Hvilken indflydelse har de omgivende forhold f.eks. samfunddiskurser, politiske doxa, medier mv. på de boligsociale områder?

Vi har at gøre med borgere som har en lav kulturel kapital da deres forældre er ufaglærte, og derfor kan de ikke støtte deres børns faglige kompetencer. Her skrider lektiecafeer ind med etiniske dansker med høj faglighed som kan hjælpe dem. 

Dette ser også i deres lave økonomiske kapital, da deres forældre er på overførselsindkomst eller enlig forsørger, derfor lever de under relativ fattigdom. 

Ved urbanplanens tiltag som ture i tivoli, sammenkomster og lektiehjælp får beboerne mulighed for socialt samvær og derfor socialkapital. 

Habitus, urbanplanens drenge har et meget stærkt sammenhold. Selvom de ikke migrerer til LTF, har de stadig mange af de samme, muligvis problematiske, adfærdsmønstre. Talsmanden for urbanplanen fortalte om få, men så vældigt kriminelle individer. 

Talsmanden fortalte at gennem de små arbejdstjanser lærte de de 13-14 årige ansvar og stolthed i arbejde så de senere hen kunne administrer et ’voksenarbejde’. 

 

Det økonomiske kapital, er ikke særlig højt (beboerne er anvist af kommunen 40-50%), dermed er magten ligeså ikke øget. Med den mindre økonomiske kapital, er der ikke mulighed for en passende bolig, i forhold til familiens størrelse. I og med, at området er opbygget som en by i en by – samles børn og unge ofte ude på pladserne, da værelserne ikke kan rumme venskaberne. 

 

Det leder videre til, produktet af socialisering – den sociale kapital – her tilegner de unge og børnene en forståelse af hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert. Her opbygges/udvikles deres habitus, og deres kropslige habitus. Den sociale kapital får de igennem det netværk de får i urbanplanen (byen i byen). 

 

Dette leder videre til kulturel kapital – som afledes af habitus. Ofte finder de unge sammen med andre unge de kan reflektere sig selv i – unge som hverken er i uddannelse eller arbejde, eller eventuelt deler religion. Det skaber en isolation, både i fællesskaberne i boligkvarteret, og boligerne. Den institutionaliseret kulturelle kapital, fremkommer kun hos 50% af de unge, ved form af grunduddannelses beviser. 

 

Gruppen 18+ er synlige på gadeplan, hvilket er konfliktskabende. Her kan man i Bourdieu kigge på den symbolske kapital, som dækker over moral, ære, ry og prestige – så de unge forsøger at skabe et miljø hvor de er anerkendt, og ’’er noget værd’’ – laver uegennyttig handling som ifølge Bourdieu er kvaliteter vi ikke umiddelbart ikke forstår som profit af en investering. 

 

Af den grund opstår/udvikler de deres habitus, indenfor den sociale reproduktion/programmering. Det bliver et kulturbegreb der understreger de dynamiske relationer mellem individet og det sociale – om end det er en misvisende virkelighedsforståelse. Her bliver problematikken med at urbanplanen er en by i en by – får de unge ikke interegeret sig i samfundet udenfor, som gør de ikke ser rigtigt/forkert i samfundet udenfor. Det bliver dermed nemmere for de unge at opholde sig i urban planen end at søge udenfor.  

 

Med de nye tiltag, kan der forekomme en slippet habitus – da der bliver skabt modstridende sociale erfaringer og forventning – der kan skabe en personlig og social elendighed for de unge når de skal møde arbejdsmarkedet ufaglært. 

 

Vi udefra ser det som indlysende at beboerne i boligerne skal tage ansvar for hinanden, og hjælpe hver enkelt med fremtidsplaner og øge deres kulturelle kapital (institutielle form; eksamensbeviser osv.). På nuværende tidspunkt er projekterne med empowerment så nye for beboerne, at det ikke er doxa (indlysende/tage for givet) for dem at delagtiggøre sig. Derfor er det vigtigt at beboerne får det som en del af deres habitus, at der er meget økonomisk støtte til projekterne – og at man selv er ansvarlig for at deltage og tage imod hjælpen. 

 

De unge tager for givet (doxa) hvilke muligheder der er i deres boligfællesskab – såsom økonomisk støtte til projekter for deres velbefindende.