I 1855 vedtages loven om skolefrihed. Skolepligten for de fattige børn erstattes med undervisningspligt...

Denne skolelov er væsentlig, set i lyset af vor tids egne tendenser til effektivisering. Man benytter allerede skolen som middel til effektivisering af samfundet i 1814. Herudover forekommer her det første større fokus på lærernes rolle og den efterfølgende betydende skolefrihed som vi også kender fra i dag.

Der er op til 1993-loven skabt øget fokus på specialundervisning, tværfaglig undervisning samt åndsfrihed og demokrati.

Herved indføres undervisningsdifferentiering, og set i dette perspektiv er den udelte skole / enhedsskolen mere eller mindre blevet en realitet.

Ligeledes kommer der her et øget fokus på tværfaglighed og projektarbejde, hvilket er et stort skridt frem mod den moderne skole som vi forsøger at drive i dag. Øget fokus på dansk kultur, relation til andre kulturer og menneskets samspil med naturen er også involveret. 

Konkurrencestaten:
Rømer inddrager i teksten et betydningsfuldt afsnit om konkurrencestaten. Herunder trækker han på argumentation fra bl.a. Ove Kaj Pedersens indflydelsesrige teorier herom. Pedersen mener, at kundskabsbegrebet kan identificeres direkte med konkurrencestatens interesse, og han virker ikke positivt stemt overfor dette. Jonas Lieberkind taler om en edukativ diskurs i skolens formålsformuleringer. Han mener, at denne diskurs er medvirkende til at fortrænge skolens dannelsesprojekt. Fortrænges dannelsesprojektet fuldkommen, bliver skolen ene og alene et samfundsfagligt værktøj til økonomisk vækst. I den forbindelse inddrages Peter Kemp. Han taler for, at kigge på dannelse frem mod en verdensborgerlig horisont som et supplement til forberedelsen til konkurrencesamfundet.

Skole betyder "fri tid". Gennem et idehistorisk perspektiv, har Rømer altså synliggjort at skolens egen tradition udgør en dannelseskilde. 

Afslutende bemærkninger til perspektiveringen:
Man kan og bør diskutere, om Grundtvigs tanker gør børn for svage til det moderne arbejdsmarked. At det ikke forbereder dem på den virkelighed de omtvisteligt kommer til at møde, altså konkurrencesamfundet, som er født af den globalisering som er kommer for at blive. For at indfri Rømers tanker om at: "Så det er ikke enten-eller. Det er både- og, men på pædagogikkens egen præmis.", er det ihverfald væsenligt aldrig at se bort fra eksempelvis Grundtvigs grundliggende tanker, for der ligger væsentlige og uundværlige pointer gemt heri, for børnene og for konkurrencesamfundet. 

K. E. Løgstrups citat "omvendt":
Tilværelsesoplysning/dannelse er i skolen et (altafgørende) afkast, som uddannelse i skolen (skal) giver. 
Ovenstående kan anses som en kynisk måde at fortolke folkeskolens dannende formål, men på den anden side så er det måske en fornuftig ide i takt med globaliseringen og konkurrencestatens naturlige indtog. Det hele må handle om, hvordan man skaber den bedste og mest berigende skole (fremtid) for børnene. Man må som skole, og derved skolelære, forpligte sig på at gøre sit ypperste for at give børnene de bedste byggesten med videre. Det gør man i den grad ikke ved at se bort fra hverken konkurrencestatens- eller det bredere dannelsesmæssige perspektiv.

Mennesker behøver ikke blive til en kold og kynisk maskine (eller DK bliver til kina eller lign.) bare fordi man vægter klargøring til arbejdsmarkedet højt. Der er naturligvis mange jobs (og alle bør) der kræver gode mennesker og god dannelse i bagagen for at kunne fungerer i jobbet, tjene lønnen, betale skatten og være en del af konkurrencestaten uden at det behøver at være forfærdeligt negativt.