alder 58 år

født 12. september 1958 københavn vesterbro

datter sallie fupz aakeson

forældre mona kjær, karl aage aakeson

opvokset  i hvidovre og albertslund

vallensbæk gymnasium slut i 1977

Hans første udgivelse i eget navn var tegneseriealbummet ”Gå løs på livet” fra 1982

dansk forfatter

Han debuterede i 1984 med børnebogen Hvem vover at vække guderne, men har siden skrevet både noveller og romaner foruden børnebøger, ofte i samarbejde med illustratoren Cato Thau-Jensen. I 1996 afsluttede Fupz Aakeson sin uddannelse som manuskriptforfatter ved Den Danske Filmskole og har siden leveret manuskripter til både spillefilm, kortfilm, radiospil og teaterstykker.

FILMMANUSKRIPTER

PRISER

“Der er jo noget klassisk i oplægget om det legetøj ingen leger med mere, derfra var det bare at sætte sig ind i dukkernes drømme om The Promised Land, den slags har det med at opstå når virkeligheden er for hård at have med at gøre og disse dukker her opdager så at de er hinandens lykkeland.”

Der er flere store ting, man er pænt solo når man skriver en bog, man bestemmer det hele og teksten er det endelige resultat, en film er i den grad en holdsport og teksten er virkelig ikke endelig, der sker mange og meget store sager når en manusforfatter giver en tekst fra sig og instruktør og skuespillere går løs på historien.

Det må være Det Kongelige Bibliotek der løber med den ære, man mærker historiens vingesus og menneskets længsel efter visdom og svar på store spørgsmål.

Jeg er ret systematisk, jeg skriver stort set hver dag og stort set indenfor samme tidsrum, jeg sætter datteren på børnehavebussen klokken 8 og hun er tilbage klokken 16, så skriveriet ligger typisk der imellem.

I den nyeste Vitello-bog er der (heldigvis) ikke noget nyt under solen. Vitello bor stadig i huset ved ringvejen sammen med mor. Han har stadig de irriterende venner Max og Hasse. Han er stadig ven med møgungen William. Og så er han stadig fuld af skrupskøre idéer, der bare venter på at blive afprøvet og gå galt.

Jeg er helt vild med Vitello (og hvem er ikke det?!). Min fire-årige søn er helt vild med Vitello, som han lærer mange sproglige politiske ukorrektheder af: ”Din dummernik”, ”sgu”, ”tøs”, og ”møgunge”. Og vi er vilde med at læse Vitello sammen. Den vidunderlige sproglige rytme, stadfæstelsen i hver eneste bog af det særlige univers, som Vitello bebor samt de genkendelige barnlige lege med identiteten gør Vitello-serien ekstremt appellerende for børn (og måske særligt drengebørnene). Samtidig er Vitello måske nok dén nutidige danske børnebogsserie, der bedst formidler den naturlige iboende konflikt, der eksisterer imellem barn og voksen. På en måde så det er både sjovt og forståeligt for børn og forældre.

I Vitello tigger en masse slik synes Vitello ikke, at det er nok med en enkelt slikdag om ugen. Han vil have flere. Mor siger nej, fordi slik er usundt, også selv om hun i selvsamme øjeblik står og ryger en meget usund cigaret under emhætten. Men det er (selvfølgelig) noget andet, for hun er voksen. Og sådan er det. Det ved både børn og voksne. Der gælder nogle regler for børn, og så gælder der nogle andre for voksne. Sådan er det, for børn skal opdrages, og børn skal have nogen og noget at gøre op med. Og gøre op og prøve grænser af, det gør Vitello i rigelige mængder. Selv om mor er konsekvent, så er hun der jo heldigvis ikke hele tiden til at sætte regler op, sige nej eller sikre sig, at Vitello opfører sig ordentligt. Og Vitello er så fuld af gode, forfærdelige idéer, at han simpelthen ikke kan gøre for, at han kommer til at gøre alt det, som han ikke må.

Vitello er en dreng med en ukuelig vilje og en lidt for livlig fantasi. Han laver ikke ulykker for at lave ulykker. Han laver ulykker, fordi han ikke kan lade være. Og nogle gange forsøger han faktisk at gøre det gode, selv om det selvfølgelig aldrig går godt. I Vitello tigger en masse slik er Vitello dog bevidst på afveje, da han og møgungen William tiltusker sig en masse slik ved at lyve deres mødre alvorligt syge. Bagefter bliver han og William pludselig kollektivt ramt af dårlig samvittighed og en frygt for, at deres veltilpassede løgn skulle gå hen og blive til virkelighed.

Her kunne historien let være tippet over og blevet en kedelig moralsk udviklingsfortælling, men heldigvis er Kim Fupz Aakeson en dreven børnebogsforfatter. Han formår at styre udenom det pæne og polerede og uden om den åbenlyse voksenmorale. Vitellos samvittighed stikker ikke dybere, end at han ikke rigtig fortryder løgnen, da han finder mor sund og rask på sofaen derhjemme.

Så kan vi genkende Vitello igen. Den samme vilde, viltre dreng fuld af forfærdeligt gode idéer. 

Arendse Ørding

Portrættet her omhandler de romaner og noveller, Fupz Aakeson har udgivet til et voksenpublikum.

Kim Fupz Aakeson blev født i 1958 på Vesterbro i København og voksede op i Hvidovre og Albertslund. Efter studentereksamen ved Vallensbæk Gymnasium i 1977 boede Fupz Aakeson 16 måneder i Pakistan udsendt af Tvinds Rejsende Højskole. I begyndelsen af 1980’erne var han freelance illustrator for danske aviser og tidsskrifter. Hans første udgivelse i eget navn var tegneseriealbummet ”Gå løs på livet” fra 1982, mens han to år senere udgav sin første børnebog: ”Hvem vover at vække guderne?”. I 1996 afsluttede Fupz Aakeson sin uddannelse som manuskriptforfatter ved Den Danske Filmskole og har siden leveret manuskripter til både spillefilm, kortfilm, radiospil og teaterstykker.

Kim Fupz Aakeson debuterede med sin første roman for voksne, ”Min Laslo”, i 1993 og har siden udgivet yderligere syv romaner og fire novellesamlinger.

Kim Fupz Aakeson (som oprindeligt hed Fobian til mellemnavn) blev i 2005 skilt fra sin hustru gennem 20 år. Han har tidligere boet på Christiania, men bor i dag på Østerbro med filminstruktøren Pernille Fischer Christensen, hendes søn og deres fælles datter.