Hun syntes at man kunne mærke at folk syntes det var en ubehagelig oplevelse. Vi er 6 men skal dele os op i 2 grupper - hvad gør vi? Hun bemærkede at tankerne kørte rundt hos alle. Ingen turde snakke højt og give deres mening til kende, og de få der gjorde blev ikke nødvendigvis hørt. Hun kiggede rundt og det blev tydeligt at alle sad inde med en holdning, men ingen turde såre de andres følelser. Nogen havde måske også aftalt på forhånd at de gerne ville arbejde sammen. Hun kunne mærke at en proces der startede med at være spændende og interessant, sluttede med at være ubehagelig og trykkende.  

 

Da hun kigger rundt til sidst i den endelig proces og så alle de forskellige gruppekonstellationer, blev det også tydeligt for hende at emne formentlig havde vægtet mindre end personlige relationer. De fleste var endt sammen med de samme mennesker de have haft intro forløb med eller dem de var blevet venner med på rustur. Det gjorde indtryk, også selvom hun ikke selv var uskyldig i dette, fordi hun syntes det var ærgerligt at gruppe dannelses processen skulle være så tung og hektisk en oplevelse. 

 

Dagen før var hun meget forvirret. Hun var gået rundt til forskellige grupper og havde hørt om adskillelige emner, hun måske kunne skrive om. Da holdet fik fri i går, havde hun snakket med nogle andre, der sagde, at de var lige så forvirrede som hende selv, og at de også håbede, at den næste dag kunne give dem mere klarhed. De talte også sammen om, hvor frustrerende det var, at denne gruppedannelsesproces trak så meget ud, og næsten gjorde dem mere forvirrede. Så de fandt det næsten umuligt, hvordan de i morgen skulle finde frem til et emne og en gruppe. 

Det blev så den følgende dag, og nu var tiden, hvor grupperne skulle dannes. Hun havde igen været rundt ved forskellige grupper og hørt om forskellige emner. Og for at være ærlig, så det var som hun havde frygtet. Hun var lige så forvirret som dagen inden. Der var ikke rigtigt nogle af emnerne, der sagde hende noget. Mange havde allerede dannet deres grupper, selvom underviseren udtrykkeligt havde sagt ”ingen grupper er dannet, før alle er dannet.” Hun sad dér med en klump i maven, da hun skulle tage del i at en gruppe på 8 skulle splittes i to. Hvem skulle være i gruppe med hvem? Ville nogen blive kede af det under denne proces? 

Mens hun sad med en klump i maven og bankende hjerte, ønskede hun så inderligt, at de to gruppedannelsesdage, var lavet om til fx et onlinespørgeskema, hvor man kunne afkrydse sine tre prioriterer omkring emne, og at der derudfra blev dannet grupper. Så man på denne måde kunne undgå for meget forvirring og frustration. 

Alle i gruppen bidrager både socialt og fagligt, og status lige nu er, at der er blevet skrevet meget. Flere medlemmer i gruppen har dog oplevet at det kan være svært at samle et overblik over projektet, samt arbejde fokuseret, når der er sat et par timer af på en dag til projektet. Derfor har der fra flere sider været et ønske om at finde nogle dage, hvor alle gruppemedlemmer kan sidde sammen og skrive på projektet, og sammen få et fuldt overblik over projektet. Her har ønsket været at der skulle organiseres en skrive-camp, hvor alle gruppemedlemmerne i gruppen kan vende deres tanker og fremskridt i projektet med de andre i gruppen. Samtidig skal den sociale omgang i gruppen også styrkes, ved at der bliver taget nogle pauser, hvor gruppen deltager i nogle sociale aktiviteter. Dette ønske er blevet taget seriøst og skal nu realiseres. Der er en stor forventning i gruppen til at det vil forbedre samarbejdet i gruppen, samt sørge for at projektet skrider fremad som det skal. Sidst men ikke mindst er der også en forventning om at projektet bliver bedre af denne grund.

Hun mister sit fokus, og forsvinder i stedet væk i sine egen tanker. Hun kommer til at tænke på, at hun føler sig bagud generelt – og at hun især stresser over det store P1 projekt, hun er i gang med at skrive med sin studiegruppe. Hun føler, at hun burde være bedre til at strukturere hendes tid, for ikke at føle sig presset i sin hverdag. Hun prøver at tage en ting ad gangen – men kan sommetider godt have fornemmelsen af, at hun har mistet overblikket.

Hun kigger op på underviseren, og bliver bevidst om, at hun ikke har lyttet med i undervisningen. Hun kigger rundt i klassen – og får en opfattelse af, at hendes medstuderende, har fået noget ud af at sidde med til dagens undervisning. Det har hun ikke. Hun er bekymreret om hun skal nå det hele. Hun går fra timen med håbet om, at kunne finde et større overskud til at klare de opgaver, der venter forude. 

Til denne undervisning, bliver hun frustreret over ikke at få noget konkret fra denne lære, ved hun mon selv hvad hun vil have os til at lære. Hun zoner ud, og beslutter sig for at få klaret andre ”vigtigere” ting, som hvad der skal ske efter. Hun prøver at fylde tiden ud, med noget der kan underholde hende. Pludselig kommer hun tilbage til undervisningen, da folk begynder at stille spørgsmål. Hun sidder med spørgsmålet ”hvad skal jeg skrive ned”.