2) 
Teksten gør i høj grad brug af korte sætninger og opbremsninger som en fortælleteknik. Det er med til at vise læseren, hvad der skal være i fokus. Fx ”Rødt. Blod. Smerten får mig til at banke panden mod metallet”. 

3) 
Der er bogstavrim flere steder i fortællingen, som ligger godt i munden og skaber en rytme i historien. Fx ”Det er en steril stenvold blottet for vegetation”.
4) 
Der er mange detaljer i fortællingen, der er med til at forankre den virkelighed, som fortælleren prøver at tydeliggøre for læseren. Fx ”jeg tog rygsækken på, og bare den beskedne anstrengelse fik mig til at gispe efter vejret. Små prikker af iltmangel for rundt i synsfeltet”. 
5) 
Der er en tydelig kronologi i fortællingen, hvor man føler hovedpersonen fra soveposen til bjerget, hvor klimaks forløber sig. Men dette er lidt underligt, da både begyndelsen og slutningen på fortællingen tydeliggøre, at fortællingen først begynder efter alt det, der lige er sket. 

 

2: Kronologisk opbygning, karakteren skal igennem en rejse

 

3: Der skiftes mellem datid og nutid

 

4: Konkrete beskrivelser skaber billeder for læseren:

”Hosten rev i struben” og ”kulden bider i kinderne”.

 

5: Metaniveau – fortælleren, der selv er forfatter:

Humoristiske sammenligninger: “...som en Muslim med bagdelen i vejret” “...at pisse på alle fire ligesom en ko.”

Den springer i tid: Den starter i datid og slår i nutid i takt med at fortællingen spidser til. 

Variation af sætningslængder: "Lave skyer nærme sig og svøber passet ind i tåge. Farligt. Dødsensfarligt."

Personificeringer: “Vinden, der sniger sig ind under jakken.” og “Kulden, der bider i kinderne.”

“Så tændte jeg lommelygten. Vækkeuret viste nul nul.” og “Jeg er alene tilbage. Jeg kan ikke få mig selv til at gå. Ikke endnu.”

2. Teksten veksler mellem et højt abstraktionsniveau og konkrete scener. De abstrakte passager er båret af metaforer og billedesprog, der aktiverer fantasien, mens de konkrete situationer trækker os ned ad abstraktionsstigen og bidrager til fremdrift i historien, hvor vi hører om fortællerens rejse på Thorong La-passet.

3. Besjæling af naturen:

"Stjernehimlen åbnede sig i sin uendelighed. Måneseglet vuggede som en robåd i horisonten."

Det fremhæver naturens majestætiske og ubarmhjertige side, hvilket giver et klart indtryk af, at fortælleren ikke er i sit naturlige habitat og befinder sig alene og i naturens nåde.

4. Vendepunkt. Det bliver brugt som et dramaturgisk værktøj med stor effekt da fortællerens forløsning over at have nået toppen bliver erstattet af:

"De første snefnug pisker mod jakken. Det er ikke så godt."

Efterfulgt af en optrapning af konflikt, der placerer læseren i en stærkt problematisk situation.

5. Verberne er gennemgående med til at give indtrykket af at fortælleren er på sin fysiske og psykiske grænse:

- Jeg krøb
- Jeg klamrede,
- Jeg ålede
- Jeg gisper

1. Billedsprog.

 

Forfatteren beskriver mange steder ting med billeder frem for ord. Det styrker læserens indlevelse i teksten og dermed også læserens lyst til at læse teksten til emne. Fx ”vinden sniger sin ind under jakken.”

 

2.  Forankrer budskabet i en konkret handling

 

Som nævnt beskriver forfatteren sjældent en følelse med følelsen. I stedet bruger han observationer og detaljer, der har relation til følelsen. Altså ”Show it. Don’t tell it.” Et eksempel er, at han ikke skriver, at hovedpersonen fryser, men bruger beskrivelser som ”jeg begynder at miste følelsen i munden.”

 

3.  Overdrivelser som dramatiske virkemidler

 

Forfatteren bruger flere overdrivelser igennem teksten. Det gør dramaet større. Et eksempel er: ”Jeg får hele ansigtet flået af, hvis jeg river endnu hårdere.”

 

4.    Allitterationer 

 

”Vækkeruret viste.” ”Tinderne tårner.” ”Spidse silhuetter.” Vi ser allitterationer gennem hele teksten, som giver den en god rytme.

 

5.    Vendepunktet

 

Forfatteren starter vendepunktet med et flashback til hans barndom. Det skift fra barndom til nærdødsoplevelse, gør dramaet rigtig stort. Som læser går det lige så stille op for en, at det han oplevede som barn nu sker i en større og mere alvorlig sammenhæng. 

 

Forfatteren bruger mange sammenligninger, der gør teksten levende, og som skaber billeder for den indre lystavle. Et eksempel: ”Stjerneskæret var så stærkt, at det skyllede ned over jorden som hvide stråler fra en kæmpemæssig si.”

 

2. Læserytmen.

 

Sproget er lækkert at læse ikke mindst på grund af variation af sætningslængder. Eksempelvis: ”Jeg er alene tilbage. Jeg kan ikke få mig selv til at gå. Ikke endnu. Jeg sætter mig stakåndet op og læner mig op ad højdepasset med de flagrende tibetanske bedeflag. Passet består af sten.”

 

3. Usædvanlig brug af adjektiver.

 

Sjældent brugte sammensætninger gør teksten spændende og overraskende at læse. Eksempel: ”Det er en steril stenvold blottet for vegetation.” Steril stenvold ligger både godt i munden, men er også meget billedskabende og gør teksten spændende at læse. 

 

4. Vendepunkter.

 

Teksten bliver bygget op omkring vendepunkter, og de fungere som små ”points-of-no-return”, og det fungere rigtig godt. Af eksempler kan nævnes tungen der sidder fast, flashbacket og frigørelsen fra pladen. 

 

5. Besjælinger. 

 

For at få læseren med gør forfatteren brug af besjælinger, som skaber endnu bedre billeder, og som får læseren med op på bjerget. Det fungere super godt. 

2. Der er meget godt billedsprog, som er stemningsskabende: ”Måneseglet vuggede som en robåd i horisonten”

3. Scenen hvor hovedpersonen tænker tilbage på sin barndom er god, fordi den giver os et indblik i, hvem han er, og hvor han kommer fra. Samtidig giver den fremdrift i historien, fordi den giver ham en idé til, hvordan han skal komme fri fra den frosne metalplade. 

4. Især indledningen er meget stemningssættende, fordi den er pakket med adjektiver og verber, der beskriver omgivelserne med alle sanser.  

5. Det giver god fremdrift i historien, at vi ikke kan stole på vores hovedperson. Det ene øjeblik tror han, at han er død, det næste er han det ikke alligevel. Vi bliver nysgerrige på, hvem han er, og hvorfor han er så forvirret i sine tanker.  

4) God spændingsopbygning i teksten, der fastholder læserens opmærksomhed. 
“Der er kun en mulighed tilbage, jeg må rive mig løs. Jeg bliver dårlig ved tanken. Men jeg er nødt til det. Jeg river først lidt på prøve. Smerten jager bagerst i tungeroden. En...to og så. Rødt. Blod. Smerten får mig til at banke panden mod metallet”.

5) Sammenligninger og billedeskabende sprog fx: ”Stjerneskæret var så stærkt at det skyllede silhuetter ned over jorden, som hvide stråler fra en kæmpemæssig si”.  Denne beskrivelse giver virkelig et godt billede på, hvordan natten ser ud. At det er storslået oppe i bjergene, og så gør det også bare teksten mere levende med sammenligningen med sien. Man kan lige se det for sig.

“Fortælleren vågner, begynder at klatre og kvajer sig i Thorong La-passet, hvorpå fortællingen kan begynde.

3. Forfatteren bruger rigtig mange sceniske virkemidler. Eksempel: Stjernehimlen åbnede sig i sin uendelighed. Måneseglet vuggede som en robåd i horisonten. Jeg kunne skimte Himalayas kæmper som spidse silhuetter til alle sider. Stjerneskæret var så stærkt, at det skyllede ned over jorden som hvide stråler fra en kæmpemæssig si.

4. Forfatteren bruger også rigtig mange dramatiske virkemidler. Eksempel: Jeg tog rygsækken på, og bare den beskedne anstrengelse fik mig til at gispe efter vejret. Små prikker af iltmangel for rundt i synsfeltet. Hosten rev i struben.

5. Forfatteren bevæger sig ofte op og ned ad abstraktionstigen. Et eksempel er denne passage: 

Ex.”mine fingrer krøb rundt blandt splinterne og sandkornene…”,
Her fungerer s’erne som rim i teksten. Bogstavrimene er så velplacerede, at læseren næsten ikke lægger mærke til det, selvom de er helt bevidst placeret til at skabe rytme og fremgang i historien, uden man som læser bliver distraheret. 

 

2.    Billedsproget

Billedsproget skaber selvfølgelig billeder i hovedet på læseren, som gør historien mere fængende og virkelig.

Ex.”Det var ikke mit. Jeg var en sten, og jeg omgav det bare som en kolossal, tætomsluttende granitsarkofag, mens varmen ebbede ud af det”..

3.    Berettermodel brugt i prolog

Vi får nærmest en hel historie fortalt alene i prologen, som næsten er en epilog fortalt for tidligt. 

 

4.    Flashback
Ex. ”Hvert eneste barn i Norrland, må have prøvet det her (..)”herefter reference til at sidde fast med tungen på is. 
Tilbageblik bliver brugt til at kaste lys over den handling, der sker nu. Det gør den ved at biddrage med noget baggrundsviden, som kan fortælle læseren mere om personen eller et steds fortid. 

 

2. Handlingens udvikling fra en positiv og spirituel rejse - til dødsensfarlig og ubehagelig.

3. Korte sætninger med stærke følelser skaber spænding og tempo.

4. Kronologisk fortælling - pludselig opbrudt af et flashback.

5. Fra eventyrligt billedsprog: “Stjeneskæret var så stærkt, at det skyllede ned over jorden som hvide stråler fra en kæmpemæssig si.”

Til konkret og komisk: “Jeg åbner gylpen og forbereder mig på at pisse på alle fire ligesom en ko”

2.     Historien skrives i 1. person. Det gør den mere dramatisk og nærværende ift. læserens forhold til hovedpersonen. Vi føler med ham, vi er inde i hans hoved, og føler al den smerte han går igennem. Desuden er han enormt til stede her og nu. Ordene kan sagtens stå alene nogle steder, fordi vi accepterer det som en del af hans umiddelbare tankestrøm. 

3.     Sætningerne er proppet med adjektiver, som får hele fortællingen til at leve. Det er meget billedskabende og man kan se det hele for sig. Eks: ”Mine fingre krøb rundt blandt splinterne og sandkornene i den nøgne træk på det ru trægulv, til de fandt urets kolde plastic og slog det fra”. 

4.     Udsagnsordene. Eks: ”Stjernehimlen åbnede sig i sin uendelighed. Måneseglet vuggede som en robåd…”. De er lidt alternative og finurlige i sammenhængen, men det giver liv og pirrer vores nysgerrighed som læser. 

5.     Underspillet humor. Læseren liver op en gang imellem. Eks: ”Jeg har pisset mig løs” og ”Jeg bøjer mig hurtigt forover som en muslim med bagdelen i vejret…” Det tragikomiske i situation fremhæves i små glimt. Det er en vekselvirkning mellem noget meget højtideligt og noget utrolig lavpraktisk og næsten banalt. En sjov kombination, der overrasker og fastholder læseren.

Den sceniske fremstilling: “Det var iskold nat i den trange træhytte. Da rejsevækkeuret begyndte at ringe, satte jeg mig op med et sæt, snørede det lille glughul i soveposen op og rakte armen ud i den kulsorte kulde.”  Allerede fra start bliver scenen sat. 

 

1: ”Hvert eneste barn i Norlann må have prøvet det.En iskold vinterdag, et gelænder, en lygtepæl, et stykke metal med frost på”

Her refererer forfatteren til den virkelighed han selv, og formodentligvis en stor del af dennes læsere, er vokset op i. På den måde søger han at vække noget familiært og vedkommende hos dem. Tanken er, at den problematik, han skal til at udfolde, er en som mange kender til og har oplevet, som børn selv eller måske med deres egne børn, som voksne. 

 

2: Flere steder i teksten bruges besjæling af døde ting eller fænomener til at gøre teksten mere levende. Eksempelvis når ”vinden sniger sig ind under jakken” og altså udfører en konkret og bevidst handling, at snige sig. Et andet eksempel på samme er ”kulden bider i kinderne”, frem for fx bare at skrive det er koldt. 

 

3: Ved afsnittet hvor han når sit mål, har vi et eksempel på vendepunkt, eller et før/efter. Indtil da har teksten tjent som optakt til denne sidste del af bedriften. Beskrivelser af de fysiske anstrengelser og kropslige skavanker på grund af det ekstreme miljø, opbygger spændingen op til den forløsning, der sker, i det toppen nås. 

 

4: Verber valgt med et formål. Når et vindstød varsler, i stedet for at vinden blæser, øger det spændingen. Det samme kan ses, når der skrives om at rive sig løs, ikke bare trække eller rykke. Rive indikerer smerte oveni. 

 

5: Forfatteren gør god brug af variation i sætningslængde. Samtidig bruger han dette redskab til at skabe eller øge dramatisk spænding. Fx i det stykke, hvor forsøget på at rive tungen løs mislykkedes og resultatet beskrives med få, ultrakorte ord og sætninger. ”Rødt. Blod. Smerten får mig til at banke panden mod metallet.