Disse to teoretiske forståelser kan sammenfattes i en modsætning mellem at se barnet og dets afvigelse som et problem eller at se barnets omgivelser som problemet.

I den kontekstuelle forståelse brydes der bevidst med at se barnet som et problem. Der gøres op med det at se barnet som sin diagnose eller som sin afvigelse med det argument, at det er en diskriminerende, stigmatiserende og ekskluderende tilgang. Især kritikken af stigmatisering har betydet en kritisk opmærksomhed på, at børn stemples med en afvigeridentitet og et mangelsyn, som påvirker barnets forståelse af sig selv (Skovlund 2012). 
 Det kræver mere tid – og måske mod – at skabe en analyserende skolekultur og være lærer i en sådan skolekultur, da lærere i denne form for praksis hele tiden nysgerrigt undrer sig og forholder sig til egen og andres praksis i en søgen efter at se og åbne nye muligheder for barnets deltagelse i undervisningen og skolelivet. I denne kultur er lærerne også interesserede i elevens, forældrenes og andres blikke på barnet og er opmærksomme på, at barnet ofte reagerer og ’gør’ andre ting i andre kontekster, hvorfor der kan være flere forklaringer på, at et barn mistrives eller ikke deltager optimalt. Dermed er der fokus på relationerne mellem barnet og den kontekst, han/hun deltager i. I en narrativ optik vil der her være fokus på de tykke og dermed mere nuancerede fortællinger, der åbner for flere og nye muligheder for at deltage i det faglige og sociale fællesskab.

bidrage med produktive og konstruktive forslag til løsning af opgaven samt behandle hinanden med respekt og ydmyghed. 
De professionelle skal have kompetencen til refleksion og faglig dialog for at undgå, at allerede etablerede opfattelser forstærkes og forbliver uudfordrede. 
Forskning peger på co-teaching som et væsentligt alternativ til at give elever med indlæringsvanskeligheder undervisning i et almenpædagogisk læringsmiljø og som den mest effektive undervisningsmetode sammenlignet med andre undervisningsformer, både for elever med og uden særlige behov.
 I forhold til co-teaching vil læreren med specialpædagogisk viden netop kunne være en sidestillet samarbejdspartner, der sammen med den almene lærer har et fælles ansvar for at løse inklusionsopgaven i den almene undervisning. 

»De store klasser og mange forstyrrelser i folkeskolen er noget af det, der gjorde, at jeg oprettede den her friskole. Jeg kan mærke ud fra efterspørgslen, at jeg ikke er den eneste forælder, der har ønsket en mindre klasse for mit barn med mere ro og mulighed for at udvikle sig.«

En stor del af uddannelsesforskningen inden for selvreguleret læring forklarer, hvordan lærende kan profitere af eksplicit at anvende læringsstrategier i eget arbejde. De fleste af disse teorier er enige om, at selvregulering er komplekst sammensat af forskellige processer (fx monitorering og målsætning), og at disse processer er cykliske. Dette betyder, at hver evalueringscyklus giver den lærende feed- back på, hvordan den pågældende strategi kan anvendes til det fremtidige arbejde (Panadero & Alonso-Tapia, 2014). Ifølge nyere uddannelsesforskning (fx Donker et al., 2014) kan begrebet ”lærings- strategier” opdeles i to hovedkategorier: kognitive og metakognitive læringsstrategier.