Quis nunc te adibit? Cui videberis bella? 

Quem nunc amabis? Cuius esse diceris? 

Quem basiabis? Cui labella mordebis?" - her ses det, at Catul gerne vil virke som den sejrende i bruddet med Clodia. 
Til sidst henvender han sig atter til sig selv for at indgyde hårdhed og tapperhed: "Et tu, Catulle, destinatus obdura."

l. 1-2: Sorg, selvmedlidende og opgivende
l. 3-7:  Tænker tilbage på de gode tider med Lesbia. = Bevidst om de gode tider i kærlighedslivet.
l. 8-14: Fortæller om omstændighederne og er fast besluttet og stædig på at holde ud og gøre sig hård.
--> Fra l. 1-14 tiltaler Catul sig selv gennem 1. person pluralis + singularis = Han fører en monolog med sig selv.

l. 15-18: Begynder at tiltale Lesbia("vea te", "scelesta" etc.).  Lesbia er i 2. person singularis. Han gør sig tanker om, hvilken fremtid vil hun få. Det indeholder retoriske spørgsmål, som han måske aldrig får svar på. Der bruges meget futurum = direkte fokus på fremtiden.  Spørgsmålene indeholder samme essens på sin vis; Finder hun mon en ny, når han ikke længere er der? Han går nærmest ud fra at hun finder en  ny = måske var forholdet ikke så vigtigt for hende som for ham.

l. 19: Her taler Catul til sig selv igen gennem 1.person singularis+pluralis. Han synes selv han/forholdet var det værd, men han er nødt til at komme videre ligesom Lesbia/Clodia selv, fordi han ikke vil vise han er sårbar.

Konklusion: Catul er ikke kommet videre. Han gør sig stadig tanker om Lesbia; Hvor er hun nu? Hvordan vil hun leve livet nu? I følge ham er det for sent, men han er stadigvæk ked af det. 'Han er lidt vred på hende i form af at han tiltaler hende "scelesta".. Dermed er kærligheden ved at gå over til sorg, der vises gennem hans vrede. Det skjules, fordi han vil ikke vise sig som sårbar, men som en hård mand, der kan komme videre med livet.