Poetiske Skrifter I-II (1805)

Nordiske Digte (1807)

Helge (1814)

Nordens Guder (1819)

Fædrelandssang (1819)

Sanct Hansaften-Spil

Det har været Adam Oehlenschlägers skæbne, at han har haft et efterliv som pensum for generationer af unge mennesker, udrustet med en senere tids erfaringer og dannelsesforestillinger og uden baggrund for at vurdere hans originalitet. Det har ofte været lettere at få øje på hans patos end at erkende "digterkongens" postulerede storhed.

Adam Oehlenschlägers sproglige register er overordentlig bredt, fra hverdagslivets konkrete udvekslinger til højstemte udtryk for kærlighed, naturfølelse og dødsdrift.

Ordforrådet er helt usædvanlig nuanceret, og fremstillingsformen oftest eksplicit og præget af et stort register af malende og udtryksfulde verber, adjektiver og substantiver, ofte kombineret i et originalt billedsprog.

Allerede Digte (1803) og Poetiske Skrifter (1805) viser en selvbevidst kunstner, der behersker klassiske versemål (fx heksameter og jambisk trimeter) og klassiske fortælleformer (satire, komisk fortælling, idyl).

Han betjener sig ubesværet af italienske versemål (terzine, ottave, canzone) og tilfører nye energier fra William Shakespeare og fra nordisk middelalder, samtidig med at han med en selvbevidst ironisk distance kan bryde nye veje.

Som prosaist (fx i sin privatkorrespondance) og i gengivelser af samtidens dagligsprog (Aladdin, Sanct Hansaften-Spil) betjener Adam Oehlenschläger sig af en mundtlighed, som er sjælden før H.C. Andersen.

Adam Oehlenschläger placerer sig tidligt i dansk litteratur som en ung mand med absolut gehør for rim, rytme og billedsprog, men uden tung lærdom.

Han har fastholdt sin særstilling, fordi han både har kunnet dyste med klassikerne og finde sin egen stil, som på godt og ondt blev mønster for store dele af eftertiden.