E: Jeg skal høre, om det er i orden, at jeg optager vores interview?

A: Ja.

E: Jeg kan lige kort fortælle, hvad det er det drejer sig om. Jeg er ved at skrive en artikel om demokratisering af økonomien, fordi Pelle Dragsted fra Enhedslisten havde en kronik i Information for et par dage siden. Den handler om, hvordan det er farligt for en bæredygtig fremtid have eksponentiel vækst i Danmark. Han ønsker, at vi siger, at nu er vi rige nok som land – så vi skal selvfølgelig have en vækst hvert år, men vi skal blive enige om, hvad der er nok. Det er det min artikel er motiveret af. I den forbindelse er det  interessant også at have en snak med en bevidst og måske bekymret forbruger i forhold til en bæredygtig fremtid. Det er her, du kommer ind i billedet. Så jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål. Det tager kun 10 minutter. Hvis du har lyst til at svare på det?

A: Ja. Jeg forstår ikke helt, hvordan det her med at vækst ikke skal være eksponentiel og ikke i sig selv er et mål – hvordan hænger det sammen med en demokratisering af økonomien? Er det noget, jeg har brug for at forstå for at kunne svare på spørgsmålene?

______________________
Opfølgende spørgsmål:

 

Her skulle interviewpersonen lige til at fortsætte ud af et nyt spor, men jeg nåede at spørge ”hvordan kan det være”. Jeg var glad for, at jeg nåede at reagere, fordi hun herefter kom med nogle essentielle pointer. Jeg kunne tydeligt mærke, at interviewpersonen blev mere engageret i sin tale, fordi jeg stillede et opfølgende spørgsmål og ikke bare stillede de forberedte spørgsmål.

Jeg tror det er blevet så populært, fordi det er noget, der bare sådan lige kan ske hurtigt. Altså man kan hurtigt komme i kontakt med folk. Og det er hurtigt væk bag efter. Det behøver ikke betyde så meget, for det er alligevel væk efter ti sekunder. Hvor på Facebook, bliver det for evigt. Så jeg tror, det er mere det, med at kunne komme ud med, hvad man tænker og føler, og så bliver det slettet bag efter.