Stoffet i Solen udgøres af brint (som udgør omkring 74% af dens masse, eller 92% af dens rumfang), helium (omkring 25% af massen, 7% af rumfanget) og mindre mængder af andre grundstoffer. Solens spektralklasse er G2V. G2 indikerer, at dens effektive temperatur, (dvs. gennemsnitstemperaturen i den dybde, som vi kan se ind til gennem dens atmosfære) er ca. 5.780 K (eller omkring 5.507 grader Celsius / 9.944 Fahrenheit), hvilket giver den en hvid farve, som på grund af atmosfærisk spredning for det meste ser ud som gul farve set fra Jordens overflade. Når solen står lavt på himlen, giver spredningen den i stedet en orange eller rød farve.

Dens spektrum indeholder spektrallinjer for ioniserede og neutrale metaller foruden meget svage hydrogenlinjer. Romertallet V i spektralklassen indikerer, at Solen er en stjerne i hovedserien, hvorfor dens energi genereres ved fusion af brintkerner til helium. Den er i hydrostatisk ligevægt, så den over meget lange tidsperioder hverken trækker sig sammen eller udvider sig, fordi tyngden af dens stof afbalanceres af det udadrettede strålingstryk fra den indre fusionsproces.

Mars og Jorden roterer næsten lige hurtigt, så på Mars oplever man et "mars-døgn" (soldøgn eller kun "sol"), der er godt 39 ½ minutterlængere end et jorddøgn. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, tager 686,9601 jorddøgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser og aftager i udbredelse, når det er henholdsvis vinter og sommer på de respektive halvkugler. Med omtrent 26 måneders mellemrum overhaler Jorden Mars indenom, så de to planeter står på linje i forhold til Solen. I august 2003 var Mars nærmere Jorden, end den havde været de seneste 60.000 år. Afstanden var da mindre end 56 millioner km. ^[1] I juli 2018 var Mars igen ret nær Jorden (afstand 57 millioner km). Til sammenligning var de to planeter i 2016omtrent så langt fra hinanden, som de kan være, med en afstand på 75 millioner km

Uranus' middelafstand til Solen er 19,19 gange så stor som Jordens, det er dobbelt så langt som den sjette planet Saturn. Det tager sollyset 2,65 timer at nå Uranus. Uranus ligger ned i forhold til de andre planeter, med en hældning på 97,9°. Det tyder på at Uranus har været ramt af en massiv planet efter dannelsen. Yderligere er magnetfeltets akse 59° forskudt for rotationsaksen og skærer ikke centrum.

Forholdsvist lidt er kendt omkring Merkur; jordbaserede teleskoper afslører kun en oplyst 'halvmåne' med begrænsede detaljer. Den første af to rumfartøjer, der har besøgt planeten var Mariner 10, der kun kortlagde omkring 45 % af planetens overflade fra 1974 til 1975. Den anden er MESSENGER, der kortlagde yderligere 30 % under sin første forbiflyvning d. 14. januar 2008. MESSENGER foretog to andre forbiflyvninger i henholdsvis oktober 2008 og september 2009, hvorefter den i 2011 gik i kredsløb og kortlagde hele planeten og foretog en lang række observationer af planeten frem til 2015.

Merkur ligner Månen: der er kraterfyldte områder og plane sletter, den har ingen måner og ingen atmosfære af betydning.

Neptuns atmosfære består primært af brint og helium, men med spor af metan. Det er metanen, der er skyld i planetens blå udseende. Neptuns blå farve er meget stærkere end Uranus', der har en lignende mængde metan, så det er en ukendt komponent der skaber Neptuns intense farve. ^[1] Neptun har også de stærkeste vinde på nogen planet i solsystemet. Det anslås, at vindstyrken kan nå op mod 2500 km/h. Da Voyager 2 fløj forbi i 1989, havde Neptun en stor mørk plet, der kunne sammenlignes med Jupiters store røde plet på den sydlige halvkugle. Neptuns temperatur ved skytoppene er som regel tæt på − 210 °C, noget af det koldeste i solsystemet. Neptuns indre er derimod omkring 7000 °C, og dermed varmere end solens overflade. Dette skyldes ekstremt varme gasser og klipper i centret.

Der er opdaget svage azurblå ringe omkring planeten, men disse er meget mindre tydelige end dem omkring Saturn. Da ringene blev opdaget troede man kun der var tale om fragmenter af ringe, men dette blev modbevist af Voyager 2. Neptun har 14 bekræftede måner. Den største af disse, Triton, er kendt for sin retrograde bane, ekstreme kulde (38K) og meget tynde atmosfære (14 mikrobar).

Neptun blev opdaget d. 23. september 1846 og er den første planet der er opdaget ved hjælp af en matematisk forudsigelse frem for almindelige observationer. Variationer i Uranus' bane førte astronomer til at udlede Neptuns eksistens. Den eneste rumsonde, der har besøgt Neptun er Voyager 2, der fløj forbi planeten 25. august 1989. Det har været foreslået at bygge en rumsonde der skal undersøge Neptunsystemet i detaljer, men indtil videre er det strandet på at solceller er ineffektive så langt fra solen og der er politisk uvilje mod at bruge atomkraft.

Galakser kan indeholde mange solsystemer, stjernehobe, og forskellige interstellare skyer. Galakser indeholder som minimum mere end 1 million stjerner og har sandsynligvis alle et sort hul i deres center, som visse galakser tilmed roterer om. Galakser er så store, at deres størrelser måles i lysår eller kiloparsec. Mælkevejen har en diameter på 100.000 lysår og en tykkelse på 1.000 lysår.

Den fjerneste kendte galakse UDFy-38135539 i et udsnit af Hubble Ultra Deep Field.

En galakses relative bevægelsesretning og radialhastighed kan bestemmes ud fra forskydningen af dens lysfrekvens på grund af dopplereffekten. Det er ændringen af lysets bølgelængde (farve), set fra observationspunktet, der benyttes til at bestemme, om objektet bevæger sig væk fra eller mod observatøren. Hvis den observerede galakse udsender lys, der er rødforskudt, betyder det at afstanden øges, og hvis dens lys er blåforskudt formindskes afstanden til observatøren. Rød og blå refererer til det synlige lys, men dopplereffekten gælder alle elektromagnetiske bølgelængder. Til afstandsbestemmelse af galakser benyttes Cepheidemetoden ved observationer af lysstyrken af specielle lysstærke, variable Cepheidestjerner i galakserne. Den fjerneste galakse, der er observeret (oktober 2010) er UDFy-38135539 13,1 milliarder lysår borte^[1].