8) Offer – den eller de personer, forbrydelsen går ud over.

9) Motiv – grunden til at gerningsmanden, begår forbrydelsen.

10) Mistænkte – den eller de personer, der MÅSKE har begået forbrydelsen.

 

 

2. Relevans: Alt, hvad der sker, må have sin berettigede plads i romanens helhed. 

3. Mord skal ske på normal vis: Fortælleren skal ikke bestræbe sig på for enhver pris at være original. Når der sker et mord, så skal det ske ved hjælp af de almindelige hjælpemidler på stedet.

4. Gerningsmanden skal være et menneske: Et utvivlsomt ondt menneske (sædvanligvis), men dog et menneske. Han må ikke besidde overjordiske kræfter, ikke arbejde med okkulte midler, men iværksætte sin handling på en sådan måde, som mennesker almindeligvis plejer at gøre det.

5. Detektiven skal også være et menneske: Et utvivlsomt dygtigt og opfindsomt menneske, men alligevel et menneske. Han må hverken besidde alvidenhed eller evnen til at være alle steder på én gang, fordi det er egenskaber, som mennesket i almindelighed ikke kan glæde sig over

6. Spænding: En kriminalroman skal fremstille kampen mellem en forbryders listige handlinger og detektivens kloge, hensigtsmæssige overvejelser, som kan lede ham på sporet. At være spændende ... det er dens opgave, men den skal være spændende med de sparsomste midler ... det er kunsten. 

7. Gerningsmanden: Gerningsmanden må stå på det rigtige sted i sammenfletningen af handling og personer. Læseren må kende ham, men ikke erkende ham. 

8. Mystik: Ikke alt, hvad der sker, kan vises i en kriminalroman. Der må ikke ske noget, som læseren først får besked om i forbindelse med opklaringen til sidst. Selvfølgelig må forfatteren skjule en del, men han må ikke skjule det helt, læseren må i det mindste have lov at se en flig af hemmelighederne. 

9. Mening med det hele: Forfatteren må ikke trætte sine læsere. Selvfølgelig vil læseren ikke under læsningen hele tiden kunne afgøre, hvilken betydning denne scene eller hin samtale har. Men i slutningen må han vide, at det virkelig var betydningsfuldt og hvorfor. 

10. Førstehånds: Det er ønskværdigt, at læseren virkelig får indsigt i de afgørende begivenheder og kan leve med i dem. Der må ikke være en eller anden person i ro- manen, der fortæller ham det hele bagefter, røber om og hvordan tingene fandt sted, han skal se disse begivenheder med sine egne øjne. Han skal ikke lytte til, hvad man fortæller ham, men se, hvad der faktisk foregår. Han skal være til stede.