-Rummelighed er en måde at beskrive at barnet er fysisk til stede i fællesskabet. Det fortæller ikke kvaliteten af den tilstedeværelse. I rummelighed er der forskel på de normale og dem man ser som ”unormale”. Der er ikke en fællesbetegnelse for alle, men en betegnelse for os og dem der skal inkluderes. Det er der hvor inklusion kommer ind. Inklusion er kvaliteten af fællesskabet. At alle børn har mulighed for at få succesoplevelser. De er måde fysisk til stede og mentalt stimuleret. (Bohr, 2015, s. 59)  

I ugens tekster og film pointers det at inklusion bl.a. handler om deltagelse i fællesskaber og oplevelsen af, at ens eget bidrag til fællesskabet tillægges værdi. Men hvad stiller vi op med børn eller brugere der udfordrer fællesskabets grænser? eller har svært ved at indordne sig under fællesskabets normer?:

- Her kan det handle om at se inklusion som Jenny Bohr. At se inklusion noget alle er en del af. At det er fællesskabet der skal laves om så der er plads og muligheder for dem der eller normalt ville udfordre fællesskabet.Det kan også give mening at se det fra Rasmus Alenkærs forklaringer på inklusion, og mere specifikt hans version af den ansvarlige inklusion. Altså at man skal prøve på at få dem med i fællesskabet så vidt som muligt, men at man samtidig acceptere at der er for nogle hvor det er bedst at de får lov til at stå lidt uden for det større sociale fællesskab.  

Kan man utilsigtet komme til at ekskludere nogen – har I selv oplevet at gøre det eller se det ske? – beskriv situationen.?:

- Ja, det tænker vi bestemt man kan. Fordi vi lever og er, ud fra vores habitus (Gravesen, 2015, s. 162), som er ubevidst, tror jeg vi alle kan komme til at ekskluderer. En ting, en måde at tænke, reagere på osv. kan være helt naturlig for én, og så kan man komme til, at gå ud fra, at alle også har det på den måde. Hvis man så konfronterer et andet menneske ud fra en selv, og det viser sig at det menneske har en andet grundlag og at det ikke formå at vokaliserer det, kan der ske en eksklusion fordi der bliver sat fokus på at det det andet menneske er anderledes.

- Det er muligt at være inkulderet i visse sammenhænge og ikke andre, f.eks et barn i en institution kan sagtens være inkluderet og fungere fint i det større sociale fællesskab,men på grund af manglende fysiske egenskaber kan barnet ende op med at blive eskluderet fra nogle aktiviteter. 

Det er også muligt at bevæge sig mellem forskellige sociale fællesskaber hvor i et fællesskab er man inkulderet og hvor i et andet bliver man eskluderet.  

- Målsætningerne om inklusion afspejles mest klart i de pædagogiske læreplaner og i den danske lovgivning, f.eks. står der i Dagtilbudsloven § 8 stk 5 følgende: 

“Det skal fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan det pædagogiske læringsmiljø tager højde for børn i udsatte positioner, så børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes.”

Og ud fra det blev følgende en del af den styrkende pædagogiske læreplan fra børne- og socialministeriet. (2018, Side 26)

 “At etablere et pædagogisk læringsmiljø for børn i udsatte positioner handler ikke om at trække et enkelt barn ud af det almene børnefællesskab for at lave en særligt tilrettelagt aktivitet med barnet. … Børn i udsatte positioner skal være

en betydningsfuld del af børnefællesskabet, ligesom deres

forældre er tilsvarende betydningsfulde i forældrefællesskabet.” (Q.E.D)

Altså kan det ses at inklusion af de svageste i samfundet ikke bare ses som en positiv bonus, men noget der skal sørges for ved lov, og fra det er det blevet en vigtigt pointe i læreplanerne at udsatte børn ikke længere skal tages til side, i stedet skal de tages hånd om og inkluderes som en del af det større fællesskab.

Det der bl.a. kendetegner det sociale fællesskab på Degnestavnen er at alle børnene bliver inkluderet, det gør de hovedsageligt af Niels som fungerer som en slags leder og han tager sig meget af de børn, der befinder sig på Degnestavnen og som bor i området. Hvis enkelte børn bliver eksluderet, bliver der omgående taget hånd om problemerne og Niels forsøger at forklare dem og hinanden, at man altså skal opføre sig ordentligt, snakke pænt til hinanden og andre mennesker, og samtidig tage skolen alvorligt. Der er også en masse indbyrdes sociale relationer til stede, drengene imellem har et meget hårdt sprog, og taler generelt ikke så pænt til hinanden både på Degnestavnen, men også udenfor. Det er lidt som om de ændrer sig når de er i rum med Niels, de virker mere fornuftige og ved godt hvad der er rigtigt og forkert, men ligeså snart de forlader ham og tager ud på legepladsen bliver de uvenner og kommer op og slås.       

Hvordan vil I beskrive/karakterisere de relationer der er mellem Niels og brugerne?:

- Niels har en masse “funktioner” på Degnestavnen, han fungerer både som lederen på stedet, han fungerer som pædagog, han er lærer for dem og prøver at undervise dem og lære dem skolerelateret ting, samtidig fungerer han også som en form for faderfigur for nogle af drengene, og man hører bl.a. fra flere af dem der har været på Degnestavnen for år tilbage, at de så meget op til ham og flere af dem har ham som en kæmpe inspiration, og har eks. flere af pokalerne fra dengang stående stadig som et bevis på de godt kan, og har nogle folk der tror på dem.   

- Den måde Niels han gør det på med point, fodboldturneringer, cykel konkurrencer og måden han generelt håndterer drengene på, gør at de bliver inkluderet i et større fællesskab frem for at blive ekskluderet.   

Hvad lægges der vægt på i Degnestavnen i forhold til civiliseringsproces af børnene og de unge i det sociale fællesskab?:

- Niels forsøger at lære børnene omkring hvordan man opfører sig, og hvordan man snakker til hinanden og omverden. Samtidig lærer han dem også at de skal prøve at hjælpe hinanden, og lader Arif mener jeg det er styre situationen på et tidspunkt, og han fortæller Niels at han nok skal tale med vedkommende og tale ham til fornuft. Dvs han lærer dem hvordan man agerer som et selvstændigt menneske, men han hjælper dem også på vej og guider dem i den rigtige retning mht skole osv. Niels er også meget fokuseret på at de klarer sig godt i skolen, han hjælper dem med lektier og han forsøger at give dem en masse læring med på vejen. De lægger samtidig vægt på i Degnestavnen at man tager ansvar for egne handlinger, og de gør dem klar til skole og deres fremtidige liv, samt deres gøren i det sociale med de andre børn.    

- 35:3 Drengen der bliver hurtig aggressiv og Nels forklarer at han muligvis ikke kommer med til Helsingør cykelløb. Han bliver anerkendt af Niels, som trækker ham til side og bliver lyttet på, men stadig der bliver sat krav til ham, om at hvis han vil med, så skal han får styre på sin nerver og at han ikke må gøre det som han plejer, for så er det slut for ham.

- Hvis vi går ud fra at inklusionsprocesser handler det, om at få alle inkluderert i et fællesskab, så kan de to dannelsessyn være problematiske, hvis man vælger at se dem som to forskellige syn, som ikke har noget med hinanden at gøre. Hvis man igennem det pædagogiske arbejde med inklusion vælger det ene syn frem for det andet, vil man tabe nogle på gulvet fordi, der i inklusionen er forskellige ‘børn’ at tage hensyn til. Ikke alle kan lære noget ud fra én bestemt retning.
Når man snakker på det dobbelte dannelsessyn, så taler man om barnet som mødes to stede, hvor de bliver mødt af socialisering. Det er ikke nødvendigvis at de har samme forvaltninger til hvordan og hvad de skal gøre eller opføre sig, det er derfor det bliver svært for dem at skille de interaktionslogikker der er fra hinanden. (Brønsted, C. 2015) 

-Vi i gruppen har ikke oplevet umyndiggørelsesprocesser.

- Vi håndtere forskelligheder rimeligt i Danmark, og specielt i de nyere tider at vi begyndt at blive bedre til at håndtere dem, dog er der stadigt problemer med hvordan vi håndtere tingene. F.eks har vi stadigt ghetto dannelser som påpeger problemer i hvordan vi støtter og integrere befolkningerne som det er der ender op i de områder. Og der findes stadigt befolkningsgrupper som på sin vis enten holdes ude for samfundet  eller holder sig selv ude for det, så som Romaer. 
Jeg har boet i danmark i 21 år. Jeg synes her i Danmark, der er plads til forskelligheden, men der er også mange krav for at afdække forskelligheden og samtidig er der mange muligheder som man ikke, kan find ud af at navigere eller håndtere. Det kræver at man arbejder med sig selv og for skabt et socialt netværk. Jeg mener at gennem fællesskaber der er plads til alle, det er på den måde får vi respekt til hinanden og lærer at forstå hinandens forskelligheder. Jeg mener at vi skal arbejde på fælles løsninger, på trods og især med alle de forskelligheder, vi hver især rummer. Det er den eneste løsning mod et bæredygtigt samfund, baseret på forskellighed. 

- Inklusion som værktøj kan være specielt relevant når det kommer til at opbygge folks sociale kompetencer og kapital, specielt i det man prøver på at sørge for at alle er på en base hvor folk kan være med. Derved kan det også bruges til at bygge et bedre og stærkere fællesskab hvor folk er i stand til at tage højde for og gøre brug af hinandens styrker og svagheder. 

Dog er der visse ting man skal være opmærksom på i det man arbejder med inklusion - Der er en mulighed for at man kommer til at fokusere for meget på de svageste i rummet og derved er der en chance for at man kan komme til at tabe folkene i den anden ende, altså at man ender i realiteten op med at ekskludere de stærkere i fællesskabet. 

En anden ting man skal være specielt opmærksom på i arbejdet med folk der har bestemte mentale udviklings forstyrrelser er at man i inklusions arbejdet kan kommer til at forårsage skade via stress der kan komme fra at indgå i aktiviteter som personen ikke er vant til.    

A: omsorgsopgave kan variere ud fra den persongruppe der skal arbejdes med. Børn skal have en anden tilgang end fx voksne. Handicappet skal have en anden form for omsorg end SOF-børn. Det handler om at have tid og professionelt overskud for at sikre at alle tilgodeses. Dette er muligvis ikke noget man som fagperson selv kan styre. Derfor må man som profession råbe højt til de styrende magter. Ud over det må man gøre et så godt stykke arbejde som man kan. Der jeg har erfaring fra er fra fritidshjemsbørn (SFO), og som Pernille også skriver så kan det variere ud fra den persongruppe der arbejdes med, det samme her, der var nogle børn der havde svært ved at læse eks som skulle have en anden form for hjælp, og måske endda anden omsorg end de andre børn. 
Omsorgsopgaven kan være  evne til at forstå, indleve sig i og bekræfte barnets oplevelse og forklarer, at et anerkendelses forhold kan karakteriseres som et subjekt til subjekt forhold, så begge personer er ligeværdige med hver sit individuelle særpræg, ønsker og behov. Det er vigtigt at pædagogen kan skelne mellem egne og andres oplevelser og at man forvalte sin definitionsmagt på en positiv måde, så barnets tillid til sig selv og andre understøttes.

B: Gadekapital er kommet frem ud fra et kriminelt ungdosmiljø. Det handler om at den kultur der findes på gaden, er helt unik og det har derfor været nødvendigt at skabe en ny kapital for dem der er en del af den kultur. Man kan sige det er opstået af nødvendighed. Hvis i forvejen bestemte måder at leve og være på, ikke fungerer. Må der findes nye løsninger.  Sociale og kulturelle faktorer kommer i spil på deres helt egen måde. På gaden har de deres egen betydning.
Den gadekapital som de unge kriminel opbygger, kan ikke bruges uden for det kriminelle miljø. Man taler et indforstået sprog, har en indforstået humor osv. og føler sig underlegen i forhold til ikke kriminelle unge.  

C: Tidspres, mangel på fysiske ressourcer, penge, mangel på undervisning, mangel på efteruddannelse. 
Mangel på interesse i aktiviteterne fra brugernes side, mangel på adgang til områder/omgivelser hvor aktiviteter kan tage plads e.g naturområder.  
Det kan skyldes de politiske beslutninger som kommer op fra, som skaber et stort pres. Økonomiske indkomst. Manglende kompetencer.  

D: Hvis man ikke reflekterer i det pædagogiske arbejde, kan man komme til at arbejde ud fra nogle vaner man ikke er bevidste om. Hvad der fungerer nu, virker måske ikke om 20 år. Derfor er det vigtigt hele tiden at revurdere ens tanker og værdier.
Refleksion er en pædagogens vigtigste redskab. Det er vigtigt at reflektere over og se sammenhængen mellem handling og resultat, for her styrker vi muligheden for, at vi lære til næste gang.Egne handlinger skal diskuteres og reflektere over. At skulle se på sit eget samspil med børn er måske udfordrende refleksion område.Her er det mod og ikke tid, der er på spil. Man skal kunne reflektere over erfaring om faglig viden men også over praksis oplevelser i hverdagen, hvis man vil opnå et mål.. Tør vi det? Gå hen hen til en kollega og spørge: “ du, jeg så på dig idag og hørte, hvad du sagde til Mie, Hvorfor gjorde du det?”
Det er også vigtigt at man reflektere konstant så man ikke falder ind i de samme baner og finder en ‘one size fits all’ tilgang, bare fordi en måde at arbejde på har fungeret for et bruger eller en gruppe af brugere betyder det ikke at den ender op med at at fungere for alle andre. En anden grund til at det er vigtigt at reflektere over det pædagogiske arbejde er hvis der er noget som der ikke har fungeret, så pædagogen kan finde ud af hvorfor det var og så de kan undgå at lave den samme fejltagelse igen. 

E: TOPI kan bruges til at sikre at alle børn bliver set/hørt, og forældrene bliver inddraget maksimalt, samt fokus på det faglige og alle overgange. De nævnte trivselskemaer har til formål at opspore børn i mistrivsel. Hvert barns trivsel vurderes på baggrund af en række udviklingspsykologiske kriterier: Børnene opdeles herefter i henholdsvis grøn, gul eller rød position. Vurderingen af børnenes trivsel laves først af hver enkelt fagperson med ansvar for børnene/klassen, børnegruppen etc. og følges derefter op af en faglig struktureret dialog mellem kolleger/de voksne i teamet omkring børnene. Alle børns trivsel drøftes. kilde: kommune.viborg.dk