Hermann er, selvom han aldrig ville indrømme det, ret ensom. Det kommer af, at Hermann altid satte karrieren først, og han derfor aldrig blev gift eller fik børn.

Hermann bruger meget af sin tid på sin have, som er utroligt velplejet, eller “står til højre ret” som Hermann siger. 

Hermann synes at børn er irriterende, fordi de ikke kan finde ud af noget som helst. Det er alle de computeres skyld. Ungdommen er uduelig. Alt var iøvrigt bedre i gamle dage.

I sin ellers sparsomme fritid mellem studierne på gymnasiet går hun til standarddans, og følger ivrigt med i "Vild Med Dans" på TV2.

Hun elsker hunde. Hun har en fin, lille chihuahua-hund som hun har med alle vegne i en taske.
Elisabeth er en flittig studerende, men får måske ikke set så mange af sine veninder/venner som hun ville.

Som person er Elisabeth en sød, fin pige, der godt kan lide at pynte sig med makeup, øreringe, sløjfer i håret. Hun elsker at gå med kjoler og fine sko.
Elisabeth er naturligvis ikkeryger, hvilket desværre er et særsyn iblandt veninderne. 

Udover sin kærlighed til boblebad, elsker hun farven lyserød, heste og alt der har med prinsesser at gøre. Silje synes at prinsesser er så smukke og hun vil gerne selv være en prinsesse når hun bliver stor, så hun leger ofte prinsesse lege sammen med legekammeraterne i børnehaven. Legene inkluderer som regel at prinsen på den hvide hest kommer og at prinsen gifter sig med prinsessen. Prinsessen er selvfølgelig Silje. Hvis Silje ikke får lov til at lege prinsessen bliver hun meget sur på legekammeraterne. Faktisk så sur at hun truer med at hun ikke gider at lege med dem, hvis hun ikke får sin vilje. 
Siljes familie består af Silje, lille søster Sophie, mor Lillie, far Morten og deres lille hund Buller.

Min sparsomme fritid går med gåture med vores hund ved skov og vand, rode i min lille have, samvær med familie/-venner og træne i LOOP, når tid haves.

Jeg har arbejdet mange år indenfor Sygehusvæsenet som lægesekretær, men nu er tiden til “at sadle om” til pædagog, da “børn gør mig glad i låget”. Håber at kunne anvende noget af det, jeg har lært igennem mit liv sammen med børnene :-)

Viola elsker alt som er dyrt og luksuriøst, men hun holder især af at drikke kaffe på Baresso og spise brunch på de insta-værdige cafeer (her er der tale om aktiviteter først på måneden, det er jo dyrt at leve et influencer liv!). 

Viola’s guilty pleasure er at se luksusfælden, mens hun spiser osterejer og trøster sig selv med, at hendes gæld i det mindste ikke er SÅ høj og at (næsten) alle hendes kreditorer får deres penge. 

Livsmotto: Ingen kvaler, så længe andre betaler. 

Andet motto: SWIPE UP

Jævnfør Ross’ dramapædagogiske model, så er det vigtigt, at pædagogen skaber et miljø/atmosfære, der skaber en lyst/handletrang til at lave skodukkerne. Pædagogerne kunne som indledning fortælle en lille historie/eventyr, hvorved børnene danner indre billeder, og deres fantasi skærpes. Forskellige lege/øvelser kunne medtages ex. “Kongens efterfølger”, hvorved børnene på skift får lov til at bestemme, hvad de andre skal. Herved kunne børn, der normalt har en tilbagetrukken rolle i legerelationer, få mulighed for at instruere andre børn.  Eller sanglege ex. “Jeg er en lille undulat”. Her skal pædagogen være opmærksom på at synge i et toneleje, hvor børnene kan følge med. Ellers taber børnene motivationen/lysten til at være med. 
Børnene bør have frirum til at forme skodukkerne helt som de vil, dog med den nødvendige støtte fra pædagogerne til at anvende forskelligt værktøj, limstifter, limpistol, sakse mm. Limpistol er nok mest til de store børn i børnehaven. Alternativt kan selvklæbende effekter anvendes til øjne, næse, mund, hår mm. Det kunne måske motivere/skabe handletrang for de børn, der ikke umiddelbart kunne frembringe “indre billeder”, hvis pædagogerne kunne fremvise en lille teaterstykke med nogle færdige skodukker.

Når de senere skal fremføre skodukkerne i et “teaterstykke”, bør der foregå som et åbent spil, hvor børnene, der fører dukkerne selv er synlige.  Herved kan barnet nemmere kommunikere med de andre, da de kan se hinandens ansigtsudtryk/kropssprog/mimik mm. Som pædagog skal vi forsøge at tilpasse aktiviteten til børnenes sproglige og erfaringsmæssige niveau. I dette tilfælde kan de fleste 3-6 årige børn være med, dog med varierende støtte fra de voksne. Som pædagog skal man være opmærksom på evt. “støjkilder” i den kommunikative proces  (lokaler, sult, træthed, motorisk uro, har historien relevans?, kulturforskelle mm.)

Der er dog nogle målsætninger som mere naturligt vil være en del af et skodukke projekt. Først og fremmest er “kulturelle udtryksformer og værdier” og “alsidig personlig udvikling” væsentlige omdrejningspunkter. Det at skabe dukkerne er en proces hvor barnet kan udtrykke sig kreativt, altså en kulturel udtryksform. Men i arbejdet med personligheder som dukken jo kan besidde, især hvis der leges med den, opstår også muligheden for at skabe og afprøve roller og dermed udvikle sig personligt.

Når flere børn hver især skaber skodukker, kan disse bruges sammen i leg eller drama. Her opstår en væsentlig mulighed for at arbejde læreplanstemaet “sociale kompetencer” da man gennem leg med dukkerne, kan afprøve og udforske det sociale spil. Da dukkerne fungerer som medie for legen, skabes der en afvæbnende distance, hvor flere kan deltage i legen og flere positioner kan afprøves uden at man sætter sig selv direkte i spil.