må der ændres i det.
Citatet siger også at det ikke er på trods af forskelligheder at vi skal værdsætte hinanden. Der står direkte at det er på grund af vores forskelligheder vi værdsætter hinanden. Vi har alle forskellige ideer og input som kan fremme sociale evner og fantasien osv. Det er identitetsskabende og med til at danne os som mennesker, når vi møder forskelligheder. 

 

I dette citat sige det meget godt, hvad en pædagog skal arbejde med. Jeg synes, at det er vigtigt, at en pædagog både viser omsorg, kunne opdrage på barnet og lære barnet nogle ting, mens det er i institution. Jeg synes bestemt, at pædagogens rolle er meget lig med forældrenes. Forældrene skal også give omsorg, opdrage og undervise deres børn. Opdragelsen synes jeg, mest skal ligge hos forældrene, men i tæt samarbejde med pædagogerne. 

Idet barnet bruger meget tid i institution, synes jeg der skal være en form for undervisning/læring, ikke at sige at pædagogerne skal have alt arbejdet, men de skal lære børnene hvordan man fungere i et samfund og hvordan man er sociale. Derudover skal vi huske på at en pædagog er i besiddelse af en form for magt over for barnet. Når man snakker magt, kan man inddrage Berit Bae og hendes teori om ”voksnes definitionsmagt”. Ifølge hende er magt noget der er væsentlig for barnet, da det er vigtig for hvordan barnet er med til at skabe sig selv. 

Dette citat omhandler begrebet inklusion. Inklusion handler først og fremmest om fællesskab. Et godt fællesskab for alle, hvor børnene trives, udvikler sig og lærer. Alle børn har ret til trivsel og udvikling, både fagligt, socialt og personligt, og alle børn har brug for at føle sig som værdifulde og betydningsfulde mennesker i et fællesskab. Voksne har derfor pligt til at skabe gode, trygge og udviklende fællesskaber for børnene. Citatet snakker om, at børn bliver mere og mere forskellige. For at møde børnenes forskellighed, er det vigtigt at skelne mellem begreberne inklusion og integration. Hvor integration retter sig mod det enkelte barn, retter inklusion sig mod fællesskabet. 
Målet for os voksne med det inkluderende arbejde kunne være, at det skal komme alle børn til gode. Der er altså ikke nogen bestemte, der skal inkluderes, men alle skal inkluderes.
Inklusion handler altså om, at alle børn skal være til stede, deltage aktivt, er anerkendende og får læring og udvikles gennem det der foregår i fællesskabet. Det er pædagogens ansvar, at inkludere, så børnene kan få det ud af det. 
Fællesskabet skal rumme alle og man kan ikke have en fast formel for inklusion. Man skal ikke prøve at tvinge børn i en kasse og kalde det inklusion, men der skal være plads til individet.

Pædagogen skal i dette tilfælde også huske at vise børnene grænsen for hvornår man er den ”omsorgsfulde” pædagog og hvornår man er den ”opdragende/undervisende” pædagog, eftersom at der opstår et magtforhold mellem børnene og pædagogen i den opdragende/undervisende sammenhæng.

Det er vigtigt for pædagogerne at have et mål med hvad de foretager sig med børnene, da de påvirker deres videre færden i livet, og er med til at sætte et præg på hvordan børnene udvikler sig.

”Didaktik er traditionelt et begreb, der dækker læren om undervisning. Det tager udgangspunkt i skolens måde at planlægge undervisningens mål og indhold på. Men didaktik anvendes også som et bredere og mere alment begreb, der vedrører det at planlægge, gennemføre og evaluere enhver pædagogisk praksis (Broström 2013). Didaktisk arbejde er således grundlæggende en rationel bearbejdning af mål, midler og metoder. Didaktikken sikrer systematik i arbejdet med at udvikle og gennemføre det pædagogiske arbejde” (Jæger. H. og Mortensen. T.H, 2017, s. 214). 

 

Didaktik er et meget vigtigt begreb i vores pædagogiske arbejde. Derfor synes jeg det er et vigtigt citat at uddybe. Det er vigtigt at have en grundforståelse af didaktik som fagbegreb, så vi kan bruge og forstå det bedre i praksis. Dette citat giver en enkel og klar forklaring af begrebet og af hvad det indebærer. Det fortæller også hvordan det bruges bedst i praksis. Samt hvorfor det er vigtigt at bruge didaktik. Jeg synes didaktik og forståelsen for undervisning og læren om dette, er vigtigt i mit fremtidlige job som pædagog. Det er vigtigt at jeg har forståelsen og lært om undervisning og dens metoder, før jeg kan lære fra mig, på bedst mulig måde. Som pædagog er det vigtigt, at jeg har grundfagligheden i orden og jeg har styr på hvad og hvordan jeg yder bedst, for det enkelte barn og dets behov. Derfor synes jeg citatet om didaktik hjælper mig til en bedre forståelse af begrebet. Og hermed vil det også blive nemmere at bruge rigtigt i praksis. Begrebet didaktik bruges også meget i forbindelse med drama og musik. Vi har snakket meget om didaktik i forbindes med den dramatiske og den musikalske læring. Derfor er det et meget relevant begreb at uddybe lige netop på nuværende tidspunkt.

”Alt socialt liv indebærer forskelsbehandling. Ældre mennesker behandles anderledes end yngre, syge anderledes end raske, billister anderledes end forgængere osv. Diskrimination taler man ofte kun om, når forskelsbehandlingen bygger på illegitime kriterier. Men der er tale om diskrimination både i de tilfælde, hvor forskelsbehandlingen er tilfældig, utilsigtet og direkte, og i de tilfælde, hvor forskelsbehandlingen er tilfældig, utilsigtet og indirekte. Det afgørende er ikke hensigten, men virkningen (Møller og Togeby, 1999, s.12)” (Carsten Pedersen, 2008, s. 120)

 

Jeg synes diskrimination er et spændende begreb, og hertil også forskelsbehandling. Jeg finder emnet meget interessant og synes det er spændende og få en detaljeret beskrivelse af begrebet. Citatet handler grundlæggende om, hvad diskrimination og forskelsbehandling betyder. Herefter sætter citatet en masse refleksioner i gang. Jeg begynder at tænke på, at diskrimination og forskelsbehandling kan bruges til mange forskellige ting fagligt og i praksis. At man også kan bruge det i god mening og skabe en positiv og god virkning. Det er ellers et begreb jeg der altid har haft en negativ betydning for mig, men hertil kan man læse, at det kan bruges på forskellige måder, og i den grad gøres til noget meget positivt. Ved for eksampel at få de børn der ikke altid bliver set og hørt, til at føle sig set og hørt, ved at give dem en vigtig rolle i en leg. Hertil kan man også trække en del tråde til inklusion og eksklusion begreberne. 

Jeg finder dette citat interessant, da pædagogikken er en svær videnskab. Der er ikke så mange ”rigtige” eller ”forkerte” i pædagogikkens verden, i det der kan være forskellige paradigmer/retninger at gå. I citatet står der også at det for pædagogen er væsentligt at have den andens myndiggørelse som mål, hvilket jeg mener er korrekt. Her kan man jo se helt tilbage til 1700-tallet med Rousseau og Kant som havde hver deres mening om hvordan dette skulle gøres. De to filosoffers forskellige paradigmer har haft stor betydning for de forskellige retninger i dag, da der sidenhen er blevet videre tænkt retninger/diskurser indenfor pædagogikken. Heraf er der netop forskellige måder at give omsorg, opdragelse og undervisning i institutionerne, på baggrund af pædagogens kompetencer og holdninger. Jeg er meget enig i at en del af det at være pædagog omfatter omsorg, opdragelse og undervisning. Citatet beskriver at man som pædagog skal have en viden (teori) som her udvikles i praksis. Det er her vigtigt at have et reflekterende sind så man kan springe frem og tilbage mellem det faglige og praksis. I citatet står der at professionens kompetencer ligger tæt op ad hverdagskompetencer, som mange ikke-professionelle vil hævde, de også er i besiddelse af. Det er selvfølgelig rigtigt at mange af tingene lægger sig tæt op ad hverdagens rutiner som for eksempel når børnene skal spise frokost, men jeg er uenig i at mange ”ikke professionelle” er i besiddelse af det pædagogen kan. Forskellen ligger i didaktikken à professionelle pædagoger tænker hele tiden reflekterende og kigger på hvilke didaktiske redskaber de kan bruge for at gøre frokosten lærerig og spændende for barnet. I forlængelse af det kan man også her gå ind og snakke om dannelse, da man ud fra didaktik og forskellige paradigmer er med til at danne et menneske, selv ved frokostbordet.

”Dette arbejde er ikke kun et spørgsmål om planlægning af og refleksion over praksis, det er også et spørgsmål om at handle på en særlig måde i selve situationen. Filosof og professor Donald Schön arbejder med begrebet den reflekterende praktiker, der både reflekterer i praksis og over praksis. Han har udviklet udtrykket refleksion-i-handling om den kreative proces, som for eksempel pædagoger benytter, når de reflekterer over deres egen praksis, mens de er i situationen. (Holst Mortensen, 2017, s. 217)

Dette citat forklarer at pædagogik ikke kun handler om planlægning samt refleksion før og efter praksis men også under praksis. Altså at pædagogen skal kunne handle ”rigtigt” hvis der skulle opstå en uventet situation. Et eksempel kunne være under frokosten i en børnehave hvor et barn spilder sin mad på gulvet. Her kan pædagogen ikke lige smutte ud og reflekterer over hvad der skal gøres og så komme tilbage, derfor er det vigtigt at man kan være den reflekterende praktiker. I stedet for at skælde ud eller selv samle maden op for barnet kan pædagogen stille og roligt få barnet til at rydde det op selv, måske med hjælp fra en kammerat og derved lærer barnet at være selvstændigt, på samme tid med at børnene udvikler egenskaber i forhold til at hjælpe hinanden. Dette er også i høj grad didaktik i handling da der er en hensigt med hvorfor pædagogen vælger at håndtere situationen på lige præcis denne måde. Didaktikken i den beskrevet handling er også i høj grad noget der er med til at danne barnet.

Det citatet mener, er at hvis man ikke kan formidle sig med sproget, om hvordan man har det eller føler, så kan man udtrykke det på andre måder, som med musik eller kunst. Den måde kan man komme af med det onde/smertefulde man bærer på, til man til sidst får det bedre. Nogle gange skal der flere gentagelser til, før man mærker en lettelse. Udover at man selv kan komme af med sin byrde, så kan man også fortælle/udtrykke sig for andre med det. Børn er rigtig gode til at udtrykke sig, f.eks. ved hjælp af at male, her kan farven på maleriet mange gange hjælpe, med at finde ud af hvordan man føler, og om der er noget i vejen. 
Æstetik kan på denne måde være en terapeutisk måde at bearbejde og udtrykke forskellige oplevelser og eventuelle traumer. 

1. Citatet er en anerkendelse af at vi som pædagoger altid står i en magtposition overfor de mennesker vi arbejder med. Den magtposition skal bruges på en positiv og konstruktiv måde, så den ikke opleves som noget negativt og indgribende for dem den udøves på.

2. Det handler om at man som pædagog påtager sig et ansvar for andre mennesker, og dermed får man også magt overfor de mennesker man har med at gøre. Den magt skal man ikke misbruge, men i stedet påtage sig som en omsorg. Det betyder for mig at se, at man som pædagog skal finde en kreativ og hensynsfuld måde at realisere sine intentioner på.  

3. Citatet kan perspektiveres til Alexander Von Oettingens pædagoiske paradoks. Det er et paradoks at børns opdragelse kun er mulig gennem ydre påvirkninger fra den der har magten, men målet er at barnet skal kunne navigere selvstændigt i en verden uden at lade sig påvirke at ydre indvirkninger. (Oettingen A. V. 2005, s. 9)  

Måden jeg forstår dette citat på, er at fælles sanglig udfoldelse er med til at udvikle et fælles samvær. Altså at synge sammen er en måde man kan komme tættere på hinanden og det er med til at skabe en større fælles følelse.
Man ser det f.eks. til fodboldkampe, at alle fra de samme hold synger sange som alle kan være med på. På den måde føler man sig som en stor enhed der holder sammen mod det andet hold.
Vi gør det også når der bliver sunget nationalsang før en sportskamp. Alle rejser sig og viser at vi er sammen og vi er DANMARK.
Hvis man føler sig som en samlet enhed er man mere tilbøjelig til at udtrykke sig musisk og musik kan også samle folk og gøre dem til en mere samlet enhed. 
Fx på efterskoler når en tager en guitar frem og begynder at spille, så synger folk med eller spiller med eller deltager på en måde. 
Personligt syntes jeg at musik og sang er vigtigt og det er noget jeg helt sikkert vil bruge i fremtiden, både som udtryksform, men også så børnene bliver kendt med musik og hvad det kan og for at styrke deres motoriske udfoldelse.

”Hvordan teater og drama i skolen stimulerer børns udvikling af fem af de nøglekompetencer, EU’s Lissabonstrategi prioriterer nemlig kommunikation i modersmål at lære at lære, social kompetence og medborgerskab, entreprenørskab samt kulturel kompetence”.(Kirk & Krøgholt, 2018, s. 19)

For mig at se betyder det, at drama har en virkelig stor og positiv indvirkning for børnene, på hele fem forskellige og meget centrale ting for børn. Jeg synes at det er vildt at tænke på, at drama og musik bliver nedprioriteret, og får lov til at fylde mindre og mindre i de danske institutionerne. Især da det er dokumenteret og bevist, at de begge kan bidrage med mange forskellige kompetencer, til alle vores børn og borgere. Det er ærgerligt at vi som samfund, vælger at snyde os selv for en kreativ, og meget lærerig tilgang til undervisning. Det betyder at de måske mere kreative børn kan blive snydt for noget, som de rent faktisk vil være gode inden for. Samtidig bliver børn, også bedre til at sætte sig i andres sted, og dermed udvikle empati. De får lov til at være en del af fællesskabet, hvor de kan tildele sig en rolle som ikke er sig selv, og derigennem får man tildelt en hel ny måde, hvorpå man kan være social

Pædagogerne skal især også passe på, hvordan de omtaler de enkelte børn foran andre børn, da børnene er let påvirkelige, og har tendens til at mene/synes det samme som de voksne.

Der kan ofte i forhold til identiteten opstå en rollekonflikt, fordi du nødvendigvis ikke er den samme derhjemme, som du er, når du er sammen med vennerne, eller på arbejdet.

 

Jeg har delt dette citat op i to dele, og det første jeg tænker på, når jeg læser dette citat, er ros. Jeg tænker anerkendelse er noget positivt, at man bliver anerkendt, fordi man har gjort noget godt, og det gør pædagoger meget i børnehaver over for børn. Jeg tror ikke, at man kan leve uden anerkendelse, for hvis man ikke får det, vil man nok føle sig usynlig eller ensom. Når man snakker om anerkendelse, er begrebet relation også vigtigt. Relation er en forbindelse mellem to eller flere individer med følelsesmæssig betydning. Relation er betydningsfuldt fordi man får et indblik og forståelse for individet. Her kan man blandt andet finde ud af, hvordan man løser konflikter bedst muligt for individet (omsorg, afdeling, humor, osv.) Derudover er det godt til barnet/individets læring, eftersom man er kommet ind på hinanden og dermed dannet respekt, forståelse og rummelighed. 

 

Der argumenteres for to teorier for pædagogik, nemlig teorien for praksis og teorien om praksis. Begge teorier udspringer fra opdragelse, men har forskellige målsætninger. Teorien for praksis bevæger sig på et anvendeligt plan, hvorimod teorien om praksis bevæger sig på et teoretisk plan. Jeg ser det som min opgave, i arbejdet som professionel pædagog, at kunne skabe en rød tråd mellem de to teorier. Hvis man kun er praktiker, kunne det lige så godt være en mor eller en far, som passede børnene, eller omvendt, hvis man udelukkende kun forholder sig teoretisk om praksis, vil man ikke kunne praktisere ens pædagogik professionelt som pædagog.

For at kunne skabe den røde tråd mellem teori og praksis er man nødt til at kunne reflektere. Man skal kunne reflektere over, hvilken teori man skal bruge i praksis, og hvilken praksis man skal gøre for at føre den pågældende teori ud i praksis. I det pædagogiske arbejde er der mange emner, hvor man skal kunne koble teorier og praksis. Det kan bl.a. være omsorg, anerkendelse og det relationelle. 

Æstetisk symbolsk form, appellerer til vores sanser, et hvilket som helst æstetik udtryk er skabt med henblik på minimum et sanseindtryk. Eksempelvis, så opleves formstykket eller kompositionen i en melodi igennem øret, hvor man igennem et teaterstykke sanser med både syn og øret/hørelse og oplever det derigennem.  

Pointeringen af, at den æstetiske symbolske form er sanselig, skal altså forstås som en afgrænsning i forhold til de symbolske former, som forekommer i tale- eller skriftsprog. Også her er sanserne involveret i perceptionen, men sanseligheden er ikke eller kun i ringe grad en betydningsbærende del af kommunikationen.

Analog symbol: udtrykket i sit sanselige helhedspræg har fællestræk med det, som symbolet referer til) Børns rollelege har mange eksempler på, hvor deres legetøj fungerer som analoge symboler for genstande og oplevelser gennem barnets virkelige verden. F.eks. kan en pind blive til et sværd eller gevær.

Derfor er det i det pædagogiske arbejde vigtig, at man er bevidst omkring æstetisk symbolsk form og inkluderer den i praksis, da det netop kommunikerer til, fra og om følelser og med bevidstheden omkring æstetisk symbolsk form, kan man fagligt iagttage barnet/borgerens adfærd og muligvis nemmere skabe en anerkendende relation hertil.

Opdragelsen som den indflydelse der udøves af eks. Forældre, pædagoger og lærere, hører under den form for opdragelse man kalder intentionel opdragelse. Den er kendetegnet ved, at der er en pædagogisk hensigt bag den og de ting man lærer af et barn. Det er eksempelvis som beskrevet ovenfor, når man fortæller sit barn eller sin elev, hvad de må og hvad de ikke må, men man gør det, fordi der er en hensigt med det. Der er også en anden form for opdragelse, som kaldes den utilsigtede opdragelse; og det er den der udøves af miljøpåvirkninger, så som omgangskreds, rollemodeller og almindelige mennesker. Det behøver ikke nødvendigvis at fremme uhensigtsmæssig adfærd; det kan være at man begynder at spille fodbold, fordi man ser op til Ronaldo – men det kan også være, at man begynder at tale grimt, fordi ens venner gør det.

 

Jeg ser selvrefleksion værende meget vigtigt for mit arbejde som pædagog. I pædagogarbejdet har man sjældent mulighed for at reflektere i situationen, men man reagerer intuitivt. Derfor er det vigtigt at reflektere efterfølgende, så man næste gang, en lignende situation opstår, kan agere mere fagligt og professionelt. Man bruger også selvrefleksion til at skabe en mere mangfoldig forståelse af »den anden« og derefter kunne bidrage til dens udvikling. Når jeg snakker med mennesker, reflekterer jeg efterfølgende over samtalen. Jeg tænker over, hvad de sagde, og hvordan de reagerede, derefter reflekterer jeg over, hvad og hvordan jeg næste gang kan føre samtalen. Ved hjælp af selvrefleksion udvikler man sig hele tiden, og man bliver derved bedre og bedre som den professionelle relationelle pædagog. 

Jeg er meget enig i at målet med pædagogens arbejde er dannelse og autonomi, men begreber som opdragelse, udvikling, læring og evnen til at skabe relationer er også en stor del af processen. 

Det andet citat kan jeg sammenligne med en konflikt. Man kan ikke løse en konflikt, hvis man ikke prøver at forstå sin modpart, altså prøve at sætte sig i den andens sko. Det er derfor vigtigt, at forstå hvorfor en person gør som man gør, før man kan løse problemet sammen.

Det gælder derfor at lytte og forstå hinanden, prøve at tænke hvordan man vil føle, hvis det skete for en selv, mange gange kan man bruge en ekstra person til at hjælpe, da de kommer med nye øjne og kan se det fra begges synspunkter, da de ikke er personligt indblandet. F.eks. to børn skændes, og en pædagog skal hjælpe dem med at blive venner igen, der er det vigtigt at pædagogen lytter til begge parter og ikke bare til den ene. Lytter pædagogen til begge parter er det nemmere for pædagogen at hjælpe børnene med at løse deres problemer uden at skabe splid mellem børnene og at få hele historien med. 

Ved hjælp af det æstetiske formsprog kan man udtrykke sig om alt, bl.a. følelser og tabuer. Formsproget kan være en hjælp til at få ”fortalt” ting, der kan være svære at sige højt, men ved at bruge det æstetiske formsprog, kan man få det udtrykt. Det giver en anden måde at kommunikere på, og man skal som pædagog være ekstra opmærksom på, hvad der bliver givet udtryk for gennem det æstetiske formsprog. Hvis man møder et menneske i sit arbejde, der har svært ved at kommunikere, kan det være gavn at kunne bruge formsproget. Nogle ting kan være svære for nogen at sige, det kan være at man skammer sig, eller man er bange for at fortælle det. Her kan man som pædagog ty til formsproget, og derigennem få mennesket til at åbne sig op, ved at udtrykke sig om det usigelige. 

Man kan bruge det æstetiske formsprog til mange ting, det behøver ikke kun være til at udtrykke det usigelige, men kan også bruges bl.a. til at provokerer vores opfattelser, give os impulsfølelser og vise hverdagssituationer. 

Jeg synes dette citat fra Daniel Stern er enormt vigtigt at fremhæve, specielt for os pædagoger, men også for forældre. Vi er nemlig dem som børn kommer til at tilbringe mest tid med i deres første leveår, og det er dermed vigtigt, at vi tænker over hvordan vi er og hvad vi siger osv. når vi er sammen med børn. Alt hvad vi som voksne gør, suger børnene til sig, og dette er med til at danne dem som personer senere hen. Det er enormt vigtigt at vi som pædagoger og forældre skaber en god tilknytning til barnet/børnene. En god tilknytning i barndommen giver pote senere hen, da det ofte gør at man bedre trives socialt. Får børn dermed en dårlig tilknytning til andre i barndommen, gør det at de ofte vil få svært ved at indgå i sociale fællesskaber. Vi skal som de voksne vise at det er en god ting at være sammen med andre og vise hvordan man skaber gode relationer med andre. 

Dette citat synes jeg giver et klart og tydeligt blik på hvor vigtigt vores arbejde egentlig er som pædagoger og hvor vigtigt det at udvise omsorg generelt er. Det er vigtigt at vi som pædagoger er støttende/forstående og giver den rette rådgivning. Det er forskelligt fra person til person hvor meget omsorg man har brug for, og det er som pædagog en vigtig del af vores arbejde at kunne give andre den form for omsorg de har brug for. Hvis man ikke får den mængde omsorg man har brug for som barn/ung, kan det have konsekvenser senere hen i livet. Man kan nemlig blive ramt af flere forskellige former omsorgssvigt, hvis man som barn ikke får den mængde omsorg man har brug for. Det er selvfølgelig ikke kun os pædagoger som skal være gode til at give den omsorg, det er selvfølgelig lige så meget forældrene, der skal være gode til at give den rette omsorg til deres børn. Nogle forældre overser hvor vigtigt det egentlig er og glemmer helt at give deres børn omsorg, og i disse situationer er det vigtigt at vi som pædagoger går ind og hjælper til. 

Den voksne besidder en definitionsmagt, og kan være med til at sætte ord på barnets handlinger og oplevelser, og være med til at fremme barnets selvstændighed, men på samme tid, i tilfælde være med til at hæmme barnets selvrespekt. Man skal derfor som den voksne være utrolig opmærksom i sine relationer til børn, på at man ikke kommer til at misbruge sin definitionsmagt. Set ud fra Berit Baes hermeneutiske perspektiv, må man i den anerkendende relation forsøge at forstå barnet ud fra dets egne forudsætninger, og begribe at barnet fra fødslen er et meningsskabende individ, der gennem handling skaber sig selv og omgivelserne som forudsigelige og meningsfyldte. Berit Bae mener at anerkendelse viser sig gennem relationen til andre ved at have en grundlæggende holdning af ligeværd og respekt for andre mennesker. Det vil sige, at hvis det ene part ser sig som mindre værd end den anden kan relationen ikke blive anerkendende.Når vi taler om anerkendelse er det ifølge de fleste sociologer anerkendelsesprocessen der er det centrale og ikke resultatet af anerkendelsen.  Anerkendelse er et aspekt af socialt samspil mellem mennesker og bør være et centralt begreb i socialt og pædagogisk arbejde. Derudover bør den gode pædagog være i stand til at skabe anerkendende relationer til barnet/den unge og som professionelle er det vores opgave, at virke anerkendende overfor de børn/unge der har brug for os/vores magt. 

Det interessante her er, at vi som voksne har en tildens til at undervurdere magten, ”kategorisering”. Gennem opvæksten tilskrives vi en masse forskellige identiteter som, dreng, pige, barn, dansker, indvandrer, genert, fræk, en bølle osv. Ved at kategorisere børn i disse kasser, tilskriver man det en position i det sociale rum, og en relation til andre. Bag disse kategorier ligger der en masse betydninger, vurderinger og forståelser af barnet. Alt dette skal barnet forholde sig til, og udfra det danne sig en forståelse af sig selv. Jeg ser det derfor som en nødvendighed, at omsorgspersoner gør sig umage med, at bestræbe sig på ikke at fastlåse børn i en bestemt form. Måske har man en opfattelse af, at Jens er en dreng med masser af krudt i måsen, som absolut ikke kan sidde stille og male et billede, og derfor har givet ham ”kælenavnet” krudtugle, og fastholder ham i den kategori. Men det kan være utrolig vanskeligt for Jens, at slippe ud af den kategori, hvis han egentlig ønsker et mere nuanceret billede af sig selv, når først en eller flere magtfulde omsorgspersoner har ”stemplet” og vurderet jens på én bestemt måde. 

[1] Laura Gilliam, Identitet, Kategoriseringer og sociale dynamikker, håndbog til pædagoguddannelsen. Ti perspektiver på pædagogik.

Jeg forstår det som værende, at der i alle pædagogiske relationer, vil være et magtforhold. Lige meget hvad man synes om det, vil der altid være brug for anvendelsen af magt. Spørgsmålet er bare hvordan man bruger det, og hvordan det opleves. Som pædagog, vil man altid have en asymmetrisk relation overfor sine borgere eller børn, mm. Man kan prøve så meget man vil med at skabe en symmetrisk relation, men pædagogen vil altid være overordnet den anden. Måden hvorpå magten bruges, handler meget om man har valgt at gøre brug af tvang, hvor man har taget friheden fra den anden, til at tage en beslutning. Man kunne også have gjort brug af manipulation, hvilket kan have den effekt, at modtageren ikke vil føle at man har frarøvet dem beslutningen, da de i sidste ende selv har valgt at handlingen. Man kan også snakke om hvordan pædagogen vælger at legitimere magtanvendelsen, f.eks. bureaukratisk eller ved at kigge på tidligere traditioner. 

Lige så interessant som det er, lige så skræmmende er det også, hvis man tænker over hvor stor en magt omsorgspersoner og voksne i sin generelle form har overfor børn. Måden voksne taler til/ reagere i kommunikationen med børn, og hvordan de sætter ord på barnets handlinger og oplevelser, kan fremme dets selvstændighed/respekten og troen på sig selv, men det kan i den grad også gøre det modsatte. Der skal ikke meget slinger i valsen til, før det sætter dybe spor i et barn, specielt hvis der er tale om en negativ magtbrug i en relation. Jeg tror vi alle kan komme i tanke om mindst én omsorgsperson gennem vores opvækst, som har ”misbrugt” denne magt overfor os, og som derfor har fået os til at tvivle på os selv, eller vores kunnen. Jeg ser det som en yderst nødvendighed, at alle voksne og omsorgspersoner må gøre sit aller ypperste, og lægge sig i selen for, at være det mest tolerante, rummelig og ankerkendende version af sig selv i samspil med børn, som er ved at skabe og danne sig selv. 

[1] Berit Bae, voksnes definitionsmagt og børn selvoplevelse. Social kritik 47/96 

Vi skaber altså vores identitet gennem erfaringer og bliver påvirket af den måde, omverdenen ser os på. Identitet skabes og ændres i vores omgang med andre mennesker og kulturelle kategorier, vi selv og andre opererer med. Relationer er med til at præge vores personlighed og bliver dermed identitetsdannende relationer.  Vi vælger så at sige hvem vi vil og tør være, set i lyset af de antagelser om os selv, vi bliver stillet til rådighed. Det handler om hvilket ramme vi bliver tilbudt. Vi træffer altså et valg når vi reagerer på en pågældende situation. Er vi uenige, enige eller neutrale? Og i hvilket selskab? Vi tager stilling og skaber dermed individualisering. Vi finder inspiration når vi spejler os i andre, hvilket også har en afsmittende effekt på vores personlighed / identitet. Når vi spejler os, danner vi os så at sige en erfaring, uden at have gennemlevet erfaringen på egen krop. Det er også herfra vi kan tage afstand, til noget vi ikke bryder os om, hvilket i den grad også er med til at danne vores holdninger. Gode, såvel som dårlige oplevelser / iagttagelser har altså et lige stort dannelsespotentiale.  

Når man arbejder i en børnehave, så lærer man hurtigt at et børnehavebarns alder er det, der er forbundet med hvor populær et barn kan være. Det er noget de fleste børn oplever i en børnegruppe. Deres alder er den som, afgøre barnets rolle og giver retten til at være den der bestemmer og føre an, når der bliver leget eller der skal tages nogle beslutninger, i forhold til de andre børnehavebørn. De børn, er dem de andre ser op til og vil være ligesådan som. Grunden til at disse børn søger denne status, er får at få en forståelse af fælleskabet. Og får at finde deres egne identitet og lære sig selv bedre og kende. Børnehavebørn: Børnehavebørn er et fag ord, for børn i aldrene 3 - 6år, hvor barnet selv er opmærksom, på hvordan det udvikler sig. Det bliver brugt i praktiks, for at vide hvor man hvilket position barnet har og hvordan det skal håndters.
Status: Dette ord, bliver brugt i forbindelse med hvilken rolle børnene har i børnehaven. Hvilken status, børnene prøver at få blandt deres aldersgruppe.
Leg: Leg er en betegnelse, der bliver brugt for at skabe en fælles underholdende aktivitet for børn. Det er noget der bliver brugt, til at træne børns motorik. Hvilket bliver brugt i praktisk, til at skabe børn personlighed og identitet. 

1. Vores identitet skabes i samspil med vores omgivelser. Omgivelserne består bl.a. af andre mennesker, som hele tiden er med til at påvirke vores selvforståelse. Vi kan have en ide om hvem vi er som individ, men hvis en anden ser os anderledes tager vi det op til overvejelse og konstruere eventuelt en forbedret eller anderledes identitet. Samtidig påvirker vi det andet individ med vores tilstedeværelse og har dermed indflydelse på deres identitetsdannelse.

2. Vores tilgang til børnene som pædagoger har indflydelse på deres selvforståelse. Den mening eller tilgang man går til barnet med, kan blive en selvopfyldende profeti. Hvis man har en negativ forståelse af barnet, kan barnet ende med at se sig selv som dårligt. Derfor er det vigtigt at man som pædagog har en positiv og anerkendende tilgang til børnene, så man bidrager til en positiv identitetsdannelse.

3. Vi er altid noget i forhold til noget andet, uden sammenligning var der ingen forståelse. Ville identitetsforståelse være muligt for en ene og alene mand i vildmarken?

Behovet for det rollespil man spiller over for henholdsvis sig selv, men også andre er de forskellige identiteter man påtager sig i løbet af en dag, fordi man forsøger at passe ind i de forskellige kulturelle samt sociale sammenhænge vi begår os i og derved blive accepteret.

Jeg mener dog ikke at man lader sig styre af tilværelsens tilfældige skift og blot håber på heldet, men at man også selv har en stor indflydelse på hvor godt et selvbillede man har.


”Æstetik er en sanselig symbolsk form, der rummer en fortolkning af os selv og verden, og som kan kommunikere fra, til og om følelser” (Austing og Sørensen, 2006, s. 68)

 

Æstetik er et meget væsentligt begreb, og har været det i de sidste mange uger, i forbindelse med vores læren og kunst. Hertil også vores drama workshop, musik workshop, vores besøg og studieprodukt E. Derfor synes jeg at definitionen af begrebet, er meget vigtigt for forståelsen af disse uger og forløb. Æstetik er et meget bredt begreb og det dækker derfor over mange ting. Jeg synes det er spændende at æstetik er så bredt, og findes i mange former og udtryksmåder. Derfor findes æstetik i mange forskellige ting, og det er et begreb jeg kommer til at støde på mange gange, både under uddannelsen og videre i mit arbejde som pædagog. Derfor synes jeg der er et meget godt citat at uddybe. Og så fordi det kan trækkes til de sidste mange ugers undervisning og læring. Vi har lært meget om kunst, drama, musik, sproglige udtryksformer og de emner havde jeg set og forstået på en anden måde, hvis jeg ikke havde læst og hørt om dette citat inden.

”Med sin interesse for bl.a. sammenhængen mellem æstetik og pædagogik tilslutter denne bogs forfattere sig et bredt æstetikbegreb, hvor sansning, følelser, erkendelse, socialisering, kultur og kunst er delmængder af æstetikken, som således forholder sig til tilværelsen i dens fulde bredde.” (Austring & Sørensen, 2006, s. 44)

Jeg finder dette citat spændende og aktuelt da nogle måske vil spørger hvad æstetik har med pædagogik at gøre. Dette citat er en lille bid af bogen ”Æstetik og læring” af Bennýe Austring og Merete Sørensen som jeg mener fortæller en hel masse om hvad æstetik betyder for det pædagogiske fag. Æstetik er lidt ligesom pædagogikken et bredt spektrum af forskellige ting. I citatet bliver ordet ”sansning” nævn à når man snakker æstetik i forhold til pædagogik, kan man i høj grad gå i dybden med sansning hos børn. Små børn bruger lige fra barnsben sansning til leg og kommunikation, da det er måden for barnet at udtrykke sig på før barnet er sprogligt. Følelser er et andet nøgleord i citatet. Følelserne hos et barn kommer tit til udtryk på æstetiske måder, i det børn kan have svært ved at udtale sig om hvad de føler. Derfor kan udtrykket for eksempel komme til udtryk gennem barnets legetøj eller kunst. Kunst som også er et nøgleord. I bogen er et eksempel af en lille dreng i plejefamilie der har tegnet en tegning af et juletræ med tre gaver under, to store og en lille. De to store gaver er plejeforældrenes biologiske børns og den lille gave er drengens. Her har drengen på en æstetisk og kunstnerisk måde, udtrykket sig på en måde han måske ikke kunne med ord. (Austring & Sørensen, 2006, s. 64) Gennem disse udtryk kan man også drage erkendelse og socialisering ind, begreber citatet også beskæftiger sig med. Barnet opnår erkendelse når det har opnået indsigt gennem tænkning og erfaring, hvilket man kan sige sker gennem æstetiske udtryksformer. Barnet opnår sociale kompetencer gennem sansning, følelser, kunst og kultur da det alt sammen er noget der hjælper børnene med at kommunikerer med hinanden. På samme tid er alt dette en del af hvad der er med til at danne barnet så man kan godt konkludere at æstetik er vigtigt for det pædagogiske fag.

Som pædagog skal man kunne se forskellen på magt og dominans overfor børnene i dagtilbuddet, som at tvinge et barn i flyverdragt fordi det er minus 10 grader udenfor, er der visse regler for hvad pædagogen må og ikke må. Pædagogen må ikke udøve magt overfor børnene så længe de ikke er til skade for andre eller dem selv. Dog kan der opstå konflikt mellem pædagog og forældrene hvis pædagogen ikke giver Mads flyverdragt på, når han ikke vil, da han så har større chance for at blive syg og skal blive hjemme, hvilket betyder at forældrene også skal blive hjemme. Den anden konflikt kan opstå ved at pædagogen bruger sin magt med at tvinge Mads i flyverdragten selvom han ikke vil  og hvor forældrene gerne vil have at Mads selv mærker om det bliver for koldt uden sin flyverdragt. 

Ifølge mig betyder dette citat, at man ikke har en fast identitet, men noget der kan ændre sig alt efter hvilke mennesker vi har omkring os. Vi har mange forskellige slags identiteter som vi bruger i forskellige sammenhænge. Vi opfører os anderledes ved vores forældre, end vi gør med vores venner. Det gør vi fordi vi er meget afhængige af hvordan ser os, og har brug for en slags anerkendelse.
 Gergen bruger også et begreb inden for identitet det multiple selv, som handler om noget af det samme, nemlig at man har en identitet efter hvilke sociale arenaer man befinder sig i. 

Citatet fortæller, at undervisningen i de kunstneriske fag i skolen er vigtige. Hvilket jeg godt kan forstå. Jeg husker fra da jeg gik i folkeskolen, at jeg altid glædet mig til at skulle have andre fag end Dansk, Matematik osv. Det var rart at give hovedet lidt fri fra bøgerne og tavleundervisningen. Man får brugt hjernen på en anden måde i de kreative fag. Kroppen bliver også mere eller mindre sat i gang i de kreative fag. Børn lærer forskelligt, derfor tror jeg også det er vigtigt at vi i Danmark ikke glemmer fag som Musik, Billedkunst og Drama. For nogle børn kan det måske være svært at lærer ved at læse i en bog og derefter svare på en række spørgsmål. Det kan for de børn fx give bedre mening, hvis de fremfører et dramastykke eller male et billede af, hvad de lige har fx læst. Når børn har kreative fag, styrkes indlæringsevnen ved at børn bliver tvunget til at tænke anderledes og ud af boksen. Jeg mener derfor, at der er godt belæg for at de kunstneriske fag er vigtige for børns indlæring. 

Æstetikken som læren om det skønne, bliver ikke nødvendigvis forstået og fortolket på samme måde i dag, som det gjorde for mange år siden. Begrebet i sig selv, har den ulempe, at det man fandt skønt og sanseligt behageligt i sin tid, ikke længere nødvendigvis er set som noget skønt i dag. Det er både med henblik på kunst, værdier og hverdagsæstetik. 

I mange tilfælde, delte man mening med samfundet om hvad der var skønt i gamle dage. Nu til dags, handler det meget om ”smag og behag” og det er op til én selv, om man eksempelvis synes at en Kähler vase er smuk og behagelig at kigge på. Dette gør sig også gældende for alt fra forskellige kunstværker til boligindretning. Hvis det appellerer til vores sanser, på en måde der falder i vores smag, kan man i daglig tale kalde det for hverdagsæstetik. 

Man forbinder John Dewey med Pragmatisk realisme. Deweys teori om at børn lærer ved at afprøve er en ekstremt spændende teori at tage fag i. Jeg vil give ham ret i at det er svært at lærer noget nyt, hvis du ikke har afprøvet det først. Jeg mener dog det er forskelligt fra barn til barn. Nogle børn lader vær med at holde hånden mod den varme kogeplade efter den voksne har sagt den er varm, hvor nysgerrigheden tager over hos andre og de bliver nødt til at prøve og røre, for at se om den voksne nu taler sandt. Med ”learning by doing” lærer børn, at der kan være eller er konsekvenser af deres handlinger ved selv at skabe erfaringer. De lærer altså, at sætte handling og tanke sammen. 
Ifølge Dewey bliver det nemmere at huske de ting man lærer, hvis man kan koble dem på nogen erfaringer man har oplevet. 

Pædagoger må altså ifølge lovgivningen ikke udøve magt til fx at få et barn i flyverdragt en kold vinterdag. Lovgivningen mener derfor, at et barn skal risikere at blive syg. Magten må kun benyttes, hvis barnet er i livstruende farer for sig selv eller andre børn. Selvom lille Frederik ikke har flyverdragt på, på legepladsen, er han ikke i livstruende farer for sig selv eller andre. Det er derfor heller ikke nødvendigt for pædagogen at tvinge Frederik i flyverdragt. Pædagogerne må altså heller ikke tvinge et barn ned i en flyverdragt selv om forældrene beder om det. Forældrene tænker nok ikke over det, eller så ved de det slet ikke, at de beder pædagogerne om at bryde loven ved at kræve at lille Frederik skal have flyverdragt på så han ikke bliver syg. Pædagogerne har altså ikke den samme ret, til at bruge tvang eller magt overfor barnet, som forældrene eller de forældremyndige har. 

Man kan så diskutere om lovgivningen skal ændres, om der måske skal tilføjes en eller flere regler. Det tænker jeg er en dårlig idé, for så vil der bare igen være flere love, som pædagogerne kan overskride. Lovgivningen kan perspektiveres til Rousseau frie opdragelsessyn. 

I dette citat bliver der beskrevet om hvilken udvikling et barn gennem går for at finde frem til hvem man er og hvem man gerne ville være gennem relationer med andre. Den russiske psykolog Vygotsky siger at det forgår over 2 gang først på relationelle niveau og senere på det individuelle niveau. Hvilket betyder at vi er vores relationer først, inden vi individualiseres. Så det er gennem vores relationer, vi finder ud af hvem vi gerne ville være. Så relationer er vigtige og det er vigtig vi som pædagoger har fokus på de relationer børn har med andre, da det som sagt er gennem relationer børn, finder dem selv, finde ud af den personlig de vælger at blive. Andre faglige begreber og teoretiske perspektiver man kunne knytte til citat, kunne være anerkendelse og inklusion ville kunne medvirke til positive relationer med andre.  

Når mennesket er rummende, betyder det jo egentligt blot at de er til stede i fællesskabet, men intet om kvaliteten / omfanget herom. det handler ikke alene om, at alle børn skal være tilstede i fællesskabet. Det handler om at værdsætte hinanden for dem vi er, det vi kan, netop på grund af (og ikke på trods) af vores forskelligheder. Derfor vedrører inklusion alle børn, og det inkluderende arbejde handler om at udvikle vores pædagogiske praksis, så den tilgodeser alle børn og deres forskellige behov.    

I dette citat bliver der belyst at børn i det morderne samfund opholder sig mange timer i daginstitutionerne, Det betyder at det er i daginstitutionerne vi danner en stor del af vores identitet og selvbillede. Den identitetsproces der forgår i feks daginstitutionerne, er vigtige, da ens identitet konstrueres af barnet i samspil med de sociale omgivelser. Det ville sige at, barnets daginstitutionerne, er utrolig vigtige i forhold til socialidentitetsdannelsen, da barnets sociale identitet i stor grad får sit grundlag udformet her.

Barnet vil i denne arenaer skabe sig et billede af sig selv, også kaldt det narrative selv . Som man kan holde på, langt op i voksenalderen, hvilket både kan være positivt og negativt, alt efter hvilken fortælling og selvbillede man har af sig selv. 

Betragtet: Er et fag ord, for at man kigger, vurder og aneskue et kunstværk, hvilket tit bliver brugt af kunstner og af folk som forstår sig på kunst. 

Realisering: Bliver brugt i forbindelse med et kunstværk og hvordan det er lavet.  

Laura Gilliam skriver: 

”Vores identitet spiller en afgørende rolle for, hvordan vi handler og omgås andre, og hvad vi oplever, at vi er i stand til at gøre og lære. Samtidig kan de kategorier, som andre tilskriver os, og deres måde at agere over for os på præge vores selvforståelser og derigennem vores adfærd og læring. Af denne grund er et blik for identitet vigtig i det pædagogiske arbejde.” (2015, s.417) 

Min kommentar: i dette citat bliver det beskrevet hvordan identitet har en afgørende rolle for det pædagogiske arbejde, både i relation til de børn/unge/voksne vi omgås, men også i forhold til os selv. Som pædagog kan man nemt komme til at putte børn i kategorier (Fx ballademager eller en god ven) når man er ude i praksis kan man forsøge at være opmærksom på om det er noget man kommer til at gøre for ofte og om det passer til den givende situation at sætte en kategori på. Børnene opfatter med det samme hvis en voksen gentagne gange kalder dem for en ballademager og konsekvensen kan være at barnet begynder at identificere sig med det og søge fællesskaber hvor det ses positivt at være ballademager. Anerkendelse kan på en måde knyttes til identitet, da det også handler meget om den voksens rolle i forhold til barnet og hvordan vi danner relationer med hinanden (via vores identitet) 

”Børn, der bliver opfattet som vanskelige, bliver oftere udsat for magtanvendelse. Og den slags børn bliver der flere og flere af i dagsinstitutioner og skoler, fordi børn med diagnoser skal integreres samtidig med, at de ansatte får mere og mere at lave,« siger hun.” (Ringgaard ,2016) 

Min kommentar: Dette citat handler om de problematikker som ofte ses i forbindelse med begrebet magt og især for de børn som er mere vanskelige end andre. Hvis man ser på inklusionsbegrebet som handler om at alle børn skal inkluderes og gerne på samme tid, bliver det problematisk for de ansatte fordi de (måske ubevidst) kommer til at anvende magt overfor de børn som fx forstyrre morgensamlingen. Det kan være en udfordring at skulle have alle børn med hele tiden, når man selv kommer ud i praksis kan man prøve at forsøge sig med andre metoder end ”magt” se på hvad det enkelte barn har det bedst med og handler derudfra. Man kan også tænke enten i Kant eller Rousseau ”stil” skal man lade børnene styre det selv, ikke være afhængige af autoriteter og få sine egne erfaringer, så de ved at til næste morgensamling skal de opføre sig på en anden måde. Eller er der brug for at barnet får disciplin fra en autoriet til at blive et ordentligt fornuftstyret menneske .Hvis det kommer ud i det ekstremme og personalet opbygger et fjendebillede af et bestemt barn som altid forstyrre etc. Kan det starte forråelsesprocessen hvor personalet til sidst tror på at deres brug af magt er det gode at gøre eller helt ignorere barnet. Diagnoser og integrere (inklusion) er begreber man kan bruge i sit fagsprog. 

”Det særlige ved teater - og dramafaget er, at man her er sammen med andre og arbejder kollektivt med æstetisk fordobling. Faget kan træne sociale handlinger i det æstetiske formsprogs, fiktionens, beskyttende ramme, for fiktion gør en særlig oplevelsesmodus mulig. I fiktionen er ”jeg ikke mig”. Derfor kan fiktionen prøve områder og identiteter af, man egentlig ikke har det store kendskab til, og man får på den måde mulighed for at opleve verden og sig selv i et andet perspektiv end det man er vant til. Man kan også undersøge, hvordan man selv via sin agens er med til at skabe andres handlinger, roller og identiteter.” (Krøgholt,2018 s.17) 

agens = den der udføre en handling 

Min kommentar: dette citat  handler om hvordan teater og dramafaget kan være med til at styrke de sociale kompetencer hos unge børn og voksne. Dem som måske er generte og normalt er tilbagetrukket kan få en mulighed for at styrke sit selvværd og få et mere positivt selvbillede (identitet) man kan også knytte anerkendelse til da relationer for børn er vigtige for deres sociale trivsel og læring. Når de har det godt socialt trives de bedre generelt og det kan teater og dramafag være med til at støtte op omkring, hvis børn får en positiv oplevelse med det. For at kunne udføre en succesfuld oplevelse for børnene skal man som pædagog/ lærer huske på at tænke didaktisk og have noget teori koblet på en øvelse man fx laver med en gruppe og være opmærksom på hvad der passer til lige præcis dem man er sammen med. Når man selv kommer ud i praksis kan man prøve at observere hvilke børn som måske er lidt generte og udvikle en aktivitet hvor de i et trygt rum og via fiktion kan lege med deres identitet, også som pædagog/den voksne kan man prøve at se på hvordan børnene skaber deres handlinger ud fra hvad de observere. 

(Identitet og didaktiske handlinger er begreber man kan bruge i sit fagsprog. )

Dette citat betyder at æstetik er noget der sætter følelser frem i folk, man kan sige at når man for eksempel hører et stykke musik, vækker det nogle følelser frem i en. Æstetik som helhed handler jo meget om ens sanser, hvordan man ser tingene. Man kan jo også nemt bruge sine sanser, til at finde ud af om noget er frastødende og dermed uæstetisk. Men kort og godt, betyder det at for eksempel kunst er til for at skabe nogle følelser, og gerne de følelser som kunstneren gerne vil have frem.  Synes man kan bruge, at et æstetisk udtryk, som musik, eller et pænt dækket bord, skaber nogle reaktioner af følelser, det er noget af det jeg vil bruge i mit pædagogiske fagsprog. 
 
 
 

1. Inklusion betyder at alle skal være med og føle sig som en del af fællesskabet. Hvis en person har brug for en form for særbehandling skal de andre have mulighed for at få samme særbehandling. Hvis det kun er det enkelte barn der får særbehandling så bliver det dermed en eksklusion af barnet og ikke en inklusion. 

2. Jeg vil i min pædagogiske praksis, gøre brug af inklusion, fordi jeg mener det er vigtigt at få alle med, men også at dem der deltager i pågældende aktivitet, kan få lov til at give deres mening til kende, udover dette så vil ordet inklusion hurtig sætte sig fast i min pædagogiske hukommelse, og igen hurtigt blive til en del af mit pædagogiske fagsprog

(Andersen, Flemming (1997), s. 182)

Den handler om relation, altså barnets relation til forældre, som er meget vigtigt for barnet fordi vha. relation kan barnets forældre skabe identitet i barnet. Hvis fx barnet befinder sig i en situation, hvor barnet er sur el. trist, skal barnets forældre være sød, omsorgsfulde og give barnet kærlighed, sympati. El. hvis barnet brækker noget derhjemme, i sådan situation, skal barnets forældre vise omsorg og sympati i stedet for at blive vrede og sur over barnet, for hvis de bliver sur over barnet og skriger, så vil det have negative effektiver og kan påvirke negativt over barnet som angst, lavt selvværd, depression og barnet kan blive vokset som et aggressivt menneske. Derfor er det vigtigt, at barnets forældre skal have gode relation med barnet og de skal være søde, sympatisk og omsorgsfulde for deres barn. En anden grund til at man møder nogle aggressive og triste børn i børnehaven er, at de har forældre derhjemme, der ikke giver nok kærlighed til deres børn pga. de har det travlt udenfor med arbejde el. de ikke har lært om hvordan de skal skabe en god relation med deres børn, fordi nogle forældre er yngre og har slet ikke nok viden om at skabe en god relation med deres børn. Det er meget vigtigt for forældre at skabe en god relation med deres børn ved at give masser kærlighed, selvom de har det travlt, skal de bruge deres tid sammen med dem ved at kommunikere med dem og spørge hvordan de har det og vise omsorg i forskellige situationer og skabe en god identitet i barnet. 

”Et socialt børnemiljø altid omfatter en konkurrence om at opnå anerkendelse. Dvs. at opnå accept, skulderklap og ros fra læreren og fra kammeraterne. De ”stærke” børn sidder tæt op til toppen af dette hierarki af udmålt anderkendelse, de svage sider langt nede – el. befinder sig helt uden for rækkevidde af anderkendelse.”   

Min kommentar: Citatet handler om et godt børnemiljø der har med de sociale relationer at gøre, som kan opnås ved anderkendelse. Selve anderkendelse er et vigtigt begreb i pædagogikken, som har en vigtig faktor for børns positive udvikling og de opnår det i et godt børnemiljø ved at vi som pædagoger har fokus på individuelle styrker, kvaliteter, ressourcer af børnene. Altså anerkendende pædagogik kan betragtes som en pædagogik, hvor det er i orden og okay at være det som man er. Nogle børn kommunikerer ikke ret meget og er ikke så aktive som andre børn, fordi de ikke har fået ros, kærlighed og omsorg som de andre børn – derfor befinder de sig uden for rækkevidde af anderkendelse. Pædagogerne er ansvarlige for at give børnene ros, motivation, kærlighed, vise omsorg og behandle dem allesammen ligeværdige, for at de opnår anderkendelse og have et godt socialt børnemiljø. Det er meget vigtigt for børnene at opnå anerkendelse fra lærerne, pædagoger og kammeraterne, fordi det hjælper dem med at få et godt selvværd og selvtillid. Når de får et godt selvværd og selvtillid, kan de lære hurtigere, bliver meget aktive, kommunikere med andre kammerater og børnemiljø vil være et rigtig godt sted for dem at være i og de vil sikkert elske at være en del af.