Den peger på, at grænsen mellem skole og hjem efterhånden er blevet ret udvisket. Forældre er i årevis blevet opfordret til at engagere sig i deres børns skoleliv både fagligt og socialt, og indimellem går de måske for langt? Artiklen peger i hvert fald på, at der er en klar sammenhæng mellem nogle forældres grænseoverskridende adfærd og udviklingen i retning af mere og mere forældreinddragelse i skolen. Den digitale kommunikation gør, at der måske ikke længere er en tydelig grænse. 

Måske skal der laves en kommunikationsstrategi på baggrund af, at kommunikationen mellem lærer og forældre har ændret sig markant i forhold til den gang, man blot fik en seddel med hjem?

Som fagperson er det vigtigt at forstå sin rolle, og hvad man forventes at bidrage med. Som lærer kan man bidrage til flere ting end blot elevens læring. Som fagperson kan man bidrage til trivsel, udvikling og læring i barnets forskellige rum i skolen, fritiden, SFO og familien (figur 16.1, side 265). Hvis man som fagperson anlægger et børneperspektiv, kan man få en bedre forståelse af barnets situation og kan facilitere faglig og social udvikling, der ikke blot er til stede i klasseværelset. 

Ud fra mine egne erfaringer, kan det være svært at erkende, at man har brug for et samarbejde med kollegaer og forældre. Når der fx er elever i min klasse, der opfører sig uhensigtsmæssigt, er der en form for faglig stolthed, der gør, at man forsøger at løse det selv og glemmer samarbejdet med kollegaer, pædagoger i SFO’en og i fritidshjemmet. Gennem et samarbejde med andre, er det nemmere at anlægge et børneperspektiv, undersøge og analysere problemet og arbejde frem mod en løsning.

Samarbejdet mellem lærer-lærer: sparring med andre lærere om vanskeligheder i en klasse eller hos en elev, hvor fokus er på de situationer hvor vanskelighederne opstår og dermed ikke en vanskelighed hos den enkelte elev jf. begrebet om attribuering. Der anvendes en pædagogisk analysemodel (LS, figur 16.3 s.273) der består i at samarbejde om at definere de situationer hvor problemet opstår, problemanalyse af situationen samt udvikling og opfølgning på pædagogiske tiltag. Modellen er et brugbart pædagogisk redskab i lærernes indbyrdes i forhold til at have fokus på situationer, der kan skabe vanskeligheder og som kan ændres i den pædagogiske praksis. Dog skal der også være ledelsesmandat til at kunne arbejde med denne model, da det kræver ressourcer at kunne samarbejde på denne måde lærere  i en travl hverdag.

I samarbejdet mellem lærer-forældre kan attribuering som begreb også anvendes som forståelsesramme. Her er kommunikationen vigtig når der fx skal kommunikeres vanskeligheder hos elever. Det kan virke som en kritik af forældrenes opdragelse hvis lærerne forklarer barnets handlinger som en del af barnets personlighed. Hvis fokus flyttes til at forklare barnets uhensigtsmæssige handlinger ud fra situationer og ud fra den givne kontekst, så skabes der bedre betingelser for at skole-hjemsamarbejdet kan fungere. Herudover kan personforklaringer som fx eleven er umoden og forstyrrende i et socialkonstruktionistisk perspektiv virke fastholdende og være med til at fastlåse en fortælling om børnene.

Min tidligere personlige erfaren (indtil min nuværende skole)er at personforklaringen bliver benyttet langt oftest, og selvom de i bogen påstår at ingen af de to “linser” er bedre end den anden, finder jeg det dybt foruroligende.

Moderne forældre er i forvejen under meget pres, som det også bliver udtrykt i videofordraget, med Hanne Knudsen: “Spilet om opdragelsesansvaret mellem skolen og hjemmet”(2018, Youtube), bliver forældre idag pålagt

et enormt kompliceret medansvar. Hvis forældrene føler sig pressede eller overbebyrdede, er det ikke et mysterie. Hvis vi ikke har fået forventningsafstemt og afgrænset samarbejdet med forældrene, tror jeg hurtigt det kommer til at blive et svært samarbejde, præget af ulyst. Mange af “mine” forældre går allerede i baglås hvis vi ringer uanmeldt. 

I forhold til lærer-lærer samarbejde ser jeg et betændt problemer når man opdager at der er uenigheder om hvilket sprog (tale og handling) der bruges om og i relation til eleverne, og derved hvilke fordomme man tror bliver bestyrket. Det er rigtigt svært men vigtigt lærerne imellem at få mindet hinanden om at se situationen fra barnets perspektiv. Og forældrenes for den sags skyld. Både lærere og forældre gør et stort stykke arbejde.

Jeg ser det vigtigt, for at have det gode skole-hjem-samarbejde, at der løbende skal være god kommunikation og ikke bare de to obligatoriske skole-hjemsamtaler om året. Det kan hurtigt blive et distanceret forhold mellem forældre/lærer, hvis alt kommunikation foregår over aula, hvor det hurtigt kan blive en envejskommunikation fra læreren for at oplyse forældrene om barnets trivsel.

De erfaringer jeg har gjort mig som forældre vil jeg tage med mig i min gerning som lærer. Det er vigtigt, at jeg som lærer sætter mig ind i elevens behov og forudsætninger, så jeg har eleven i fokus og ser det ud fra elevens synspunkt. 

For at et skole/hjem samarbejde skal fungere, ser jeg det derfor vigtigt at tænke på flere aspekter såsom elevens kulturelle baggrund, opdragelse, forældrenes ressourcer osv. for at jeg bedre kan forstå, hvad eleven kommer fra og hvilke forudsætninger denne besidder, så jeg forhåbentlig kan opnå et godt forældresamarbejde, samt så jeg er bevist om de krav og mål jeg som lærer kan stille til (og med) eleven. 
 Jeg er bevist om, at det stiller store krav til mig som lærer at favne alle elever, men jeg er samtidig også bevist om, at mit bidrag skal ses i en større sammenhæng mellem flere fagpersoner. 

Udfordringer og dilemmaer i samarbejdet mellem lærer-forældre