Landloven fra 1521 foreslog frivillig skolegang for den brede befolkning, selvom den ikke indførte undervisningspligt. Dette initiativ afspejler en stigende opmærksomhed på uddannelse og en øget centralmagts indflydelse på samfundet, selvom lovene havde en kort levetid på grund af politisk uro efter Christian 2.s afsættelse i 1523.

Loven betød, at skolegang blev et statsligt projekt, der var nøje knyttet til kirken og forberedelsen til konfirmationen. Formålet med loven var at uddanne børnene som gode kristne og nyttige borgere. Loven blev mødt med modstand og senere blev modificeret i 1740. Her blev det fastslået, at godsejerne ikke havde pligt til at finansiere skolerne og undervisningen. Skoleloven fra 1739 blev sammen med placaten fra 1740 (se billede) og et reskript fra 1742 den lovgivningsmæssige ramme for undervisningen på landet frem til en ny skolelov i 1814. (Kilde: danmarkshistorien.dk)

Samtidig med skolelovene fra 1814 blev der udgivet et bilag, som instruerede lærerne i at håndhæve normer, hygiejne og varetage undervisningen af børnene. Lærernes pligt var at sikre, at børnene blev velopdragne og dannede mennesker.

En halvårlig eksamen skulle godtgøre, at børn undervist hjemme havde kundskaber, der var på niveau med børnene i de offentlige skoler.

Tre år senere, i 1903, kan man sige, at den danske skole demokratiseredes, da en lov tillod både drenge og piger at skifte fra 5. klasse til en fireårig mellemskole, der ledte til enten realklassen eller gymnasiet og erstattede latinskolen.

Anordningerne fra 1814 blev udformet i lyset af oplysningstidens nye tanker og ideer, og de repræsenterede et skift i folkeskolens struktur og formål, der blev inspireret af disse idealer.

Grundtvigs tanker om uddannelse, herunder vægtningen af den folkelige dannelse, en bred og praktisk orienteret undervisning og værdien af kulturel forståelse, kunne derfor have haft en direkte indflydelse på udformningen af folkeskolen på dette tidspunkt. Der stod eksempelvis i bilaget til loven fra 1814, at lærene havde til pligt at sikre, at børnene blev velopdragne og dannede mennesker.

I teksten Talefriheden fra 1840 skriver Grundtvig (1909) om vigtigheden af at kunne kommunikere på modersmålet og at undervise uden brug af latin. Dette kan ses som en reaktion mod den elitære og akademiske tilgang til uddannelse, som var fremherskende før 1814-loven. Grundtvig understreger behovet for en folkelig oplysning og dannelse, der foregår i både kirker og skoler, hvilket stemmer overens med 1814-lovens ønske om at skabe en skole, der var tilgængelig for alle samfundslag og ikke kun de privilegerede. Grundtvig argumenterer dog for, at uddannelse bør være bred og folkelig og kritiserer det daværende uddannelsessystem (1840) for at være for stift og akademisk orienteret, og han fremhæver vigtigheden af at dyrke en mere praktisk og livsnær tilgang til læring.

Efter loven kom der en vejledning i 1960 kaldet 'Den Blå Betænkning'. Den blev lavet af en gruppe eksperter, der mente, at folkeskolens formål skulle være at skabe børn, der er glade og i balance med sig selv og andre. De ønskede at skabe en skole, der bidrager til at gøre mennesker harmoniske og lykkelige.

UNDERVISNINGENS ORDNING

§ 3. Folkeskolen omfatter en 1-årig børnehaveklasse, en 9-årig grundskole og en 1-årig 10. klasse.

Stk. 2. Til børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives der specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Undervisningsministeren fastsætter regler herom, og kan i denne forbindelse fravige §§ 4, 7, og 14.

Stk. 3. Folkeskolen kan tilbyde eleverne undervisning i deres fritid.

§ 4. Undervisningen i den 9-årige grundskole omfatter for alle elever:

• 1) dansk, regning/ matematik og idræt på alle klassetrin,
• 2) kristendomskundskab på alle klassetrin undtagen 7. eller 8. klassetrin,
• 3) formning og musik på 1.-5. klassetrin,
• 4) historie på 3.-9. klassetrin, geografi og biologi på 3.-7. klassetrin og samtidsorientering på 8. og 9. klassetrin,
• 5) håndarbejde, sløjd og hjemkundskab på henholdsvis 4., 5. og 6. klassetrin,
• 6) engelsk på 5.-9. klassetrin og
• 7) fysik/ kemi på 7.-9. klassetrin.

Stk. 2. Der skal tilbydes eleverne undervisning i tysk på 7.-9. klassetrin og i latin på 9. klassetrin.

Stk. 3. Undervisningen i dansk, regning/ matematik, idræt, formning og musik kan tilrettelægges som ikke-fagdelt undervisning på 1. og 2. klassetrin. Det samme gælder undervisningen i historie, geografi og biologi på 3.-5. klassetrin.

(…)

§ 5. Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom.

Stk. 2. Et barn skal efter anmodning fritages for at deltage i undervisningen i kristendomskundskab, når forældremyndighedens indehaver skriftligt over for skolens leder erklærer selv at ville sørge for barnets religionsundervisning. Fritagelse kan normalt kun ske fra begyndelsen af et skoleår. Er barnet fyldt 15 år, kan fritagelse kun ske med dets samtykke.

§ 6. I undervisningen i grundskolen indgår:

• 1) færdselslære,
• 2) seksualoplysning,
• 3) norsk og svensk,
• 4) fremmede religioner og andre livsanskuelser,
• 5) uddannelses- og erhvervsorientering,
• 6) sundhedslære og oplysning om udbredte nydelses- og rusmidler.

Stk. 2. På hvert klassetrin skal der afsættes en fast ugentlig time til varetagelse af klasselærerens særlige opgaver i samvær med klassen.

I stedet blev der indført en model med undervisningsdifferentiering, hvor undervisningen tilpasses den enkelte elevs behov og evner. Denne tilgang sigtede mod at sikre, at alle elever fik en mere individuelt tilpasset undervisning og bedre muligheder for at udvikle deres faglige og personlige kompetencer.

Derudover blev der i formålsparagraffen bl.a. tilføjet, at "Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati."

Jeg tænker at dette skal ses i lyset af den begyndende globalisering i 1990'erne.

Desuden skitserer han, hvordan idehistoriske bevægelser og opgør med dannelse, pædagogisk filosofi og grundtvigianisme har bidraget til denne tendens. Rømer (2017) peger på, at en udvikling i 2000'erne, hvor der opstod et opgør med tidligere formål for skolen, især dem fra 1975 og 1993, som blev betragtet som for reformpædagogiske. Dette opgør førte til to hovedretninger: en økonomisk linje og en faglig linje.

Den økonomiske linje blev forvekslet med den faglige linje, hvilket resulterede i, at den økonomiske tilgang vandt frem. Samtidig troede mange, at de forfulgte en faglig tilgang, men i virkeligheden endte de med at støtte den økonomiske tilgang.

Rømer argumenterer for en genopdagelse af skolens tradition som en dannelseskilde, der indeholder pædagogiske muligheder, hvis aktører i uddannelsessystemet ønsker at engagere sig i formålsparagraffen.

Afslutningsvist diskuterer Rømer (2017) spørgsmålet om "alsidig udvikling" i formålsparagraffen og påpeger, at dette ikke er en ny idé, men snarere en fortsættelse af tidligere formuleringer, der går tilbage til 1975-loven. Rømer (2017) sandsynliggør, at "skolens egen tradition udgør en dannelseskilde, som i sig selv fastholder dannelsesprocesserne i deres fulde dybde og liv." (s. 168).