Medsyn: Når begivenhederne udspiller sig i samme nu som der fortælles om dem. 

Fortælleren er et med handlingen og ved ligeså lidt som læseren. 
Kan skabe intensitet og dramatik. 

Bagudsyn: Når fortælleren begynder ay fortælle efter begivenhederne har fundet sted. 

Fortælleren har iverblik over hele begivenhedsforløbet.
Gør det muligt for fortælleren at bryde kronologien og skabe spænding i historien med et kompliceret plot.

Der kan forekomme en veksling ml. medsyn og baudsyn.

Flashback + Flashforward
Skal ikke forveksles med bagudsyn og medsyn, mens ses som underkategorier.

Markere begge et overordnet brud på fortællersynet i form af et spring enten tilbage eller fremad i historien. 

Upålidelig fortæller: Er næsten altid en jeg-persons fortæller, men kan også være en 3. persons fortæller. Upålideligheden kommer til syne når fortælleren ikke handler i overenstemmelse med det værket giver udtryk for. Fortælleren kan f.eks. bevidst udelade ting fra sin fortælling, men kan også være udvidende om dette, bl.a.  pga. dårlig dømmekraft. 

Personbundenfortæller: Når fortællerens synsvinkel ligger hos en af fiktionstekstens personer, typisk i form 1. eller 3.personfortæller.  Fortællerens viden er begrænset til den person den er bunden til.

Alvidende fortæller: Er hævet over begivenheder og personer. Ved hvad der er sket og hvad der vil ske. Har adgang til personernes tanker og følelser. 

Behavioristiske fortæller: Kan ikke kigge ind i personerne og redegøre for, hvad de føler eller tænker, men kan i stedet gennem beskrivelser og replikker tegne et indirekte billede af personens indre. Iagttager personerne udefra og gengiver deres adfærd. Kan sammenlignes med en kameralinse. Alligevel er fortælleren ikke fuldstændig objektiv, for alene i synsvinklen og i udvælgelsen af det fortalte ligger en subjektivitet.

Vekslende fortæller: Forskellige fortællertyper, dvs. den skifter mellem brug af de forskellige fortællere.

Synsvinkel:
Synsvinklen angiver hvem der ser. Det betyder at man ikke må gøre fortælleforholdet og synsvinklen til ét og samme i en tekst, idet fortælleforholdet angiver hvem der taler.
Når man taler om synsvinkel er det bl.a. indvendig og udvendig synsvinkel, bagudsyn og medsyn, samt flashback og flashforward.

Synsvinkel er vigtig i samspil med fortælleren, idet man forholder sig til hvor fortælleren er placeret i tid og rum. 

Han siger om narratologi, at karaktererne udfylder roller (s. 2), og at karaktererne skabes gennem den verden, de lever i. Det er en eksistens, der rækker ud over sproget (s. 3)

 
Tekstlige karakterer v.s. personer fra virkeligheden:
Karakterer er skabt i den fiktive verden gennem sproget. Det er en abstraktion af en kreativ ide skabes i det fiktive univers (s. 3). De karakterer som skabes i litterære tekster, er nogen vi som læser ser som virkelige mennesker vi kan relatere til, men karaktererne skal nærmere ses som symboler på værdier, koncepter eller idéer. Som nævnt, kan vi hurtigt se karaktererne som virkelige mennesker, men forskellen ligger i, at karaktererne er tekstlige strukturer, som er med til at drive plottet fremad.

P.K.H’s trukturmodel (afsnit 3.3.3):
  i. Showing og telling:
Showing og telling skal forstås som forskellen mellem at præsentere karakteren igennem handlinger, tale osv. (showing) og at præsenterer karakteren igennem en tydeligt tilstedeværende fortæller (telling).

  ii. Overfladestruktur (: surface structure):
Den sekventielle præsentation af begivenhederne, som karaktererne er en del af. Det er det konkrete og håndgribelige – sprog, handlinger, fremtræden samt de begivenheder, som karakteren er en del af.
  iii. Mellemstruktur (middle structure):

De karaktertræk, som overfladestrukturens materiale konnoterer. Det handler om, hvordan karakterens egenskaber kommer til udtryk i overfladestrukturen.

De regler, konventioner og strukturer, der bestemmer konfigurationen, udviklingen og repræsentationen af karaktereren.

Mere om forholdet mellem showing og telling:
Showing er den indirekte karakterisering à Den behavioristiske fortæller: registrerer hvad karaktererne siger og gør uden fortællerevaluering eller fortolkning.  

Telling er den direkte karakterisering à dét der direkte fortæller hvordan personen er og hvad de tænker. 

 

 

Se et eksempel på dette i teksten Vor Frues Jæger af Martin A. Hansen. Følgende er et eksempel på ‘showing’: Han giver et løfte om at skyde alle bjørne i området. Han lover dermed indirekte folk at fjerne utrygheden (s. 63). Ligeledes findes der et eksempel på at forfatteren bruger metoden ‘telling’ da han i teksten beskriver at hovedpersonen ikke var særlig duelig (=tilstrækkelig) (s. 63.)

 

Forholdet mellem showing og telling kan også være med til at udpege upålideligheden hos fortælleren. Eksempelvis i Helle Helles novelle Det kunne være græs: Vi har kun adgang til Birgits karakter gennem jeget udlægning, som siger at ”Birgit er indiskret, taler for meget” (s. 34). Desuden taler jeget meget om, hvor meget hun mangler perlekæden og nærmest ikke kan klæde sig på uden, hvilket modsiges i hendes handlinger, da hun lægger perlekæden i skuffen, så snart Birgit afleverer den tilbage. 

 

 HANDLING

 

To betydninger: 

1) menneskelig virksomhed  man taler om agenter

2) sammenhængende hændelsesforløb i fiktion

 

-       Hændelsesforløbet opbygges af menneskelige målstyrede handlinger (gerninger) som er adskilte i TID og er KAUSALT forbundne

Aristoteles Poetik: om tragedien: ”afbilder et handlingsforløb” hvori der ”handles af handlende personer”. 

 

 

 

Lineære fortælling – Kronologisk fremadskridende fortælling (kan rumme flashbacks og flashforward), Genre: Dannelses- og udviklingsromaner. 

 

Cirkulær fortælling – Slutter, hvor den begynder. Ofte vil den forme sig som et langt tilbageblik, der fører fortællingen tilbage til sit tidslige udgangspunkt. 

Elementer i begyndelsen gentages i afslutningen. Er beslægtet m. rammefortællingen. (Dorrit Willumsen: ”Voksdukken” 1978)

 

Rammefortællingen – Er indrammet i en ekstra fiktionsfortælling. Det kan være en indledning, der redegør for fortællerens fund af er manus. Personer, der udveklser historier eller diskuterer begivenheder. Fortæller, der tænker tilbage til en fjern eller nær fortid. (Helle Helle: Hvis det er)

 

Collagen / Tekstsamlingen – Teksterne i collagen holdes ikke sammen af en handling eller et klart kronologisk forløb. (Begge dele kan dog findes på tværs af teksterne). Collagen bryder kronologien op, og benytter i stedet et fælles tema og persongalleri som kompositorisk greb.

 

 

 

 

 

Aktantmodellen: 

 

Anvendes i analysen for at afdække, hvilke mål, viljer og konflikter ml. fortællingens aktanter, der driver tekstens handling frem.

 

Aktantmodellen beskriver eventyrets grundlæggende struktur – der baserer sig på en fast rollefordeling og bestemte (interesse) konflikter ml. de handlende personer.

 

M.a.o. personer og ting (aktant=den, der handler) har en bestemt rolle eller funktion i fortællingen i forhold til.

 

 

 

Udviklet på baggrund af eventyrgenren (ligesom aktantmodellen) 

1. fase: kontrakt

2. fase: kontraktbrud

3. fase: genetablering af kontrakt

 

(hjemme – ude – hjemme)

 

 

Den kan bruges til at analysere spændingsudviklingen i en fiktionsfortælling. 

 

Berettermodellen kan bruges til at diskutere kompositioner, særligt i forhold til spændingsforhold, bla. i forhold til konflikter mellem personer som fortællingen drejer sig om. Punkterne er: * Anslag – En appetitvækker, der anslår filmens tema, stemning og stil.

 

·      Præsentation – Vi bliver præsenteret for personerne, deres indbyrdes relationer og miljø samt konfliktstof.

·      Uddybning – Personernes indbyrdes forhold, intriger og baggrund uddybes. Hvem er god eller ond?

·      Point of no return – Vendepunkt for hovedpersonen. Herfra er der „ingen vej tilbage“ – kampen tages op og må føres til ende. Hovedpersonens udvikling starter for alvor. 

·      Konfliktoptrapning – Kampen bølger frem og tilbage. Hovedpersonens udvikling støder på forhindringer. 

·      Konfliktløsning – Det afgørende slag slås, og konflikten løses.

·      Udtoning – Harmonien genoprettes, og de løse ender knyttes.

 

 

Definér begreberne:

 

·      en kronologisk forløb. Det der ligger bag tekstens strukturering af et begivenhedsforløb, og som vi må rekonstruere på baggrund af, hvordan det ville være forløbet i realverden.

 

 

·      Præsentationen af Story’ens begivenheder, setting og karakterer i en sproglig form.

 

 

Fra Prezi: ”Det fortalte er sanset fra et bestemt punkt i tid/rum og på en bestemt måde”

 

Deiksis er kontekstafhængig:

1. Personen (den der taler) (personel)

2. Tid (tidspunktet der tales på) (temporal)

3. Rum (stedet hvor den talende befinder sig) (spatial)

 

Realisere gennem deiksismarkører: personlige pronominer:
"Jeg" = 1. person - den talende 

"Du" + "I" = 2. person (de(n) tiltalte)

"Han" + "hun" + "det" = 3. person (de(n) omtalte)

 

Gennem:

Stedsdeiksis skaber rum i fiktionen:
Proksimale stedsdeiksis (nærhed til det deiktiske center)

Distale stedsdeiksis (fjernt fra det deiktiske centrum)

Markerer hvornår ytringen finder sted: Absolutte tidsdeiksis

 

Origo: 

-       Centrum/midtpunktet i det deiktiske felt som altid er forudsat i ytringen

-       Midtpunktet i et deiktisk felt 

-       Det absolutte og forudsatte nulpunkt i udsigelsen (den der siger det, hvor vedkommende er og på hvilket tidspunkt)