Familien flyttede i 1863 til Horsens, hvor faderen, pastor Bang, viste sig at blive en succesfuld prædikant, men han led af migræne og depressioner, der kastede en skygge over hjemmet. I 1871 døde Bangs mor af tuberkulose, og de fem børn var nu alene med faderen, der søgte et mindre kald i landsbyen Tersløse.

På selve konfirmationssøndagen det følgende år brød psykisk sygdom ud i lys lue hos pastoren, da han i sin prædiken begyndte at recitere remseeventyret om katten og kællingen, der sloges om vællingen. Sammen med sin bror blev Herman Bang anbragt på Sorø Akademi, hvor han tog studentereksamen og gjorde sine første homoseksuelle erfaringer.
I 1875 døde faderen, og Herman Bang bosatte sig i København hos sin farfar, der var kongelig livlæge. En tid studerede den unge Bang statskundskab, alt imens han forsøgte at læse til skuespiller. Da han blev afvist ved prøverne, skrev han i trods en række proverber, småstykker til teatret, af hvilke de første ”Hverdagskampe” og ”Du og jeg” udkom i 1879 uden større opmærksomhed.

I stedet blev journalistikken Bangs levebrød – hvilket især blev nødvendigt, da han med sine dyre vaner hurtigt formøblede arven fra sin farfar. Han begyndte som freelancekorrespondent for Jyllands-Posten, hvor han skrev klummer under titlen ”Smaabreve fra Hovedstaden”. Det indlysende talent gav ham hurtigt en fast og toneangivende stilling ved Nationaltidende, hvor han var i fem år. Her grundlagde han en ny genre, den scenisk formidlede reportage, hvis egentlige hovedperson ofte var reporteren selv.
Men Bang havde også sans for uopdyrket stof. Han kunne gøre så forskellige emner som damemode, Christiansborgs brand og arbejdernes sociale vilkår nærværende for læseren, så begivenhederne fæstnede sig. Bang var højproduktiv, skrev under flere pseudonymer og blev læst.
Som offentlig person mødte den selviscenesættende Herman Bang modstand, ikke mindst i det moderne gennembruds blandede kreds af forfattereforfatterkredse. . For det første var han homoseksuel og som sådan forfulgt af myndighederne. For det andet var han en dandy, en selviscenesættende ungkarl med dyre vaner, smukt tøj og et stort forbrug af parfume. Og for det tredje turde han lægge afstand til Georg Brandes og udvikle sin egen skrivestil, den litterære impressionisme, under inspiration af navnlig fransk litteratur. UHan havde uden om brødrene Brandes tilegnet sig den franske naturalisme og forsøgte han at virkeliggøre programmet bag den franske naturalisme. Dels i sin aviskritik, dels i sine tidlige værker.

I en alder af 26 havde Bang skrevet elleve bøger. En præstation, mange andre forfattere ville have givet deres højre arm for at gøre ham efter. Men Bang var ikke tilfreds. Hans hjerte brændte fortsat for teatret, og i 1883 fik han stablet en turné til provinsen på benene, men den blev en eklatant fiasko.

Da Bangs arbejdsgiver, bladmanden Ferslew, havde forbudt ham at spille teater, blev han fyret fra Nationaltidende. I trods drog han på en ny turné, denne gang til de skandinaviske hovedstæder med sin ønskerolle som Osvald i Ibsens "Gengangere". Efter succes i Finland blev han hysset ud af publikum i Bergen, og en succesfuld foredragsrække kunne ikke fortrænge dette nederlag.

Bang forlod fædrelandet og slog sig ned i Berlin, men blev kort tid efter udvist pga. en kritisk artikel om kejserfamilien. Forfulgt af myndigheder og sædelighedspoliti pendlede Bang de følgende år rundt i Europa med adresser i Meiningen, Wien, Prag, så Danmark igen, og senere Paris og Norge.

I Wien og Prag gennemlevede han et intenst kærlighedsforhold med skuespilleren Max Eisfeld, der til sidst svigtede ham. Fra den dag spillede jalousien en væsentlig rolle i forfatterskabets tematisering af kærlighedens asymmetri. I Paris oplevede Bang endelig en succes med dramatikken, denne gang som instruktør med opsætning af Ibsens og Bjørnsons stykker.