Normalperspektiv

Frøperspektiv

Fugleperspektiv

Her skaber man billeder via sproget, og i filmens verden skaber man sprog via billeder.

Symboler

Symbolet er en særlig type billedsprog, der er kendetegnet ved at være konkrete genstande, som både har en konkret ikke-symbolsk betydning og en symbolsk betydning. Symboler kan være svære at se i en tekst i første omgang, og først senere i sin analyse kan man for alvor opfatte en genstand som et symbol.

Et eksempel kunne være ringen i Ringenes Herre, som på den ene siden er en konkret, fysisk ring, som skal tilintetgøres, og på den anden side også symboliserer det onde og magt; den ondskab mennesket er tiltrukket af, men Frodo og Sam (stort set) ikke lader sig anfægte af.

En analyse af symboler vil altid være fortolkende, og den kræver derfor, at man i forvejen har analyseret sin tekst/film grundigt. I eksemplet ovenfor skal man i forvejen have analyseret sig til kampen mellem det gode og det onde.

Andre eksempler kunne være agerhønen i Martin A. Hansen: ”Agerhønen” (symboliserer håb for fremtiden) eller sneglen fra Peter Seeberg: ”Biografi af en snegl” (et lykkeligt liv).

Metonymier

Metonymien minder om metaforen, men har typisk en større indre sammenhæng, dvs. at det, der egentlig menes, ligger tættere på det sagte. Metaforen benytter oftest ét billedplan og ét realplan – dvs. den låner betydning fra det ene område til det andet. I metonymien kommer en del af helheden til at repræsentere hele fænomenet eller omvendt. Således har metonymien en større sammenhæng end både metaforen og symbolet.

Eksempler:

”Danmarker et land, der tager sig af de svageste i samfundet.” (helhed for del)

”Jeg læser H.C. Andersen.” (helhed for del)

”11.september ændrede verden.” (del for helhed)

”Et par ængstelige hænder åbnede brevet.” (del for helhed)

I film bruges metonymien ofte – f.eks. ved at zoome ind på den ængstelige persons hænder. Det kunne også være et par fødder, der filmes på vej op ad en trappe. Således er metonymien på film ofte med til at skabe dramatik. Man kan også tale om, at hele fiktionsfilmens opbygning er én stor metonymi; vi får kun dele at vide og kender ikke helheden, før vi når slutningen.

• Kvalitet: hård eller blød belysning
• Retning: hvilken retningen lyset går i
• Kile: hvor kommer lyset fra
• Farve: Hvordan er farvelægningen

1. Hård lyskvalitet+klare skygger: socialrealistisk

1. Sidelys/underlys: dramatiserende/uhyggeligt

1. Lyskilde: ægte eller kunstigt belysning
2. Kolde farver: kynisk sted, kold person el. lignendeVarme farver: menneskelig varme

I den litterære verden etableres fortælleren med ord. På film etableres fortælleren af kameraets bevægelser, vinklinger, lys, lyd osv. – forskellige former for filmiske virkemidler. Igennem disse signaleres nemlig et bestemt syn på sagen, som fortælleren (i sidste ende forfatter/instruktør) har valgt lægge ned over filmen.

Grundlæggende taler man om to hovedtyper af fortællere:

Den skjulte (implicitte) fortæller

- Altid tilstede

- Kender til alt det, der sker, er sket og vil ske

- Kan ikke udpeges direkte, men styrer alt bagvedliggende – har magten

Den åbenlyse (eksplicitte) fortæller

- Synlig og kan henvende sig direkte til publikum

- Ofte som en fortolker med et bestemt syn på begivenhederne (f.eks. gennem bevægelse, klipning, farver, musik osv.)

- Der kan godt være flere eksplicitte fortællere (flere versioner af historien)

- Fortællerstemmen (voice over) er en af de mest tydelige åbenlyse fortællere

I historier, hvor man får øje på fortælleren, er det ofte pga. synsvinkelskift. I denne forbindelse tales om fire forskellige fortællemåder:

Den subjektive point of view-fortæller

- Kameraet befinder sig inde i hovedet på en af personerne (indre syn)

- Godt som dramatiserende element, men anstrengende i længere tid

Den personlige fortæller

- Svarer til den litterære jeg-fortæller

- Ofte kombineret med alvidende fortæller, da den ellers kan være ensidig

Den alvidende fortæller

- Kan (ligesom i litteraturen) springe mellem personer

Den registrerende fortæller

- Iagttagende og distanceret fra handlingen samt mere objektiv

- Seeren må selv drage konklusioner og fortolkninger

Det er sjældent, man som seer får underteksten serveret på denne måde, men her bliver det netop komisk forstærket, fordi den store afstand mellem det direkte sagte og underteksten fremgår så tydeligt.

Den mere overordnede undertekst handler om, at to viljer støder sammen; hvor Adam gerne vil leve det frie og uforpligtende liv uden børn, men med en sexet kæreste, så er Eva på vej et andet sted hen i livet. Hun vil etableres, have hus og børn. Konflikten i mange filmdialoger er, når to forskellige viljer eller livssyn støder sammen. Ofte er her en stor afstand mellem det direkte sagte og underteksten.

Et andet eksempel er et (mislykket) interview af skuespilleren John Cusack, hvor journalisten forveksler ham med Kevin Spacey. Klippet er primært et eksempel på betydningen af den nonverbale kommunikation. Underteksten er her en voksende forvirring og irritation. 

https://www.youtube.com/watch?v=cQLDQXUYHCQ