2 dage efter

Nu er jeg hjemme nu er jeg virkelig hjemme alle mine gamle venner de er jo lige her. Vagn fandt en avis og begyndte at læse den. Han går i stå “Dreng død i kamp mod vædder” stod der på forsiden. Vagn kigger sig omkring og ligger avisen fra sig. Han tænker tilbage men i et falder han i søvn.

Hvad skulle han også omme bag ved udhusene. Det kunne han jo bare lade være med. Vagn  kan endelig se Ole og han slår fornøjet øjnene op. Vagn kom til at tænke højt ” Wow kan vædderen virkelig gøre det?!” Han skyndte sig at holde en hånd op for hans mund, men han kunne slet ikke få øjnene væk fra Ole. Mændene kom med vædderen. Der var blod ud over det hele, Vagn vidste ikke om det var Oles eller om det var vædderens eget blod, der løb ned af den. En ting vidste han dog, det var i hvert fald ikke hans skyld at de tog Ole med, det kunne de jo bare lade være med. Det var hurtigt at se at Ole hastigt havde brug for hjælp da de kom tættere på. Han havde flere huller og andre sår rundt omkring på kroppen. Især hullet på hans mave var stort og dybt. Han var ikke ved bevidsthed og de prøvede mange ting for at få ham til at vågne igen, men intet virkede. Ole havde en lav puls, det var Vagn selv ovre for at mærke, men han var også klar over at han ikke ville holde læge. Der blev ringet efter en ambulance og en dyrlæge. Ambulancen skulle hente Ole og dyrlægen skulle aflive vædderen på stedet. Da manden sagde at vædderen skulle aflives gik Vagns øjne op med et chok. Det var jo slet ikke det han ønskede da han startede med at irritere den. Vagn så en enkelt gang mere på Ole inden han gik Vagn sin vej, op på sit værelse og så ned over markerne. Særligt vædderens mark så han længe på. Han tænkte en enkelt tanke som han ikke kunne slippe igen. Mon der nogensinde ville komme en ny vædder han kunne provokere. Lidt efter så han vædderen på marken igen, men den løb væk. Han så sig om og så så at mændene kom løbende efter den. Vædderen løb med fuld fart over alle marker, ødelagde alt hegnet på dens vej.Vagn så bare undrende på den efter mændene igen havde fået fat i den igen. I det de nåede gårdspladsen var Vagn gået ud igen. Dyrlægen var også lige kommet med ambulancen i hælene. Vagn fulgte fornøjet med i begge dele og var meget nysgerrig efter at se, hvad de gjorde ved vædderen men også, hvordan de lagde Ole og pakkede ham så godt ind. Da vædderen var blevet aflivet kørte ambulancen også med fuld udrykning. Manden så Strengt på Vagn og spurgte straks om det var ham der havde lejet med vædderen, men som altid sagde Vagn bare at han havde bare gået en tur for lige at komme af med noget af alt krudtet. Manden opgav og de startede med at ryde op efter alt det rod, der lige var sket.

Vagn gik ind med et meget selvtilfreds smil på læben. 

Hvad skulle han også omme bag udhusene, det kunne han jo bare lade være med. Vagn begyndte at få kriller i maven, han var nervøs. Mændene bar ham ind i køkkenet, og lagde ham på bordet. Oles mor begyndte at flæbe. Der var en masse blod på Oles bluse. Oles hoved sad den forkerte vej. Den må ha brast ind i ham, og kvæstet ham. Manden plaprede om hvordan vædderen kunne slippe fri, til sidst tænkte han på Vagn. Manden råbte i et hårdt og aggressivt tonefald, var det dig! Vagn kunne mærke at det rislede ned ad ryggen. Manden slog ham så hårdt i hovedet, at Vagn faldt om. Lidt efter kom ambulancen, de tog Ole og Oles forældre med til sygehuset. Vagn så Ole blive båret ud, han var sikker på at han var død. Det var en historie han kunne fortælle når han kommer hjem i gaden.

Vagn sad oppe på hans værelse, og snittede træfigurer. Han tænkte på Ole, han var bange. Hvad nu hvis han bliver sendt på børnehjem, eller det der er værre. Han har hørt historier om børn der blev sendt til en opdragelselejr. Pludselig åbnede døren og konen kom ind. Man kunne se hun havde grædt. Hun laver kratfedme ikke andet. Vagn Ole han er død, han havde ikke en chance… Du skal hjem.

#Vædderen#Vagn#Ondskab#Bored#Teenager#Sommer#Uønsket

#Plejeforældre#Hjemve#Dyremishandling#60’rne#Livetpågården

#Hjerteløs#TeamEmilogSofie

 

Han kunne jo bare vente inde i huset. Vagn stod og kiggede, mens faren bar Ole ind i køkkenet. Konen var rasende, hun farede frem og tilbage i køkkenet imens hun råbte. Vagn skyndte sig at løbe op på sit værelse. Hvad havde jeg dog gjort, min bedste ven ligger nede i køkkenet og græder. Jeg kunne jo bare lade hver med at drille den dumme vædder. Men det var ikke min skyld at vædderen lige præcis skulle ramme Ole. Vagn listede nedenunder, og så Ole ligge på køkkenbordet og græde. Vagn ville ønske at den havde ramt hans plejeforældre i stedet for Ole. Han hørte konen råbe. Han listede hen til vinduet, og så at vædderen var ved at blive hevet ind i stalden af tre mænd. De tre mænd måtte knokle meget, for at få vædderen ind i stalden igen. Men det lykkes dem. Vagn løb hurtigt op på sit værelse, og lod som ingenting. Lidt efter kom hans plejemor op til ham, man kunne se at hun var rigtig ked af det. Hun fortalte ham at Ole var blevet ramt af vædderen, og at han nu var meget sårede. Så han skulle på hospitalet med det samme. Vagn blev meget ked af at høre det. Hvis han havde vist den ville have ramt Ole, ville han aldrig have gjort vædderen fortræd. Vagn og moren snakkede om at Vagn skulle sendes hjem til gaden igen, da hun vidste at han havde gjort vædderen fortræd. Han blev en smule glad indeni, da ville ikke være på gården mere. Så slipper jeg i det mindste af med mine plejeforældre….

 Michelle

Vagn gik med konerne, og så at de lagde Ole i sofaen. En af konerne ringede efter en ambulance, og andre hentede klude. Ole’s mor sad og græd hun blev ved med at spørge om han kunne høre hende, men der kom intet svar.

“Ej hvor er jeg bare dum, det er os min skyld at han måske er død’’ 

Ambulancen kom, den havde udrykning på. De tog Ole med ind i ambulancen og kørte til hospitalet. 

Konen kom hen til mig, “Vagn er det dig der lukkede vædderen ud’’ Jeg svarede ikke.

Hun spurgte igen “er det dig der lukkede vædderen ud’’ denne gang svarede jeg “Nej væddere væltede hegnet og så slap den ud’’ Konen blev ikke vred, hun gik over til de andre koner, og snakkede om Ole. 

2 uger efter kom Ole hjem. “Hej Ole’’ sagde jeg. “Har du det godt, er du okay, er der sket dig noget’’ Vagn blev ved med at stille spørgsmål så Ole nærmest ikke kunne svare, men til sidst kunne han svare “Jeg har det helt fint, vædderen løb bare ind i mig så jeg besvimede.

Ole’s mor gik hen til Ole. Skal du ikke op og sove, jo det skal jeg Vagn, vil du hjælpe mig op ad trappen. Ole og Vagn gik op af trappen og snakkede samtidig “Jeg er altså virkelig ked af det Ole’’ “Det skal du ikke være det var jo ikke din skyld’’ Jeg tænkte hele tiden “jamen det er jo min skyld, det var mig der jagede med vædderen, og drillede den. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. 

Det blev aften og de begyndte alle sammen at gå i seng en efter en. Først Vagn og Ole, så alle konerne, og til sidst alle mændene. 

Faren kom helt hen til huset nu, men der var ikke rigtig noget tegn på liv fra Ole. Faren kom ind, og lagde ham på en bænk, så skyndte han sig ind for at ringe efter en ambulance. Lidt efter kom ambulancen, og Vagn kunne høre at faren stod og snakkede med manden fra ambulancen. Han tænkte, at de nok stod og snakkede om, hvad der var sket med Ole. Han kunne høre at faren sagde noget med, at der var en vædder som var omme bagved udhusene, som så var løbet efter Ole. Vagn tænkte at Ole var gået derom for at finde ham, men i stedet fandt den vædder, som han havde drillet. Da Vagn kom til virkeligheden igen så han at ambulancen kørte væk, og plejeforældrene kom gående hen imod ham. Vagn tænkte, at han hellere måtte smutte, inden de kom helt hen til ham. Plejefaren råbte efter ham, at han skulle tage sine ting og smutte tilbage til byen, fordi det var hans sidste chance, han havde ikke flere. Han fandt alle sine ting og gik væk. Han råbte efter sig, at han aldrig havde kunnet lide at være ved dem. Da han kom tilbage spurgte alle, hvorfor han var kommet tilbage, og han sagde tingene som det var. Han blev ved med at drille de andre i byen og gøre dumme ting.

Juliane 7.b

Da Vagn kommer ned i gården og ser Ole tænker Vagn med det samme “Fuck hvad er det jeg har gjort, er han død eller hvad fanden”. Vagn tør ikke gå tættere på Ole som ellers ligger helt stille. Nogle af de voksne kom tættere på Vagn og sagde han skulle gå op på sit værelse. Mens Vagn går derop tænker han på alle de ting som der kunne ske med Vagn når de finder ud af at det var ham der havde lukket vædderen ud. Han skulle sikkert flyttes til en anden familie, eller blive sat i fængsel, eller blive smidt ned i kælderen og bo der resten af hans liv. Alle de ting gjorde Vagn ked af det så han skyndte sig straks at tænke på noget andet som at Ole ikke er død og han er helt rask. Vagn gik i seng og da han vågnede næste morgen gik han ned men der var ingen. Vagn gik lidt rundt over gården og kaldte på dem men der var ingen der svarede. Han gik ind i spisestuen og så der lagde en besked til ham. Vagn kunne ikke særligt godt læse men han kom frem til at der stod. Vi er taget til lægen med Ole kommer nok ikke hjem inden i aften. Vagn begyndte at tænke at Ole sikkert skulle have skåret hans ben af eller sådan noget. Vagn blev urolig og gik så op på værelset hvor han lagde med sine tanker. Da det er aften kan han høre en dør der lukker op og 

 

Vagn kommer tættere på og kan se Ole´s blodige ansigt. Han ligner ikke en der har det vildt godt. Men igen han kunne bare lade være med at være omme bag ved udhusene. Men Vagn husker faktisk ikke ret meget mere, da det sortner for hans øjne. Oles mor havde givet ham en ordentlig en på hovedet, så han besvimede. Som om det kan hjælpe at slå. 

Han vågner op hjemme i gaden. Til at starte med forstår han ingenting. Hvor er han? Hvem slog ham? Er Ole okay? Han rejser sig op og kigger rundt. Kan det virkelig passe er han tilbage i gaden? 

Da han rejser sig op ser han sin mor, der ligger i sengen. Ved siden af hende står lægen med noget medicin på en ske. Hvad er der nu galt med mor? Først Ole og nu det her. Hvad skal han gøre? Han kan i hvert fald ikke vende tilbage til den rådne gård. De vil sikkert ikke have ham der længere. Den risiko vil han i hvert fald ikke løbe. De tror altid det er ham. Denne gang var det i virkeligheden også ham. Det er måske også det der er værst. Det er mig! 

Vagn løber hen til sin mor og giver hende sådan en af de bjørne krammere han altid havde savnet derhjemme. Mor fortæller Vagn at hun har fået kræft i hjernen og at det kun er et spørgsmål om tid. Vagn kan mærke tårerne trænge sig på oppe i øjenkrogen. Hvorfor havde de ikke sagt noget. Så kunne han i det mindste have hjulpet hende, før det var for sent. 

Mor fortæller videre “Jeg blev vækket i morges af gårdejerne. De fortalte mig at du var skyld i en lille drengs død og at de ikke ville risikere fleres død ved at have dig boende.”Pludselig husker Vagn alting klart. Vædderen må have troet at Ole var ham og gået til angreb på Ole istedet. Det kan ikke have været rart. 

Det er alt sammen fortid nu, jeg kan ikke ændre noget. Men jeg kan i det mindste prøve på at være en god dreng, så jeg ikke er skyld i fleres død. Hvis jeg skal klare mig må jeg finde en anden gård og passe meget mere på med hvad jeg gør. 

Vagn giver mor endnu en kæmpe krammer og skynder sig hen for at kigge i avisen og se om der er en ny gård eller et andet job, der har brug for ham. Vagn må være stærk, men han skal nok klare det.

Ole kommer løbene fra en af de modsatte marker han standser op foran vædderen, hvad er det han går videre, han kigger tilbage, han kan høre dunken inden han når at gøre noget, kommer vædderen løbende imod ham og han…...  

Vagn nærmede sig det ødelagte hegn, efter de andre på gården var gået ind. Da han kom derhen, gav det et sæt i ham, det var Oles lig der lå omringet af blod. 

Det da ikke min skyld at han ligger der han kunne jo bare have ladet være med at gå ud til vædderen, han fortsætter ind til de andre, han lader som om der ingenting er sket, Vagn spurgte om hvorfor de så sådan ud, konen på gården kigger tvært på ham er du dum eller hvad, Ole er død dit fæhoved. Vagn går op på sit værelse, når kun og sætte sig i den slidte seng før konen kalder.

Kom herned Vagn skynder sig ned, hvad vil du siger han surt, lav noget kaffe. Han siger ikke noget.

Vagn løber nærmest op på værelset igen og går hen til vinduet for at kigge ud over markerne.

Mon det var min skyld? 

Da det var ved at være aftensmad tid, går han nedenunder for at få noget mad men der var ingen, mon de er udenfor?, han går ud på gårdspladsen og ser at de alle sammen står en ring rundt om den afdøde Ole. Da han kom derhen kiggede konen surt på ham, er det dig der har ødelagt hegnet, så vædderen slap ud? 

NEJ hvad tænker du på, og manden havde allerede ringet til politiet. Da politiet steg ud af bilen går de hen til manden af gården, er det Vagn. Ja sagde han. Hvad sker der?? Slip mig idioter. Vagn fik håndjern på og blev sat ind i bilen, hvor han blev sat af ved et slaveri bygning, hvor han skulle arbejde til hans livs ende.  

Hvad skulle han også omme bag udehusene. Det kunne han jo lade være med.

Han er da også for dum, hvis han tror han bare kan gå rundt på gården uden der sker ham noget, tænkte Vagn. Oles mor gik med faste skridt mod Vagn “Se nu hvad du har gjort! Min søn, mit et og alt er borte” Råbte hun. Vagn tænkte, han sagde intet han tænkte bare, det var da ikke hans skyld, hvorfor siger hun det? Han kunne da ikke vide at Ole gik rundt bag udehusene, Og desuden så var det jo heller ikke hans skyld at vædderen slap løs. Han kunne jo ikke gøre for at pælene var rådne i jorden. Oles mor skreg flere ting i hovedet på Vagn, han kastede benene op på stolen ved siden af samtidig med at han lænede sig tilbage i sædet og krydsede armene. Vagn kiggede på Oles mor imens hun bare råbte videre, han ventede på at hun kunne blive færdig med alt hendes ligegyldige brok. Oles far gik med forsigtige skridt hen til Moderen og trak hende væk fra Vagn, Faderen gav Vagn et dræberblik før han lagde armen om sin kone og bevægede sig tilbage til Ole. Endelig, Vagn var overbevist om at hun kunne råbe af ham for evigt hvis Oles far ikke havde trukket hende væk.

 

Ude fra alleen kom råb og trampen. Vagn gik langsomt hen til lågen hvor konerne stod i en klump. Længere nede, hvor han ikke kunne se, tumlede mændene med det gale dyr. 

Nu kom de med den. nu kom de med drengen. Vagn strakte nysgerrigt hals, det var faderen der bar ham. Mon han var død? Hvad skulle han også omme bag ved udhusene. Det kunne han jo lade være med. Vagn blev sendt ind på hans værelse, for at han ikke skulle se drengen blødende. Fra sit værelse kunne han se blå blink, og en masse udrykning. Men han havde jo ikke gjort noget. Han kunne jo ikke gøre for, at Ole var gået ud, hvor ingen kunne se eller høre ham. Han hørte langsomt udrykningerne forsvinde ud i horisonten. 

Men hvad nu med vædderen...?

Der var ingen lyde fra køkkenet, så alle de andre var nok taget med Ole på skadestuen. Han åbnede langsomt døren og lyttede en ekstra gang….. Nej, der var ingen. Han måtte altså finde ud af hvad de havde gjort af vædderen. Han gik ud i haven og om til folden, hvor det væltede hegn stadig lå. Men vædderen var der ikke. Han gik videre ind i kostalden. Det var jo der den var løbet ind, så måske den stadig var der. 

Ja, der stod den, bundet i et spiltov.

videre noget han ikke at tænke før han hørte rullende bildæk i indkørslen. Det var manden.

Vagn frøs fuldstændig, og kunne ikke bevæge sig ud af flækken. Et højt skrig fra Vagn, fang mandens opmærksom, da han steg ud af bilen, og han faret ind i kostalden. Til sin store forbavst, stod Vagn midt på staldgangen med åben mund. 

Vagn fornemmede hurtigt at manden var vred, så han skyndte sig at løbe op på sit værelse. De forstod heller ingenting. Alt var åbenbart hans skyld, ifølge dem.

Senere på dagen kom konen også hjem. Vagn listede hen til døren, hvor han kunne høre dem snakke. Han kunne høre at konen sagde, at Ole var indlagt og opereret i maven. Vædderen havde nemlig stanget ham. Operationen var endnu ikke færdig, men lægerne var heller ikke sikre på, at han ville overleve. Ole var bevidstløs, og havde været det, siden de havde fundet ham, så ingen ved om han havde prøvet på at flygte.  Vagn prøvede at være ligeglad, men det var vel også lidt synd for ham. Manden sagde at han ville gå ud og skyde vædderen, for den var for farlig at have. Set den ville slippe ud igen. Vagn hørte pludselig fodtrin på den knirkende trappe. Det betød at konen var på vej op til ham. Han skyndte sig hen på sengen. Hun kom bare ind. Uden at banke på. Vagn sad bare tavs imens hun sagde, at han forældre ville komme og hente ham. Vagn fik ingen begrundelse, men det var vel fint nok. De forbandede voksne. De forstod ingenting.

 

Faren kom løbende med drengen, plejemoren ringede til ambulancen. Manden  kom løbende meget hurtigt. Ole trak ikke vejret, der var blod i hele ansigtet, han lå bare der på gulvet. Han havde mærker af vædderens horn. Damen stod og græd over Ole, manden stod og diskuterede med plejefaren omkring hvordan vædderen kunne komme ud, manden så rasende ud. Jeg løb op på mit værelse, og begyndte at græde, jeg fik det lige pludselig skidt, over hvad jeg havde gjort. Jeg løb grædende ned til plejemoren, hun blev rystet over at jeg græd, det havde hun ikke set før. Jeg fortalte hende det hele, om at jeg havde tirret vædderen og at jeg havde kastet sten på den. Om alt det jeg havde gjort, og at det var min skyld at Ole nu var død.

Vi hører sirenerne fra ambulancen, den kommer kommer kørende ned af grusvejen. De løber ind i huset og tager Vagn med sig, de kører ham direkte på sygehuset. Moren og faren kørte med på sygehuset. Da de var kørt gik plejemoren hen og satte sig ved siden af mig. 

Hun fortalte at jeg skulle tilbage på gaden, fordi de ikke ville have en søn som mig. 

Vi går hen til bilen, og sætter os ind i den. Jeg sidder og græder fordi jeg ikke vil tilbage til gaden, selvom jeg har sagt det, jeg mente det jo ikke.
De sagde ikke engang farvel, de smed mig bare ud.

 

Hvad skulle han også omme bag ved udhusene. Det kunne han jo lade være med. 

Oles far bar ham hen til bænken, og lagde ham stille ned på den. Men de kunne stadig ikke få liv i ham. Han trækkede dog vejret. Men han lå stille. Helt stille. Vågnede han ikke snart, tænkte Vagn. Vædderen kunne umuligt gøre så meget skade. Oles mor var gået indenfor i huset sammen med et par af de andre damer.  Hun græd, og græd.  Vagn gik tættere og tættere på Ole, han prøvede at komme igennem den store menneskemængde, som stod omkring Ole. Der havde da ikke været så mange med til teselskabet, tænkte Ole. Der var et par stykker af dem der snakkede om  hvordan det var muligt at han var kommet så meget til skade. Man kunne se, at han var blevet stanget i ryggen. Ingen vidste, hvad Ole havde lavet omme bag udhusene. Oles tøj var smurt ind i blod. Stakkels lille dreng sagde et par stykker af dem. Vagns plejemor var gået ind til Oles mor og havde sagt undskyld for hvad der var sket. Alle vidste godt, hvad Vagn havde haft gang i, ude ved vædderen. Det undrede vagn, at ingen havde tilkaldt en ambulance, eller kørt Ole på sygehuset.  Vagn var gået væk fra flokken og ind efter med noget mere kage. Damerne stod, og kiggede på Vagn, og tænkte, hvordan han dog kunne have appetit efter, hvad han havde gjort. Oles far kom løbende ind af døren og tårerne løb ned af kinderne på ham.  Han faldt sammen i gråd. Han trækker ikke vejret. Vores dreng er død. De var alle chokeret. Undtagen Vagn. Vagn var ligeglad. Vagn kunne da godt se, at det nok ikke var det bedste tidspunkt at sidde og spise kage på. Så han tog kagen, og smuttede ud af bagdøren. Hvad skulle der dog ske med Vagn. Var det hans skyld, at Ole var død. Ville de sende ham tilbage til gaden. Han satte sig på det ødelagte hegn, og spiste sit stykke kage færdig. Vagns plejefar kom ud til ham, og sagde, at det nok var på tide, at han skulle tilbage til gaden.

Nu kom de med drengen. Vagn strakte hals, det var faderen der bar ham. Mon han var død? Hvad skulle han også omme bag ved udhusene. Det kunne han jo lade være med.

      Ole gik forvirret om til udhusene. Der gik et lyn gennem hans krop. Han mødte en vædder med ildrøde øjne, der var født til at dræbe. Panikken spredte sig hurtigt. Vædderen viste tegn til angreb. Ole så en knækkede fiskestang, men hvis han skulle have fat på den, ville det være for sent. Det gik så stærkt. Og med ét sortnede billedet af den vrede vædder.

     Oles skjorte var smurt ind i blod. De dybe huller i maven gjorde, at der ikke var nogen tvivl om, hvad der var sket. Vagn blev i baggrunden i håb om, at de langsomt glemte Vagns adfærd. De prøvede at få liv i den livløse krop. Vagn mærkede en klump i halsen, da han fik øje på moderens opgivende ansigtsudtryk. Den samme stemme kørte i ring inde i hovedet “hjem!” skreg konen. Hvad er det værste der kan ske? Han var da ikke bange for at blive sendt hjem. Ikke engang tæskene skræmte Vagn. Det ville være en gave for Vagn, hvis de sendte ham hjem. Manden gik målrettet hen mod Vagn. Han stak Vagn hårde lussinger og rev i ørene, så huden næsten revnede. Han tog fat i hans hår, og hev Vagn hele vejen ud i bilen. Vagns hånd strejfede ruden, og lyden af motoren startede. Endelig tænkte Vagn. Følelsen af at komme hjem varmede hans krop. Hvad er nu det? Da Vagn så en tyk sur damen, vidste han, at det ikke var det, som han havde regnet med. Bag ved hende hang et stort brunt skilt med teksten “Velkommen til børnehjemmet. “Hvorfor endnu en kælling? Den vædder er virkelig bare en møgged!

Og så så Vagn ham. Der i faderens arme lå Ole, helt smurt ind i blod. Til venstre for Vagn, stod Oles mor. Hun var helt bleg i ansigtet, og græd. Oles mor vendte sig, og kiggede direkte ned på lille Vagn, som stod der og så meget nervøs ud. Hun tog et par skridt hen til Vagn, og så kunne Vagn ikke huske mere, for Oles mor havde nemlig givet Vagn en så hård en lussing, at han blev helt slået ud. Vagn vågnede først senere hen på aftenen, hvor han var blevet båret ind i sin seng. Og der, lige ved siden af sengen, sad der en ung og smuk pige. Vagn havde aldrig set hende på gården før, og han var helt sikker på at der ikke var blevet ansat nogle nye lige for tiden. Pigen sad og flettede sit lange gyldne hår, og nynnede en sang. Den sang var Vagns yndlings. Vagn hviskede helt stille “ Du er noget af det smukkeste jeg har set”. Pigen kiggede underligt på Vagn, som om at hun havde hørt det Vagn sagde. Men pigen smilte straks efter til Vagn og sagde “Godmorgen sovetryne, har du fået det bedre?” “Ja”, svarede Vagn, “meget bedre”. “Jeg hedder Signe” sagde pigen, og kiggede lige ind i Vagns grønne øjne. Vagn smilede og svarede straks, at han hed Vagn. Vagn satte sig op i sengen og spurgte Signe, hvem hun var? Og hvad hun lavede her på gården? Signe var en af de piger som stod i køkkenet, og hjalp med at lave mad og dække bord. Signe gik lige efter at hun havde svaret på Vagns spørgsmål, og derefter gik Vagn også. Vagn gik ned ad trappen, og hørte en ambulance som holde ude i gården. Vagn kiggede ud ad vinduet, og så Ole lagde på en båre. Vagn skyndte sig udenfor for at hører hvad lægerne snakkede om. Men han kunne ikke rigtig hører særlig meget af det de snakkede om, fordi at den store ambulance hylede og hylede, men han hørte lige pludselige noget med, at Ole havde en masse bide og kradsemærker. Vagn vidste med det samme at det var vædderen der havde noget med det at gøre, og det var jo Vagn der havde gjort den sur, så han fik lidt dårlig samvittighed. Men Vagn var alt for nysgerrig til, at bare stå på sidelinjen og se på. Så han løb over til den bårer Ole lagde på, og kiggede trist på Ole. “Det må du virkelig undskylde Ole” sagde Vagn. Ole drejede langsomt hovedet hen mod Vagn, og nikkede med hovedet. Han sagde meget stille at det ikke var Vagns skyld, men hans. Ole fortalte så hele historien om den måde han rigtig, var blevet bidt af vædderen. Og det viste sig så at Ole faktisk selv havde tirret vædderen så meget at den gik til angreb på ham.