- Tomme pladser: Fx Kate, Claudia og Naomi (tynde supermodeller) 

- Åben slutning: Hvem taler til hvem (’hvem bliver spist’?). Begge tolkninger er mulige.

Tekst: Peter Adolphsen: ”Luboslav Hacek” (2000)

- Undertekst: Mange frustrationer gemmer sig mellem linjerne.   

- Åbenhed: Hvem er der en stol for lidt til? Hende (hun forlader ham) eller ham (hvilket hun bevidst vil vise ham ved ganske planlagt at fjerne en stol).

- ”Sixwordstories” (internationalt fænomen)

•Teksten begynder ofte in medias res og er bygget op af en række afgrænsede øjebliksbilleder. Det kan minde om, at begivenhederne ses med et kamera som i en film (scenisk fremstilling).

•Derfor er der prikker … og tankestreger ---, som markerer fx tøven eller spring i tid.

•Replikker og samtaler kommer ofte til at karakterisere personerne frem for udførlige personbeskrivelser. Der gives dog mange detaljer om alt, hvad der er synligt i personernes miljø.

•Sprogligt er teksterne præget af korte, sideordnede helsætninger.

•Der er tomme pladser, så læseren skal selv fortolke med.

- Undertekst: Karaktererne lyver sig uden om deres ensomhed og behov for kontakt.

- Pointer: Teksten er fra samlingen ”Rester”, hvorved den efterladte fasan også bliver et billede på en ’rest’ af noget (følelser, nærvær, kærlighed), som efterlades, og som jeget må konfrontere/reagere på. 

- Tomme pladser: Det, at teksten har "huller", som læseren selv skal fylde betydning ind i.

- Tekstens undertekst: Den mening, der ligger mellem ordene i det, der bliver sagt i teksten.

- Åben tekst: En postmoderne tendens: Der er ikke én entydig tolkning, men mange mulige tolkninger.

- Isbjergteknikken: Handlingen viser kun 1/10 af historien, mens læseren selv må slutte sig til de sidste 9/10.
- Impressionismens skrivestil: Forfatteren trækker sig tilbage som fortolker, og derfor ser man sjældent en alvidende fortæller i impressionistiske tekster. Fortælleren er mere en, der vil iagttage objektivt.