Når man mødes med andre unge tager man steder hen, for at bruge penge - vi har dyre vaner, så man marginalisere sig selv ved at holde sig væk, hvis man ikke har penge. Man bliver socialt udsat. Hvis dine forældre er i underklassen, og du derfor er nød til selv, at tjene penge har du ikke tid til at gå ud hverdag og hygge med dine venner, du har evt. heller ikke lyst til at bruge dine penge på at gå ud. Ens økonomiske kapital er derfor med til at bestemme hvordan ens sociale kapital udvikler sig. 
 

løsning - Man kan tale med sine venner om hvorvidt man skal ud og hygge, eller om man ikke bare kan tage hjem og hygge hos en af veninder, og se en film. hvis der er godt vejr kan man tage i dyrehaven eller en park af en art. 

2.     Hvis det sociale præs skal ændres, er man nødt til fortsat at gøre opmærksom på, at det man ser ikke er virkeligheden, og at unge ikke kan balancere så mange ting på en gang, uden besvær. Derimod kan man sagtens ændre på problemet omkring tilliden til ekspertsystemerne. Vi synes altså, at man indimellem bør stille spørgsmålstegn til hvordan man bør strukturere tingene, især når der klare eksempler og undersøgelser som viser, at den måde tingene er struktureret, ikke er effektiv/sund, og måske har direkte modsat effekt.

Det gode ungdomsliv er truet af præstationspres. Unge bliver i højere grad presset til at præstere og leve op til flere af samfundets ideer om hvad den unge skal. Vi skal, hurtigt i gennem uddannelsessystemet, men samtidig skal man gøre det med topkarakter. Et andet pres ligger i at man skal leve op til ens forældres indkomst, uddannelse osv. Men vi skal endda gøre det endnu bedre end dem. Der er en tendens til at unge skal være mønsterbrydere, om det omhandler forældre med alkohol- og stofmisbrug, men også hvis det omhandler forældre med uddannelse. 

 

Unge i dag har brug for accept, og de har et behov for at blive set og involvere andre i deres følelsesliv. Vi kalder det subjektivisering. For at finde den accept individet har brug for søger vi derfor hen mod sociale fællesskaber. Her finder vi mennesker med samme interesser, normer og værdier. Ontologisering er derfor individets forsøg på at finde en mening med livet. 

 

 

Samfundet vil have os igennem samfundet så hurtig som muligt, og derfor vælger vi ofte hurtigt en uddannelse. Her presser samfundet os til at vi skal gøre det så godt som muligt, og derfor vælge uddannelse så hurtigt som muligt. Vi mener derfor at de ikke skal presse os til at det skal gå så hurtigt, i forhold til at de nu også vil lave et uddannelsesloft, der forhindrer os i at vælge om, hvis vi har valgt forkert i første omgang. 

 

Subjektivering påvirker det gode ungdomsliv rigtig meget, især i det senmoderne samfund, hvor mange unge er meget personligheds styret og bliver konstant påvirket af deres omgivelser.
de tænker altid på hvordan de skal være perfekte i andres øjne, de skal have det dyreste tøj, det nyeste af alting lige fra telefoner til det nyeste par sko.
mange unge lever også deres liv på internettet, og bliver konstant på hvor mange likes de får og det handler altid om at føle sig anerkendt.
En løsning kunne være at ældre fortalte børn og unge at det at få mange likes og anerkendelse på internettet ikke er noget at fokusere på, de fleste unge går for det meste rundt og tænker å hvordan de selv ser ud og kigger ikke så meget på andre. Tænk på at alle andre går rundt og tænker på samme måde som du selv gør. 

 

Risikosamfundet påvirker også på en måde det gode ungdomsliv på den måde mennesker har skabt en form for kunstig frygt for alting omkring unge, så som at nattelivet er farligt, bombetrusler over alt osv.
det gør at der er mange ting unge måske ikke tør.
altså der er nok ikke lige en løsning på selve risikosamfundet, men på den måde det påvirker unge kunne man forhindre det ved at ikke udbrede det så meget og dele det på de i nyhederne konstant. Nyhederne har det også med at forværre nyhederne og få det til at virke større end det i virkeligheden er
 
 
 
 

 

Det senmoderne samfund lægger i høj grad ansvaret for de unges liv i deres egne hænder, samtidig med, at samfundet stiller høje krav til, hvad de unge skal kunne. Dette kaldes institutionaliseret individualisering. Allerede fra en tidlig alder stilles børn og unge krav til at vælge deres vej i livet, og dette resulterer i, at vi bliver pressede, og at vi generelt oplever nedsat psykisk helbred blandt Danmarks ungdom. Mennesket i det senmoderne samfund er også i høj grad gruppestyret, så det er ikke kun samfundet, men også venner og sociale medier, der styrer vores adfærd. Dette resulterer i, at unge mennesker føler sig pressede til at være som alle de andre, og hvis de for eksempel ikke får lige så gode karakterer som deres kammerater, kan de nemt føle, at de ikke er gode nok. 

En løsning på problemet kunne være at vi lader de unges valg være ’flydende’, og altså ikke tvinger dem til at tage et bindende valg før deres hjerner er fuldt udviklet, og sørge for, at de unge tager den tid de skal bruge, og derfor ikke bliver stressede og dropper ud. For eksempel skal vi ikke sætte et maksimum på, hvor mange uddannelser vi kan tage, og lade være med at sætte grænser (uddannelsesparathedsvurdering) på børn allerede fra de er ca. 14 år.