Myterne er en billedsproglig forklaring på verdens oprindelse. Er snævert forbundet med en religiøs opfattelse. Et forsøg på at skabe orden i kaos. Guder levede på jorden. Mennesket lever i tæt overensstemmelse med naturen, fangstdyrene, osv.

De tilsvarende grønlandske myter afspejler Inuits livs-værdier og har opdragende formål; give normer og regler videre til den næste generation. Skabe identitet, give værdier videre.

De islandske sagaer:

De fleste slægtssagaer foregår i sagatiden (930-1030), men er nedskrevet i 1200-tallet. Slægt, familie, ære og hævn er centrale temaer. Har udover en underholdende funktion også en opdragende; at lære den yngre generation normer og regler. Objektiv fortæller, ydre synsvinkel, handling frem for tanker og følelser. Helten i de islandske sagaer minder om den amerikanske "out-law", actionhelt, cowboy. Asatroen afløses af kristendom omkring år 1000.

Folkeviser & Folkeeventyr:

Folkeviser er egentlig adelens danseviser. I dansen udfordrer man i fællesskab den onde skæbne. Har opdragende formål: Følg den kristne moral - pas på de farlige drifter.

Fortællende (episk) digt, handling samler sig tæt om en konflikt og dens afvikling, objektiv fortæller, en montage af korte situationsbilleder (ofte dialoger) uden forbindende overgange, snævert og formaliseret ordforråd ("hviden hånd").

Trylleviser, ridderviser:

Individuelle lyster. Overnaturlige væsner er symbol på driften. Handler ofte om overgangen fra barn til voksen, fra ugift til gift. Løsrivelse fra hjemmet. Første møde med seksualiteten.

I DK gennemførte Kong Chr. II reformationen (fra latin = gen-opbygning) i 1536 efter inspiration fra den tyske reformator M. Luther. Den romerske paves magt over den danske kirke blev afskaffet. Nu er man protestanter i DK, ikke længere katolikker. Og kongen er kirkens nye overhoved.

Før 1536 foregik gudstjenesten på latin og kirkens kor sang på latin, som næsten ingen af kirkegængerne forstod. Men efter reformationens gennemførelse sker der store ændringer: alt skal nu forgå på dansk. Så dansk som nationalsprog vinder først for alvor frem nu. Og så skal der skrives nye salmer på dansk som menigheden skal synge, ikke kirkens kor.

Bibelen blev oversat fra latin til dansk i 1550 for første gang. - "Chr. III´s Bibel". Det danske sprog vinder frem bl.a pga. et ensartet dansk skriftsprog

Salmedigtning: en salme er et digt/sang med et kristent indhold, og bruges under gudstjenesten. Menigheden synger selv salmerne på dansk (i modsætning til tiden før reformationen).

Typiske temaer: menneskets afmagt og syndighed, anger og nåde. Livet og lykken på jorden er ustadigt, alle ting ubestandige, verden er et teater/illusion. Religiøse antiteser (sammenstilling af modsætninger) spiller en vigtig rolle i barokkens stil: Fx ond/god, synd/nåde, menneske/Gud, kød/ ånd. Himmel og jord er klart adskilte størrelser. Roser og forherliger kongen og samfundets elite.

Rationalisme: den menneskelige fornuft dyrkes. Kritik af ufornuftig opførsel, misbrug ikke din medfødte fornuft. Man skal ikke overdrive, men være mådeholdende og kende sin plads. Samfundets orden skal ikke forstyrres. Løjtnanten i "Erasmus Montanus" (1722) er forfatterens talerør i sidste akt. Oplysningsidealet går ud på at beherske menneskets indre natur og den ydre natur. Oplysningsprojektet er pædagogisk anskueliggjort i Defoes "Robinson Crusoe" (1723).

J.W. Goethe "Den unge Werthers lidelser" (1774). Werthers romantiske projekt: flytter til Wahlheim for realisere drømmen om et dennesidigt paradis. Dyrker naturen som et jordisk paradis, et fristed, hvor man kan dyrke sine følelser, sin kærlighed (ingen normer og regler som i byen). Alting hænger sammen, naturen er én stor sammenhængende organisme. Kritik af fornuftsdyrkelsen. Tro på, at en højere idealverden afspejler sig i naturen. Den romantiske have i modsætning til barokhaven. Besjæling af naturen.

Platon "hulemyten" + S. Staffeldt: "Indvielsen" (1804): Den romantiske digter får en indsigt i (bliver indviet i) en anden og sandere verden (=åndelig ideal-verden). Han lever selv i den materielle fænomenverden, men længes efter den ideelle verden hinsides. Jorden opleves som et fængsel. Ensomhed og splittelse er derfor grund-vilkår for digteren.

A. Oehlenschläger "Guldhornene" (1802): drøm om den "guldalder", der engang var på jorden. Dyrker derfor den nordiske oldtid, genopliver de nordiske myter. Guldhornene findes af naturens børn og er symboler fra fortiden Et tegn fra guderne. Mennesket ser dog kun den materielle værdi i dem, ikke den åndelige. Derfor forsvinder de igen. Menneskeidealet er "de sjældne få", som kan "se det høje i naturens øje".

Dyrker følelserne ligesom romantikken, men mere realistisk og reflekteret. Viser, at de romantiske idealer lider nederlag, ender tragisk. Opgør med hele "Biedermeier-kulturen". Biedermeier: idealet er dannelse og selvbeherskelse, harmonisøgende. Fortrænger "det farlige". Hjemlig hygge og tryghed.

Dannelsesroman (harmoni- konflikt - ny harmoni) er opdragende og moraliserende.

H.C. Andersen udgør et kapitel for sig selv: Hans forfatterskab rummer både romantiske, romantisme-agtige, biedermeier-agtige og ny-platoniske træk.

Skjuler sin samfundskritik bag en barnlig eventyrstil (= dobbeltsprog). Den verden, eventyrene skildrer, er en genkendelig lilleverden eller et kunstigt eventyrunivers, som skildres med poetisk indføling, der straks gør det hjemligt. På den måde er hans eventyr poetisk realisme, men i et urealistisk handlingsforløb Det originale ved hans kunsteventyr er især sproget. Ved brug af humor og ironi bliver hans sprog dobbelt, det kan læses og tolkes på flere planer.

Georg Brandes (1842 - 1927) litteraturhistoriker, samfundskritiker bliver bannerfører for Det moderne Gennembrud i Norden, hvor de foregående årtiers europæiske litterære, politiske og kulturelle tendenser introduceres.

J.P. Jacobsen, H. Drachmann, H. Bang, H. Pontoppidan. Amalie Skram

Realisme: Litteraturen skal ikke idyllisere og forskønne, men sætte tidens problemer under debat. Litteraturen skal afspejle og debattere den samfundsmæssige udvikling.

Naturalisme: forfatteren må beskrive verden objektivt som en naturvidenskabsmand. Påvirket af Darwin: Gud findes ikke, mennesket er et naturvæsen styret af skjulte drifter. Undertrykkelse af drifter medfører lidelse og død.

Udviklingsroman: (modsætning til romantikkens dannelsesroman). Den naturalistiske helt er en anti-helt Der er ofte en kløft ml. individets forestillinger og forventninger og så den måde, virkeligheden er indrettet på. Individet dannes ikke, det desillusioneres eller går til grunde. Opgør med religion/Gud og traditionelle værdier.

Impressionisme: en ny fortælleteknik, hvor forfatteren vil vise frem for at forklare. Fotografisk/filmisk beskrivelse. Skjult fortæller. Tit meget scenisk, vægt på detaljer.

Arbejderklassens sociale forhold sættes under debat. Socialismen opstår. Arbejderne begynder at organisere sig i fagforeninger. Kritik af det kapitalistiske klassesamfund, hvor overklassen undertrykker arbejderklassen.

S. er en protest imod naturalismens materialistiske livsanskuelse og dens 'prokuratorlitteratur'. Naturalisternes store interesse for psykologi videreudvikles derimod af symbolisterne, som interesserer sig for det ubevidste, for suggestion og hypnose. - Den foretrukne genre er lyrikken. Indadvendtheden betyder afkald på samfundskritisk tendens.

Forholdet til den ydre verden: For naturalister og impressionister er landskabet en værdi i sig selv, og de beskriver landskabet for at afmale virkeligheden. Symbolistens landskab er derimod et sjæleligt landskab, der symbolsk afspejler digterens sjæl.

Livssyn: Symbolisten oplever en overnaturlig, oversanselig verden bag den synlige verden. Samtiden opfattes som en åndløs krisetid, og de stående motiver er ensomhed, forladthed, træthed, splittelse, og hos visse europæiske symbolister endog livslede (kaldes også 'dekadence' eller 'fin-de-siecle'-stemning). Man søger en mening med tilværelsen og finder måske en sådan i troen (Johs. Jørgensen), i dyrkelsen af kunst og skønhed (Sophus Claussen), i nationalismen (Karl Larsen), eller man ender i nihilismen (Gustav Wied).

Symbolisten sætter kunsten og kunstneren meget højt. Kunstneren identificeres med den højeste skaberkraft. (Jf. S. Claussens "Ekabatana")

Sprog: Symbolisterne stiliserer og bruger enkle, klare farver. Ordvalget er udsøgt, da der skal skabes stemning, f.eks. ordmusik, versrytme, raffineret billedsprog og synæstesi. Associationsstil der skaber 'korrespondancer'.

For Johs. V. Jensens vedkommende tillige som en foregribelse af den senere modernisme: Usikkerhed, tvivl på værdier. Ustabilitet, verden bliver ulæselig, også sproget rammes af tvivlen, fravær af en på forhånd givet orden (Gud er død): det oplever JVJ på to måder: som ulykkeligt og problematisk, eller som frisættende og produktivt. Ambivalens. Der er tale om en erfaringsform, der er knyttet til storbyen og moderniteten. Myten er JVJ egen genre: genspiller i hovedpersonens bevidsthed en magisk indsigt i tilværelsens gåde med kraftig darwinistisk inspiration ("Knokkelmanden"). Fascination af maskinens kraft ("Paa Memphis Station").

Den gamle måde at forstå verden på duer ikke. De gamle borgerlige værdier bryder sammen. Kunstneren vil forstå og opleve verden på en ny måde, dette kræver et nyt kunst-sprog. Den realistiske måde er ikke nok. Virkeligheden er en splittet og kaotisk sanseoplevelse, og dette må kunsten vise. Derfor opstår der omkr. 1920 en række nye moderne ismer:

Futurisme: optimistisk hyldest til den ny tids teknologiske udvikling. Maskiner, hastighed.

Ekspressionisme: Kunstneren skal ikke realistisk beskrive verden, men udtrykke sin indre følelsesmæssige oplevelse. Publikum skal konfronteres med kunstnerens subjektive følelse. Virkemidler: voldsomme udtryk, stærke farver, lys, lydord, ordsammensætninger, billedsprog, symbolik.

Surrealisme: inspireret af Freuds psykoanalyse. Dyrker det irrationelle: underbevidstheden, drifterne, fantasien, erotikken. Kunsten skal udtrykke menneskers ubevidste fantasi- og driftsverden. Litterært inspireret af psykoanalysens frie associationer: 'automatskrift'.

Ligesom i 1920'erne havde man efter 1945 en meget stærk følelse af kaos, usikkerhed, værdisammenbrud og tomhed (nulpunktsoplevelsen). Atombombe- truslen og den kolde krig bragte ny frygt. Forfatterne søger efter nye ståsteder, nye værdier at bekende sig til.

Heretica: Omkring krigsafslutningen debuterede en række unge lyrikere, som i årene 1948-53 samledes omkring tidsskriftet "Heretica". Det drejer sig om bl.a. Sarvig, Wivel, Bjørnvig og Jæger. De vender sig imod samtidens forstandstilbedelse, teknificering og materialisme, som ikke tilstrækkeligt havde taget hensyn til de irrationelle kræfter i mennesket, og derved havde givet de bevægelser alt for let spil, som havde ført verden ud i katastrofen.

Eksistentialismen. S. Kierkegaards kristne eksistensfilosofi kom allerede i århundredets første halvdel til at spille en afgørende rolle for den kirkelige debat herhjemme. Men først med 100 års forsinkelse får 'eksistentialismen', som den nu kaldes, egentlig betydning også for den danske litteratur, via de franske forfattere/filosoffer Sartre og Camus og deres ateistiske eksistentialisme.

Karakteristisk vurderes nulpunkts- og absurditetsoplevelsen som uomgængelig, for i den situation tvinges mennesket til at erkende tilværelsens grundvilkår. Tomheden kan udfyldes på eget ansvar og af egen fri vilje, for 'mennesket er, hvad det gør sig til': det kan vælge sig selv. Meningen med tilværelsen opstår ved, at man overtager ansvaret for sit eget og andres liv (Sartre).

Man erkender tomheden, splittelsen og fremmedgørelsen, men protesterer voldsomt imod den, idet man har et begær efter mening og sammenhæng. Dette lidenskabelige oprør er nok til at fylde et menneskeliv: "Man må forstille sig Sisyfos som en lykkelig mand" (Camus

Både Seebergs og Sørensens noveller er fantastiske fortællinger, hvor man ved at bruge symbolik, groteske overdrivelser, sproglig afstand og ironi får læseren til at se og opleve fremmedgørelsen i velfærdssamfundet.

Psykoanalysen er et selvfølgeligt udgangspunkt. Digternes holdning til virkeligheden er åben, iagttagende, kritisk og respektløs. I den modernistiske lyrik erkendes virkeligheden ved, at man "konfronterer" den. Iagttagelserne skal foreligge umiddelbart som ren sansning. Der eksperimenteres med sproget. Ord, sætninger, logik og konturer nedbrydes. De enkelte ord er genkendelige nok, men deres sammensætning er usædvanlig, svarende til oplevelsen af virkeligheden som splittet og kaotisk.

Vigtigste tema er menneskets fremmedfølelse, identitetsproblemet, men også selve den digteriske skabelsesproces.

Kritik af den moderne tv-formidlede uvirkelighed. Michael Strunge har sagt, at "livet består af iscenesættelser af det virkelige". Gennem digtningen skal der derfor skabes en ny virkelighed her og nu. Længslen efter enhed og helhed i tilværelsen mærkes tydeligt, og tiltroen til kunstnerens formåen minder om tidligere tiders forestillinger.

Postmodernisme: de 'store fortællinger' (liberalismens, marxismens, naturvidenskaben) er døde og afsløret som illusioner og ønsketænkning. Tilbage er et billede af en kaotisk verden af muligheder og umuligheder.

Strunge: Storbydigtning, inspiration fra punkmusik, "Skrigerne", fortvivlelse, desperation, livgivende vrede, kritik af materialismen, leg med masker og roller og identitet. Beskriver det tomme og angstfyldte liv i krisesamfundet. Rastløs længsel mod et bedre liv. No future. Ny-modernisme; nye ordsammensætninger, symbolik, billedsprog. Besjæling af storbyen, natten som indre tilstand. Generationsmarkerende lyrik: "Vi".

Søren Ulrik Thomsen: Storbyens slang, et nyt storbysprog "City-slang". Afstand ml. storbyen og et anonymt jeg, der stødes bort af de kolde omgivelser, men også fascineres af byens natscenerier. Hjemsøgt af fremmedhedsoplevelser, kroppen og dens sansninger bliver en sidste garant for at leve, splittelse.

Under inspiration af tendenser i samtidig sydamerikansk litteratur, 'magisk realisme', (Marques, Allende), men også Karen Blixen og den unge J. V. Jensen eksperimenterer fx Svend Aage Madsen, Ib Michael og Peter Høeg med eventyrlige, fantastiske elementer i deres ellers ved første øjekast realistiske prosa. Den fabulerende poetiske stil har også træk af en 'postmoderne' verdensoplevelse.

Tendens til en minimalistisk, fragmenteret prosa. F.eks. romaner på 50 sider med lige så mange kapitler, der snarere ligner prosadigte. Den slags kaldes punkt- eller hybridromaner, typisk uden traditionelt handlingsforløb og uden beskrivelse af miljø/personer. Det handler om at karakterisere moderne menneskers livsvilkår og de eksistentielle blindgyder, som personerne befinder sig i. Sproget som kommunikationsmiddel fungerer ikke som det skal, og samtaler brister eller udebliver, og det er bl.a. dette forhold, mange af forfatterne igen og igen tematiserer i deres tekster.

Forfatterne opsøger i deres tekster - skrevet i et enkelt og realistisk sprog - ofte tilværelsens banale sider og viser personer tæt på katastrofen eller sammenbruddet. Det enkle realistiske sprog er rigt på antydninger, men fattigt på ydre beskrivelse. Som allerede hos Ernest Hemingway i 1920'erne står kun det mest nødvendige tilbage, alt andet er reduceret bort.

Helle Helle lader konfliktstoffet - resterne mellem personerne - leve som små uudtalte og næsten usynlige vibrationer. Personerne gemmer sig og bliver væk for hinanden, og afspejler fremmedhed og menneskelig isolation som en lammende, altomfattende tilstand.

Den centrale begivenhed installerer et før og et efter. Ofte meget underspillet i minimalistiske tekster.

 

Nye stemmer i litteraturen
Yahya Hassans selvbiografiske debutsamling Yahya Hassan, der skildrer en barndom og opvækst i en dysfunktionel muslimsk familie, lander som en bombe i dansk litteratur i 2013. Hassans debut slår Vita Andersens Tryghedsnarkomaner fra 1977 som den bedst sælgende danske digtsamling nogensinde, og den bliver afsæt for en intens litterær værdidebat, som begynder i 2014, da den svenske kritiker og digter Athena Farrokhzad i sin anmeldelse af Hassans digtsamling skriver en opfordring til, at minoritetsforfattere censurerer sig selv, hvis deres ord kan bruges uhensigtsmæssigt i politiske sammenhænge. Debatten rejser en række identitets- og minoritetspolitisske spørgsmål i litteraturen og ender ved spørgsmålet om, hvorvidt en forfatter kan hæve sig over sin egen socialklasse og sit køn og skrive almengyldig og virkningsfuld politisk litteratur om andre menneskers problemer.

Det er også i 2013, at en anden Hassan, nemlig Hassan Preisler, udgiver romanen Brun mands byrde, som er en stakåndet dekonstruktion af Preislers egen historie som brun mand i en hvid verden. Preisler og Hassans udgivelser falder ind i det, der bliver en bølge af nye stemmer med minoritetsbaggrund i dansk litteratur, ofte med helt eller delvist selvbiografisk indhold. Shadi Angelina Bazeghis udgiver Vingeslag i 2015, Sara Omar Dødevaskeren udkommer i 2017, og samme år udgiver Lone Aburas Det er et jeg der taler (Regnskabets time), der er en tekst om race og etnicitet, og ikke mindst den ofte ignorerede racisme, der findes i Danmark. Adoptionsproblematikker tages også i behandling, blandt andet i Eva Tinds forfatterskab, og Maja Lee Langvad skriver i Hun er vred fra 2014 en kritisk historie om transnational adoption med udgangspunkt i egne, smertefulde erfaringer.

Også på andre felter får nye stemmer stor gennemslagskraft. En række forfatterskaber, der skildrer ikke-heteroseksuelle erfaringer, bliver læst ikke blot som minoritetslitteratur, men som litteratur i egen ret. Leonora Christina Skov får i 2018 et massivt gennembrud med den selvbiografiske roman Den der lever stille, og Maria Gerhardt debuterer i 2014 – tre år før sin død – med romanen Der bor Hollywoodstjerner på vejen  Kristina Nya Glaffey udgiver i 2012 Padder og krybdyr om en ung, lesbisk kvindes overvejelser om at blive mor med donorsæd. Glaffey tager desuden gennem årtiet regnbuefamilien til behandling i Mor og Busser -serien.

 

Køn, krop og psyke
I løbet af 10erne opstår der, som et led i den voksende identitetspolitiske bevidsthed, en fornyet interesse for køn, krop og feministiske spørgsmål. To værker, der i dansk kontekst markerer et startskud for genforhandlingen af køn, krop og identitet, er Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011 og Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng fra 2012. Bjørn Rasmussen sprænger, gennemskærer og udvider kønnet, kroppen og skriften i sin fortælling om den unge Bjørns forelskelse i sin ældre elsker, ridelæreren. Og Olga Ravns tekster kredser om at være pige, blive kvinde og have en krop. Et særligt fokus på kroppens iboende kræfter findes også hos forfattere som Amalie Smith, Asta Olivia Nordenhof, Ida Marie Hede, Maja Lucas og Niels Henning Falk Jensby. Sideløbende med udgivelsen af nye krops- og kønsorienterede værker opstår der en fornyet interesse for og genlæsning af Tove Ditlevsens og Suzanne Brøggers forfatterskaber. Ikke alle kroppe er ens, og i 2015 italesætter Caspar Eric den udsatte, ikke-privilegerede krop. Det sker med med digtsamlingen 'Nike', hvor forfatterens skriver om eget handicap, Cerebral Parese, og hvordan han skal forholde sig til sin ikke-normale og uperfekte krop.

Caspar Eric er en af de unge internetpoeter, der vinder frem, en anden er Asta Olivia Nordenhof, der også bliver en markant stemme i forbindelse med en anden af periodens tendenser; tematiseringen af psykisk sårbarhed i litteraturen. Nordenhof udgiver i 2013 en samling selvbiografisk forankrede digte, Det nemme og det ensomme, hvor den sociale og psykiske sårbarhed løber under teksterne, og hvor jeg'et stiller sig selv i modsætning til et produktivt samfundsliv: ”Alt er mistet herfra hvor jeg skriver”.

Flere af årtiets markante forfattere kredser om anoreksi, bulimi, selvskade, personlighedsforstyrrelser og angst. I 2018 udgiver Karens Fastrup 'Hungerhjerte', en autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med borderline. Men også forfattere som Mikael Josephsen, Peter Øvig, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Bjørn Rasmussen, Cecilie Lind og Hanne Højgaard Viemose beskriver i deres værker den psykiske sårbarhed og udsathed. I 2016 udkommer Sylvia Plaths selvbiografiske klassiker om et psykisk sammenbrud, Glasklokken fra 1963, i en dansk nyoversættelse af forfatterne Olga Ravn og Mette Moestrup.

 

Klimalitteratur
”Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med” proklamerer digteren Lars Skinnebach i forbindelse med udgivelsen af samlingen Øvelser og rituelle tekster fra 2011. Skinnebachs økoarrige lyrik danner afsæt for den danske klimalitteratur, som også går under navnet økolitteratur. I 2014 udgiver Theis Ørntoft et af de mest markante bidrag til den danske klima- og undergangslyrik, Digte 2014, hvor en desperat og arrig stemme flyder rundt i revolutionær, men resigneret melankoli og siger: ”Vi er brakvand på dåse”. Den økolitterære diversitet er høj og rummer ud over den aktivistiske poesi også dystopier i romanform, fx Charlottes Weitzes sort-humoristiske roman Den afskyelige fra 2016, som foregår i en nær fremtid, hvor polerne smelter, og børn bliver født med mutationer.

Peter Adolphsen skriver sig også ind i den dystopiske stemning og udgiver i 2012 en skæv og moderne Robisonade, miniromanen '9 år efter loopet', hvori hovedpersonen er det tilsyneladende eneste menneske tilbage i verden. Af andre eksempler på klimalitteratur kan nævnes Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene fra 2018 og Christian Yde Frostholms Træmuseet fra 2018, og som en kulmination på et helt årtis klimakritisk litteratur får Danmark i 2019 sin første klimalitteraturfestival.

 

Erotisk litteratur og episke forfattere
Inden for konsum- og underholdningslitteraturen vinder en ny underart af kulørt genrelitteratur stor popularitet i løbet af 10erne. I kølvandet på E. L. James' Fifty Shades of Gray fra 2011 breder sig en bølge af både dansk og oversat erotisk litteratur for kvinder, der bliver tildelt den lidt nedsættende genrebetegnelse husmoderporno. Af danske bidrag til genren kan blandt andet nævnes Sicilien Sitrer af Lotte Garbers fra 2010. Kristina Stoltz giver genren nyt liv i novelleform med 'Et kød' fra 2012, og i BoyFrind fra 2014 har Christina Hagen et originalt take på det erotiske som både væmmelse, tiltrækning og skævvredne magtforhold. Bogen består af otte afsnit skrevet på skoleengelsk med svært læselig håndskrift og er rigt illustreret med eksplicitte, grovkornede fotos fra fortællerens besøg hos mandlige og kvindelige prostituerede.

00'ernes mest populære genre inden for genrelitteraturen, krimien, er fortsat godt sælgende i 10'erne, men må med mellemrum vige top-placeringerne for nogle af periodens episke forfattere. Merete Pryds Helles Folkets skønhed fra 2016 bliver et hovedværk i forfatterskabet og tegner et portæt af Danmark i det 20. århundrede. Og Iben Mondrup får et gennembrud med romanen Godhavn i 2014, en roman, der foregår i det postkoloniale Grønland, hvor forfatteren selv er opvokset. Andre eksempler på episke forfattere, der skriver romaner, der får en stor læserskare, er Kim Leine, Thomas Korsgaard og Anne-Cathrine Reibnitzsky, ligesom Maria Hellebergs historiske romaner er sikre hits på bestsellerlisterne.

 

Det aktivistiske og jeg'ets smerte
Den danske litteratur i 10'erne er som i 00'erne fortsat præget af den autofiktive bølge, der op gennem årtiet tildeles mere eller mindre vrængende tilnavne; jeg-litteratur, smerte-litteratur og diagnose-litteratur. Det store fokus på jeg'et er dog ikke den fulde sandhed om en litteratur,  der griber aktivistisk ind i alt fra emner som flygtning, klima, social udsat og sorg. Jonas Eika finder med Efter solen fra 2018 en litterær vej, der går uden om autofiktionen og ind i sci-fi-litteraturen. Eika modtager i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris for sin syrede novellesamling om nutidens globale udfordringer og den ustoppelige kapitalisme, og han sætter aktivismen forrest i en anden populær genre, talen, da han i takketalen ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris vækker opsigt en usædvanlig skarp kritik af den danske regering.

En gennemgang af årtiets litteratur ville ikke være fuldstændig uden også at nævne Naja Marie Aidts uafrystelige mesterværk om sorg, Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage fra 2017, hvori forfatteren skriver om tabet af sin 25-årige søn. Bogen er en litterær sorgbearbejdning og handler blandt andet om at miste sproget i sorgen og siden vinde det tilbage. 'Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage' er et oplagt eksempel på et værk, der nok er skrevet med udgangspunkt i jeg'et og dets smerte, men med en nødvendighed, der rækker langt ud over det navlebeskuende og selviscenesættende, som de seneste årtiers autofiktive bølge er blevet kritiseret for at dyrke.

Sorg er i det hele taget et fremtrædende tema i årtiets litteratur, ikke mindst den mest sorgfulde udgivelse i Helle Helles forfatterskab, romanen de fra 2018 om forholdet mellem en mor og en datter i skyggen af sorg og død. Romanen er præget af forfatterens karakteristiske sans for detaljen og kærligheden til de passive karakterer og føjer endnu et hovedværk til et af årtiets mest anerkendte og læste forfatterskaber.