Romantismen skubber den harmoni, som præger universal- og nationalromantikkens lyse romantik, til side og fokuserer i stedet på længsel, melankoli og smerte. Forfatterne kan ikke (som fx nationalromantikerne) blive i lyset, men lader sig dominere af følelsen af tab. Man kan tolke dette som en reaktion mod romantikkens harmoniske helhedsopfattelse, men tabsfølelsen kan også forstås som et almenmenneskeligt eksistentielt grundvilkår: Splittelsen er en del af livet, og det skønne og smukke er - som livet selv - dømt til at høre op. Derfor fokuserer digterne i romantismen ofte på tid. Ting opstår og forgår, og mellem disse tidspunkter findes en smertelig "midlertidighed". Der kan fx være fokus på den smertefulde ventetid, hvor digterjeg'et observerer eller længes efter sin elskede. Det kan næsten virke som om, romantismens personer finder større nydelse i at længes eller elske en, de ikke kan få - end i at være sammen med den elskede.