De overlevende efter det var Fidel Castro og hans bror Raúl Castro Ruz, som blev fanget kort tid efter. I en meget politisk retssag talte Fidel Castro i næsten fire timer til sit forsvar og sluttede med ordene: "Fordøm mig, det er ligegyldigt. Historien vil frikende mig." Fidel Castro blev idømt 15 års fængsel i Presidio Modelo-fængslet, der ligger på Isla de Pinos, mens Raúl Castro blev idømt 13 år.

 Batista blev hærleder og styrede landet med et voksende militærapparat, der delvist forsvandt i forbindelse med gennemførelsen af en ny forbilledlig demokratisk grundlov. Senere valgtes Batista til præsident, og landet blev ledet af en samlingsregering 1940-44. Efter en periode i opposition tog Batista sig en diktatorisk magt ved et kup i 1952. 

 

 

Efter et bredt politisk pres frigav Batista-regimet alle politiske fanger i Cuba i 1955 - herunder gruppen, der havde angrebet Moncada. Det lykkedes for Castros jesuitiske barndomlærere at overtale Batista til også at lade frigivelsen omfatte Fidel og Raúl Castro.

 

Kort efter blev Castro-brødrene forenet med andre landflygtige i Mexico for at forberede at styrte Batista. De blev trænet af Alberto Bayo, der havde været en af lederne af partiet i den spanske borgerkrig. I juni 1955 mødtes Castro med den argentinske revolutionære Ernesto "Che" Guevara, der sluttede sig til Castros bevægelse. De revolutionære kaldte sig "26. juli-bevægelsen", med henvisning til datoen for deres angreb på Moncada-kasernen i 1953.