Hovedperson = kat eller fugl 

Rolf: Dyrisk adfærd både i form af hund (ulv) og slange

“knurrede i søvne”

“jeg hørte ham hyle længere og længere borte”

Ravn - “hæs som en ravn” -> død og ulykke på vej -> datterens naivitet bliver frataget hende ved voldtægt og egen død

“Kvælende snoede han sig om mit bryst og bed sig fast i mit underliv”

Slangen symboliserer begær (eros), men bruges her som den onde, luskede slange

Skade - han stjæler: 

“På alle skorstene jeg kom forbi sad store skader og vippede med deres stolte haler og skrattede med deres stemme” 

“Fuglen var fløjet”

Dyresymbolik fra folkeviser

jeg-fortæller

 Formelt sprog "Men sove kunne jeg ikke, skønt det var nat…" 
 - Symbolsk. Kontrast mellem mennesker og dyr. 
 - Piccoloen bliver sammenlignet med en skade. Han stjæler. 
 - Rolf er en ulv. Rolf voldtager hende til sidst/hun mister sin uskyld. 
 - Personlig udvikling: Hun er en fugl, kat og så til sidst en ugle. 
 
 Semantisk skema: mange verber, som gør sproget levende - specielt lyde og bevægelse 
 "Skrattede, skreg, krøbet, løbe"
 Stærkt negativt ladede konnotationer
 
 Tematik: natur, dyr 

Semantisk skema: Skolekammerater var som fugle, som om de alle skulle forvandles til ulve… 

Det barbariske i mennesket bliver fremhævet. Paralleller til dyreverden. …. og den bed mig i næsen. Satte mig bag tremmer som var jeg en fugl. Jeg hørte ham hyle…

Idiomer: Det er på tide at du kommer ud af reden, krøb han ud af mit loftvindue og fuglen var fløjet.Hæs som en ravn.

Jeg’et går fra at være et ungt og uvidende individ, som associere alle mennesker til dyr, men efterhånden som hun bliver ældre får hun lettere ved at acceptere, at menneskene langt hen ad vejen kan sammenlignes med dyrs barbariske adfærd. Dette ses bl.a. i skolen hvor jeg’et bliver drillet for sin naivitet bl.a. omkring at dyr kan blive til mennesker, hvis man kysser dem, men ikke hvis de i forvejen er mennesker (citat: ll. 24-27). 

Afslutningsvis giver hun efter for den barbariske sandhed og “overgiver” sig selv til menneskene som er ligesom dyr. 

Dialogen i teksten er yderst begrænset, Hovedpersonen er ikke snaksagelig, da hun har problemer med at kommunikere med de andre. For hende er det blot underlige lyde der kommer ud af Rolf’s mund. Hendes adfærd kan perspektiveres tilbage til dyreverdenen, idet hun foretrækker ro, stilhed og isolation frem for socialisering med menneskene, som hun ser som en anden art. Hendes sætningskonstruktion er meget simpel: “Jeg kom ikke i huset nogetsteds, for der var mangel på huse, jeg stod i en blomsterbutik og solgte roser og liljer.

Intetvidende jeg fortæller. 

Hun overgav sig til denne fremmede “dyrekultur” og lader døren stå på klem. 

Akten kan tolkes som ubehageligt, og noget som jeg-fortælleren egentlig ikke har haft lyst til,

således at hun gør brug af “klamme læber”, “hvæsende bøjede han sig”, “kvælende snoede han sig” 

og “bed sig fast”. Det er alle vendinger man associere med noget ubehageligt.

Næste dag fortryder hun sine handlinger. Hendes “partner” forlader lokalet, hvorefter hun kan

hører ham hyle langt væk. (mulig reference til ulve) Hun sad i linden 

(løvtræ med hjerteformede blade og små gulliggrønne, duftende blomster i hængende kvaste) og gylpede mus