Billy Penn bliver fremhævet i Journalistiske forbindelser, fordi de blandt andet arrangerer forskellige events, hvor de får mulighed for at møde deres læsere. 

Mediet afholder mange forskellige events - alt lige fra at besøge en tidligere borgmesters hjem til et årligt gallashow, hvor nominerede “Philadelphians” hyldes med awards i forskellige kategorier. 

I bogen fremhæves det månedlige event “Who’s next”, hvor bestemte mennesker hyldes. Det seneste event af denne slags gav læserne mulighed for at møde nogle af byens unge “first responders” - og på samme tid spise ribs

på en af byens kendte bbq’s. “Who’s next” er altid sponsoreret af et firma i byen. De nominerede deltager gratis, mens læserne betaler for adgang til arrangementerne.

Grundlægger, Jim Brady, forklarer, at arrangementerne simpelthen er en del af Billy Penns forretningsmodel og siger blandt andet:

”Who’s Next giver et fællesskab, og folk føler sig forbundet til os, fordi vi ærer dem. Pludselig begynder folk, der var på listen til et sundhedsarrangement, at dukke op til et madarrangement, selv om de ikke er på listen. De begynder at blive en del af et fællesskab af folk, der er blevet æret på listen.”

Skal man tro Jim Bradys egne ord, har Billy Penn skabt en helt særlig forbindelse til deres læsere, hvor læserne har en helt anden mulighed for at møde og “sætte ansigt” på mediet, end de ellers kan, når de “bare” læser Billy Penns historier online. 

Billy Penns økonomi er afhængig af blandt andet indtægter fra de “medlemskaber”, som læserne kan købe sig adgang til for mellem 35-500+ dollars. Det vil give mening, at man som læser måske er mere tilbøjelig til at betale for sådan et medlemskab - og blive ved med det, hvis man har et mere “personligt” forhold til mediet og de mennesker, der producerer historierne.  

En udfordring kan være, at mediet bliver for afhængige af disse events - og at de kan blive ved med at finde på spændende ideer og blive ved med eksempelvis at finde borgere at hylde. 

En åbenlys udfordring, som mange journalister nok vil pege på og stejle over, er, at medierne er sponsoreret af virksomheder - og at Billy Penn på den måde bliver afhængige af disse virksomheder for at kunne afholde deres events  - og opretholde deres virksomhedsmodel. Kan man som medie forvente, at et firma vil blive ved med at sponsorere Billy Penns events, hvis hjemmesiden over flere måneder er fyldt med negative historier om virksomheden? Nej, nok ikke… Betyder det, at nogle historier bliver fravalgt, nedtonet eller ignoreret, fordi man ikke kan lægge sig ud med bestemte virksomheder, der er gode sponsorer? 

Gruppe 11: Trine, Line og Louise

Det går rigtigt for den, for de holder dampen!

Oplagstallet det går op, for de har valgt politisk krop

De skriver kun til venstre, til nordmænd ikke svensker!’ 

 

‘Julemarked holder de, de tjener så det basker 

For selvom man er socialist, skal der tjenes knaster

Verden er i fuldt opbrud, derfor har de klart meldt ud

At fællesskab er vejen, når du vil med i legen’

 

'Objektivt, ja det er svært, når man har valgt sin side

Kritikerne siger jo, at pressen ska’ være hvide 

Men folk kan sige hvad de vil, mens de vokser og ser til

Aviserne de sælger, er dem som folk de vælger’

(Hvis denne sang - mod forventning - ikke er givende nok, har vi vedhæftet noter nedenfor)

 

 

Klassekampen er en venstreorienteret norsk avis, der blev grundlagt i 1969. Avisen, der også udkommer i online-udgave, oplever fremgang. På 12 år tredoblet oplaget til 22.000 eksemplarer, hvilket de begrunder med, at de er tydelige omkring standpunkt
 og dermed nemmere kan skabe et fællesskab af loyale læsere og kunder.

Navnet på avisen, Klassekampen, var ved grundlæggelsen også navnet på en norsk kommunistisk Ungdomsforbunds organ.

Marxistiske-leninster stod oprindelig bag mediet, men en dag i dag vil avisen selv ikke betegne sig som partisk, men de er tydelige omkring deres standpunkt.

Rent økonomisk går det godt for avisen, der i 2016 oplevede, at annonceindtægterne steg med 10 procent og i 2017 steg det yderligere med 25 procent til 12,1 millioner norske kroner.

Klassekampen støttes også af foreningen Klassekampens Venner, der bidrager med 5 millioner norske kroner om året. Derudover afholder de én gang om året en julemesse, der ender ud i indtægt til avisens - 200-300.000 norske kroner.

Alt i alt går det altså godt for avisen, der er gennemsigtige med ståsted og holdninger.

 

Tidligere chefredaktør Bjørgulv Braanen mener, at avisens styrke ligger i, at de er gået fra at være en snæversynet, ultra venstreorienteret avis, til nu at favne hele den norske venstrefløj. Han mener også, at mediebrugerne er politiske, end journalisterne tror, og derfor søger til medier, som de kan genkende sig selv.

En af grundene til deres succes er, at de er et fællesskab for deres læsere. Hvor andre medier ofte brander sig på at være helt objektive, går klassekampen i en helt anden retning, og er helt åbne omkring, at de partipolitisk har valgt en retning. 

Fællesskabet udmønter sig i arrangementer som klubber, auktioner og en julemesse. Her samler avisen penge ind, fra medlemmer og donorer, som ønsker at støtte avisen økonomisk. 

Man risikerer selvfølgelig at skræmme læsere væk, ved så konkret at vælge side partipolitisk. Man risikerer også, at historierne avisen laver, bliver anfægtet som propaganda eller som partipolitik, og ikke som journalistik.

Rent demokratisk kan det være en svaghed, at ens målgruppe allerede har valgt side, og derfor måske ikke får modspil, i form af ‘den anden side’ af en historie.  

 

Vi præsenterer her de væsentligste pointer, i en sang. Melodien er ‘i en kælder sort som kul’. Syng med!

Gruppe 2: Helene, Clara, Maiken