Stråling er et fælles navn for bølger, som overfører deres energi, når de rammer et materiale. Hvis Solen fx skinner på dig, bliver du varm, fordi Solens stråler overfører energi til din krop.

Stråling med lav energi kaldes ikke-ioniserende stråling. Det er fx stråling fra mobiltelefoner eller mikroovne.

Stråling med høj energi kaldes ioniserende stråling. I daglig tale kaldes det også for radioaktiv stråling, fordi strålerne ofte kommer fra radioaktive stoffer.

Ioniserende stråling findes både i naturen og kan være skabt af mennesker. Menneskeskabt stråling kommer fx fra røntgenapparater på et hospital eller fra radioaktive stoffer i et atomkraftværk. I naturen kommer ioniserende stråling fx fra små mængder af radioaktive stoffer i jorden.

Alfastråling har kun en rækkevidde på et par centimeter i luften. Strålingen kan ikke trænge igennem huden, men til gengæld indeholder den så meget energi, at den kan gøre skade, hvis den kommer ind i kroppen, fx igennem luften eller føden.

Betastråling har en rækkevidde på op til tre meter i luften og kan trænge et par millimeter ind i huden. Betastråling indeholder mindre energi end alfastråling, men kan stadig gøre skade, hvis den kommer ind i kroppen, fx igennem luften eller føden.

Gammastråling kan trænge dybt ind i kroppen og gøre skade på lang afstand. Men gammastråling indeholder lavere energi end alfa- og betastråling. Derfor skal der en større mængde gammastråling til for at gøre samme skade på kroppen som alfa- eller betastråling.

I skal nu se en animation om DNA'et og beskrive DNA'ets opbygning ved hjælp af en plastikmodel. Derefter skal I vurdere forskellige DNA-modeller og argumentere for, hvilke fordele og ulemper der er ved de forskellige modeller

Hvis bruddet derimod er på begge DNA'ets strenge, kan det være farligt. Så vil DNA'et blive splittet op i to dele. Når cellen forsøger at sætte DNA'et sammen igen, bliver DNA'et nogle gange sat forkert sammen. På den måde opstår der en mutation i DNA'et, som kan ændre cellens egenskaber.