Kære børn.

Soven har været tilintetgørende for både mig og jer. Jeres far og min mands død var chokerende og alt for tidligt. Jeg kan godt forstå at i har været forvirret, der er mange historierne i har fået fortalt om grunden, men jeg vil fortælle den rigtige. I mine kæreste børn er født ud af ren og sker kærlighed doktoren og jeg var unge da vi bliv gift men tiden går og de store ungdomsfølelser forbliver i tiden. Min største og eneste, kærlighed er til jeres far kaptajnen, må han ville i fred. I må forstå børn at kærlighed ikke er noget man kan stoppe, doktoren var en god mand men han vil aldrig være min mand. Jeg håber i kan tilgive mig og  når i bliver ældre forstå at livet ikke altid er en let vej, og at i vil turde, mere end mig, at vælge kærligheden frem for sikkerheden.

Jeres elskede mor Elise.

Dette var den fortælling, man siden fik at høre; men sandheden var en anden. Ingen søvn havde lukket mine øjne den nat. Thi mit hjerte var opfyldt af en syndig og fortærende kærlighed til Elise, som jeg forgæves havde søgt at skjule under medynkens og venskabets maske.

Før daggry ilede jeg til doktorens hus. Han lå vågen og stirrede mørkt frem for sig. Ved synet af mig smilede han bittert.

“Kommer de atter for at trøste?” spurgte han sagte.

Jeg svarede ikke. Pistolen lå endnu skjult under dynen, hvor jeg aftenen før havde set ham gemme den. Jeg greb den hastigt.

“Hvad vil de?” udbrød han forskrækket.

“Gud tilgive mig,” sagde jeg, “thi jeg elsker hende.”

Derpå skød jeg ham gennem brystet.

Jeg lagde pistolen i hans hånd og forlod lydløst huset, inden nogen var vågnet. Først da morgenen var frembrudt, lod jeg mig kalde, som havde jeg netop rejst mig af min forsinkede søvn; og således troede alle endnu, at jeg havde sovet over mig, medens sandheden blev begravet med ham.