Han er fuld. Jeg skal kalde ham papfar, det kan de godt glemme. Han vælter rundt. Mor valgte ham. Jeg tror hun fandt ham på gaden. Det gjorde hun slet ikke. Dengang var han normal og sød og sjov og rar. Man kunne tale om meget. Nu er ulykken sket. Og det er et salt i såret han skal bo her. Der er ikke plads til en som ham. Ikke her på helmsvej, hvor alle alligevel er kede af det efter ulykken. Der er forskellige måder at komme igennem det på. 

 

Men hans måde er salt i såret. Salt i mit sår og salt i mors.

Det er som om at lyset endelig begynder at komme frem, som om at solen langsomt står op efter en evig lang nat. Jeg er ved at blive mig selv igen, men dog, når jeg lukker øjnene, ser jeg stadig dig, bilen og den blodige vej.

 

Jeg er alene
Sidste måned holdt et af vores vennepar en pause.
Han brugte mange penge på at få pausen ovre, både chokolade og blomster.
Sagde ” for at slikke vores sår”.
Hvis jeg skulle gøre noget magen til, Ville jeg blive hjemløs.
Så mange penge findes der ikke i verdenen.  

 

Jeg ligner en tosse. En der er sluppet ud fra anstalten nede af vejen.

Jeg hoppede ud ad vinduet fra 2 sal.

Sidder på gaden, helt krummet sammen – ligesom en hund

Jeg føler mig blottet – min krop er fyldt af skrammer

Både indeni og udenpå, mest i mit hoved.

Eller det er det mændene i de hvide kitler siger.

Sidder på gaden foran folkemængden.

Og slikker mine sår.

De kalder mig en hund, måske fordi jeg er det.

Lige siden jeg var lille, har jeg altid slikket mine sår. Jeg har fået at vide flere gange at det er klamt, det bliver kun være, du kan ikke gøre noget. Jeg står på en bro, parat. Parat til at alt skal stoppe, på at få fred. Jeg sætter mig ned ved kanten, ryggen til kanten, vil ikke se ned. Jeg ser en gravsten foran mig, kun 1 vissen blomst, mit navn på gravstenen, folk står rundt om den, griner og peger fingre ned mod min grav. Men så bliver grinene til gråd, for hver person der begynder at græde, kommer det en buket blomster. Trækker mig fra kanten indser at jeg ikke kun er ham der slikker sine sår

Mor er død.

Far råber ad os og ad lægerne.

Han løber ud af værelset, så jeg græder.

”Bare rolig” siger storebror, ”han skal bare slikke sine sår.”

 

Storebror og jeg skændtes engang rigtig slemt.

Han stormede også ud af rummet.

Men mor sagde til mig, ” storebror skal bare slikke sine sår, han bliver god igen.”

 

Jeg tror nu ikke det vil virke for far, så stor en tunge har han nemlig slet ikke.

 

 

De andre bjerge er store og mægtige. Det lille
bjerg er ikke. Jorden skælver under det lille bjerg. Bjerget er ikke forberedt.
I et er det opdelt i to dele. Hvad skal den gøre. Bjerget prøver at lægge sig i
kæde selvom det er umuligt. Det grønne bjerg vil bare blive gul hvis den ligger
i kæden.  Hvis bjerget bliver på sin plads, gnider den salt i såret.
Problemerne vil ikke forsvinde og bjerget vil hedde Adams top

Hvorfor? Hvad skete der lige? 

Endnu et stød af smerte lyder i mit baghoved. Lydene fra tv’et i stuen bliver forstærket. 

Tilbagevendende. Hun kommer altid tilbage. Uanset hvad. 

En rumlen fra min mave bryder larmen. Endnu en påmindelse. 

Lyden blev hængende længere end i går. Den har travlt. Alt for travlt. 

Toilettet giver et suk fra sig, da vandet skyller ud.  

Det er forkert. Alt for forkert, men hun er allerede en del af mig. Hun ér mig.  

Hvorfor? Hvad skete der lige? 

Jeg hader salt

Hver gang jeg får tilbudt noget saltet, nægter jeg at spise det

Min mor prøver at undgå for meget når hun laver mad

Min far er dog ikke nær så, hvad skal man sige... sød

Han prøver så vidt at gnide salt i mine sår 

Alt gik galt. Alle svarene. Alt. 

Presset kortsluttede min hjerne. Men ikke Saras. Det sagde hun til mig. Nej. Hun sagde, at hun var spændt på, at få det endelige svar.  

Det er jeg ikke.  

Alle timerne er spildt. Salten er i såret. Det var Sara der gned den i det. 

Det er værre end det burde. Men det er mig. Det er altid værre. 

De gnider bare salt i mine sår. Det føles som tortur. De kan ikke mærke smerten, den smerte de fortager sig. 
Alt brænder. Flammerne overtager til kun resterne er tilbage. De rester ingen vil bruge til noget. 

Salt er en forfærdelig ting, 
Salten brænder, 
Salten kradser, 
det er ligesom at være lille igen, 
ligesom da man var lille og fik salt i såret, 
det er en brændende smerte. Ligesom da mor lavede mad og man løb væk i skræk, 
Salten gjorde ondt bare at tænke på, og efter alt det med far og mor. 
At de nu ikke var her mere,
var ligesom at gnide salt i såret. 

https://www.tv2nord.dk/jammerbugt/hele-danmark-ledte-efter-holger-her-er-han-otte-ar-efter 

https://www.dr.dk/ligetil/indland/holger-blev-sur-paa-sin-mor-og-stak-af 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4923423.ece 

Jeg kan ikke holde det ud. Mørket er ved at falde på, regnen suser ned, og blæsten rammer træerne hårdt. Mørket tvinger mig til at blive hjemme.

Ud. Ud at lede. Lede I skoven, lede på stierne, lede på vejene. Mørket der sniger sig frem udenfor, indeni. Blæsten hyler efter mig, siger at jeg skal ud, ud at lede. Men regnen trykker mig ned. Ned i fortvivlelsen. Fortvivlelsen over at vide ingenting. Vide hvor, vide hvordan, vide hvornår, vide ingenting. 

Solen der står op på ny og lægger et lysende skær over træerne. Et skær af at alt nok skal gå. Gå ud for at lede, det er det der kan trække mig ud af mørket. Mørket af ren fortvivlelse.  

Han skal nok gå. Hans krop må ikke ligge bleg og kold. Han skal gå. Hvis han ikke går, sætter den ene fod foran den anden, vil jeg heller ikke gå. Men jeg skal blive ved med at gå, for han er ikke den eneste der har brug for at jeg går. 

Solen står højt på himlen, den står på sit højeste. Varmen har spredt sig, han går, går hjem til mig, den ene fod foran den anden. 

 

Panikken startede småt ud iblandt spejderlederen. Herefter gik det hurtigt. Holger var som sunket i jorden. Heidi, Holgers mor blev hurtigt informeret. Hun begyndte jaget efter hendes yngste barn, lille 3-årige Holger. 

På himlen viste der sig en redningshelikopter, på udkig efter den rødhårede dreng. Et ekko af den udsendte hundepatrulje fyldte alle skovens hjørner med støj. Jagten på Holger var først lige begyndt. 

Gråden var hjerteskærende. Hivende efter ilt, blev det for meget for Heidi. Eftersøgningen havde overtaget hendes hoved med illustrationer af hendes lille dreng. Som ivrig efter sit bytte, farede Holgers far derimod rundt i skovens kroge. Ligesom de 100 frivillige.

Mørket falder over skoven. Der er atter intet spor af Holger. 

Begge nær bedøvet i sovemedicin faldt der endelig en ro over Heidi. Her måtte Kenneth nøjes med en søvnløs nat. 

Da lyset dalede ind over skoven, begyndte endnu en dag med søgning. 

En lille raslen lød fra træernes dyb. Raslen var akkurat høj nok, til at fange en rytters opmærksomhed. Her befandt sig en lille rødhåret dreng, med jakken omvendt taget på. Han hed Holger.  

Væk. Lille treårige Holger har været væk. Væk i næsten et helt døgn, næsten et helt døgn for meget. Der er jubel og glæde i alles øjne, og ikke én person har ikke et smil på munden. 

Lille Holger er blevet fundet. Fundet af en tapper sjæl, der har ledt efter ham. Én af mange, der har ledt efter ham. 

Lykke. Familien Kragh følte absolut lykke. Med forældre der har været vågne i halvandet døgn og 350 andre friske sjæle der har ledt uafbrudt, blev lille Holger fundet og er igen sammen med sin familie. 

Stakkels Holger, Lille Holger, hjælpeløse Holger. Forsvundet på spejdertur som et sandkorn i vinden. Tusinde mennesker ledte efter ham. Råbte hans navn, traskede igennem den mørke skov. Med håbet i behold, giver ikke en af de ledende voksne op. 

Mors humør halter, som en hest med brækket ben. Tårnede holdes ikke tilbage, de løber som vandfald ned ad mors kinder. 6 timer, De længste 6 timer, uden nogen form for tegn. Ingen stopper. hver en kvist, hver et blad vendes for at finde lille Holger.

Lykke, ikke noget man kan bruge som beskrivelse. Ikke endnu. 12 timer, 16 timer, 20 timer, intet. Der er så tomt som rummet i skoven. ”Hvor er han?”, spørgsmålet alle stiller sig selv. 24 timer. ”JA! Ja han er fundet” sætningen alle havde ventet på at høre, for forældrene har det været de længste, søvnløse 24 timer i livet.

hvor er han, jeg må finde ham.

”Holger, Holger! Holger!!” bliver der råbt.

Men han hører ikke, jeg hører ikke, for der er kun plads til en tanke i mit hoved, Min skyld, mit ansvar, min dreng.

Jeg gav slip, jeg skulle havde vist bedre, Holger løber altid ,men han kommer også altid tilbage

Jeg ved ikke om han kommer tilbage nu.

Et billede dukker op, han store smil, der når helt op til hans øjne, men det er knust nu, ødelagt af en lille dreng der ligger helt stile og hvid i skovbunden.

 Tårer, jeg kan ikke stoppe dem, flyder stille ned, rammer græsset og forsvinder. Bare en ting mere der forsvinder i denne skov.

Jeg kan ikke mere, jeg skal have ham tilbage.

 

Kilder:

 

 

 

 

Min maven bliver lillebitte. Kramper. Min hjerne presser mod kraniet. Den signalerer, at vi ikke gør nok. Han bliver ikke fundet, han er bare alene, kold og borte. Måske død.

 

 

Vi leder. Græder. Scooter, helikopter, biler, cykler. Alle leder. 

 

 

Time for time. Det bliver nat. Jeg er ude midt i intet. Himlen er mørk og fyldt med stjerne. Jeg håber ikke du er en af dem. 

  

https://www.tv2nord.dk/jammerbugt/hele-danmark-ledte-efter-holger-her-er-han-otte-ar-efter  

https://www.youtube.com/watch?v=BnhXtdwUalE 

Holger  er type der altid løber væk når han kan. Han vil nyde livet i stedet for at gå i børnehave. Fængslet. Holger vil gerne se verdenen. Skoven. Klitterne. Havet. I børnehaven skal han være social men Holger vil hellere gemme sig i mængden. Da Holger var født var det følelser nu er det tanke. Hvordan kan jeg forsvinde her? Nu er jeg væk og lige om lidt er Holger fundet.

Hvidt, hvidt som husene på den anden side af vejen. De brune blade på buskene bliver vide af den fine sne der stadig falder. Endeligt, endeligt sner det. Vores ønsker om hvid vinter er kommet. 

Støvler, huer, handsker, vanter, jakker. Børn fra nær og fjern tager tøjet på for at lege i sneen, sne som det fineste pulver falder som regnen i september.

 'En hobby mange ikke kan forstå og syntes er dum, men det er øjeblikket der gør det vær. 
Det er en fritids hobby jeg elsker at drikke sig så stiv man ikke engang kan stave til ”2” hvis man måtte bruge tal. Den følelse af at bruge de sidste 2 kroner på kortet på en ”DP” 
( DP betyder Dansk pilsner til de u-kulturelle mennesker der læser det her :))  ) 
Fornemmelsen når man får flere penge tilbage i pant om ugen end man får om måneden for at arbejde på tanken.
Dansk ungdom er mange ting, men hvis det her ikke er en af dem, så ved jeg ikke hvad 
De fleste unge dansker har før alderen 16 prøvede at være så stangende stiv at de ikke kan tænke, og det er en del af at være ung i Danmark :))

 

Det er en tidlig morgen. Solen skinner. Varmen rammer mig helt inde i kroppen. Min tur på vej til et nyt start på livet er kommet. Flyvemaskinen er fyldt med mennesker. Den letter nu. Jeg kigger ud af vinduet ved siden af mig. Solen stråler lige ind i mine øjne. Spændingen stiger mere og mere i min krop. Jeg sidder. Jeg sidder, og slapper af med musik i ørene. 11 timer føles som ingenting. Det kilder i maven. Smilet bliver større. Jeg er på vej.

(Gruppe 5)

Kiggene ud på den spirende natur. De resterende planer, som først lige er begyndt på deres livsrejse, ved ikke hvad de venter sig. Det er en livsvej. Den vej vi følger, som tiden går.

Her står jeg. Uden noget tilbage. Men snart er jeg ikke alene mere. 
Tilsidst forsvinder jeg ind. Bliver til små partikler. Partikler som er en del af alt. Jeg bliver en del af universet. Over det hele kan du finde mig. Du kan bare ikke se mig.

Det var spild. Spild af mad. Spild af medicin. Spild af liv. 

Brændende. Barken på træet svier som åben ild. Det er som en længsel. Længslen efter sommer. Hendes bløde kærtegn, sødmen og de lange aftener. Håbet om at komme tilbage. Tilbage til freden. En blid vind puster til hendes lange, spirerne grene. Hvor er hun køn. Alt for køn til kun at være der én gang om året. Et par æbler falder om hendes fødder. Klar til at adlyde. De er som blændet. Naglet fast til hendes rødder. Indtil efteråret kommer. Så forsvinder de igen. Længslen er der stadig, og den brændende fornemmelse. De er der stadig selvom hun forsvinder.  

(Gruppe 5)

Stolen var tom, jeg var tom

Historien var nu forbi, for evigt, ikke flere eventyr og ikke flere fortællinger.

Han havde nået den sidste slutning, de sidste ord, og den sidste side.

”Sov sødt barnlille, og drøm lykkelige drømme” sagde han altid.

I dag er det ikke mig, der skal sove, den endelige søvn.

Det er ikke min historie der rundes af, ikke min godnathistorie. 

 

Jeg sætter mig i stolen, det føles forkert, det er ikke mig der skal side her og ikke ham der skal ligge i sengen, det hele er forkert. 

Bogen ligger på sin plads, det er det eneste der ligger på sin plads.

 

Jeg begynder at læse en ny historie, der først lige er begyndt, der er mange sider i nu, sider som endnu ikke er blevet vendt, men dette kapitel er snart slut

Det var et godt kapitel, mon det bliver ved? Det tror jeg ikke.

” sov sødt far og drømme lykkelige drømme” hvisker jeg

Og et nyt kapitel starter 

 

3-årige Holger gider ikke mere, han vil bare tilbage til hytten, han fortæller sine krav til spejderlederen som, sender de andre børn videre mens Holger bliver stående. imens han står og venter, ser han noget i øjenkrogen, han bliver nysgerrig og bevæger sig tættere. Han står nu i øjenkontakt med den hjort der har ført ham på farvande i et stykke tid inden den løber afsted igen, Holger vender sig om for at finde spejderlederen så han kunne komme tilbage. Han ville desværre ikke komme til at se et andet menneske i længere tid end han nogensinde kunne have håbet på. 

Efter at have vandret rundt i skoven i timevis, satte Holger sig ned på skovbunden og fandt sin rygsæk frem, fiskede en stor men tynd bog ud af tasken og begyndte begejstret at lede.