1: Klassificering = Hvor de oprindeligt er fra: Serbere, kroater og bosniakker

2: Symbolisering = Man forbandt de forskellige nationer med forskellige religioner. 48 % bosniakker (muslimske bosniere), 37 % serbere (hovedsageligt kristne ortodokse), 14 % kroater (hovedsageligt kristne katolske)

3: Dehumanisering = ... v 

4: Organisering = Hvilken vej skulle man gå? Skulle man løsrive sig, eller skulle man gå i krig? (For serbernes vedkommende) 

5: Polarisering =Ønsket om etnisk rene landområder krævede store befolknings forflytninger og dermed etniske udrensninger af civilbefolkningen. Alle parter, som var involveret i konflikten, begik alvorlige forbrydelser og brød internationale humanitære love i forsøgene på at skabe etnisk rene landområder. Formålet med de etniske udrensninger var at knække folk for at få dem til at flygte, gøre dem uegnede til fortsat liv i området eller udslette dem.

6: Forberedelse = ...

7: Udryddelse = Krigens første måneder var uhyre grusomme, og det var her de mest åbenlyse overgreb fandt sted. De metoder serberne, men også de bosniakker og kroater, tog i brug var tvangsforflytninger, ydmygende behandling, drab på civile, tortur, voldtægt og kulturelle ødelæggelser.

De bosniske serbere jagtede de bosniske muslimer, som var flygtet natten mellem den 11. og den 12. juli. De fleste nåede ikke langt. Kolonnen af mænd blev beskudt med mortergranater. Tusinder af mænd blev fanget i deres forsøg på at flygte gennem bjergene frem til det muslimsk kontrollerede område omkring Tuzla. De, der ikke blev dræbt af skud under flugten blev fanget, eller overgav sig frivilligt og blev transporteret væk. I lastbiler, i busser og andre køretøjer blev mændene transporteret til nærliggende henrettelsessteder. De serbiske soldater myrdede i perioden 12. - 20. juli mere end 7.000 mænd og drenge på marker, i skoler, i lagerbygninger og i skoven i området omkring Srebrenica.

8: Benægtelse = Rapport hvor de hævdede det havde været en lige kamp, mellem soldater og civilbefolkningen. Meldingen om henrettelsen af ubevæbnet civilbefolkning var pure opspind

1. Klassificering  
Regeringen opdelte befolkningen blev delt op i arabiske- og afrikanske sudaner.

2. Symbolisering  
Regeringen favoritiser de arabiske sudaner mere end de afrikanske sudaner - når der skulle ansættes folk i det administrative og politiske system. 

3. Dehumanisering
Ved at de arabiske sudaner bliver favoritiseret mere end de afrikanske sudaner bliver det fremstået som om, at de afrikanske sudaner ikke får samme mulighed - deres værdier bliver nedsat.

Afrikanske landsbyer har i modsætning til de arabiske landsbyer heller ingen støtte fået af regeringen til hospitaler eller skoler.

4. Organisering
Organiseringen af dette folkedrab, er lidt specielt i forhold til et ordinært folkedrab som for eksempel Cambodja, eftersom der er mange forskellige grupper/aktører der bekriger hinanden, og er derfor ikke består af et hierarki ligesom nazisterne.

5. Polarisering
Adskillelsen af  darfurianerne har skabt polarisering, da de delte befolkningen op i arabere og afrikanere.

6. Forberedelse
 Der er ikke nogen “forberedelse” med hensyn til konflikterne i dafur, eftersom det også bliver omtalt som en borgerkrig, er der ikke nogen specifik målgruppe for drabene, det er meget tilfældigt, bortset fra bekrigelsen fra de to grupper (som nu har udviklet sig til flere) araberne og afrikanerene. 

7. Udryddelse
Udryddelsen af de civile i dafur, er nået det stadie hvor drabsmændene ser dem som objekter, der står i vejen for deres “borgerkrig” og kan derfor defineres som det syvende stadie “udryddelse”

8. Benægtelse
 Eftersom konflikten i Dafur stadig er i gang, er det derfor svært at konkludere noget.
Dog kan man tolke at den Sudanske regering ikke har rent mel i posen eftersom regeringen helt fra begyndelsen har nægtet at afvæbne Janjaweed-militsen og stoppe bombardementer i civile områder. 

Sudans præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir, ministre, militser og oprørere. De er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Sudans præsident er desuden anklaget for folkedrab.

Sudans Præsident og den nuværende guvernør i staten Sydkordofan, Ahmad Muhammad Harun, tidligere indenrigsminister og minister for humanitære anliggender, og militsleder Ali Kushayb er begge på fri fod og derfor kan deres retssager ikke iværksættes og det betyder måske, at de godt ved, at de har gjort noget forbudt. 

5.   I 1928 beskyldte Stalin alle landets højtuddannede for  industrisabotage. Mange kom i retten og blev dømt til døden. Efter denne handling blev resten beskyldt for at ødelægge landets økonomi og blevderfor hadet af arbejdersamfundet. Det samme skete for de religiøse grupper. Stalin fik derfor meget magt ved at fjerne de "klogeste" i samfundet.

6. Forholdene på landet var meget dårlige, så bønderne begyndte at flytte i mod byerne. Det gjorde at byerne blev fyldt og madrationerne var få. Derfor fik Stalin politiet til at give visse folk et indenrigspas. Det var fx jernbanearbejdere, fastansat byggearbejdere og landmænd på statens gårde. Dette kort gav dem adgang til rationer og boligret. Alle der ikke havde et kort, kunne politiet sparke ud af byen eller direkte deportere ud af landet. 

7. I 1934 lykkedes det for Stalin at myrde Leningrads partichef, Sergej Kirov. Det var starten på en massemord der fokuserede på magtfulde statsfolk der var imod hans ideer. Stalin ville have den nuværende stat udryddet, så han kunne lave sin egen trofaste stat. Han lavede også et hemmeligt politi som han brugte til at udrydde sine andre modstandere. Enten ved at beskylde dem for forbrydelser de ikke havde lavet, eller direkte ved at myrde dem. Stalin havde også et ondt øje til jøder. De blev også forfulgt, deporterede eller dræbt i store mængder i koncentrations-lejre. 

8. Meget af terroen var skjult og det man kendte til snakkede man ikke rigtig om. Efter Stalin kom  Khrustjovs til magten. Han var en del af Stalins parti, men ville ikke forbindes med ham. Så han tillod folket at kritisere Stalin (men ikke selve staten). Efter Khrustjovs kom 

Brezjnev, som var mere lukket en Khrustjovs. Han gjorde det forbudt at snakke om Stalins handlinger. I 1985 kom Mikhail Gorbatjov til magten, og det blev ham, der for alvor tillod et opgør med fortiden. 

4. Organisering
Efter en periode med politisk og økonomisk forfølgelse af armenierne indledte den nationalistiske ungtyrkiske regering i Osmannerriget i løbet af 1915 et reelt forsøg på etnisk udrensning og udslettelse af armenierne. Folkedrabets første ofre blev de armenske soldater i det osmanniske militær og den armenske elite.

5. Polarisering

6. Forberedelse
Det armenske folkedrab i 1915-18 var ikke første gang den armenske befolkning blev forfulgt og udsat for voldsomme forfølgelser af en statsmagt. Allerede i 1890’erne igangsatte sultan Abdul Hamid II blodige massakrer, som kostede mellem 100.000 og 200.000 armeniere livet. Årsagen til massakrerne var et komplekst samspil mellem stormagtspolitik, nationalisme og politisk og økonomisk ustabilitet i Osmannerriget.
Sultan Abdul Hamid II opfattede armenierne som politisk upålidelige, fordi de søgte hjælp hos de europæiske magter og støttede demokratiske reformer, som i sidste ende ville fratage ham noget af sin magt. Desuden frygtede han, at armenierne ville gøre oprør for at løsrive sig fra Osmannerriget og kræve deres eget territorium ligesom de kristne på Balkan. Derfor igangsatte han en omfattende og systematisk forfølgelse af armenierne fra 1894 til 1896. Sultanen udnyttede, at der var udbredt modvilje mod det armenske mindretal blandt den tyrkiske og kurdiske befolkning, så disse forfølgelser kunne finde sted uden udbredt modstand. 

8. Benægtelse
Folkedrabet blev benægtet ved at sige, at armenierne selv havde valgt der skulle være krig mellem dem og Tyrkiet, da de valgte at støtte Rusland under 1. verdenskrig.
En anden måde det blev benægtet på, var at sige det et "uheld". Mange hundrede tusinde armeniere døde af sult, tørst, udmattelse og sygdom under forflyttelsen til den syriske ørken. 
Andre benægtere argumentere også for, at det anslået dødstal i Armenien(1 mio.) er utroværdigt og urealistisk, da de mener der slet ikke boede 1,5 mio armeniere i Osmannerriget

Lederen: Pol Pot (Saloth Sar)

       Klassificering

       Symbolisering

       Dehumanisering

        Organisering

       Polarisering

        Forberedelse

       Udryddelse

        Benægtelse

Folkedrabet i 1994 Rwanda (som ca. er på størrelse med Jylland), var ekstremistiske hutuer (Befolkningsgruppe der lever i området omkring Afrikas store søer) og deres medløbere, der i en periode på 3 måneder dræbte 800.000 tutsier (beboere i Rwanda) og andre hutuer. Herunder flygtede 2 millioner indbyggere. 

4. Organisering

6. Forberedelse
-  Ved forberedelsen planlægges folkedrabet. Under folkedrabet i Rwanda brugte gerningsmændene de ID-kort, som befolkningen fik under kolonitiden til at afgøre, hvem der var tutsier og hvem der var hutuer.