UNDERSØG forudsætningerne for at bryde den sociale arv og ulighedsgraden i Danmark (bilag 1, 2, 3, 4, 7, 8)

DISKUTER hvilke tiltag der kan være med til at styrke sammenhængskraften og nedbringe uligheden (bilag 2, 5, 6)

Bilag 9: https://apps.infomedia.dk/mediearkiv/link?articles=e63ee28b

 21. januar 2015 Information Sektion 1 Side 18 (DEBAT) Ove K. Pedersen... 1466 ord Id: e4c889c5

vil folketingsvalg og overenskomstforhandlinger sætte valget mellem splittelse og solidaritet på dagsordenen. For hvad sker der med de offentlige udgifter, hvis offentligt ansatte med adgang til parallel velfærd kæmper for overenskomster med højere løn, samtidig med at de stemmer for at fastholde offentlige velfærdsgoder?

2015 er valgår og overenskomstår.

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked vil dreje sig om fremtidens samfundsmodel, og de offentligt ansatte vil få stor indflydelse på fremtidens model.

I centrum står valget mellem to modeller: konkurrencestat eller konkurrencesamfund. Og selv om kampen vil blive trukket op med hårde modsætninger, indebærer den ikke et enten-eller, men et både-og.

Kampen er pågået siden 1980' erne. Den er endnu ikke afsluttet, bliver det heller ikke 2015, men nu som tidligere er det den danske model, der er i centrum.

Modellen blev grundlagt i 1899, men er nu mere en samfundsmodel end en model for forhandlinger på arbejdsmarkedet. I modellen forbindes overenskomster med velfærdsydelser; overenskomstsystem med velfærdsstat.

Overgangen fra forhandlingsmodel til samfundsmodel skete i 1980' erne. Her begyndte en ideologisk konflikt om, hvorvidt de centrale forhandlinger skulle fjernes og afløses af individuelle ansættelseskontrakter; om velfærdsstaten skulle afvikles eller moderniseres; om ansættelsessikkerheden skulle gøres mere eller mindre fleksibel. Først i midten af 1990' erne kom der ro på, og et kompromis om samfundsmodellen blev indgået. Velfærdsstaten blev effektiviseret og ikke afviklet, overenskomstsystemet blev decentraliseret, men var stadig centraliseret, og ansættelsesbetingelserne blev fleksible, men indrammet af kollektive aftaler.

I andre lande var ændringerne større. I USA og Storbritannien blev velfærdsstaten minimeret, skatteraten blev nedsat og de kollektive aftaler nærmest opgivet.

Samlet set blev velfærdsstaten afløst af et konkurrencesamfund. I Tyskland blev velfærden splittet, og her skelnes der nu mellem dem inden for overenskomster - især i industrien - og dem uden for - især i den private servicesektor.

De første kan aftale kollektive velfærdsforsikringer, de andre kan ikke. Velfærdsstat blev afløst af en splittet konkurrencestat.

I dag ved vi, at valg af model har haft store konsekvenser. I konkurrencesamfundene eksploderede de sociale uligheder, lønmodtagernes indkomster stagnerede, efterspørgslen gik ned, den sociale mobilitet bremsede op, fagbevægelsen gik (nærmest) i opløsning, og en stor del af middelklassen blev fattige. I den splittede konkurrencestat steg uligheden også, fagbevægelsen blev for dem, der er inden for overenskomst, og i begge modeller opstod en ny klasse deling. Den tyske succes efter 2008 bygger på en voksende ulighed; det samme gør USA's genvundne konkurrenceevne.

Ikke så i den solidariske konkurrencestat.

Og ej i Danmark.

Her blev velfærdsstaten opretholdt, men fik nye opgaver. Den offentlige sektor blev effektiviseret, og der blev etableret en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der rettede sig mod arbejdsløse, men også en beskæftigelses-og uddannelsespolitik, der adresserede alle i arbejde. Den sociale mobilitet blev verdens højeste. Uligheden tiltog, men marginalt, og den store middelklasse blev opretholdt.

Forskellen er påfaldende. Hvor konkurrencesamfund anvendte reformer til at skabe markeder, skære ned på skatten og indføre velfærdsordninger finansieret ved forsikringsordninger, har solidariske konkurrencestater reformeret deres offentlige sektor og fastholdt skattefinansieringen og den universelle tilgang til velfærdsgoder.

Imens er adgangen til velfærdsydelser målrettet. Ved sammenligning er der få lande, der har lagt så megen vægt på at reformere deres offentlige sektor og så lidt på at skabe plads til markeder, som Danmark. Det har gjort den danske model kendt og berømmet verden over.

I dag består modellen i en simpel ligning, hvor overenskomstsystem kombineres med skatte-finansieret velfærd, og hvor velfærd (V) antages at være forudsætning for velstand (V) og velstand forudsætning for velfærd (V). I V-V-V-modellen forudsættes en arbejdsdeling mellem den offentlige og private sektor: Det offentlige garanterer velfærd til alle, mens det private har til opgave at skabe velstand til finansiering af velfærd. Den offentlige sektor står først i ligningen, både fordi den skal løse opgaver til fremme af den private sektors konkurrencedygtighed, og fordi den skal sikre et effektivt skattesystem og anvende sine ressourcer så effektivt og målrettet som muligt til fremme af den nationale konkurrenceevne.

V-V-V er resultatet af et politisk kompromis, men siden 1990' erne er den tilbygget med beskæftigelsespolitik og især uddannelsespolitik (alle skolereformerne).

Som sådan finder den nu støtte hos partier fra centrum mod fløjene, blandt de vigtigste interesseorganisationer og i befolkningen generelt. Den indebærer et kompromis mellem et liberalt ideal om decentralisering og fleksible ansættelsesbetingelser og et socialistisk/ socialdemokratisk ideal om skattefinansierede velfærdsgoder til alle og velfærdsydelser til alle med behov.

Det er derfor, 2015 bliver et vigtigt år. Kombinationen af valg og overenskomst sætter valget mellem en solidarisk og en splittet konkurrencestat på dagsordenen.

Kan V-V-V videreføres? Det er især de offentligt ansatte, der skal træffe valget. Fordi samfundsmodellen sætter den offentlige sektor i centrum for (næsten) al politik; fordi de knap 800.000 offentligt ansatte har vægt til at afgøre fremtidens model; og fordi det allerede nu er sandsynligt, at den offentlige gæld vil stige efter 2020 og dermed øge presset på at effektivisere den offentlige sektor og målrette dens ydelser yderligere.

Vil en offentlig sektor med dens nuværende størrelse, antal ansatte og arbejdsbetingelser kunne opretholdes?.

Spørgsmålet er indviklet, men man må skelne mellem første del, der handler om velfærdsudviklingen, og anden del, der handler om det politiske. Efter mere end 60 års velfærd er der stadig store sociale og økonomiske uligheder.

Især mellem dem, der har fået gode uddannelser, haft permanent tilknytning til arbejdsmarkedet og har arbejdet under overenskomster, og dem, der blev ufaglærte, fik løs tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke fik samme beskyttelse. Skellet går - ikke entydigt, men alligevel - mellem de offentligt ansatte, der har haft mulighed for kollektivt at spare op til individuelle velfærdsgoder, og nogle af de privat ansatte, især ufaglærte, der ikke har. Skellet går dog især mellem mænd og kvinder, og ældre og yngre. Kvinderne og de yngre er overrepræsenteret blandt de udsatte. Men dilemmaet er større end som så. Arbejdsmarkedet forandres. Antallet af arbejdspladser i industri og landbrug (hvor overenskomstsystemet står stærkt) falder, mens antallet i den private servicesektor (hvor det modsatte gælder) stiger. Samlet stiger antallet af midlertidige job samt antallet af job, der ikke er omfattet af overenskomst.

Hertil kommer så den politiske udvikling. I de seneste 15-20 år er der sket et skifte i de offentligt ansattes overenskomster. Før lagde de vægt på løn og arbejdsbetingelser.

Nu fremmes kollektivt aftalte velfærdsordninger, herunder pension, efter-og videreuddannelse, sundhedsforsikringer, lønsikring m. v. Nogle ordninger aftales ved overenskomst, samfinansieres med arbejdsgiver og støttes ved skatteudsættelse. Andre finansieres individuelt - nogle gennem kollektive forsikringsordninger, mens andre kun er for medlemmer af faglige organisationer. Antallet af forsikringsordninger er steget, antallet af deltagere endnu mere, og blandt offentligt og privat ansatte er der et stigende pres for, at de faglige organisationer etablerer forsikringsordninger.

Udviklingen foregår samtidig med, at offentligt ansatte nu er de bedst organiserede på arbejdsmarkedet og også udviser den største kampgejst. Oveni er de offentligt ansatte begyndt at stemme på et bredere sæt af partier, både i centrum og på fløjen. Samlet er det nu sådan, at de offentligt ansatte stemmer mere til højre end til venstre og i stigende grad på fløjene frem for centrum.

Og det er her, at sammenfaldet mellem folketingsvalg og overenskomstforhandlinger bliver vigtigt. Hvis det nemlig er sådan, at alle i permanent stilling og under overenskomst forsikrer sig til velfærdsordninger, mens alle i midlertidige stillinger ikke har samme muligheder, hvad sker der så? Og hvad sker der, hvis alle, der har adgang til parallel velfærd, tillige kæmper for overenskomster, der giver højere løn og forøger de offentlige omkostninger, og samtidig stemmer for at fastholde offentlige velfærdsgoder og derved yderligere forøger de offentlige omkostninger? Under de givne betingelser er svaret forudsigeligt: Presset for at effektivisere den offentlige sektor øges. Det samme gør kravet om at skelne mellem dem, som har behov for velfærdsydelser, og dem, som påstås ikke at have det. Og som følge heraf stiger den enkeltes interesse i at forsikre sig. Altså vil konkurrencestaten blive endnu mere splittet, og velfærdsydelserne vil blive målrettet endnu mere mod de ' værdigt trængende', der under ingen omstændigheder kan arbejde, mens de ' uværdigt trængende', der kan, i højere grad vil blive forbigået.

Spørgsmålet er: Kan de offentligt ansatte få det hele - altså gode overenskomster med egne velfærdsordninger og gode offentlige velfærdsordninger for alle? Kan de udvikle deres egen velfærd og samtidig sikre deres egen arbejdsplads - altså en stor offentlig sektor? Og kan de oveni blive ved med legitimt at kritisere den stigende sociale ulighed? Eller er vi snarere vidne til en form for politisk skizofreni, hvor nutidens samfundsmodel spiller overenskomstkampen ud mod valgkampen og sætter de offentligt ansatte over for et valg mellem deres egen sikkerhed for velfærd og tryghed i ansættelsen? I 2015 står vi på grænsen til den splittede konkurrencestat.

I fremtiden bevæger vi os i retning af konkurrencesamfundet.

Mens konkurrencestaten splittes mellem dem, som er henholdsvis inden for og uden for overenskomstsystemet, etableres konkurrencesamfundet for dem, som arbejder i midlertidige job. Den tyske model vinder indpas, med en snert af USA og Storbritannien.

God kamp både til folketingsvalget og ved overenskomstforhandlingerne! Ove K. Pedersen er politolog og professor på Copenhagen Business School og forfatter til bøgerne ' Konkurrencestaten' og ' Markedsstaten'.

Kommentar: Social arv - den næsten ideelle fjende

 27. november 2006 Information Side 2 / 3 (indland) Morten Ejrnæs... 956 ord Id: e07f6ba0

Myten om social arv er farlig, fordi forældrene gøres til syndebukke, selv om årsagerne til børn og unges problemer er komplekse og i hovedsagen skyldes strukturelle forhold som fattigdom samt børnenes og skole- og uddannelsesforhold.

Social arv er et begreb, som anvendes, når man ønsker at forklare børn eller unge menneskers vanskeligheder ved at henvise til, at deres forældre har eller har haft problemer. Forklaringen lyder indlysende: Børn, der vokser op hos forældre med store problemer, får ikke deres behov tilfredsstillet og lærer ikke at tackle problemer konstruktivt, men indlærer forældrenes uhensigtsmæssige problemløsningsteknikker som f.eks. misbrug og aggressiv adfærd.

Den tilsyneladende indlysende forklaring holder imidlertid ikke. Undersøgelser viser, at de fleste børn med belastede forældre ikke arver forældrenes problemer, og hovedparten af de unge, der har problemer, stammer ikke fra familier, hvor forældrene har store problemer. Alligevel har det været et dogme i den faglige og politiske debat, at børn arver problemer som misbrug og kriminalitet fra deres forældre. Hvorfor?

Det er forståeligt, at både forskere og praktikere i stigende omfang anvender begrebet social arv, når der dels afsættes store beløb til social arvs-projekter, og dels når pædagoger direkte er pålagt at bekæmpe den sociale arv gennem udmøntningen af de obligatoriske pædagogiske læreplaner i børnehaver. Derimod er det uforståeligt, at bekæmpelsen af den negative sociale arv i de sidste 10 år har været en mærkesag for både den socialdemokratisk-radikale regering og den liberalt-borgerlige regering. Det forekommer paradoksalt.

De norske kriminologer Nils Christie og Ketil Bruhn lancerede i 1985 begrebet 'den gode fjende' i deres analyse af politikernes holdning til narkotika, og dette begreb kan hjælpe os til at forstå paradokset. I analysen påviser de, at en indre fjende, narkomani, kan have den samme sammenholdsskabende funktion som en ydre fjende. Den kan bortlede opmærksomheden fra andre mere grundlæggende samfundsproblemer og altså dermed fra enhver magthavers synspunkt være en hensigtsmæssig, bekvem eller ligefrem en god fjende. De skriver i bogens indledning om hvilke samfundsproblemer, der er gode fjender.

"Det velegnede samfundsproblem er et, hvor ingen forsvarer de angrebne, hvor angriberne får ære af kampen, hvor krigsomkostningerne i særlig grad bæres af svage grupper, og hvor majoritetens livsførsel ikke forstyrres. Exceptionel ideel som modstander er det samfundsproblem, som desuden kan opfattes som forklaring på andre uønskede tilstande - ungdomsproblem, fattigdom og kriminalitet - en forklaring som yderligere lader både magtcentre og det store flertal i fred ved at gøre det mindre presserende at gå løs på de andre og farligere samfundsproblemer."

Negativ social arv er et velegnet og bekvemt samfundsproblem, en god eller næsten ideel fjende. Ingen forsvarer de social arvs-ramte; alle, der deltager i bekæmpelsen af den negative social arv, får ære deraf.

Den unuancerede årsagsopfattelse og stigmatiseringen går ud over børnene og forældrene, mens majoriteten inklusive forskere, pædagoger og andre socialarbejdere ikke bliver forstyrret; de bliver hverken mindet om de strukturelle forholds betydning eller om deres eget medansvar som velfærdsfunktionærer.

Farlig myte om social arv

Majoriteten har ikke noget medansvar, problemerne skyldes den sociale arv (forældrene). Derfor har politikere fra alle partier taget begrebet til sig, og majoriteten har bifaldet det. Politikerne har, uden at forskerne har modsagt dem, lanceret social arv som en hovedårsag til børns problemer. Undervisere, lærere, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejersker har ukritisk taget begrebet til sig. Politikerne har derfor kunnet sløre deres egen manglende evne til at gøre noget ved de grundlæggende problemskabende forhold i samfundet ved at henvise til social arv som årsagen til problemerne, og de har kunnet vise deres gode vilje gennem at bevilge store beløb til både forskningsprogrammer og pædagogiske projekter til bekæmpelse af social arv.

Forskernes ensidige og misvisende fremlæggelse af forældrenes problemer som hovedårsagerne til børns problemer har sammen med politikernes udpegning af negativ social arv som hovedfjenden ført til, at langt de fleste pædagoger og socialarbejdere fortsat bruger begrebet, og at mange har den opfattelse, at børn faktisk arver forældrenes problemer. Derfor har mange medarbejdere urealistisk lave forventninger til børn, der kommer fra familier, hvor forældrene har haft alvorlige problemer. Både forældre og børn i disse familier bliver stigmatiserede, og der er risiko for selvopfyldende profetier.

Analysen fører ikke til den opfattelse, at forebyggelse, tidlig indsats eller socialt arbejde i forhold til udsatte børn er overflødig. Men den viser, at forebyggende arbejde kan forbedres ved at satse på brede tiltag som fattigdomsbekæmpelse samt tiltag på skoler og uddannelsesinstitutioner, der kan formindske frafaldet. Arbejdet med udsatte børn kan kvalificeres, hvis der satses på at forbedre børnenes trivsel her og nu i stedet for at fokusere på social arv.

Myten om social arv er farlig, fordi forældrene gøres til syndebukke, selv om årsagerne til børn og unges problemer er komplekse og i hovedsagen skyldes strukturelle forhold som fattigdom samt børnenes og skole- og uddannelsesforhold. Social arv bruges som en universalforklaring, der lægger skylden på forældrene og dermed bliver en bekvem undskyldning for manglende resultater og handlinger. En undskyldning, der kan bruges af såvel politikere og praktikere som af de børn og unge, der får fortalt, at deres skæbne er forudbestemt af den sociale arv.

Ovenstående er et let redigeret uddrag af artiklen 'Social arv - et begreb, der skader både forskning og pædagogik' i tidskriftet Vera nr. 37 november 2006 (www.vera.dk)

Morten Ejrnæs er lektor i sociologi på Aalborg Universitet

Fakta: Sagen kort

*Begrebet ’den sociale arv’ er opfundet af den svenske psykiater Gustav Jonsson, hvis bog Den Sociale Arv fra 1969 fik stor gennemslagskraft i de følgende årtier.

Bogen var empirisk baseret, men det empiriske grundlag for teorien er meget tvivlsomt.

Ideen om at sociale problemer går i arv fra forældre til børn har dog hængt ved siden – på trods af at det mere er en undtagelse, at børn ’arver’ forældrenes problemer.

En undersøgelse af de 84.765 børn, der blev født i 1966, viser, at 92 procent af de børn, der har en far eller mor med problemer, ikke selv pådrager sig problemer (problemer er her defineret som psykiske lidelser, alkohol- og narkotikamisbrug, alvorlig kriminalitet, »mavesår« og selvmord og selvmordsforsøg)

Redegør for Pierre Bordieu’s teorier om habitus og Beauvais og Bensons teori om sammenhængskraft

Undersøg social arv og mobilitet i Danmark

Diskuter hvorvidt staten kan være med til at styrke sammenhængskraften og mindske uligheden