Denne type af kunst handler mere om de spørgsmål, kunstværkerne får frem i beskuerne, og de diskussioner, kunstværkerne kan sætte i gang.

Et eksempel på dette er den danske kunstner Marco Evaristti, der vakte stor opsigt i 2000 med sit værk "Helena". Værket bestod af ti blendere med guldfisk i og var udstillet på kunstmuseet Trapholt i Kolding. Publikum havde mulighed for at tænde for blenderne, så fiskene ville dø.

Kathrine Ærtebjergs billeder er befolket af eventyrets typiske galleri af figurer som f.eks. små piger, der har bevæget sig ud i fortryllede skove. Hos hende spiller bl.a. sære overblændinger mellem menneske og dyr en stor rolle, og hendes figurer er ofte placeret i noget, vi genkender fra fantasy og eventyrlige skildringer som Alice in Wonderland. 
Der er noget drømmende og netop uvist over landskaber, dyr og personer. Noget af det man først lægger mærke til er, at i denne verden er de normale proportioner ophævet. Sommerfugle og blomster kan være kæmpestore, og mennesker kan være ganske små. Mennesker kan også indgå i mærkelige blandingsforhold med dyr og sære væsener. Pludselig står et lille menneske med spidse ører som en alf eller en hare og smiler skælmsk bag et træ. Det er altså en verden der er uvis, fordi der ikke længere er orden på det, vi opfatter som ’naturlige’ kategorier. Proportioner og artstræk er forstyrret, indholdet i kasserne blandet sammen.

Ærtebjergs stil er præget af stærke farver og en en blanding af sirlig omhu i tegningen og en udflydende pensel/spray. 
Ofte har hendes personer ikke individuel karakter – de er fx helt hvide i ansigterne med kun antydede og stiliserede ansigtstræk lidt i retning af japanske masker eller børnetegninger. De peger på et mærkeligt fravær og en lidt ildevarslende tomhed i personen.