Metodisk tvivl: man må stille spørgsmål ved sin viden

Illusion: "sanserne" kan være fejlagtige, at de kan snyde os 

Drømme: Det hele kan være en drøm. vi ved først vi har drømt, når vi vågner

Onde dæmoner: onde dæmoner kan have givet os vores fornuft, som derfor kunne være misvisende og fejlagtig
Alt i alt er Descartes rationalist.

 - hvis jeg tvivler på noget , så må jeg jo eksistere som tvivlende.

    - der må være et jeg, som tvivler. 

Når jeg siger sætningen "jeg eksisterer", må den være sand.  - der må eksistere et jeg, som tvivler og tænker. 

"Cogito ergo sum" = I think, therefore I am.   
 

Denne sætning bliver et ubetvivleligt udsagn for Descartes fordi, man selvfølgelig kan hævde, at den onde dæmon måske narrer til at tro på sætningen, hvilket igen sår tvivl på sætningen rigtighed. Men dette forstærker blot sætningens rigtighed, siger Descartes. 

 Forklar Descartes’ dualisme og menneskets status i forhold til dualismen. 

- Han mener at mennesket er en tænkende ting. Mennesket er en bevidsthedsvæsen og han mener at principielt kan vi eksisterer uden en krop. Vi har dog erkendelse af at vi har en krop. 

Descartes bekender sig altså til en dualisme, hvor verden består af to grundlæggende substanser: 

Den legemlige verden: (res extensa) er mekanisk og underlagt naturlove, den legemlig verden er med udstrækning.
 Den sjælelige verden:(res cogitans) er karakteriseret ved indre bevidsthedstilstande uden rumlig udstrækning. 

Mennesket er et helt specielt væsen i denne sammenhæng, idet mennesket tilhører begge grupper. 
Vores krop tilhører den legemlige verden, mens vores tænkning tilhører den sjælelige verden. 

Descartes erkender, at man ved hjælp af sin tænkning kan igangsætte processer i den legemlige verden. Ved at tænke på at løfte min hånd, kan kroppen reagere ved rent faktisk at løfte hånden. 

Da det sjælelige ikke er rummeligt, kan sjælen ikke sidde i hovedet, erkender Descartes. Det er altså mere eller mindre uforklarligt, hvordan forbindelserne mellem de to verdener finder sted. Man vidste ikke i Decartes tid, hvilken funktion koglekirtlen i hjernen havde, foreslog han, at vekselvirkningen mellem de to substanser må foregå i dette område. Han er dog godt klar over at det er en nødløsning. 

Gør rede for det antropologiske gudsbevis (s. 82 tjek evt nettet) 

Han giver bl.a. et bevis, som kaldes det antropologiske (menneskelige) gudsbevis. Vi mennesker har en ide om en fuldkommen og algod gud, siger Descartes. Da vi mennesker ikke selv er fuldkomne, må denne ide om det fuldkomne komme fra noget uden for mennesket - nemlig noget fuldkomment. Dette fuldkomne må netop være gud, og derfor må gud, ifølge Descartes, have reel eksistens. 

Descartes mener, at man må forsøge at udelukke de forhold, der gør, at vores fornuft bliver draget i tvivl. Vi må udelukke hypotesen om, at der eksisterer en ond dæmon der narrer os. 

I stedet må vi indsætte noget, der kan være garant for, at vores fornuft kan være sikker. 

Ifølge Descartes må en sådan garant være en algod gud. En sådan gud vil netop i sin godhed sørge for, at vores fornuft giver os sand erkendelse om verden. 

Descartes ønsker derfor at argumentere for guds eksistens.