Første skoledag by Anders Lange

Første skoledag
Første skoledag. Ordene leder tankerne hen på jeva-skoletasker, spændte børn og stolte forældre.
Skoletasken er lyserød, spenceren blå og pufærmerne store -  næsten lige så store som sommerfuglene i maven. Her basker store følelser rundt.
Kender jeg mon nogen? Hvad hvis jeg aldrig lærer at læse? Er min skoletaske pæn nok? Til det sidste spørgsmål er svaret åbenlyst. Skoletasken er bestemt flot nok, og dens stropper giver en god tyngde, som trækker lidt ned i de spændte skuldre.
Oppe på skolen er flaget hejst. Det er solskin og alle smiler til hinanden. På sidelinjen står mødre og fædre som et pressekorps og knipser løs på børnene, der står og smiler først til højre så til venstre.
I klasselokalet bliver nervøsiteten lidt mindre. De andre børn, er bare andre børn for børnehaven. Se; der sidder Rasmus, som vinker.
Ved den flot dekorerede tavlen står en kvinde. Hun tager ordet og fortæller, at hun hedder Jette, og at hun er klasselæreren. Jette smiler meget, når hun taler og så gør hun sig umage for at kigge på hver elev. Det føles rart, og måske er skolen slet ikke så farlig, som man skulle tro.

Jeannes første skoledag
Min mor vækkede mig, som hun altid plejede at gøre. Med et blidt strøg over kinden fik jeg øjne og bliv lige så stille klar til dagen, som jeg længe havde ventet på. På badeværelset lå tøjet klar, som jeg havde fundet frem dagen før. En lyseblå nederdel med sommerfugle, og en hvid bluse med udsnit på skuldrene var perfekt til netop denne anledning. I gårdspladsen stod min nye og første cykel, som jeg havde fået til min fødselsdag et par måneder forinden. Den ville være perfekt at komme cyklende på, men mine manglende cykelevner satte en stopper for den tanke. Og samtidig var det jo naturligt, at min mor skulle med på min første skoledag.

Min første skoledag
Jeg var på vej i skole for første gang. Jeg undrede mig over, hvordan mine kommende klassekammerater ville tage imod mig. Ville de smile til mig og sige godmorgen til mig eller ville de lade som om, at de ikke havde set mig? Hjemmefra fik jeg at vide, at jeg ikke ser ud ligesom andre børn i Uldum by. Jeg blev først klar over det for første gang, da jeg gik ind i klasselokalet. Jeg lagde hurtigt mærke til, at mine klassekammerater begyndte at stirre på mig, som om de aldrig havde set en dreng, som ser ud, som jeg gør. Jeg kunne fornemme, at mine klassekammerater skulle vænne sig til, at jeg var dansker med anden etnisk baggrund. Da jeg fortalte dem, at jeg var halv dansk og halv Singapore tamiler, kiggede de meget mærkeligt på mig.

Første skoledag (Sebastian G.)
- Hvordan er din konkrete følelse, når du idag tænker tilbage på din første skoledag?
Umiddelbart husker jeg ikke så meget. Jeg havde et par år på en handicapskole inden jeg i 2. klasse blev sendt på normal folkeskoe, eftersigende fordi jeg var for begavet. Det var selvfølgelig en stor omvæltning at komme ind i en lille klasse med 15 elever på en landsbyskole, hvor alle de andre børn var naboer til hinanden og kendte hinanden på anden vis. Jeg var den nye dreng i klassen med hæve/sænke-bord og computer. Der blev selvfølgelig hvisket og fnist i krogene, men da de hurtigt fandt ud af, at jeg var til at lege med og havde sjældne pokemonkort, var alt godt.
- Kan du huske en konkret situation fra den første tid?
Ja. Jeg husker, jeg var den bedste til hovedstæder i starten af 3. klasse, og at vores musiklærer havde enormt svært ved at styre os. Vi slog, sang og lavede lyde med alle instrumenter, vi kom i nærheden af. Men især frikvarterne var sjove. Vi spillede stikbold med min Barcelona-bold, selvom jeg var stor Roberto Carlos-fan.

Første skoledag
I sensommeren 2001 startede jeg i 0. klasse. Vi stod i en række i pigegymnastiksalen. Enten sad vores forældre og kiggede på eller også stod de ved siden af os. Jeg tror min mor stod ved siden af mig, fordi jeg havde bedt hende om det. Hun havde en denimjakke på og ildrødt hår, som hun havde farvet og sat op med et spænde i nakken. Efter gymnastiksalen viste vores klasselærer Mona os vores klasselokale. Vi fik en tegning af en sommerfugl, som vi skulle udfylde. Jeg farvede hele sommerfuglen helt lilla. Jeg tror ikke engang at jeg holdt mig inden for linjerne, jeg farvede bare løs med den lilla tusch udover hele papiret. Men jeg var ret bevidst om det. Som om det var et kunstnerisk valg. Min mor stod bag mig og så mig farve sommerfuglen og jeg tror også vi diskuterede min beslutning om at satse fuldt på lilla. Jeg kiggede på de andre børns tegninger, og lagde især mærke til pigen, der sad ved siden af mig, Sarahs tegning. Sommerfuglen var helt farvet inden for linjerne i mange forskellige farver.

Min første skoledag.

Min første skoledag
På min første skoledag i 0.klasse på Treldevejensskole havde jeg en lilla kjole, sokker i sandalerne og en alt for stor skoletaske på ryggen.
Jeg husker det som en stor dag. Jeg var meget nervøs i starten, men jeg havde både min mor og far med mig, som fulgte mig hele vejen til døren. Da jeg kom frem til skolen, havde jeg knap nok tid til at sige farvel til mine forældre før jeg var klar på de nye udfordringer, der ventede bagved den store dør til skolen. Det var en sjov dag.
Jeg husker særligt min gode gamle klasselære, som også havde været min fars 0.klasselære i sin tid. Hun var godt op i årene, men var verdens sødeste og bedste lære man kunne ønske sig. Hun klædte os godt på mod skolelivets mange udfordringer.

Første skoledag på gymnasiet
Skolegården er tæt pakket af mennesker, som alle har enormt farverigt tøj på. Jeg leder efter et stort papskilt med min klasses navn på, og jeg spotter en guld rumraket. Det må stå for "R", som er den klasse, jeg skal gå i. Skiltet holdes af en meget karismatisk ung fyr med helt rødt hår, og jeg er lettet, for han ser sød ud. Der står allerede en stor rundkreds rundt om ham. De fleste står og kigger ned i jorden, for der er ikke så mange, der kender hinanden i forvejen. Det gør jeg heller ikke, og jeg prøver at skjule, hvor nervøs jeg egentlig er. Den unge fyr med papskiltet begynder at råbe og danse lidt for at skabe god stemning, men han er alene om larmen, i hvert fald i vores rundkreds. Jeg kigger mig i stedet for omkring i skolegården, og der er virkelig hyggeligt. Bygningerne har forskellige farver, nogle er nye, nogle ser meget gamle og spændende ud. Især en lille gul bygning synes jeg er fin. Det er ikke så lunt, selvom det er august måned, og vi står i skyggen. Tiden synes ufattelig lang, imens jeg står og flytter lidt jord med mine sandaler. Jeg kigger på alle de ansigter, jeg aldrig har set før og finder det mærkeligt, at vi senere skal komme til at få så meget med hinanden at gøre.

"Det skal nok gå, min dreng"
Det er sjældent nemt at starte i skole: det var det heller ikke for undertegnede. Men dagen kom, og på en eller anden måde gik den igen.
Jeg har altid været en stille, genert person. Det er ikke noget der er kommet, men snarere noget, der altid har været der, og som jeg fortsat har arbejdet på. Her Kommer en ærlig rendering af de få erindringer, jeg har tilbage fra min spæde barndom.

Growing pains
Året er 2003. En lun sommerdag skal jeg starte på min første skoledag, et år senere end forventet.
“Det skal nok gå, min dreng”, kan jeg svagt huske min mor sige til mig, i håbet om at det ville berolige mig. Men alas, det skulle ikke holde stik.
Det er ofte en problematisk dag, med håb og drømme fra forældres side og sommerfugle i maven for børnene, der endnu ringe ved, hvad det næste årti af deres liv skal bruges på.
Det var i høj grad også tilfældet hos os. Jeg havde allerede inden folkeskolen haft svært ved at finde fodfæste: En af de få ting jeg kan erindre er, at jeg blev drillet og holdt udenfor, da jeg dengang stammede. Om dette bedst kan tilskrives mit væsen eller spæde hændelser kan jeg ikke udtale mig om, men jeg var fra starten mærket af ikke at føle, at jeg hørte til, snart sagt nogen steder.
Dette blev i nogen grad ordnet igennem særskilte tilbud, men nervøsiteten, endsige angsten der kunne tænkes at lure bagved, forblev stadig. Og måske endda forstærket.

School’s out
Denne følelse fulgte mig hele vejen op igennem folkeskolen: at jeg aldrig følte mig specielt tryg ved mine omgivelser og havde svært ved at danne venskaber med andre.
Men gudskelov begyndte denne tilstand at skride, og op igennem gymnasiet fandt jeg fodfæste. Ikke blot i livet, men også i tilværelsen.

Rygsæk med Ninja Turtles
Jeg står under karmen i den franske dør, midt i vores dobbeltstue på Skovejen nr. 1. Jeg har min nye rygsæk på. Det er den med Ninja Turtles fra Bog & Idé. Det føles som om, min mor tager en million billeder af mig, mens jeg står der rank og stolt. Nye eventyr på vej. Vi går op ad den stejle bakke, gennem kirkegården, og nærmer os N. Kochs Skole. Det er som om, vi alle har underskrevet en kontrakt forinden den første skoledag. Alle piger har rottehaler spændt ud af små farvestrålende hårelastikker, og alle drengene har flat hår fra nakken og op til tindingen, hvorefter håret tager et voldsomt skihop i panden, højst sandsynligt muliggjort ved hjælp af en halv bøtte gelé. En sang om havre. Det er den første aktivitet vi laver sammen. Min børnehaveklasselærer Charlotte spiller spansk guitar til med voldsomme og upræcise strums på det gamle og slidte instrument. Alle børn er akkompagneret af mindst én forælder, der som i Det Gyldne Kompas står bag ved deres respektive guldklumper, som stolte diskrete skygger, der indimellem giver et kærligt klem eller oversætter en situation for de små mennesker foran. Min mor er med. Far kunne nok ikke. Jeg tror, han havde travlt på teatret. Jeg føler mig ret sej her på den første skoledag. Min søster går i niende, og hun er ret så populær. Når det regner på præsten drypper det på Carl Emil. Jeg husker nok tydeligst, at vi alle får en is til sidst på dagen. Sådan en, der efterlader en stor klovnet cirkel rundt om munden, når den er besejret. Jeg husker den skuffende smag af træ fra slutspurten, hvor det sidste fløde er forsvundet, og man sørgmodigt forsøger at få en eller anden sidste skjult rest af isen med. Charlotte med den spanske guitar har kruset krøllet hår. Hun er fandme sød.

Jeg står med min blå mountainbike, som jeg har vundet i en konkurrence. I et klassisk udtrækningslotteri vel og mærke. Den skal bære mig op over klostermarken, og op til Overlund Skole. Det er første skoledag, og min tvillingesøster står i samme spændte situation som mig. Hendes cykel er dog ikke nær så flot som min. Men det er mine forældre selvfølgelig ligeglade med – deres øjne skinner. De er stolte. Hver især giver de os en cykelhjelm på hovedet. Min er blå, så den matcher min nye cykel. Nannas er rød. Stropperne på skoletaskerne er strammet helt op, så de nærmest sidder klods op i nakkerne af os. De skulle jo nødigt falde ned. Foran det gamle hus på Idrætshøjskolen poserer vi med vores cykler, cykelhjelme og skoletasker, så mor kan tage det perfekte billede af vores første skoledag.

Min store dag.

Mine tanker fløj afsted. Forventningerne var tårnhøje. Hjertet bankede lidt hurtigere denne dag. Min mor havde klædt mig i en lille lyserød sommerkjole. Med mor i den ene hånd og far i den anden gik vi sammen ind i denne store gård. Her blev vi mødt af en stor lejeplads, fodboldbaner og en basketbane. Jeg skulle tilbringe de næste 10 år af mit liv netop på dette sted. Det var nemlig min allerførste skoledag. Jeg kendte jo ikke nogen og jeg havde allermest lyst til at tage med mor og far hjem. Hjem til trygge rammer, men en rar dame tog mig i hånden og fulgte mig ind i klasselokalet. Her blev jeg mødt af ligeså forvirrede blikke som mit eget. Et barn sad i et hjørne og hulkede, men den rare dame fik hurtigt trøstet hende. Den rare dame var min klasselærer. Hun var en sjov en. Hun fortalte at overheaden var hendes kæreste, Børge. Vi alle sammen grinte og nu var stemningen meget mere behagelig. Ingen grædende børn i hjørnerne og ingen forvirrende blikke. Alle så på hinanden med smil der udstrålede, at det her skal vi nok klare.

Første skoledag
Gymnasiet
Jeg havde ventet og ventet og ventet  - og pludselig var dagen her. Det var første skoledag og første dag som næsten voksen - og jeg havde glædet mig til nye fag, nye venner, nye fester og nye lærer og nye oplevelser.
Lige pludselig blev jeg også nervøs. Da jeg stod sammen med mine barndomsveninder, Agnes og Laura, og vi skulle til at gå ind på Haderslev Katedralskole, mens hvad der føltes som 200 råbende og halvt aggressive og hujende elever i en slange af mennesker, som man som lille ny studerende skulle gå igennem for at kunne nå et sikkert klasseværelse. Så vi samlede os mod og gik ind.

Min første skoledag
Morgenluften er varm. Solen skinner. Vi er igang med at smøre madpakke, min mor og jeg. Jeg skal have et æble med. Hvis jeg bliver sulten før vi skal spise madpakker. Jeg spørger min mor om, jeg kan få et ekstra æble med til Kasper. Kasper er min bedste ven. Han skal også starte i O.B på Toftevangskolen. Ligesom mig. Jeg ved at Thea, Mia og Julie også skal gå i vores klasse. Det er dejligt, så ved jeg at jeg har nogen at lege med. "Vi skal have et billede foran hoveddøren" siger min mor. Hun finder det analoge kamera frem, og sætter sig på hug foran mig og hoveddøren. Hun siger: "Smiiiiil" og jeg smiler.
Så er vi klar. Nu tager vi afsted.
Henne i skolen er der rigtig mange mennesker. Mange flere end dem jeg kender fra børnehaven. Og så er der en høj dame med langt lyst hår, der tager imod os. Hun ser sød ud. Hun hedder Birgitte og hun skal være vores klasselærer. Alle de andre børn sidder allerede ned, da mig og mor kommer ind i klassen. Jeg tager min mors hånd og trykker den hårdt ind i min. Min mor finder en ledig plads til mig. Det er ikke ved siden af nogen af dem jeg kender, men Mia sidder ved det samme bord som mig. Hun siger hej til mig og jeg svarer hende. På vores pladser ligger der to papirer og et æble. "Men jeg har jo allerede et æble med" tænker jeg. Birgitte siger at det ene papir er vores skoleskema. På det kan vi se, hvornår vi skal være i skolen og hvilke timer vi skal have. Det andet papir er en sang, der hedder en kort en lang.

Første skoledag
Jeg gruer lidt for dagen. Det er ikke længe siden jeg væltede på cykel og fik plastret mit ansigt ind i alt for mange plastre, for at dække de mange sår, styrtet forårsagede. Samtidig blafrer sommerfuglene i maven på mig. Jeg kan ikke vente med at se hvem det er jeg skal bruge de næste mange år med. Det er spændende.
Vi står i aulaen på Torsted skole i Horsens. Det tog kun 5 minutter at gå derover. Det er lige ovre på den anden side af den store vej, hvor en tunnel sørger for, jeg kommer sikkert over.
Mor virker ængstelig, men jeg fokuserer mere på mig selv i dag. Vi står i aulaen og en herre byder os velkomne. Han ser rar ud. Der er mange børn og mange voksne, og det er lidt overvældende. Mit hjerte hamrer og jeg gemmer mig bag min mor.
Der er mange der kigger på mig. Det er sikkert på grund af alle de plastre jeg har i hovedet. Ville ønske jeg kunne være usynlig og stiller mig længere bag min mor.
Efter noget tid, kommer vi ud i vores nye klasser. Jeg ser en dreng gennem lokalet. Han snakker og griner med nogle andre børn. Jeg får en var følelse i maven og mit hjerte galloperer som en vildt hest. Det er ike til at styre og jeg føler mig blottet. Han kigger på mine plastre og varmen breder sig til mine kinder. Jeg kigger væk, holder mig så usynlig som mulig resten af dagen. Lortesår! Lorte førstehåndsindtryk!

Det er en meget nervøs Signe, der træder ind i klasseværelset. Jeg kan med det samme genkende flere fra børnehaven, og det gør mig mere rolig. Karina, som helt klart er min yndlings, smiler til mig. Jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at lege med hende igen. Alle de andre børn har også deres forældre med. Jeg bliver placeret ved siden af en dreng, som jeg ikke kender. Vi siger ikke så meget til hinanden. Jeg tror også, at han er nervøs. Vores klasselærer Anne hjælper alle med at finde deres pladser. Hun virker utrolig sød. Da skoleklokken ringer ind til time, beder Anne os om at være stille. Hun spørger os derefter, om vi er lidt nervøse, og om vi har sommerfugle i maven. Jeg kan mærke, at jeg ikke er den eneste, der har været spændt. Hun siger derefter, at vi skal kigge under vores stole. Jeg finder en lyserød og blå sommerfugl, der er tapet fast under sædet. Vi begynder alle at grine. Alle har fået en sommerfugl, og pludselig er stemningen helt anderledes.

Første skoledag - begyndelsen til livet?
Den første skoledag husker jeg kun svagt. Men en ting er helt sikkert jeg var i ugerne og dagene op til fuld af forventning. Det som ens søskende og ens ældre venner for længst var gået i gang med, var jeg endelig stor nok til. Første skoledag var en begyndelse. Begyndelsen til nye bekendtskaber, begyndelsen til at få et ansvar, og ikke mindst begyndelsen til uddannelsen som jeg har brugt den resterende tid af mit liv på. Skolen er en vigtig del af livet, sagde de. Her 17 år efter er det stadig ikke hver dag jeg er helt enig med det udsagn. Og mange gange i løbet af de 17 år har har jeg, følt af det jeg begyndte på den augustdag i 2002, har været meningsløst.
Jeg glemmer aldrig den dag jeg kom hjem til min far og spurgte om han kunne hjælpe mig med at sætte kommaer. Hans tørre jyske dialekt gav svaret "den dag pjekkede jeg vidst da vi skulle lære om det"

Første skoledag (Lasse)
Det var starten af august måned. Jeg var bange og spændt på samme tid, og jeg havde glædet mig hele sommerferien. I løbet af ferien havde jeg fået en helt ny skoletaske. Den var gråblå, havde nogle seje superhelte på siderne og i stropperne hang en nøglering med en lego figur. Jeg havde fået taget en masse billeder, fordi min mor og far var så stolte over at deres førstfødte skulle til at starte i skole. Billederne hang allerede i stuen. På dagen havde min mor valgt at klæde mig i et par mærkeblå comwboy bukser og en kortærmet skjorte. Den lyseblå skjorte synes jeg selv var sej og smart, især på grund af de gule og møreblå striber som tilsammen dannede en masse tern. Jeg fulgtes med min mor ind på skolen. Skolen var som en kæmpe labyrint med alle dets gange, som jeg på ingen måde vidste hvor førte hen. Efter vi havde gået lidt på gangen kom vil til klasseværelset, hvor min klasselærinde stod og tog imod os. Hun smilede og hilste pænt, selvom jeg gemte mig godt ind til min mors ben. 0.b stod der på døren, og ind i klasselokalet var en masse andre børn og deres forældre.
Jeg kan huske, at jeg kendte nogle af de børn, som også skulle begynde. Der var mange af både pigerne og drengene, som jeg havde gået i børnehave med. Det gav en ro og glad følelse at se sin venner efter ferien og at skulle stadig være sammen med dem hver dag. Her i blandt var især en dreng ved navn Jacob, som jeg også var i mødre-gruppe med. Ham var jeg glad for at se.
Jeg fik en plads ved siden af en dreng som hed Niklas. Han var ked af det og sur på en gang, og vente sig hele tiden om mod sin mor. Jeg kan huske, at jeg synes det var vildt mærkeligt, og at jeg ikke kunne forstå, hvorfor han var så sur. Efter nogle minutter lukkede døren og klasselærinden begyndte at snakke. Det var som et sus gennem rummet, da løftede en lille dreng et stykke op i livets cyklus.

Min første skoledag
Da jeg begyndte i børnehaveklasse var det med store  følelser i maven. Jeg var både spændt og lidt nervøs for dagen. Jeg havde længe imiteret mine ældre brødre mens de lavede lektier om eftermiddagen. E Jeg ønskede sådan at være en stor skolepige.

På den første skoledag var det min som fulgte mig. Hun havde sat mit hår og sammen havde vi fundet et pænt sæt tøj som jeg elskede at have på. Mor ønskede kun at jeg skulle føle mig godt tilpas i min nye rolle. Min mave var en stor sommerfugle farm, jeg havde glædet mig længe til denne dag. Jeg var vild med skolen, jeg gik der med mange kendte ansigter fra både børnehaven og min barndoms gade. Det var trygt og godt. Min klasselærer hed Birgitte, hun står stadig klart i min erindring. Birgitte var sød men bestemt og vidste lige hvordan hun skulle håndterer os.
Den første dag var kort, vi var der kun til klokken den blev 12. Det var nok, jeg var så glad og stolt da mor og jeg gik fra skolen.
Nu var jeg en rigtig skolepige med lektier og alt hvad der ellers hørte til skolen.

Første skoledag
Jeg knuger om min mors hånd. Vi går gennem den store, betonhårde skolegård og mod indgangen. Jeg ved ikke rigtig, hvad der venter mig bag de store døre, men mine forældre har bildt mig ind, at det er nogen vildt ”spændende”…
Ved indgangen står en ældre dame, og min mor fortæller mig, at dette er skoleinspektøren. Jeg ved ikke hvad det betyder, men hun ser i hvert fald ikke særlig spændende ud. Hun bukker sig ned og stikker et kæmpe smil lige op i ansigtet på mig, mens hun tager fat i min hånd og ryster den: ”Velkommen til Brårupskole, lille ven!”. Jeg slipper ikke min mors hånd.

Første skoledag
En dag i august måned skulle jeg begynde i skole for første gang. Nervøs trådte jeg ind i klasselokalet og så en masse nye ansigter. Heldigvis også et par bekendte. Jeg skyndte mig at sætte mig ved siden af min veninde, som var mindst lige så nervøs som jeg. Vi havde snakket om at skulle begynde i skole længe, men da dagen kom, var det meget overvældende. I hinandens selskab hilste vi genert på resten af klassen, mens en rødmen bredte sig i ansigtet. Lige så snart det var frikvarter skyndte min veninde og jeg os hen til min storebror. Der følte jeg mig tryg og han kendte skolen.

Første skoledag (Signe)
Jeg har haft mange første skoledage, men den jeg husker bedst var da jeg startede på højskole, man kan nok ikke kalde det for en første skoledag, nærmere en helt ny start - for jeg var virkeligt på dybt vand. Forinden den første dag havde jeg kun sat mine fødder på skolen en gang, i forbindelse med en jobsamtale - så i det hele taget forbandt jeg skolen med en del nervøsitet. Jeg skulle være handicaphjælper, noget jeg aldrig før havde prøvet, på en skole hvor de handicappede (borgerne) og assistenterne har lige vilkår i et stort fællesskab. Så du kan nok forstå at det ikke var en nem opgave, for hvordan giver man hånd til en spastisk lammet? Hvordan forholder du dig til en sen hjerneskadet og hvordan snakker du med en fyr med Downs? Det var som at tage sine første skridt i en helt ny verden, og jeg var uendeligt nervøs.

Første skoledag (Louise)
Jeg stod hjemme i stuen klar til at tage afsted til Holmeskolen. En lyserød t-shirt med motiv, en skoletaske på ryggen, rottehaler i håret og et stort smil, hvor et par manglende tænder kom til syne, blev forevigt på billeder. Mine forældre knipsede ivrigt det ene billede efter det andet med det gamle kamera. Det var både en stor dag for dem, der bragte megen glæde, men i den grad også en betydningsfuld dag for mig. Jeg skulle starte i 0.klasse eller nærmere betegnet 0.A. Jeg var ikke en lille pige længere. Det var med en stor nervøsitet og angst jeg trådt ind i det lille klasselokale med gråt betongulv og små firkantede borde. Mine øjne flakkede febrilsk rundt. Jeg holdte mine forældre i hånden og klemte til. Jeg var på usikker grund. Jeg kendte ingen andre af børnene. De andre skoleelever kendte hinanden fra deres fælles børnehave. Jeg var stort set den eneste i klassen, der som lille,  var blevet tildelt en plads i byens vestlige børnehave, selvom mine forældre egentligt havde adresse i den østlige del. Jeg var sparsom med ord og holdte mig i baggrunden. Men i løbet af få timer var det som om, at hele situationen havde vendt sig. Børn er ligefremme og åbne. De snakker utroligt meget. Jeg følte mig velkommen.

Første skoledag
Med min lyserøde sommerkjole og sprit nye lilla skoletaske fyldt med bamse nøgleringe var jeg klar til første skoledag på Elsted skole. Med et fast og svedigt greb i min mors hånd trådte jeg ind gennem de store og skræmmende døre til et sted, jeg havde glædet mig længe til at skulle komme. Skolen var fyldt med børn, som ligesom mig, gik med forventningsfylde øjne og tomme skoletasker. Sommerfuglene i maven sværmede rundt og nervøsiteten meldte sig, da jeg så skiltet på døren med "0.D". Her var min nye klasse. Jeg trådte indenfor og så et klasselokale fyldt med børn og forældre. Jeg fik hurtigt spottet Kristine og Mette, mine bedste veninder fra børnehavnen, hvilket lagde en dæmper på nervøsiteten. En dame kom over og hilste på mig og sagde, at hun hed Susanne og var min klasselære. Hun viste mig over til et bord med fire andre piger, og viste mig min plads, hvor mit navneskilt stod.

Første skoledag
De tunge grønne ståldøre åbner langsomt op. Med det samme bliver jeg ramt af en summen af snak og nervøse grin. Hele kantinen er fyldt. Ved de runde borde sidder der flere hundrede nye studerende. Nu starter det. Jeg kanter mig frem, og blandt de mange forvirrede nye ansigter, får jeg endelig øje på et skilt: ”1.B”. Jeg kigger mig omkring og skynder mig at finde en ledig stol. Efterhånden er der gået en halv time, og alle har fundet der, hvor de hører til. Gymnasiets rektor griber mikrofonen og beder alle studerende om at følge med deres klasse uden for. Vi rejser os alle op, og den summen som jeg hørte før begynder igen. Vi følges ud og nu begynder ’vi-skal-lære-hinanden-at-kende-ræset’. De enkelte klasser deles op i fire mindre grupper. Hver gruppe stiller sig op i en cirkel, og tildeles en bold. Nu går bolden på runde. Boldens ejermand skal fortælle sit navn, hjemby og forventninger til gymnasiet. Jeg tænkte som en gal. Hvad forventer man af noget som man endnu ikke har prøvet før? Men det gjorde ikke noget. Alle var i samme position, og netop dét var min forventning.

Første skoledag
Jeg husker første skoledag i 0. klasse med en vis forventningsfuldhed. De simple spørgsmål som hvor skal jeg placere mig? hvem kommer jeg til at møde? bliver min mor pinlig at have med i skole? fløj rundt i tankerne. Jeg husker dagen som en fejring med en masse flag og den gode stemningen, der fyldte lokalet. Det var en vigtig dag. En dag hvor selvstændigheden for alvor blev sat på prøve for første gang. Jeg husker tavlen og alfabetet hængende ovenover tavlen. Jeg husker de forskellige legeområder rundt omkring i lokalet, især et kæmpe orange legehus nede i bunden. Der var masser af børn, masser af forældre, som alle sammen var præget af den samme gennemskærende forventningsfuldhed.

Første Skoledag - Kasper
Første skoledag på Elsted Skole betød at man skulle gå ud i skolegården og vinke farvel til forældrene. Lige på og hårdt, men måske en meget god ide. Børnehaveklasselæren Karen stod ved 0.c skiltet og af en eller anden grund, så kunne hun elvernes navne inden hun havde mødt dem. Hvordan kunne hun vide det?

Alle drengene havde shorts på, og pigerne havde sat håret op med en hårnål eller to. Solen var kraftig, så alle forældrenes billeder fra dagen, bar præg af børn med lukkede øjne. Efter afskeden med forældrene, var der introduktion til lærerne. Karen var dansklærer og klasselærer. Stine var matematiklærer og gift med Søren, som også var lærer på skolen.

Klasselokalet var delt op i to, et lokale til undervisning og et lokale til leg. En skydedør delte rummet op, og sad man bagerst i undervisninglokalet, kun man kigge igennem sprækken i døren, og se ind til alt legetøjet.
Mens solen stadig stod højt, var der rundvisning. Først skulle vi hen til den usynlige grænse. Den lå på bakken ude ved fodboldbanerne. Karen gik langs en sti, og sagde at her var den usynlige grænse. Og der var den så.
De store klassetrins lokaler lå i gangene 5,6 og 7. De havde et stort fællesområde, med bænke og borde. Vi gik alle og glædede os til, at vi var dem som måtte bruge de bænke.

Så var der frokost, og madpakken kom frem. Rugbrød og frugt. Min sidemakker havde en boks med pasta og kødsovs med. Det var aftensmad.... til frokost. Ge-ni-alt!

Efter frokost var der legetime. Jeg legede med Christian, for han havde også lidt rødt hår. Eller måske var det ikke derfor, men det havde han og hvad kunne vi ellers havde tilfælles. Vi legede med biler, og vi brugte det der tæppe med veje og huse på. Klassen havde to. Man kunne sætte dem sammen, og så havde man én lang vej i bunden af tæppet. Her kunne bilerne kører vanvittigt hurtigt, og de kom måske også til at køre lidt for hurtigt. Måske et uheld eller to var uundgåeligt.

Jeg kan huske hvordan den kridtfyldte luft udtørrede mine næsebor, som jeg stod i i døren til klasselokalet. Min spritnye action man skoletaske sad på ryggen, og på min skuldre hvilede min mors hænder. Fra denne position kunne jeg danne mig et overblik. Over alt mødte jeg fremmede ansigter. Smilende voksne samlet omkring mine jævnaldrende. Sidstnævntes konstitution, kan jeg huske, jeg tænkte, varierede fra skrækslagne, til de der allerede havde skabt alliancer og derfor nonchalant kunne læne sig tilbage mod stoleryggen åbne madkassen. Mit blik vandrede fra alfabetet på væggen, forbi tavlen, mod kateteret med den smilende Anette, som nikkende inviterede mig indenfor. Ved at ignorere dette, kunne jeg lade blikket vandre videre, indtil det pludselig faldt på Jonas, som gengældte blikket, og jeg tog første skridt.

Første skoledag

Det var en sommerdag i august og årstallet var 2001. Det var min første skoledag i folkeskolen og jeg havde glædet mig. Flere uger forinden havde jeg været på skoletaske-shopping sammen med min mor. Jeg havde længe drømt om at få en rød skoletaske og i Magasin kunne den drøm blive indfriet. Den taske jeg fandt, havde bare det hele: et kvadratisk rum til min nye madkasse, et lille rum til en drikkedunk og to justérbare remme. Og så var den – vigtigst af alt – rød. Da jeg tog den på om morgenen på min første skoledag følte jeg mig som en stor pige. Nu kunne hele verden bare komme an. Inden i tasken lå der også  et perfekt pakket penalhus med tuscher og farveblyanter i alle regnbuens farver, to spidsede blyanter, en lineal, en passer og et ubrugt hviskelæder. Den taske skulle føre mig igennem hele min folkeskoletid. Den skulle være min trofaste makker og bære på alle mine danskstile og forkert besvarede matematikopgaver. Jeg kunne næsten ikke vente med at få den i brug. På dagen havde jeg selvfølgelig også sørget for at matche mine sko med tasken. Jeg havde røde sommersandaler på. De havde en sommerfugl på siden, for det så sejt ud. Det havde de store piger altid. De elastikker, som holdte mine rottehaler på plads var også røde. Min mor havde hjulpet mig med at sætte dem om morgenen, for jeg kunne endnu ikke selv finde ud af at sætte hår – jeg var jo kun 6 år.

Første dagJeg har en buket med syrener i hånden, som mor har skåret om morgenen. Min fødselsdagsblomst siger hun og rækker mig buketten. Den blåviolette farve leger med kjolen, som jeg har fået på i anledningen: purpurrød og violet. Mit hår er ikke blevet klippet. Vi, mor, far, Tjalfe, Bjarke, er lige flyttet fra Fyn til Jylland og derfor følger også et skoleskift. ”nervøs,” spørger hun og jeg ryster på hovedet. Mest forventningsfuld. Jeg tror på det bedste, for det gør jeg for det meste. På nær når de beder mig om at cykle i regnvejr. Det nye hus ligger for enden af en hulvej; sådan en vej mennesker altid har gået på, så deres fødder har båret sandet og gruset væk. Tilbage er en runding. ”den jyske hede” kalder mine bedsteforældre det, når de med ærefrygt og beundring kører ud ad sandvejene på heden fra København. Når de beder mig om at cykle ad hulvejen i regnvejr og i snevinteren, tror jeg ikke på det bedste. Så fortæller mit hoved historier der er vrede og lige så regntunge som himlen over mig. Jeg er ikke en af dem, der bliver kørt. Men jeg ved godt, at jeg er en af dem, der bliver elsket. Også når de tager mig ud ad skolen igen, for at rejse i adskillige måneder, for at cykle til Berlin fra husets havegærde og for at gå med vabler i fjeldene. At starte på nye begyndelser er ikke mageligt, har de lært mig. Men når cykelturen i regnvejr er overstået, vablerne vasket eller den første skoledag afsluttet, så er jeg blevet rigere.

Første skoledag
Der er alt for god tid. Jeg kigger på mit ur og skiftevis trækker cyklen og cykler langsomt. Det er altid et dilemma for mig, hvorvidt det er bedst at komme alt for tidligt eller halse ind ad døren. Jeg har altid en tendens til at komme for tidligt når jeg er nervøs. Op ad villavejen kan jeg se andre, der ligesom jeg, har skoletaske på ryggen og vandrer op imod universitetet. Selvom klokken kun snegler sig mod klokken ni er temperaturen allerede høj og de fleste har kun t-shirt på og en jakke i hånden. Jeg har også taget min jakke af, for at minimere sved fra cykelturen med den nervøse sved, der kommer ved tanken om ikke at kende et eneste øje.

Foran universitetet står en stor flok i hvide t-shirts. De griner højlydt, drikker kaffe og vinker til alle der kommer forbi. De råber hvor cykler skal parkeres og peger mod en stor glasdør, der leder ind til alle de andre nye studerende. Der er varmt inde i glasbygningen, der lukker alt frisk luft ude. Jeg kigger rundt for at se om der bare er et genkendeligt ansigt i den store forelæsningssal. Enkelte kommer ind i en samlet flok, men langt de fleste kommer alene. Jeg bliver anvist på en række og sætter mig ind. Jeg smiler lidt nervøst til min sidemand, der smiler lidt nervøst tilbage. Flere studerende spejder rundt i salen og jeg lyser op, da jeg opdager en fra mit gamle gymnasium, vinker til mig fra rækken foran. Selv det at se ansigtet på en, der bare er en bekendt virker helt venskabeligt i flokken af ukendte ansigter.

Første dag i 0.A - Alex
En helt almindelig dag i august, men på samme tid en helt særlig dag. Med mor i hånden slentrer jeg igennem slotsparken i Hillerød, på vej mod Johannesskolen. Der er en sommerfrisk duft i luften, tænk at solen skal smile på så speciel en dag. Det er min første skoledag, i 0.A. Der løber en lang cementsti ned mod skolen, imens vi går hånd i hånd, bryder vi trælinjen, og skolen tårner op i baggrunden. Der er mange mennesker, det er intimiderende for en lille gut på seks år. Små børn og store børn. Mange fremmede ansigter, der på samme tid giver en følelse af angst og spænding. Vi træder indenfor på skolens gange, de er lange, men simple. Min mor ved hvor vi skal hen, alt imens jeg febrilsk vender og drejer hovedet for at få det hele med. Der er mange indtryk at tage ind når man er seks år gammel. Jeg smiler og undres, vurderer alting og ingenting, hvad kan det mon være? På tærsklen til klasselokalet finder jeg min egen knage, den er rød og blank. Jeg hænger min jakke, og smider mine sko. Min taske er nærmest større end mig selv, men jeg kan sagtens bære den! Nu går min mor, det er aldrig en rar ting, men jeg ved at hun kommer igen senere, og der er så mange ting jeg skal se, høre og lære. Nye mennesker, det er skræmmende og interessant. Heldigvis har jeg min bedste ven ved min side. Han er den første jeg ser da jeg træder ind i klasseværelset og jeg spæner hen til ham for at give ham et kram. Uheldigvis skal vi ikke side ved siden af hinanden, ærgerligt. Klasselokalet har en duft af blomster, jeg ved ikke hvilke blomster, men jeg kan se dem i vindueskarmen. Der er ikke længe til at det hele går i gang, et nyt kapitel. Jeg kigger op, for læren kommer ind. Hun smiler, og jeg smiler igen. Jeg er bange, men jeg føler mig tryg på samme tid.

Første skoledag

Jeg starter i skole Af: Jonas Dalbøge Jeg husker det som den største dag i mit liv. Mor og far er med. Skolekammeraterne. Lærerne. De nye omgivelser. Nervøsiteten. Spændingen. Det er min første skoledag. Jeg træder ind i klasseværelset som føles større end noget andet rum, jeg hidtil har været i. Alt er stort. Alt er nyt. Alle de andre børn, som står snorige på en række ved tavlen. Min far giver mig signal til, at jeg skal gå op til tavlen og hilse på min klasselærer, som jeg i min forundring over alt det nye stadig ikke har bemærket. Jeg trasker op til klasselæren. Alt føles som en film. Æblet står flot oprejst på bordet, som om det har været der i hundrede år og ventet på denne dag. Oppe ved tavlen smiler min klasselærer til mig. Hun spørger, hvad jeg hedder. ”Jonas”, hvisker jeg skræmt til hende. Jeg er bange for at sige noget forkert. Jeg kigger tilbage på min mor og far, som har et opmuntrende blik i deres øjne. Det minder mig om, at alt nok skal gå. ”Du må gerne stille dig ind på række, Jonas”, siger min klasselærer. Jeg stiller mig ind på rækken. Den største dag i mit liv er begyndt.

Første skoledag
Af Cecilie Kjærgaard

Jeg husker forventningerne, der væltede ind over mig i den overfyldte bil. Bagagerummet var fyldt med ting – den nyindkøbte vasketøjskurv i siv, den store sportstaske, jeg fik af min storesøster til min konfirmation, fyldt til randen med tøj, snacks og alle min mors hvad-nu-hvis’er. Cyklen bag på bilen, og jeg havde husket den nye, grimme cykelhjelm, som jeg græmmede mig for at skulle have på på hver skoletur. Efterhånden som vi nærmede os skolen, blev forventningerne erstattet med en realisation om, at det er nu, det sker. Lige nu. Det, jeg har glædet mig til hele sommerferien og det meste af 8. og 9. klasse. Efterskole.

Det var varmt, da jeg trådte ud af bilen en dag i august 2010 og befandt mig på Salling Ungdomsskoles parkeringsplads. Det var som om, at luften var elektrisk omkring skolen af forventninger, bekymringer, angst og forældrepylder. Efterhånden som jeg bevægede mig ind på skolens grønne område, glædede jeg mig over at genkende bygningerne og de små gangstier fra da jeg besøgte skolen på Efterskolernes Dag engang i 6. klasse. Det gjorde stedet mere kendt og knapt så skræmmende og fremmede.

Min veninde Sebina.
Oprindeligt startede jeg i skole i Grevinge, men grundet en flytning kort efter skolestart flyttede vi til Kundby.
Byen er placeret 60 kilometer udenfor København og minder allermest om en soveby. Min første dag i Kundby skole forløb sig glimrende, så godt at jeg besluttede mig for at tage med Sebina hjem. Hun boede tæt på skolen, men alligevel i en modsat retning af min bopæl. Hun havde et lyserødt værelse, pæne barbies og hun var enebarn. Drømmen. På et tidspunkt måtte jeg tage hjem, vejen var svær at krejle, men jeg fandt vej ned til den eneste vej jeg kendte. Min mor var vildt oprevet, fordi jeg ikke var kommet direkte hjem efter skole. Hun havde vidst snakket med politiet, men intentionen om at melde mig savnet. Fremragende første skoledag.

Første skoledag
Jeg husker ikke min første skoledag. I hvert fald ikke andet end brudstykker. Det er trods alt tyve år siden nu.
Okay, jeg husker faktisk, at jeg stod på trappen uden for mine forældres hus. Min storesøster stod der også. Begge stod vi der, med spritnye og tætstrammede akrylskoletasker, briller, kort pandehår og mig uden fortænder. Måske husker jeg kun dette minde, fordi min far tog et fotografi.
Jeg husker også at jeg trådte ind i børnehaveklassens lokale. Væggene var malet i grafiske felter med orange, røde og gule farver helt op til toppen af de meget høje vægge. Jeg mærkede en stolthed over, at min nye skoletaske var af samme farver.
Rengøringsdamen havde sørget for, at der lugtede af stærk gulvrens og vådt linoleumsgulv. Denne duft blev dog hurtigt erstattet af en langt værre, da min nye klassekammerat Jakob håndterede sin nervøsitet ved at kaste sin morgenmad op i en skraldespand i hjørnet.

Det spændende eventyr om min første skole dag.
For flere år siden begyndte Morten på en folkeskole i Herning, Brændgård skolen. Han glædede sig til at starte på skolen. Særligt glædede han sig til at møde sin nye klasse og lærere.

Han startede i klassen 0B. I 0B mødte han Anna. Anna var super sød og god til at lege. Hun var musiklære og fremragende til at spille på blokfløjte.

I frikvarteret brugte Morten lang tid i skolegården. Her blev han venner med Johnny og en tamil vis navn han ikke kan huske eller udtale. Johnny og tamilen var super dygtige og kreative i deres leg om Ninja turtles.

Første skoledag
Af Mie Hermansen

Jeg sad i bilen, ved siden af min mor.  Forventningsfuld og spændt og ikke mindst bange. Da vi stoppede på parkeringspladsen, steg vi ud i den lune morgenluft. Vi trådte ind på skolen, og gik ned af en lang gang, med gråt linoleumsgulv og knager med overtøj. Småsnak, lidt hulken og skotrin fyldte gangen med støj.  Bag den blå dør til klasseværelset, vrimlede det rundt med børn.
Mit navn stod på et navneskilt på et af de lyse træborde, bagerst i lokalet. Ud over navneskiltet lå der et rødt æble, et kladdehæfte og en blyant.
Min mor kyssede mig på kinden og krammede mig farvel.  Jeg mærkede klumpen i halsen vride sig rundt. Jeg ville ikke græde foran alle de andre børn, det ville være pinligt. Dér sad vi. Alle med små bankende hjerter, i helt nye omgivelser og ventede spændt på hvad dagen ville bringe

Julie - Min første skoledag.Jeg beundrede mig selv i spejlet. Jeg havde en lyserød habitjakke på, lyserød nederdel og lyderøde strømpebukser. Man kan vist roligt sige, at jeg elskede farven lyserød. Jeg havde knapt nok lukket et øje i løbet af natten, for jeg vidste at denne dag var speciel, nemlig min første skoledag i 0. klasse. Jeg glædede mig, var spændt, nervøs og en lille smule bange på samme tid. Jeg skulle møde alle mine kommende klassekammerater. Èn af dem var allerede velkendt – min gode ven Alexander, som også var min nabo. Ham tog jeg i hånden og så gik vi på eventyr, et nyt kapitel i vores liv. Jeg følte mig så stor og ansvarlig, og havde forberedt mig hjemme fra, så jeg kunne stave mit eget navn når læreren spurgte. Alle børnene var samlet omkring et stort bord med vores forældre i baggrunden, og vores klasselærer Eva gjorde fra første øjekast indtryk. Hun havde store brune krøller, og havde et åbent og varmt smil, der fik mig til at føle mig tryg. Hendes stemme var blid og smuk, især når hun sang. Jeg husker hende som var det i går.Jeg kan ikke huske meget mere fra den dag, men jeg husker stemningen i min krop, nemlig dét at føle mig stor og en del af en ny verden. Jeg kunne mærke forventninger, mine egne forventninger, til at skulle være god til at stave, god til at regne og en god ven.

Solen stod højt på himlen, selvom det stadig var tidlig morgen. Som altid, vågnede jeg da halen galede, for der var for varmt om natten til at lukke vinduet. Jeg var spændt. Et nyt sæt tøj lå klar på skrivebordet, det var lyserødt og lilla, mine yndlingsfarver. Og de farver var meget vigtige den dag. Jeg havde en blågrøn skoletaske, fordi min mor synes jeg skulle arve min brors taske. Pinligt. Men med fletninger i håret og lyserødt og lilla tøj skulle det nok gå.

Min mor skulle med, og hun havde min yndlings blomstrede kjole på, og de brune krøller slået ud. Hun strålede glad og stolt. Skolen var bekendt, da alle fire søskende gik på den. Først skulle vi gennem den store betonbygning og ned af den stejle trappe. Hurtige skridt gennem de store elevers skolegård og så ind i den runde bygning for enden. Klasseværelset var pyntet med flag og balloner. Min mor hilste på vores klasselærer, Pia, og de andre forældre. Vi blev alle nødt til at slippe vores forældres hænder og sætte os på den plads, hvor vores navne stod. Første læsetest klaret. Jeg sad ved siden af Mathias, fremgik det af navneskiltet. Jeg var glad for at sætte den blågrønne skoletaske, så alt hvad de andre kunne se, var mit lyserøde og lilla tøj.

Den første skoledag
En varm augustdag i år 2000 bevægede jeg mig ind ad de tunge jerndøre for første gang. Med min mor i hånden og min nye blå skoletaske på ryggen var jeg klar til at tage de første skridt i uddannelseslivet. Folkeskolen. Der mødte mig en duft af nyrengjorte gulve, da jeg trådte ind i skolens fællessal. I salen stod Sonja, min første lærer, klar til at tage imod min mor og mig. Forsigtigt knugede jeg mig til min mors ben, da jeg ikke var helt klar til mit nye liv som skoleelev. Jeg blev af Sonja gelejdet hen til det træbord med de røde stålben, hvor jeg skulle sidde. Her var der lagt en gul- og rødternet kasket.

Min første skoledag
På den anden mandag i august 2001 ringede det ind til min første skoledag. Jeg var iført et par blå cowboybukser, en spritny lego-rygsæk og ikke mindst masser af forventninger. Og bekymringer. Bekymringer for hvad det var jeg gik ind til. Ville mine lærere være sure, ville jeg komme i klasse med min bedste ven, Mathias fra børnehaven på Vibevej? Der gik en masse tanker igennem mit hoved, da jeg trådte ind i aulaen på Skalmejeskolen den dag. Jeg havde været her før. Alligevel føltes det som noget helt andet. Jeg kan huske, hvordan jeg følte en mærkelig form for ophøjethed ved nu at være en af eleverne på skolen. Jeg fandt det utroligt spændende at kigge på de lidt ældre elever.

Larm
Det første jeg erindrer er larm. Overdøvende, infernalsk, fredfyldt larm.
Nervøsiteten meldte sig, som monark sommerfugle på migration i min mave. Hvis ikke jeg havde haft Raphael med mig, den sejeste Teenage Mutant Ninja Turtle, tvivler jeg ikke på at nervøsiteten havde vundet, men jeg knugede Raphael i min næve, til mine knoer var hvide som morgenfrosten  der dækkede markerne bag vores bofælleskab om vinteren.
Jeg var ikke alene. Ved et mirakuløst lykketræf, var jeg endt i samme klasse som mine tre bedste venner fra børnehaven. Daniel, Tobias og Troels. De sad allerede ved et bord da jeg gik ind. Deres smil blev mødt af mit. Sommerfuglene fuldførte deres migration, blodet vendte tilbage til mine knoer.
Jeg kastede mig ud i larmen, blev en del af dens kakofoni og følte mig hjemme.

Første dag i Folkeren
Jeg kan huske, de voksne grinte, da lærerinden læste mit navn op. Min far forklarede mig, at det var fordi, hun sagde mellemnavnet forkert. "Moses" i stedet for "Moess". Forklaringen hjalp ikke, jeg anede ikke, hvem Moses var. Jeg havde min yndligngstrøje på, den med Kocoum fra Pocahontas på maven. Jeg tror ikke, jeg var nervøs eller spændt. Nok fordi jeg ikke helt forstod, hvad der foregik. Snotforvirret. Jeg legede med Niklas i frikvarteret, og han blev min bedste ven i Folkeren. Hans forældre var der ikke til den første dag. Det var Stefans mor, som havde hentet ham. Det var underligt, kan jeg huske, jeg tænkte, uden at vide hvorfor. I teenageårene boede Niklas i længere perioder hos mig. Han var nærmeste en del af familien, og min mor vaskede hans tøj for ham, kan jeg huske. Da vidste jeg dog godt hvorfor.

Min første skoledag - Emilie
Sikke jeg har glædet mig til i dag. Endelig skal jeg begynde i skole. Samme skole som mine søskende går på. Men jeg tror jeg er ved at blive syg. Min mave gør helt ondt, og jeg har slet ikke lyst til at spise noget. Min mor spørger om jeg er spændt på at skulle starte i skole.

Jeg mumler et ”mm” mens jeg rører lidt rundt i havregrøden med min ske. Da jeg fortæller hende, at jeg har ondt i maven, smiler hun til mig og siger at det nok er sommerfugle. Jeg undrer mig et øjeblik, men så forstår jeg hvad hun mener. Så er jeg altså ikke syg. Mor siger, at jeg nok skal blive glad for at gå i skole, og at jeg får det bedre, når jeg lige har mødt de andre. Der er ikke så langt til skolen siger mor, så vi skal cykle. Mor og far og mig. Vi stiller cyklerne uden for skolen, og mor og far går hen mod bygningen foran os. Men jeg stopper op.

”Kom Emilie” siger far.

”Jeg vil ikke,” siger jeg. ”Jeg vil ikke have at I går.”

Min første skoledag
Tilbage til år 2001. Jeg skal gå i 0 klasse på ferslev skole. En lille lorteby udenfor Aalborg som min mor er flyttet til, da hun blev skilt fra min far. Men det var også okay. Min far var også med, det skulle ellers blive noget af en sjældenhed eftersom karrieren gik godt, og tiden derfor var knap. Jeg skulle gå i samme klasse som min bedste veninde Emilie. Hendes forældre var bedste venner med mine forældre, og de var der alle sammen. Det føltes trygt. Der skete en masse. Vi havde alle splinter nye skoletasker i alle mulige farver og mønstre. Det var kæmpe store i forhold til os, og sikkert helt tomme, for det er begrænset hvor mange bøger man skal have i 0 klasse. Nogle tasker var med biler, andre med en eller anden tegneserie eller figur man holdte af. Jeg var en af de højeste, også højere end de fleste drenge. Det havde nok ikke været så tydeligt i børnehaven hvor folk var forskellige aldre, men her, blandt disse 25 børn var jeg en af de høje, og det var mærkeligt. Vi fik små ko-bamser. Skolemælk var hot, og de blev delt ud. Der var navneskilte, og jeg skulle side ved en jeg ikke kendte. Nyt, fremmed, anderledes. Her gik de store børn. Her skulle jeg gå i mange år. Lærerinden var flink, Annie hed hun vist. Nej det er ikke sikkert. Måske Annie, måske noget andet. Mor og far gik, men ventede lige uden for. Det var en kort dag, alle indtrykkene skulle ind, og der var . mange. Hvem var de andre? Hvordan var det at gå i skole? Opfører jeg mig som det er forventet? Er jeg for stille og genert?