Hej alle! 

På min blog vil jeg sætte fokus på, hvordan jeg har taklet det at være skilsmissebarn, og hvad jeg synes om det. Jeg håber i vil læne jer tilbage, og læse med! :)

Jeg er en glad pige på snart 15, og jeg er vokset op blandt en glad familie, dog kun på omkring 3-4 medlemmer. Dét at jeg er vokset op som skilsmissebarn, ser jeg ikke som værende noget dårligt. For mit vedkommende er det, at leve kun med 1 forældre det normale, da mine forældre allerede var skilt, da jeg blev født. 

Jeg tænker nogle gange over, hvordan det ville være at have en far og en mor sammen. At bo mor, far og børn ét sted. Generelt også bare det at have en far, som man ser ligeså tit som man ser sin mor. Jeg har ikke kendt min far særligt længe, og har heller ej særlig meget kontakt med ham. Det er egentlig også fint nok, for jeg føler, at jeg har alt det, jeg skal have, i min mor. 

Jeg ser ikke det at have kun en forældre som værende negativt, for jeg har ikke oplevet andet! Jeg kan ikke tænke tilbage på dagen, hvor mor, far og børn var sammen på tur i skoven. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det var engang, da mor og far var sammen. Jeg kan ikke tænke tilbage på, hvor ked af jeg var, da mor og far gik fra hinanden. På en måde, er jeg faktisk også ret glad for, at jeg ikke kan tænke tilbage på det, da jeg tit hører at forældrenes skilsmisse påvirker børnene, også negativt. 

Grunden til at jeg skriver “også negativt”, er fordi jeg mener, at det ikke altid behøver at være en negativ ting, at ens forældre er skilt! Ligesom for mit vedkommende. Jeg har det direkte godt over, at mine forældre er skilt. Jeg synes kun at det er rart, at jeg kan have min mor for mig selv. 

Mange tak fordi i læste med! Jeg håber at i kunne bruge det i læste til noget, og at i nød at læse det, lige så meget som jeg nød at skrive det! 

Knus Stine <3