Senere blev hun erklæret helgen i den katolske kirke  – og bruges i dag som symbol på frihed, både i religiøse sammenhænge og i højreradikal politik.

I vores version har jeg givet Jeanne en stemme, hvor hun ikke skildres længere gennem de mandlige autoriteter, der traditionelt definerer hende. Jeg har arbejdet konkret med materialet ved at klippe arier sammen på tværs af roller og give hende passager, der oprindeligt var skrevet til kongen og faderen, så hendes perspektiv træder frem som centrum i fortællingen. Verdipassagerne bliver forskudt, gentaget og brudt op, så hun ikke længere fremstår som en ren martyrfigur, men som en kompleks og nutidig karakter med egen vilje.

Musikalsk har jeg flyttet hende ud af den traditionelle heroiske klang og ind i et mere sårbart og performativt rum, hvor stemmen kan skifte mellem sang og spoken word. Koret fungerer ikke kun som baggrund, men som et kollektivt spejl, hvor flere versioner af Jeanne eksisterer samtidig. Musikken jeg arbejder med skaber en anderledes emotionel dybde end Verdi. Jeg har komponeret et univers, som jeg synes afspejler vores samtid og vi bevæger os i noget som er meget mere mørkt,  voldsomt, råt og samtidig sårbart. Dramaturgisk har vi (Nathalie Mellbye,  Anja Behrens og jeg) arbejdet med at fjerne den lineære heltefortælling, og i stedet lade hende stå i spændingsfeltet mellem styrke, tvivl og modstand, så hun fremstår som en figur, der taler direkte ind i vores samtid og ikke som et historisk ikon, men som en levende krop og stemme, der kæmper for retten til at definere sig selv, men som også stiller spørgsmål ved krigsførelse som heltedåd. 

Nathalie Mellbye fortæller om arbejdet med kostumerne:

Den romantiske forestilling om Jeanne d’Arc, bondepigen i uskyldighedens hvide bomuldskjole på marken som 13-årig, er næsten ikonisk forankret i vores kollektive billede af Jomfruen fra Orléans.

Den unge Jeanne, som modtog syner fra Gud og visioner om, at hun skulle lede Frankrigs hær til sejr over England; en ungkvinde, der ifører sig en mandlig uniform - rustningen -klipper sit hår af og giver afkald på sine kødelige drifter for Gud og kongeriget.

Dette romantiske billede af ikonet Jeanne har inspireret utallige kunstnere: fra fashion shoots til queerfeministiske fortolkninger. Samtidig er hun indprentet i vores bevidsthed som den uskyldsrene skikkelse, brændt på bålet som heks - formidlet gennem utallige malerier og smukke filmiske gengivelser.

I vores adaptation arbejder vi bevidst med det genkendelige og ikoniske i genfortællingen om jomfruen i rustning. Samtidig nedbryder vi tidens grænser og skaber en samtale på tværs af århundreder - hvor rustning møder militærstøvler, hvor Dr. Martins og Adidas møder ringbrynjer. Vi leger med samtidens mode og middelalderens historiske ekko. 

Jeanne d’Arc var med, da byen Orléans, lidt mere end 100 km udenfor Paris, blev befriet den 8. maj 1429. Det var den første store og afgørende sejr for franskmændene, der blev vendepunktet for krigen, fordi Orléans var den sidste forsvarslinje for den franske kronprins Karl 7. Efter sejren kunne kronprinsen endelig blive kronet ved en ceremoni i domkirken i Reims. Derefter var Frankrig ikke længere underlagt det engelske kongedømme. Æren for byens befrielse og kroningen af Karl 7. tilfaldt Jeanne d’Arc.

Trods Jeanne d’Arcs tro kamp for at bringe Karl 7. til magten blev hun erstattet af nye rådgivere, som ikke gik til de engelskbesatte områder med lige så stor krigsgejst, som Jeanne d’Arc. Med en mindre hær red Jeanne d’Arc derfor i kamp, men blev omringet, fængslet og solgt til englænderne i 1430. I 1431 blev hun dømt skyldig i bl.a. kætteri pga. hendes fortælling om, at Gud havde talt til hende gennem en engel og to helgener og bedt hende gå i krig for Frankrig. Som straf blev hun brændt på bålet.

22 år efter Jeanne d’Arcs bestialske død besejrede Frankrig endelig englænderne ved det afgørende slag i 1453. Tre år senere blev Jeanne d’Arcs dom omgjort, og hun blev i 1456 udnævnt til martyr i den katolske kirke. Langt senere i 1920 blev hun erklæret helgen. Der findes i dag statuer af Jeanne d’Arc spredt over hele Frankrig, der afholdes flere årlige festivaler navngivet efter hendes, og hun benyttes bredt som symbol på frihed. Det sker både i religiøse sammenhænge og ved politiske sammenkomster. Den højreradikale politiker Marine Le Pen benytter for eksempel Jeanne d’Arc som nationalistisk maskot.

Artikler fra Kristeligt Dagblad:
Jeanne d'Arc (ca. 1412 - 1431) - Kristendom.dk

De 10 vigtigste ting at vide om Jeanne d'Arc | Kristeligt Dagblad

Frankrig fejrer 100-året for besværlig helgen | Kristeligt Dagblad

Franske politikere strides om Jeanne d'Arc | Kristeligt Dagblad

Hvem tilhører Jeanne d'Arc? | Kristeligt Dagblad

Litteratur fra forfatterne:

Elias Sadaq:

Djinn, digtsamling, Gyldendal 2024

GADESTREGER, digtsamling, eget forlag

Den unge Elias’ lidelser, teatermonolog fremført på Folketeatret 2021

Manilla Ghafuri:

Taler af Manilla Ghafuri

Ursula Andkjær Olsen:

Lulus sange og taler, digtsamling, Arena og Lindhardt & Ringhof 2000

Atlas over huller i verden, digtsamling, Gyldendal 2003

Havet er en scene, digtsamling, Gyldendal 2008

vi rus salve, et visuelt digt i samarbejde med billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan, Gyldendal 2016

Mit smykkeskrin, samarbejde med billedkunstner Sophia Kalkau 2020

Transformationsmanualen og Æsken med forvandlinger, poesi og spil, samarbejde med billedkunstner Sophia Kalkau, 2025

Mycelium:

3 bidrag til En anden økologi – Antikapitalistisk håndbog, red. Tobias Dias og Kristoffer Balslev Willert, Antipyrine 2025

Alexandra Moltke Johansen:

Stykker om magt - Komedie, tragedie, heltedigt, samling af hendes tre dramatiske værker Sange for freden, Den store ekspedition og librettoen Myte om mørke, Kronstork 2021

Animal, roman, Gladiator 2022

"Det er meget priviligeret at kunne sige: Jeg vil ikke kæmpe. Jeg vil gerne være pacifist"

"Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, så bliver jeg mere og mere i tvivl omkring spørgsmålet. For hvad er retfærdighed i virkeligheden også?"

Vil jeg gå i krig for retfærdighed?

Jeg er vokset op med krig som baggrundsstøj – den samme dominerende sang, der kører på repeat igen og igen.

Jeg er født i Afghanistan, et land hvor krig ikke er et spørgsmål om hypotese eller moralfilosofi. Det er virkelighed. Noget der former hverdage, familier og fremtider.

Jeg har set, hvad krig gør ved mennesker. Hvad den gør ved forældre. Ved børn. Ved samfund. Ved mig selv.

Derfor er spørgsmålet om at gå i krig for retfærdighed ikke let for mig at svare på.

Vi må aldrig adskille krig fra krigens ofre. For hvem definerer retfærdighed i krig? Og hvem betaler prisen for den?

Jeg har set krige blive ført i retfærdighedens navn – og efterlade ødelagte liv. Jeg har set bomber falde i frihedens navn. Jeg har set interventioner blive forklaret som nødvendighed.

Men jeg har også set mennesker kæmpe for retfærdighed uden våben.

Mennesker, der organiserer sig. Mennesker, der dokumenterer forbrydelser. Mennesker, der protesterer. Mennesker, der beskytter hinanden.

Min egen kamp har aldrig været med våben. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg nogle gange ønsket, at den var. At man kunne dræbe ondskaben og være færdig med den.

Men mennesker er ikke onde. Det er systemer, der bliver livsfarlige.

Min kamp har været med ord, organisering og solidaritet.

Krigen er et monster 
Den galopperer hen over kloden med lange lodne ben og sluger og knuser menneskekroppe, som var de insekter. Krigen lever af ængstelige hjerter. Af loyale hjerter. Af idealistiske, altopofrende, sadistiske, sindssyge hjerter. Våbenproducenterne gnider sig i hænderne. Krig er konflikt mellem interesser, intet mere, intet andet. Ingen bærer retfærdighedens hvide fane, intet land er Guds udvalgte. Omfattende drab på uskyldige civile kan aldrig være retfærdighed.

I Ukraine lever store dele af befolkningen uden varme. Jeg tænker på hvordan de holder liv i børnene, i de gamle. Hvordan de fortsætter dag efter dag, uden varme, elektricitet. Og soldaterne: nogens sønner, nogens mødre og søstre mejes ned i tusindvis, dag efter dag. Russere. Ukrainere. Jeg ser de ødelagte ansigter i avisen. Jeg hører om de grædende drenge, der tvinges ud under dronerne.

For mig er det et tænkt eksempel. Jeg tror at jeg kunne nå et punkt, hvor jeg ville gå i fængsel. Hvor jeg ville gå i åben kamp for min overbevisning, for mine værdier. Hvad er alternativet? Hvad lever vi for, hvis ikke for kærligheden og solidariteten og samhørigheden? Hvad er den værd, kærligheden, hvis ikke alting? At dø i kamp er en god død. Men at gå i kamp er ikke at gå i krig. 

Ikke-voldelig modstand er den voldelige modstand overlegen. Både moralsk og i praksis, dette er empirisk bevist. Denne modstandskamp er aktiv, men den er ikke krig. Jeg vil ikke gå i krig. Jeg vil ikke slå ihjel. Så hvordan vil jeg kæmpe? Hvordan ser mine våben ud? 

Mit skjold er ikke gjort af jern, mit skjold er gjort af fortællinger. Det er her ånden kommer ind i billedet. Man bliver vanvittig, hvis man stirrer monstret i øjnene for længe. Monstret med sit hvide, flammende, skrækindjagende blik. Så jeg ser ned på mit skjold, jeg flygter ind i fortællingerne. Ja, jeg flygter, jeg kan anbefale dette! Løb så hurtigt I kan. Forsvind helt ind i de andre verdener. Og hent inde i disse verdener vidunderlige gaver. Find herinde jeres sværd: håbet, ja, det gode gamle. Troen på at verden kan omformes. Mit sværd er denne tro, jeg trækker det op af fortællingerne. Det er ikke det største sværd, temmelig rustent, skinner ikke klart og blændende, men det findes. Troen på, at dét, jeg gør, har betydning. At mine handlinger kan føre flere med sig. At denne verden er til forhandling. Uden den tro kan miraklet ikke finde sted. Uden handlinger svinder håbet ind. 

Handlinger må der til. At føre fred er en aktiv handling. Som mine venner i Forfattere ser Grønt skriver: 
Hvem har bildt os ind at fred ikke er en handling?
Jeg tænker på at føre fred, at holde hus, at holde hånd

At luge bede, plante gulerødder. At lære sine børn at læse, lære dem at cykle. At bygge læhegn, at skrive digte, at bage brød. At føre denne verden videre, videre. 

Hvis håbet svinder ind, hvis håbet bliver væk, finder jeg det hos mine børn. De taler med fuglene, stoler på det gode, lever frit mellem alle verdener; det er børnene, der bringer os sværdene. Og sværdene ville blive til støv, hvis vi begyndte at slå ihjel. Og skjoldene ville blævre, ville ikke længere kunne beskytte os mod monstrets flammende blik.