Politik er blevet hurtigere, mere personligt og mere destruktivt. Der er kommet flere sammen råd over de seneste år. Nogle mener det er fordi at sammenrådene bliver sendt live i tv og derfor er det en god mulighed for at kunne udstille nogle politikere. Det skyldes bl.a. at medierne styrer dagsordenen. Kigger vi år tilbage havde en gennemsnitlig politiker 3 sammenråd på 6 måneder. I dag er det tager næsten oppe på 50 fordi det handler om at udstille politikere og på den måde at skaffe nye vælgere. Måske fra den udstillede politiker. Det bliver brugt mere tid på sammenråd og på den måde bliver der mindre tid til at fører politik som faktisk hjælper Danmark. Anders Langballe politisk redaktør tv2 mener at angrebene er blevet lidt grovere end vi normalt er vant til. Han mener også at de sociale medier har været med til at udvikle denne tildens. Derude over mener han også at politikeren er blevet mere grove overfor hinanden. Nu handler det ikke om at ramme partiet men om at ramme manden. F.eks. sagerne med Thyra frank har været meget opsigtvækkende. Magnus heunicke (S) mener også at det er et problem at der bliver brugt så mange timer og kræfter på at sabotere hinanden. Men han mener at man bliver nød til at være hård når der bliver indkaldt til sammenråd så der ikke bliver stukket en kæb i hjulet på vedkommende som har indkaldt til sammenråd. Man kan nærmest sige at det er blevet rent reality, og især efter det bliver sendt i tv´et. Men det er jo en selvfølge at når medier dækker alt, så vil der komme mere opmærksomhed på politik end der før har været. Det er bare den tid vi er gået i ind. Det handler om at få de andre til at se dumme ud og selv komme til at stå stærkere overfor vælgerene. Men det er ikke altid at politikkerne får noget bragt ud til befolkningen. Fordi det til sidst bare bliver mudderkast og man ikke finder ud af hvor de andre partier står i forhold til den enkelte sag. Man kan godt sige at politikeren kun tænker på sig selv og egentlig er ligeglad med sine kollegaer for det handler jo bare om at få flere vælgere end de andre og hvis det kan ske gennem mudderkast så gælder det jo bare om at få smidt så meget mudder som muligt.  Fordi medierne skal nok dække det når det sker og det kan de gøre 24/7 så der er ingen deadline.  Et andet problem er mistillid til politikkerne blandt befolkningen. Det skyldes jo at vi kun ser alt det dårlige hvor der ikke bliver lavet noget fornuftigt. Fordi medierne kun vil dække en god historie og det er netop en god historie når der bliver kastet med mudder mod hinanden. 

 

 

Skal alle partier lægge alle papir på bordet eller er det uinteressant for borgerne. Nogle mener herunder alternativet at der burde blive lagt nogle papir på bordet også de møder som bliver holdt inde i partirummene. Dette mener Bertel Harder er ligegyldig og at det ikke gør nogle forskel. Men folk får jo ikke nogen mulighed for at se hvad der foregår og ved ikke hvem som donere penge til de forskellige partier. Men hvis de ikke har noget at skjule hvorfor så ikke bare fremlægge alt og derved kan befolkningen ikke brokke sig over at de ikke har tillid til politikerne. 

 

Problemet er nok er at der er blevet mere kontakt mellem politikkerne og borgerne. Vi forventer mere og hvis de ikke gør det godt nok eller ikke viser nok, så har de ikke nogen mulighed for at overleve i politik. På den måde er politikeren nød til at tænke på sig selv inden de tænker på andre. Også selvom de ikke selv vil indrømme det. De har 4 år til at vise sig bedst frem hvis det ikke lykkes så bliver de ikke stemt ind igen. Clement siger at det er ministrene som tænker på sig selv mens almindelige folketingmedlemmer tænker på at skyde ministrene ned og få dem til at fremstå utroværdige. 

Vi, i gruppen, mener, at det skal være op til det enkelte parti, om de vil offentliggøre hvem de har har fået donationer fra. Dette vil selvfølgelig ske i samarbejde med virksomhederne. 

Som aflsuttende kommentar er vi enige i, at det ikke er en god idé at streame samråd, da vi ikke kan forestille os, at der er nogle, der vil bruge flere timer på at se det. Dem der har stillet et spørgsmål til samrådet skal nok få svar uanset hvad. 

Det handler hele tiden om at holde mediemøllen igang og det handler om, at få de andre til at fremstå dårligst muligt. Dette er Pia Christmas-møller enig i. Hun kommenterer, at det er de 3 k’er (kamp om magt, kamp om vælgerne og kompromiser). Men det er ikke noget nyt, det foregik også tilbage i 1890’erne, visnepolitikken, idag er det bare værre. Det er kun hastigheden, som er øget. Den største forskel er hastigheden og mediernes omfang, men det er klart i og for sig, at det er blevet udvidet gennem årene.  

Peter Goll siger, at det kun er hvis historien er rigtig dårlig, at den spredes til mange. Det er deadline, som har forandret det politiske game. Det er ikke kun blevet dårligere, men mere destruktivt.  

Amalie Lyhne, Magnus Heunicke og Anders Langballe kommer nu på banen:  

Anders Langballe kan nikke genkendene til den hurtige hastighed, men også at perfiditeten mellem politikerne er blevet grovere. Endvidere laver politikerne videoer, opslag og oplæg, som ikke just handler om politik, men nærmere undergravelse i form af, hvad andre politikere før har sagt og gjort. Det er altså gået hen og blevet personligt og dette er, ifølge Anders, med til at forrå kulturen.

Magnus tror, at det skyldes alle de uskrevne regler og mener, at det er et kæmpe problem. Lyhne mener, at det er politikerne der har en stor del af ansvaret for det. Hun mener, at det der i virkeligheden er problemet, er, at vi som vælgere ikke bliver klogere, men at det blandt politkerne bare er blevet problematisk. Magnus kommenterer og bekræfter Lyhnes tese om dette.  

Peter kommenterer så, at dette bliver meget mere personligt, især også fordi de giver hinanden skylden. Han udtaler, at det er personfikseret, aggressivt og konfliktfyldt, samt at det er det, man vil høre. Anders siger, at når det bliver mere tilspisset og aggressivt, er det sværere at komme igennem.  

Pia mener, at det er blevet papegøjespørgsmål og papegøjesvar og hun synes også, at vi ikke kun bør tale konflikter op. Men Lyhne mener, at der bliver slynget meget “bullshit” ud og at det er et problem samt at politikerne skal tale mere konkret.  

Hvert år bliver der foræret millioner af kroner til partierne fra virksomhederne. Men hvor meget pengene påvirker den førte politik, aner vi ikke. Bidrag under 20.000 bliver ikke offentliggjort.  

Clement spørger, om der bør være åbenhed omkring beløbene? Simon Emil siger, at de er klar på mere åbenhed, men de mangler åbenhed i erhvervsbidragene og åbenhed omkring fagforeningerne og problemet er, at det er meget nemmere at sige den ene ting uden også at sige den anden ting.  

Simon Emil mener, at Pelle Gravsted ikke vil have lige så meget åbenhed, som LA vil. Simon Emil mener endvidere, at Pelle ikke er villig til at gå lige så langt i forhold til fagbevægelsen, som han er.  

Nu kommer Rene Gade og Bertel Haarder ind.

Rene siger, at han går ind for fuld åbenhed i og med, at han er villig til at livestreame og han ytrer hertil, at det er lige på og hårdt/sandt.

Bertel Haarder mener, at det er en uinteressant debat og at han har svært ved at holde sig vågen. Han mener nemlig, at det ikke er det, der er problemet; altså pengeinteresser. Hvis ALT blev lagt frem, er Bertel Haarder delvist ubeslutsom, han vil se det hele først.  

Men Rene mener, at når man kan offentliggøre så meget, er der mere tillid. Man kan heraf se, hvem der donerer hvad samt hvor meget.

F.eks. 
Rohde: mener at det er rigtigt at man stresser politikkerne og køre dem op imod hinanden. 

 

Peter goll

Man skal gerne hele tiden være i medierne.

Anders Langballe: (politisk redaktør TV2)

Angrebene på politikkerne er blevet meget grove. Og mener at det er mediernes skyld, at spille dem op imod hinanden. 

·       Kan godt se at politikkerne laver noget fornuftigt, men mener også at de bekymre sig for meget. 

·       Medierne må nu om dage afspejle de fejl politikkerne laver, og formidler derfor det der sker. Om det er blodigt nok.

Vi mener det er helt okay, at samrådene eller møder med lobbyister bliver live-streamet, da det giver den enkelte borger mulighed for at danne sin egen mening. 

Ellers mener vi, at hele den politiske verden er en børnehave. Vi henter i dagligdagen meget inspiration fra USA, men derfor behøver de ikke at hente den politiske nedladende og krigerisk måde at behandle hinanden på!
 

 Hvor man hele tiden skal forholde sig til medierne. 

Og  komme i medierne, så man kan få  holdt mediemøllen i gang, så man kan få de andre partier til at fremstå dårligere.

 

Der bliver nævnt om de 3 k'er som er (kamp om magt, kamp om vælgerne og kompromisser)

 

Man kan se og hører, at angrebene er blevet meget mere grove og mere personlige mellem hinanden.

 Dem der har skylden for dette politiske problem, er politikkerne, da den måde man kritisere hinanden på , bliver man ikke klogere på, da den politiske del ikke falder helt igennem, så det bare bliver en diskussion  i stedet.

 Man kan sige det er et sammenspil mellem politikkerne og medierne, så man kan fremstille hinanden dårligst som muligt. 

 
Vi i gruppen mener at den måde man ydere sine holdninger mod hinanden er for grov, da politikkerne ikke tænker på at diskutere, de konkrete problemer, i stedet tale dårligt om hinanden.

Politikerne har til ansvar for at de ikke mudderkaster overfor hinanden, at de netop får deres politik frem og hvad de står for og hvad de vil gøre. Men angrebene på politikkerne er blevet værre og det er et problem at politikkerne forsøger at saboterer hinanden. De bruger mere tid på at få deres politik igennem i stedet for at svine de andre politikkeres mening til.  Medierne elsker kun at bringe de konfliktfyldte og aggressive historier frem (snyd i SKAT, rejser på statens regning, jakkesæt på statens, høje ministerpensioner osv.). Ministrene selv får det til at lyde som om de har det hårdt. Men hvorfor fremhæver medierne ikke noget positive, som giver os borgere et andet billede af politikkerne, idet det er deres arbejde at afspejle ministrenes holdninger til borgerne?  Fordi medierne ved hvad vi borgerne vil høre. Borgerne vil have de historier om konflikter med angreb og blodblad. Her må vi borger stille os kritiske til hvad de skriver og kan det nu være rigtigt at politikerne ikke kan gøre noget godt. Borgerne har et ansvar for at det positive også kommer frem. Politik er blevet mere destruktivt, flere spørgsmål, medierne er med hele tiden og politikkerne få den kritiske mediemølle til at fokuserer på de andre politikkere = mudderkast.

Men det er også tydeligt at Clement frembringer de negative ting og han vælger hvad der skal frem af kommentar. Hvis de begynder at snakke spændende og ikke aggressivt, så vender han den hurtigt. Selv valgkampene foregår sådan, så man kan ikke stole på hvad de siger og lover – det bringer mistillid frem. Men det er svært at gøre alle tilfredse. I det lange løb tænker politikkerne nok ikke kun på sig selv, men de vises sådan og borgerne har ingen mulighed for at vide sig 100 % sikker på politikkernes ord.   

Der bliver snakket meget om mediemøllen, hvor kampen om magt ofte udspiller sig på det direkte lærred. Politikkerne er mere interesserede i at tage enkeltsager op, for at få opmærksomheden over på sig selv, og komme i spotlyset. 

Vi syntes i gruppen ikke man kan smide problemet helt over på medierne, da medierne som Anders Langballe siger skal bare afspejle det der foregår i landet. De er aggressive, fordi det er blevet normen og de følger bølgen af negativitet der er kommet over politik.

 

Pia Møller, nævner også at der ikke er meget tid til refleksion mere, netop fordi tingene går stærkere i dag. Det er ærgerligt fordi politikkerne kunne have brug for eftertænksomheden til at komme tilbage med noget dybere og mere sagligt. 

Vi mangler ligesom Magnus Heunicke ”Det gode argument” i det den daglige politiske tilgang. De skal lære at udnytte hinandens kompetencer i det politiske spil.

 

Ofte foregår fx en besparelse i det offentlige ved at politikerne starter en mistillidsdebat om arbejdernes effektivitet e.l. Debatten føres i medierne. Medierne dækker det der er salg i.Tonen bliver hård. Befolkningen får kun de mudderkastende debatprogrammer om emnet. Befolkningen fatter mistillid til politikernes varetagelse af opgaven. Regeringens ministre og folk må hele tiden svare på en masse spørgsmål om enkeltsager fra oppositionen. Der er ikke tid til at føre den politik man er valgt til. Befolkningen er utilfreds. Politikerne bliver personlige. Der er masser af spin. Man må hele tiden afværge personsager og tiden går med at rede kastanjer ud af ilden i stedet for ta styre landet. Det hele gentager sig.

 

Rene Gade fra Alternativet peger på at man skal genfinde en grundlæggende tillid til politikerne, hinanden og generelt i Danmarks demokrati og den offentlige sektor, for at få vendt dette tidsspilde.

Man kunne håbe på at vi befinder os i en overgangstid, hvor der vil bryde noget nyt og bedre frem af det nuværende.