Hans teori beskriver, at sundhedsbegrebet består af tre dele:

Det var Antonovsky (1923 - 1994) der ændrede fokus fra hvorfor folk bliver syge til hvordan de holder sig raske ( det positive sundhedsbegreb). Antonovsky undersøgte hvorfor nogle mennesker bibeholdte fysisk og mental sundhed på trods af at de havde været udsat for ekstreme situationer, begivenheder eller livsbetingelser og fandt at sunde mennesker oplevede en høj grad af sammenhæng  i modsætning til mennesker med dårligt helbred. 

I Antonovskys model består oplevelse af sammenhæng af tre ting:
håndgribelighed (at kunne håndtere)
begribelighed (at kunne begribe)
meningsfuldhed (at kunne se mening)

Antonovskys model er især meget brugt inden for rehabilitering. 

Allerstørst ulighed, hvad angår sundhed, ses dog i forhold til de personer, der er helt eller delvist uden for arbejdsmarkedet – herunder de fysisk handicappede og de psykisk syge.

Forebyggelse kan opdeles i:

•”Rehabilitering er målrettet personer, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet. 

•Formålet med rehabilitering er at muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet. 

•Rehabilitering er en samarbejdsproces mellem en person, pårørende, professionelle og andre relevante parter. 

•Rehabiliteringsindsatser er målrettede, sammenhængende og vidensbaseredemed udgangspunkt i personens perspektiver og hele livssituation.”

 Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet

Da rehabilitering er et utroligt bredt felt, bruges viden fra såvel naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske forskningsresultater som fra udviklingsprojekter.

Et eksempel på dette kunne være Aarhus Kommunes akutteam: Akutteamet er et team med særlige kompetencer, som sundhedsfagligt personale kan sende ud til personer bosat i Aarhus Kommune.

Borgere med en eller flere kroniske lidelser eller flere diagnoser er i særlig grad udsatte i tværgående forløb, bl.a. fordi flere afdelinger skal tale sammen. Det samme gør sig gældende for borgere med nedsat kognitiv kapacitet. Her handler det meget om, at den enkelte borger ikke selv kan bevare overblikket, eller at de er svære at rumme i et travlt hospitalsmiljø. Fx har en borger med demens, som er indlagt, brug for en person, som kan skærme vedkommende.

Kort defineret er relationel koordinering en koordinering af arbejdet vha. fælles mål, fælles viden og gensidig respekt.

I rehabiliteringssammenhæng er det altid borgerens mål, som skal være styrende for samarbejdsprocessen. Når borgerens mål er i centrum, viser undersøgelser, at det er med til at øge effektiviteten af rehabiliteringen – borgerne er mere tilfredse, og medarbejderne oplever større jobtilfredshed.