Mit navn er Camilla Andersen. Jeg er i gang med en bachelor i Cognitive Science på Århus Universitet, med tilvalg i journalistik. Ved siden af mit studie har jeg forskellige jobs. Jeg er så heldig at få lov til at arbejde som research assistent for en hjerneforsker. Det er aldrig tørt arbejde, det er altid meget spænende. 
 
 Hvis jeg nogle dage virker stille eller uengageret er det nok fordi jeg føler mig genert eller fordi jeg er lidt ved siden af mig selv. Jeg gør normalt meget ud af altid at gøre mit bedste, men det er også derfor jeg altid får så travlt og laver for mange aftaler eller tager for meget ansvar. 

 

Det er nok også derfor jeg bliver så fedladen. Man skal passe på ikke at blive for træt, hvis man er lidt af en excentriker, som går en lille smugle for meget op I alt for mange ting. 

 

Men sådan skal man jo lige lære at ballancere sine interesser og sine prioriteter. 

Da jeg var mindre blev jeg  hurtigt sat i bås som den stille pige, jeg elskede at fortælle historier, men de kom aldrig videre end mig selv. Efter jeg er blevet ældre, er blevet alt andet end den stille pige, jeg elsker at være sammen med andre mennesker og er alt andet end uengageret. Måske endda lidt for engageret ind i mellem. Men når livet presser på kommer den stille pige nogle gange frem igen, og jeg lukker mig selv ind i en lille hule. Selv hvis det bare er for en enkelt aften. Jeg har en stor kærlighed til teatret og nogle vil måske endda kalde mig en excentriker på det punkt. Når man er en del af en kreativ proces, er det meget vigtigt ikke at være for fedladen, man skal have respekt for sine medmennesker. Når man går på dramaturgi, bliver man tvunget til hele tiden at mærke efter, om det hele hænger sammen på den rigtige måde. Fungerer den her proces lige godt for alle? Gør vi det, vi siger vi vil med vores produkt? Respekterer vi, at der kan være forskellige holdninger og forskellige måder at gøre tingene på i en gruppe? Den sensibilitet vi tillærer os på dramaturgi i forhold til produkter og processer, har nok altid underbevidst været en del af min personlighed. Jeg har altid været meget opmærksom på andre mennesker, på hvordan de har det, på deres ve og vel. Måske endda lidt for meget ind i mellem. 

Når man skal have en hvis sensibilitet er det vigtigt ikke at være for tør, da man skal kunne spore sig ind på andre mennesker, og have en evne til at interagere med andre mennesker. 

Jeg er som regel glad. Jeg får energi af at være sammen med mennesker, og jeg ved ikke altid hvad jeg mener før jeg får sagt det højt. Jeg kan godt lide at løbe, men jeg gør det aldrig fordi jeg nok er lidt for doven, og ikke vil det helt så meget, som jeg nogle gange bilder mig selv ind. Jeg er det man kalder et A-menneske, bortset fra at jeg går sent i seng. Jeg elsker at have gæster, i den perfekte verden, i mit hoved, ville mit hus altid være et sted man føler man er velkommen. Men så er der tyve og et studenter-budget så den går ikke i realiteten. Jeg elsker at blive klogere, men har svært ved at gennemgå den tilhørende proces nogle gange. Jeg elsker film og litteratur fordi jeg synes det er underholdende mens det samtidig siger meget om mennesker, kulturen og konteksten. Jeg danser ret meget. Mest på dansegulv og så danser jeg ikke en bestemt dans, men bare en blanding af alt muligt forskelligt. Jeg tror det er den sport jeg synes bedst om, fordi den også er sjov og uden ansvar for et hold eller presset af et håb om sejr. Hvis jeg kunne vælge helt selv, ville jeg nok bo i en skov, fordi det dufter så godt, og fordi jeg har en romantisk idé om at hvis jeg isolerer mig fra samfundet finder jeg ind til ’kernen’ af hvem jeg er. I realiteten er jeg nok mere et bymenneske, da jeg hurtigt kan komme til at kede mig. Jeg elsker også at snakke om stort og småt med forskellige mennesker i forskellige situationer, det kommer man nok ikke til hvis man bor isoleret i en skov. Da jeg var lille ville jeg være forfatter. Nu er jeg ikke så sikker længere. 

Jeg er 25 år, og studerende i Aarhus. Jeg huserer til dagligt på det altid hyggelige Trøjborg, og til hverdag læser jeg på universitetet. Jeg er en hårdtarbejdende og målrettet studerende, som engagerer mig i mit daglige arbejde. Jeg er udadvendt, og har en svag tendens til at fyre platte jokes af. Som studerende er jeg altid frisk, hvis nogen spørger om jeg skal med ud og hente kaffe. Alle ved, at kaffe er hvad der får os gennem morgenen. Som studerende har jeg naturligvis forventninger og drømme til min fremtid. Jeg arbejder efter at kunne leve af at fortælle vigtige historier om mennesker og deres oplevelser. Grundet det har jeg altid været meget nysgerrig, og graver dybt i ting som rører sig, eller som jeg finder spændende. 

Jeg er meget interesseret i mennesker, hjernen og adfærd, og bruger derfor også en del af min tid på dette emne. Jeg er frivillig i Hjerneskadeforeningen, og forsøgsleder på et forskningsprojekt omkring hvordan Parkinsons sygdom påvirker de sproglige og kognitive funktioner. Jeg brænder for at kunne gøre en forskel for mennesker, som eksempelvis er blevet ramt af en mental eller neurologisk sygdom, og glæder mig til at øve mig i at formidle min viden.

I min fritid bruger jeg meget tid sammen med mine venner, hvor vi drikker te, går ture, laver mad, eller benytter nogle af de mange kulturelle tilbud, som Århus har. Jeg kan godt lide at svømme og danse. 

I 2015 var året det hele skulle begynde. Optaget på Nordisk sprog og litteratur skulle jeg lære en masse om bøger, sprog, kultur og medier, og suge al den viden til mig, jeg kunne – og få rene 12-taller selvfølgelig. Ambitionerne har aldrig fejlet noget, og jeg tænkte, at jeg her trivedes og ville ende med at få en ph.d. og en medalje, så intelligent, som jeg jo var. Jeg fandt fog ud af, at jeg er ganske almindelig – og efter at have kradset neglene i bund og mistet det halve af håret allerede under bachelorperioden fandt jeg ud af, at jeg ikke var hverken mere eller mindre end en almindelig, dødelig studerende, der har brug for pauser og engang imellem at levere middelmådige resultater – nu skal jeg bare lære ikke at hade det. Som 25-årig er min største udfordring nu at skulle afslutte bachelorens sidste semester på mit tilvalgsfag. Journalistisk formidling. Her er der ikke i samme grad plads til fordybelse, da deadlines allerede hænger over hovedet. Men måske der ligger noget befriende i det? Måske en hang til perfektionisme kunne forsvinde i hurtighed og effektivitet. Lad os se. 

 

Jeg er 22 år gammel og læser æstetik og kultur på Aarhus Universitet. Meget modsat det billede politikerne forsøger at fremmane i medierne, er jeg som de fleste studerende både intelligent og hårdtarbejdende. Jeg udskyder ikke mine arbejdsopgaver, men sørger for at få dem lavet med det samme. Til gengæld er det sandt, at jeg så langt fra er fuldtidsstuderende. Det bliver for det meste kun til 15-20 timer om ugen, og den primære grund til, at jeg ikke droppede ud inden andet semester var bestået, må jeg nok indrømme er, at jeg lavede et væddemål med en ven, der hader æstetik og kultur, om at jeg nok skulle klare mere end et år. Ved siden af mit studie arbejder jeg som studenterskribent for universitetets avis, Omnibus, og er engageret i min fagforening, DM. Her sidder jeg i de studerendes bestyrelse og kæmper for bedre rettigheder og vilkår for studerende. Meget af min fritid spenderer jeg på en hård cykelsadel, ivrigt trampende i pedalerne på min cykel, som æder et par hundrede kilometer asfalt om måneden. Jeg bruger også meget tid på at læse avis, blandt andet fordi jeg er elendig til at sige nej til telefonsælgere, og derfor hen over julen endte med at have abonnement på både Zetland, Information og Politiken. Hvis jeg skal have valuta for pengene, skal der alligevel læses en del artikler hver dag. Organet for højere oplysning betaler jeg heldigvis ikke penge for, fordi jeg arbejder som træner på Politikens Kritikerskole i Aarhus. Jeg vejleder fire unge og giver dem feedback på deres læserbreve og debatindlæg. Hver onsdag er jeg at finde på Vinstuen, hvor jeg er til ”Quiz med Steiner” og for det meste ender i top tre. 

Om 6 år er jeg 30, det er halvvejs til de 60. Til den tid vil jeg være fedladen og leve det gode liv. Men ikke endnu. Det gode liv for mig er et excentrisk liv, hvor dagene ikke ligner hinanden. Jeg er fan af alt sport, for der kommer de fedladende ikke til stolthed og ære nemt. Jeg betragter mig selv, som en stille person, der til tider kan virke tør. Og så var der deadline. 

Jeg vil ikke kalde mig selv fedladen, men jeg havde en kat der engang var det. Jeg savner ham meget. Min største frygt er tør kage og spontane skriveopgaver.