Evolutionspsykologien ser på menneskets psykologi i lyset af evolutionen og undersøger, hvordan mennesker gennem en millioner af år lang udvikling er blevet udstyret med en række adfærdsmønstre og psykologiske mekanismer, der har givet menneskearten særlige fordele i dens tilpasning til miljøet. Det var den engelske naturforsker Charles Darwin (1809-1882), der i slutningen af 1800-tallet opdagede, hvordan denne tilpasningsproces forløb gennem det, han kaldte naturlig selektion (udvælgelse). Princippet kan forklares på følgende måde: Enhver art består af individer, der nok ligner hinanden meget, men alligevel varierer lidt indbyrdes. Disse variationer betyder, at individerne er forskelligt egnede eller tilpassede til det miljø, de lever i. De individer, der er bedst tilpassede, vil have de største chancer for at overleve og dermed få afkom, der arver deres særlige fortrin, hvorved de med tiden bliver de mest talrige i populationen. Arter udvikler sig med andre ord, fordi de bedst tilpassede overlever og formerer sig. Survival of the fittestkaldte Darwin det. Hans teori tilbød en forklaring på, hvordan dyr og mennesker forandrer sig, og den pegede samtidig på menneskets nære slægtskab med andre dyrearter.

Med inspiration fra Darwins teori udviklede den østrigske biolog Konrad Lorenz(1903-1989) og hans elev Niko Tinbergen (1907-1988) i 1930'erne den såkaldte etologi, der studerede dyrs adfærd ud fra et evolutionært perspektiv og sammenlignede dyr og mennesker for at finde fællestræk, der kunne vise, at mennesker også var i besiddelse af medfødte og instinktive adfærdsmønstre. I bogen Det såkaldt onde forsøgte Lorenz at vise, at mennesket var født med et aggressionsinstinkt eller kampinstinkt, som det havde til fælles med andre dyr, og som det var vigtigt at kontrollere og forme i en mere social retning. Men Lorenz ønskede med bogen også at vise, at menneskets evner til at samarbejde og dele ressourcer med andre, som man måske skulle tro var noget særligt menneskeligt og kulturelt bestemt, ligeledes var betinget af medfødte evner og kunne genfindes hos mange andre dyrearter. 

Evolutionspsykologiens viderefører i dag den etologiske forskning, men hvor Lorenz var tilbøjelig til at se "adfærd som uafhængig af al erfaring", er de fleste evolutionspsykologer i dag klar over, at arven eller generne aldrig kan være den eneste årsag til adfærd. Arv og miljø spiller konstant sammen. Ikke desto mindre har evolutionspsykologien fokus på, hvordan menneskers adfærd ofte har en lang evolutionshistorisk udvikling bag sig og i mange tilfælde kan genfindes hos andre dyrearter. Særligt er man i disse år interesseret i at påvise, hvor avanceret dyrs sociale adfærd er. F.eks. udviser mange dyrearter deleadfærd, hjælp til en svagere artsfælle og vilje til at ofre sig for andre i gruppen. 

En særlig interesse har evolutionspsykologien haft for at undersøge menneskers partnervalg. Her viser undersøgelser (Buss, 2014), at mænd i særlig grad bliver tiltrukket af et smukt udseende, mens kvinder i højere grad har fokus på, om partneren kan give sikkerhed og tryghed. Den evolutionære forklaring på dette fænomen er ifølge evolutionspsykologien, at kvinder tilbage i menneskeartens fortid havde brug for tryghed og sikkerhed i forbindelse med graviditet og opfostring af børnene, mens mændene derimod gik efter et smukt udseende, fordi det var forbundet med ungdommelighed og dermed med fertilitet (evne til at få børn). I dag er disse partnervalg ifølge evolutionspsykologien indlejret som psykologiske mekanismer i os, der, selv om de er udformet i en fjern fortid, og selv om mænd og kvinder lever under helt andre betingelser i dag, stadigvæk er virksomme og har betydning for vores valg af partnere. 

ISBN: 9788761625175. Copyright forfatterne og Systime A/S 2017

Vi bruger cookies til teknisk funktionalitet og indsamling af statistik. Læs mere

© Rigshospitalet

Neuropsykologi. Hjerneaktivitet under stillelæsning kan konstateres ved måling af blodgennemstrømningen i hjernen efter indånding eller indsprøjtning ... | Læs mere

neuropsykologi, læren om forholdet mellem hjerne og adfærd, herunder kognition og følelser. Det væsentligste grundlag for slutninger om denne sammenhæng hos mennesker har været undersøgelser af patienter med hjerneskade. Herved sammenholdes skadens anatomiske lokalisation med forstyrrelser i sprog, hukommelse, opmærksomhed, perception, bevidsthed og andre funktioner. I slutningen af 1900-t. er sådanne studier suppleret med billeddannelse af hjernens aktivitet hos normale forsøgspersoner, navnlig med PET- og SPECT-scanning. Klinisk neuropsykologi er anvendelse af denne viden i diagnostik, rådgivning og behandling af hjerneskadede patienter.

Historisk udviklingNeuropsykologi rækker som videnskabelig disciplin tilbage til den lokalisation af funktioner i hjernen, som begyndte med franskmanden Paul Brocas påvisning af talecentret i 1861. Den blev afgrænset fra neurologi og andre neurovidenskaber efter 2. Verdenskrig, da man erkendte et behov for større viden i forbindelse med genoptræning af krigsveteraner med skudlæsioner i hjernen, men er i sin natur fortsat tværvidenskabelig. I moderne neuropsykologiske studier sættes ændringer i udførelsen af forskellige typer af opgaver ofte i relation til komponenter i psykologiske modeller eller teorier om den normale kognitive funktion. Herved kan patienters vanskeligheder forstås og forklares.

ForskningMønstre af skadede og intakte funktioner hos neurologiske patienter kan bruges til at drage konklusioner om organisationen af de normale, intakte kognitive processer. Der er dog mange mulige fejlkilder, når der drages slutninger om psykologiske funktioners lokalisation på grundlag af studier af hjernelæsioner. Resultaterne fra undersøgelser af patienter sammenholdes derfor med resultater af både dyreforsøg og eksperimenter med PET hos normale forsøgspersoner under udførelsen af kognitive opgaver, hvorved der opnås en grafisk fremstilling af stofskifteaktiviteten eller blodgennemstrømningen i hjernen og dermed et indirekte mål for den neurale aktivitet, som er forbundet med personens handlinger, følelser og tanker under eksperimentet.

Klinisk neuropsykologiKliniske neuropsykologer arbejder på neurologiske sygehusafdelinger og på genoptræningsinstitutioner med undersøgelse, rådgivning og behandling af patienter med hjerneskade, fx demens og følger efter hjerneblodprop og hjernekvæstelse. Undersøgelserne omfatter typisk opgaver eller prøver til måling af hukommelse, perception, sprog, tænkning og andre former for kognitive funktioner. Disse prøver har en vis lighed med prøver for intelligens, men omfatter langt flere funktioner. Patienternes præstationer ved prøverne sammenlignes med normalværdier for raske personer med samme alder og uddannelse. Ofte er nogle funktioner skadede, mens andre er intakte. I disse tilfælde kan man slutte, hvilke dele af hjernen der ikke fungerer normalt, hvilket kan have diagnostisk værdi. Mange patienter med hjerneskade har ikke selv muligheder for at erkende de vanskeligheder, som hjerneskaden medfører, og undersøgelsens resultater er derfor også vigtige for rådgivning og planlægning af genoptræning.

GenoptræningDer var tidligere en vis reservation, hvad angår mulighederne for genoptræning efter hjerneskade. Man mente, at mulighederne var begrænsede, fordi tabte hjerneceller ikke gendannes. Bedring kan imidlertid ske inden for visse grænser, blandt andet ved reorganisering af funktionernes lokalisation, således at andre hjernestrukturer overtager den tabte funktion. Denne reorganisering menes at være afhængig af aktivitet, dvs. træning. På denne baggrund tilbydes nu i stigende omfang neuropsykologisk genoptræning efter hjerneskade, især til yngre personer.

Behaviorismen blev grundlagt af John Watson i 1913. Han mente at hvis psykologien skulle være videnskabelig, så måtte den holde sig til at beskrive organismers adfærd (dvs. faktiske bevægelse af kroppen), og ignorere de subjektive tilstande, som fænomenologerne interesserede sig for.

En tidlig variant opstod med Pavlovs forsøg med hunde, der påviste eksistensen af betingede reflekser. Inden for læring beskæftiger behaviorismen sig med at selektere for og imod aktiv adfærd, hvad B.F. Skinner (fadderen til den senere "radikale behaviorisme") kaldte for operant betingning.

| Stub
Denne artikel om psykologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpeWikipedia ved at udvide den.

I løbet af 1960'erne vinder den kognitive psykologi frem i USA og England. Den studerer som navnet siger først og fremmest menneskets kognitive processer – dvs. processer som sprog, tænkning, opmærksomhed, hukommelse og perception. Den kognitive psykologi er på mange måder en videreudvikling af behaviorismen, men frem for at se menneskets adfærd som et resultat af ydre påvirkninger udvider den feltet og interesserer sig for, hvordan mennesket perciperer (tolker/opfatter) sine omgivelser og forsøger at skabe mening i dem. 

Grundantagelsen er, at den måde, vi tolker vores omverden på, har afgørende indflydelse på vores handlinger og adfærd. Vi mennesker kan reagere vidt forskelligt på den samme situation, selv om vi udsættes for akkurat de samme påvirkninger. Vores reaktioner afhænger nemlig af, hvordan vi hver især tolker den situation, vi står i. Vi er med andre ord ikke viljesløse ofre for de ydre påvirkninger, men forholder os aktivt og tolkende til dem.

Vores tolkninger af omgivelserne foregår via såkaldte kognitive skemaer, der er indre, mentale strukturer, som på en systematisk måde gemmer på de erfaringer, vi har gjort på et bestemt område eller med bestemte mennesker. Man kan også sige, at de kognitive skemaer består af generaliserede erfaringer. Det kan f.eks. dreje sig om et kognitivt skema, der indeholder vores typiske opfattelser af ældre mennesker, eller et skema der inde­holder vores typiske opfattelser af det modsatte køn. Skemaerne er udviklet på baggrund af alle de erfaringer, vi i tidens løb har gjort med henholdsvis ældre mennesker og mænd/kvinder. De er praktiske i dagligdagen, fordi de hurtigt gør os i stand til at bestemme andre mennesker, men de kan også let føre til meget stereotype opfattelser af andre. 

Man kan også tale om mere praktiske kognitive skemaer. For eksempel kan vi have et restaurant-skema, der er udviklet på baggrund af alle de erfaringer, vi i tidens løb har gjort ved at være på restaurant. 

Det, at vi tolker konkrete situationer i lyset af generelle skemaer, kan imidlertid også skabe store problemer for den enkelte. Tænk f.eks. på det eksempel, hvor en dreng kun får opmærksomhed og venlighed fra sine forældre, når de skal bruge ham til noget bestemt. Det skema, som han vil udvikle, risikerer at sige noget i retning af, at "når mennesker er venlige mod mig eller viser opmærksomhed, så er det kun for deres egen vindings skyld". Når drengen siden vokser op og møder venlighed, vil han måske automatisk tolke det som et forsøg på at udnytte ham. 

Fokusområder i den kognitiv psykologi er opmærksomhed, perception, hukommelse, tænkning og sprog. Ifølge den kognitive psykologi er vores personlighed – den måde vi tænker, oplever og handler på – bestemt af de kognitive skemaer, vi har opbygget.

ISBN: 9788761625175. Copyright forfatterne og Systime A/S 2017

Traditioner

i opløsning

I dag er dette forankrede billede imidlertid vendt på hovedet. Den postmoderne opfat- telse er i stedet, at de tidligere traditioner og strukturer er gået i opløsning, så man ikke længere kan „forklare“ vores identitet ud fra f.eks. social baggrund. En økonomisk vel- standsstigning, et stærkt ændret familiemøn- ster og massemediernes stigende indflydelse på individet har ændret fundamentalt – ikke bare på børn og unges, men også voksnes hverdagsliv. Vi tilbringer i dag mindre tid sammen med familien og i stedet mere tid på arbejdspladsen, på uddannelsesstedet, i institutionen og i fritidsaktiviteter. Vi udsæt- tes derfor – livet igennem – for langt flere og ikke altid lige grundfæstede påvirkninger om, hvem vi er, hvordan vi bør være, og hvor lang tid ad gangen vi skal være det.

 

 

Vi er meget optaget af, at piger og drenge skal ses som de individer, de hver især er. Børnene skal ikke begrænses af de traditionelle forestillinger om kvinder og mænd.

 

 Hvilken retning vil I umiddelbart tilslutte jer- og hvorfor?

 •Hvordan? Omsætning: Begrund gerne ud fra praksis.

Kønnet og kønsforskellen  forståes at det både er biologisk i sit udgangspunkt og samtidig en kulturel konstruktion. 
I det biologisk vil drengene blive præget i mere maskulin retning og pigerne i mere feminin retning.
I det kulturel vil drenge og piger blive præget af den gruppe man færdes i.
 

 socialpsykologi)

Psykoanalyse:
Sigmund Freud (1856-1939)
Udviklingspsykologi: beskæftigere sig med forandringer over tid af det enkelte menneskets følelser, perception, tænkning, adfærd og social liv.
Mener at begge køn ved tre og fem års alderen opdager deres køn, drengen er i besiddelse af et kønsorgan og pigen ingen har. At manden havde magten symboliseret af hans fallos, kvinden manglede fallos og havde ingen magt, men misundte manden.

Socialkonstruktionisme:
Leo Vegotsky (1896-1934)( Nærmest Udviklings Zone)
Lagde vægt på mennesket som kulturvæsen. Optaget af at højere mentale funktioner skabes på baggrund af kulturens samspil med de naturlige funktioner vi er født med. Børn har ikke en essens, et særligt medfødt indre, men udvikler sig gennem sit indre i forhold til den kultur det lever og udvikler sig i.
Barnet kan få lidt støtte/dialog fra en voksen, og ud fra det gøre sine egne selvstændige handlinger/ tanker om hvad der er bedst for barnet selv.
 


 

 Hvilken retning vil I umiddelbart tilslutte jer- og hvorfor?

 •Hvordan? Omsætning: Begrund gerne ud fra praksis.

For mig er det svært kun at se og arbejde ud fra en teori omkring biologiens, hormonernes og miljøets, kulturens betydning. Da man kan tale om to køn og mange forskellige varierende måder at være sit køn på. 
Jeg mener at der er noget naturskabt ved fødslen og når barnet nærmer sig pupeteten, er drengene mere maskuline og pigerne mere feminine, men mærker mere om hvad de vil stå for at være, hvor de har det godt i et socialt netværk