Første skoledag. Ordene leder tankerne hen på jeva-skoletasker, spændte børn og stolte forældre.
 Skoletasken er lyserød, spenceren blå og pufærmerne store -  næsten lige så store som sommerfuglene i maven. Her basker store følelser rundt.
 Kender jeg mon nogen? Hvad hvis jeg aldrig lærer at læse? Er min skoletaske pæn nok? Til det sidste spørgsmål er svaret åbenlyst. Skoletasken er bestemt flot nok, og dens stropper giver en god tyngde, som trækker lidt ned i de spændte skuldre. 
Oppe på skolen er flaget hejst. Det er solskin og alle smiler til hinanden. På sidelinjen står mødre og fædre som et pressekorps og knipser løs på børnene, der står og smiler først til højre så til venstre. 
I klasselokalet bliver nervøsiteten lidt mindre. De andre børn, er bare andre børn for børnehaven. Se; der sidder Rasmus, som vinker. 
Ved den flot dekorerede tavlen står en kvinde. Hun tager ordet og fortæller, at hun hedder Jette, og at hun er klasselæreren. Jette smiler meget, når hun taler og så gør hun sig umage for at kigge på hver elev. Det føles rart, og måske er skolen slet ikke så farlig, som man skulle tro.
 
 

Jeg står under karmen i den franske dør, midt i vores dobbeltstue på Skovejen nr. 1. Jeg har min nye rygsæk på. Det er den med Ninja Turtles fra Bog & Idé. Det føles som om, min mor tager en million billeder af mig, mens jeg står der rank og stolt. Nye eventyr på vej. Vi går op ad den stejle bakke, gennem kirkegården, og nærmer os N. Kochs Skole. Det er som om, vi alle har underskrevet en kontrakt forinden den første skoledag. Alle piger har rottehaler spændt ud af små farvestrålende hårelastikker, og alle drengene har flat hår fra nakken og op til tindingen, hvorefter håret tager et voldsomt skihop i panden, højst sandsynligt muliggjort ved hjælp af en halv bøtte gelé. En sang om havre. Det er den første aktivitet vi laver sammen. Min børnehaveklasselærer Charlotte spiller spansk guitar til med voldsomme og upræcise strums på det gamle og slidte instrument. Alle børn er akkompagneret af mindst én forælder, der som i Det Gyldne Kompas står bag ved deres respektive guldklumper, som stolte diskrete skygger, der indimellem giver et kærligt klem eller oversætter en situation for de små mennesker foran. Min mor er med. Far kunne nok ikke. Jeg tror, han havde travlt på teatret. Jeg føler mig ret sej her på den første skoledag. Min søster går i niende, og hun er ret så populær. Når det regner på præsten drypper det på Carl Emil. Jeg husker nok tydeligst, at vi alle får en is til sidst på dagen. Sådan en, der efterlader en stor klovnet cirkel rundt om munden, når den er besejret. Jeg husker den skuffende smag af træ fra slutspurten, hvor det sidste fløde er forsvundet, og man sørgmodigt forsøger at få en eller anden sidste skjult rest af isen med. Charlotte med den spanske guitar har kruset krøllet hår. Hun er fandme sød. 

Min store dag. 

 

Mine tanker fløj afsted. Forventningerne var tårnhøje. Hjertet bankede lidt hurtigere denne dag. Min mor havde klædt mig i en lille lyserød sommerkjole. Med mor i den ene hånd og far i den anden gik vi sammen ind i denne store gård. Her blev vi mødt af en stor lejeplads, fodboldbaner og en basketbane. Jeg skulle tilbringe de næste 10 år af mit liv netop på dette sted. Det var nemlig min allerførste skoledag. Jeg kendte jo ikke nogen og jeg havde allermest lyst til at tage med mor og far hjem. Hjem til trygge rammer, men en rar dame tog mig i hånden og fulgte mig ind i klasselokalet. Her blev jeg mødt af ligeså forvirrede blikke som mit eget. Et barn sad i et hjørne og hulkede, men den rare dame fik hurtigt trøstet hende. Den rare dame var min klasselærer. Hun var en sjov en. Hun fortalte at overheaden var hendes kæreste, Børge. Vi alle sammen grinte og nu var stemningen meget mere behagelig. Ingen grædende børn i hjørnerne og ingen forvirrende blikke. Alle så på hinanden med smil der udstrålede, at det her skal vi nok klare. 

Jeg knuger om min mors hånd. Vi går gennem den store, betonhårde skolegård og mod indgangen. Jeg ved ikke rigtig, hvad der venter mig bag de store døre, men mine forældre har bildt mig ind, at det er nogen vildt ”spændende”… 
Ved indgangen står en ældre dame, og min mor fortæller mig, at dette er skoleinspektøren. Jeg ved ikke hvad det betyder, men hun ser i hvert fald ikke særlig spændende ud. Hun bukker sig ned og stikker et kæmpe smil lige op i ansigtet på mig, mens hun tager fat i min hånd og ryster den: ”Velkommen til Brårupskole, lille ven!”. Jeg slipper ikke min mors hånd. 

Foran universitetet står en stor flok i hvide t-shirts. De griner højlydt, drikker kaffe og vinker til alle der kommer forbi. De råber hvor cykler skal parkeres og peger mod en stor glasdør, der leder ind til alle de andre nye studerende. Der er varmt inde i glasbygningen, der lukker alt frisk luft ude. Jeg kigger rundt for at se om der bare er et genkendeligt ansigt i den store forelæsningssal. Enkelte kommer ind i en samlet flok, men langt de fleste kommer alene. Jeg bliver anvist på en række og sætter mig ind. Jeg smiler lidt nervøst til min sidemand, der smiler lidt nervøst tilbage. Flere studerende spejder rundt i salen og jeg lyser op, da jeg opdager en fra mit gamle gymnasium, vinker til mig fra rækken foran. Selv det at se ansigtet på en, der bare er en bekendt virker helt venskabeligt i flokken af ukendte ansigter.

 

Jeg husker forventningerne, der væltede ind over mig i den overfyldte bil. Bagagerummet var fyldt med ting – den nyindkøbte vasketøjskurv i siv, den store sportstaske, jeg fik af min storesøster til min konfirmation, fyldt til randen med tøj, snacks og alle min mors hvad-nu-hvis’er. Cyklen bag på bilen, og jeg havde husket den nye, grimme cykelhjelm, som jeg græmmede mig for at skulle have på på hver skoletur. Efterhånden som vi nærmede os skolen, blev forventningerne erstattet med en realisation om, at det er nu, det sker. Lige nu. Det, jeg har glædet mig til hele sommerferien og det meste af 8. og 9. klasse. Efterskole. 

Det var varmt, da jeg trådte ud af bilen en dag i august 2010 og befandt mig på Salling Ungdomsskoles parkeringsplads. Det var som om, at luften var elektrisk omkring skolen af forventninger, bekymringer, angst og forældrepylder. Efterhånden som jeg bevægede mig ind på skolens grønne område, glædede jeg mig over at genkende bygningerne og de små gangstier fra da jeg besøgte skolen på Efterskolernes Dag engang i 6. klasse. Det gjorde stedet mere kendt og knapt så skræmmende og fremmede. 

Min mor skulle med, og hun havde min yndlings blomstrede kjole på, og de brune krøller slået ud. Hun strålede glad og stolt. Skolen var bekendt, da alle fire søskende gik på den. Først skulle vi gennem den store betonbygning og ned af den stejle trappe. Hurtige skridt gennem de store elevers skolegård og så ind i den runde bygning for enden. Klasseværelset var pyntet med flag og balloner. Min mor hilste på vores klasselærer, Pia, og de andre forældre. Vi blev alle nødt til at slippe vores forældres hænder og sætte os på den plads, hvor vores navne stod. Første læsetest klaret. Jeg sad ved siden af Mathias, fremgik det af navneskiltet. Jeg var glad for at sætte den blågrønne skoletaske, så alt hvad de andre kunne se, var mit lyserøde og lilla tøj.

En varm augustdag i år 2000 bevægede jeg mig ind ad de tunge jerndøre for første gang. Med min mor i hånden og min nye blå skoletaske på ryggen var jeg klar til at tage de første skridt i uddannelseslivet. Folkeskolen. Der mødte mig en duft af nyrengjorte gulve, da jeg trådte ind i skolens fællessal. I salen stod Sonja, min første lærer, klar til at tage imod min mor og mig. Forsigtigt knugede jeg mig til min mors ben, da jeg ikke var helt klar til mit nye liv som skoleelev. Jeg blev af Sonja gelejdet hen til det træbord med de røde stålben, hvor jeg skulle sidde. Her var der lagt en gul- og rødternet kasket. 

Jeg mumler et ”mm” mens jeg rører lidt rundt i havregrøden med min ske. Da jeg fortæller hende, at jeg har ondt i maven, smiler hun til mig og siger at det nok er sommerfugle. Jeg undrer mig et øjeblik, men så forstår jeg hvad hun mener. Så er jeg altså ikke syg. Mor siger, at jeg nok skal blive glad for at gå i skole, og at jeg får det bedre, når jeg lige har mødt de andre. Der er ikke så langt til skolen siger mor, så vi skal cykle. Mor og far og mig. Vi stiller cyklerne uden for skolen, og mor og far går hen mod bygningen foran os. Men jeg stopper op. 

”Kom Emilie” siger far. 

”Jeg vil ikke,” siger jeg. ”Jeg vil ikke have at I går.”