Det sikrer en ensartet anvendelse af EU-retten, samt giver EU-domstolen en kontrol med medlemsstaterne. Private borgere får nemmere ved at komme igennem med deres traktatbrudssøgsmål.
På side 226, står at der er en snæver mulighed for at juridiske og fysiske får prøvet deres sag ved EU-domstolen.

 

= Det er som udgangspunkt Kommissionen alene, der afgør, om der skal indledes et traktatbrudssøgsmål, hvorfor den også er overladt et frit skøn. Kommissionen bestemmer suverænt. Hvis man som privat mener, der skal anlægges et sådant søgsmål, kan man underrette Kommissionen herom, men den har ingen pligt til at tage sagen op. 

Mistillidsvotum fra Rådet og Parlamentet kan ligeledes tvinge Kommissionen til at anlægge søgsmål.

-        3 betingelser (s. 111 i kompendiumet):

o   Spørgsmålet skal rejses i forbindelse med en verserende retssag

o   Afgørelsen af spørgsmålet skal være nødvendigt for at dom kan afsiges, og

o   Den nationale retsafgørelser må ikke kunne appelleres. 

 Dette er afgørende for om den nationale ret har ret henholdsvis pligt til at forelægge det præjudicielle spørgsmål. 

Der kan dog opstille to undtagelser til dette:
1. En sidsteinstansret er for det første ikke forpligtet til at forelægge i tilfælde omfattet af den såkaldte 'acte eclaire-doktrin, dvs. tilfælde, hvor EU-Domstolen allerede har besvaret det præjudicielle spørgsmål i en tidligere dom. 'Acte elcaire-doktrinen overlader den nationale ret et vist skøn, da det kan være vanskeligt at afgøre om en præjudiciel dom, der ofte er en abstrakt fortolkning af en EU-retlig regel, omfatter forholdene i den konkrete nationale sag.
2. Det følger af den ovenfor nævnte doktrin, at uden for tilfælde omfattet af denne er en sidsteinstansret også fritaget for pligten, hvis der ikke er rimelig tvivl knyttet til det unionsretlige fortolkningsspørgsmål.

- Efter art. 260, stk. 2, kan kommissionen anmode domstolen om at pålægge medlemsstaten at betale ”et fast beløb” eller en tvangsbøde. 

-          Konsekvensen af dommens præmisser er således, at der eksisterer et ensartet erstatningsansvar, uanset om overtrædelsen af EU-retten skyldes handlinger eller undladelser fra den offentlige forvaltning, fra lovgivningsmagten eller evt. en forkert anvendelse af EU-retten foretaget af de nationale domstole. 
- Vurderingen af erstatningsansvar afhænger af den måde, hvorpå medlemsstaterne har overtrådt EU-retten

-          Privates muligheder for erstatning skal altså ikke være afhængig af, hvordan de enkelte medlemsstater internt har fordelt kompetencen mellem de forskellige organer. 

-          Efter art. 340 begrænses institutionernes ansvar særligt i de tilfælde, hvor der er overladt institutionerne en vis skønsbeføjelse, idet erstatningsansvar kun ifaldes, hvor grænserne for beføjelserne er åbenbart og groft overskredet.

Supplering fra klassen:
Den nationale institution er farvet ift. deres egne betingelser. Der skal mere til for at idømme et erstatningsansvar. 

s. 243: Betingelserne er de samme. Betingelsen for at det skal være tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse er lettere opfyldt for medlemsstaterne.