Kameraet filmer ned ad en kold mørk gang, med en rulletrappe for enden. Forrest i billedet stirrer Bertel Haarder intenst på journalisten, som han er ved at give svar. Journalisten spørger ind til en arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen, og hvorfor ministeren ikke venter på at de har færdiggjort deres arbejde. Ministeren bliver mere og mere irritabel over interview situationen, "Hvis du vil vide noget mere om processer så synes jeg at du skal spørge inden fredag aften"og begynder at trippe fra side til side. "Det er din fejl at jeg ikke kan svare på det" "Nu er jeg træt" siger han "du spørger om de samme ting tusinde gange." Han bliver stadig mere oprørt over spørgsmålene.  "Nu kan jeg ikke rumme mere i mit hoved" siger han og tager trykker sine fingerspidser mod sine tindinger. 

Der er to udgravninger mellem hans øjne, der går dybere ned end Marianergraven. Han ryster skeptisk sit hoved ved hvert et ord, han hører. Blinker som et maskingevær skyder. Synker hårdt; hans adamsæble er en komet der truer jordens sikkerhed. Bertel Haarders læber trækker sig tilbage som vandkanten før en tsunami. Nu kommer en overflod af ord: 

”… Spørg for Satan” 

I hans udbrud stiger en knyttet hånd mod himlen, før den bringes ned igen. Med fingerspidserne ved sine tændinger prøver Haarder næsten telepatisk at få den stædige journalist til at forstå: Haarder følte sig ikke klar til spørgsmålet. Men han nægter at forstå. Kameraet zoomer ud for at kunne følge op med Haarder, der pacer dyrisk frem og tilbage. 

Vi står midt i et rum med vinduer til alle sider. Gennem vinduerne kan man se, at mørket har lagt sig. Bertel Haarder bliver interviewet. Vi skal ikke langt hen i interviewet før Haarder begynder at trippe. Han vil gerne videre. Han skal hjem og spise risengrød med sin kone og senere i teater. Haarder benytter sig af hele sin krop, når han taler med journalisten, som delvist står skjult bag det rullende kamera. I sin ivrig efter at komme væk, væk fra journalisten og væk fra interviewet, vandre Haarder frem og tilbage på gangen. Og til sidst går han.     

Da han står klar og bliver spurgt til til arbejdsgruppen nedsat af sundhedsstyrelsen tilbage i oktober, undlader han først at svare. Hvorefter han siger “Jeg kender ikke noget til de arbejdsgrupper”. “Det skulle du have informeret mig om”, siger Haarder vredt. Han kigger på uret og bevæger sig hurtigt rundt i det åbne lokale. “Jeg er træt” råber han af journalisten.

”Nu er jeg altså træt!” udbryder Bertel Haarder, mens han tripper fra den ene til den anden side. 
 Haarders ansigt trækker sig i en grim grimasse, mens journalisten forsøger at stille ham nogle spørgsmål. Spørgsmål som han åbenbart ikke er blevet informeret om før interviewet.
 ”Det er processen. Det ved jeg ikke noget om!”, snerrer Haarder af Journalisten. Journalisten forsøger at berolige ham og kontakte Haarders kontaktperson (som skulle have informeret Haarder om de spørgsmål Journalisten ville stille), men forgæves. Ingen tager telefonen.
 ”Så stil dog de spørgsmål, for fanden! Jeg skal i teateret! Jeg skal til Julekoncert!” råber Bertel Haarder op mens han går fra side til side og løfter knytnæverne i et udbrydende gestus. Interviewet udvikler sig hurtigt til en meget ubehagelig samtale, hvor udråb og bandeord bliver slynget ud mod journalisten.
 ”Jeg er meget vred!” vrisser Haarder, og proklamerer at han forlanger en undskyldning for denne ubelejlighed, han tydeligvis mener at Journalisten har påført ham. 
 Til sidst har Journalisten fået nok: ”Så slap dog af! “udbryder journalisten og forsøger at få en udredning på sagen, men Haarder er blevet som sten: hård og uigennemtrængelig. Han stamper hen imod trapperne, men vender sig pludseligt om og vender tilbage, kun for at give flere skældsord med på vejen. 
 Inden journalisten når at forklarer ham at han mente Haarders kontaktperson havde allerede fortalt ham spørgsmålene, vender Haarder sig vredt om og ignorer manden totalt. Han venter ikke på at rulletrapperne fører ham fint ned til stueetagen, men tramper direkte ned dem og ud ad døren. Formentligt hen til sin julekoncert. 

Det er fredag aften og Bertel har graciøst sagt ja til et kort TV-interview om sundhedssystemet og fedmeoperationer. Det bliver dog meget hurtigt tydeligt at Bertel IKKE er blevet briefet ordentligt! Og derfor ikke har svar på journalistens spørgsmål. 

   Han begynder at tale i korte sætninger og hakke med hovedet, som for at sætte punktum efter hver stavelse og hurtigst muligt slippe fri af journalistens klamme klør og væk fra mikrofonen han har helt oppe under hagen. 

   Endelig bliver den stakkels minister overvældet af presset og må ty til verbalt selvforsvar. Det er trods alt fredag aften og journalisten gør tydeligvis ikke sit arbejde ordentligt når han ikke har fået de spørgsmål før nu. Bertel har sgu da heller ikke tid til at stå her og blive svinet sådan til. Han skal i teatret! Til julekoncert for helvede! Hvad er det for noget? Arme Bertel har jo ikke en chance i dette særdeles ondsindede bagholdsangreb. 

   "Nu er jeg altså træt!" Siger ministeren og tager sig til hovedet med begge hænder. Journalisten har pumpet ham for information og spørg på provokerende vis om de samme spørgsmål igen og igen! Bertel står forsvarsløs og vugger fra side til side, mens han leder efter den nærmeste EXIT. 

 

Spruttende og ildrød som en hummer i ansigtet fægter Bertel Haarder ud med armene, snurrer rundt om sig selv i raseri, og lader eder og forbandelser regne ned over den undskyldende journalist, der stammende forsøger at forsvare sig selv mod de pludselige udbrud til hans uskyldige spørgsmål.

 

Hvad der startede som en almen forespørgsel om et kort interview med ministeren udviklede sig fredag aften til en højlydt affære midt i Bella Center i København. Journalisten havde afbrudt Bertel Haarders familieaften med hustruen, og måtte erfare, at det blev en kortluntet minister han skulle møde.

 

”Jeg ved ikke en skid om de ting!” udbryder Haarder vredt. ”Men så lad os da igen tage den for prins Knud. Jeg er Jakob Skomager, du er Kong Salomon – du vil svine mig til, og det kan jeg mærke du vil. Så spørg, for satan!”

 

Spørgsmålet, der udløste tumulten, var til de processer der lå bag en rapport fra sundhedsstyrelsen, som Haarder havde modtaget vedrørende fedmeoperationer.

 

”Så det er altså den arbejdsgruppe, der har siddet i sundhedsstyrelsen og arbejdet med det her, der er færdig nu?”

 

Bertel Haarders bryn er permanent rynkede under interviewet. Han nikker utålmodigt med hovedet og gestikulerer med knyttede næver. ”Nu er jeg træt,” vrisser han. Han marcherer frem og tilbage, ind og ud af kameraets fokus. Journalisten forsøger forgæves at fortsætte interviewet, men Haarder udviser ingen villighed til at svare. Han krydser armene og ruller med øjnene. ”Er det et tredjegradsforhør?” afbryder han. ”Du skal give mig spørgsmålene i tide.” Han begynder at trave væk, men vender hurtigt tilbage. ”Røvhul!”, råber han. Han spytter nærmest af journalisten. Fornærmelserne fortsætter. ”Dumme svin. Jeg gider ikke snakke med dig mere.” Endnu en gang marcherer han væk. 

I de store tomme kolde gange i dr-bygningen, står en tydeligt frustreret minister og råber op. ”Det aner jeg ikke!” gjalder det ud over de ellers fredfyldte gange. Med voldsomme fagter og grus på stemmen, forsøger minister Bertel Haarder at afbryde et interview. ”Det er simpelthen din skyld at jeg ikke kan svare på det!” lyder det fra ministeren, der giver journalisten skylden for at han ikke kan fortælle om sagen. Han har nemlig ikke forberedt sig på spørgsmålene.
    ”Nu er jeg træt!”, ”Nu er det nok!!”, ”Nu er jeg sur!”. Råber ministeren der nærmer sig det totalt røde felt. Bertels fagter er nu slået over i en fortumlet march foran kameraet, hvor journalisten, angribes med ordrer og øgenavn.
    ”Dumme svin” lyder det fra ministerens mund ”Jeg er rasende”
  Hans stikkende øjne borer sig ind i journalistens baghoved. Bertel beordrede et telefonopkald til frelseren i form af ministerens spindoktor. 
    Få sekunder senere stormer ministeren ned af gangene og ud af bygningen med journalisten i hælene. Julekoncerten trækker i ham. 

   Journalisten stiller et kritisk spørgsmål til Haarder, som han ikke kan svare på. Spindoktoren har ikke informeret ham om svaret, ifølge Haarder. Journalisten har eftersigende ringet for sent, mener han. "Det er din fejl, at jeg ikke kan svare", siger Haarder og tager sig til hovedet. Som spørgsmålene fra journalisten tager til, bliver armbevægelserne større og større. Haarder kan ikke stå stille. Han drejer rundt om sig selv og går frem og tilbage. Overkroppen er godt fremme. Inden journalisten kan stille spørgsmålet igen, afbryder Haarder, "Nu er det fandeme nok." Han løfter armene og lader dem falde i opgivelse.  

Bertel Haarder går rundt om journalisten. 

  Han råber, ”Lad os da for fanden tage det en gang til.”

Journalisten spørger endnu engang, hvad den arbejdsgruppe, som ministeren selv har nedsat, nu har fundet ud af. 

Ministeren går endnu en omgang rundt om journalisten og forsvinder ud af kameraets felt. 

  ”Jeg svarer det der passer mig. Og jeg skal nok lade være med at hjælpe dig en anden gang. Det er jo et tredjegradsforhør som jeg ikke har en chance for at svare på. Nu er jeg sur.”

Kameraet filmer en tom gang med en trappe i baggrunde. Bertel Haarder stikker hovedet ind i kamerafeltet. 
   ”Spørg for Satan. Jeg skal i teater for Satan kan du ikke forstå det. Jeg skal til julekoncert. Det er anden gang du kan få mig op i det røde felt,”  råber han mens hans øjne stirrer fortvivlet på uret. 
   ”Jeg anede ikke den arbejdsgruppe eksisterede. Jeg aner det ikke fordi jeg ikke fik spørgsmålet i tide,” hyler ministeren ind i mikrofonen.
   Journalisten bedyrer, at han har clearet det med ministerens rådgiver, og at hun burde have kontaktet ham i forbindelse med interviewet. Men det er åbenbart gået hen over hovedet på Haarder, der cirkler rundt endnu en gang og nu er på vej hen mod trappen. 

  ”Du skal fandme ikke bede mig om at blive interviewet en anden gang. Nu kan det fandme være nok. Dumme svin. 
 Til sit forsvar kæmper den arbejdende undersøger af demokratiets virke videre og forsvarer sig med, at det er rimeligt at forvente, at sekretæren har briefet ministeren efter at han har kontaktet hende. 

”Jeg sad og spiste risengrød med min kone og så blev jeg afbrudt. Og jeg kan ikke svare på de her spørgsmål,” hviner Bertel Haarder, og ser ud som en lille dreng, der har fået stjålet sin sukkermad.
 Men journalisten står fast. Han påtager sig ikke skylden, selv om han bliver kaldt for et dumt svin og kritiseret for at komme uden for almindelig arbejdstid. 

  ”Jeg kan da ikke gøre for at hun ikke briefer dig. det er da ikke min skyld,” siger han.

“Jeg aner ikke en skid om det her!” vrisser Bertel Haarder ophidset. 

Han tripper fra side til side. Ind og ud af kamerabilledet. 

“Jeg vil bare gerne vide noget om de arbejdsgrupper, der er blevet nedsat i sundhedsstyrelsen,” siger Journalisten frustreret, men med en undskyldende tone. 

“Spørg sundhedsstyrelsen! Jeg aner ikke en skid om den arbejdsgruppe!” 

Haarder er helt oppe i det røde felt. Han danser rundt i lokalet. Rundt om Journalisten. Ikke om den varme grød. 

“Jeg sad og spiste risengrød med min kone, da jeg fik at vide, at jeg skulle i fjernsynet!” 

Journalisten gentager, at han blot vil stille Haarder nogle spørgsmål. 

Haarder udvandrer halvt i raseri. Men ombestemmer sig. Han vender tilbage. 

“Så spørg forhelved!” råber Haarder. 

Journalisten gentager sit spørgsmål. 

Haarder skriger “Nu er det fandme nok!” 

Man sanser ængsteligheden med det samme. Det er tydeligt at tankerne ikke kredser om interviewet, men om noget andet. Bertel Haarders tænder glinser en smule i det lidet flatterende lys, som for i øvrigt reflekteres fra hans nær skaldede hoved. Journalistens tonefald er roligt, endda en smule behageligt. 

Et enkelt spørgsmål sender Bertel over kanten. Den slet skjulte irritation bryder ud og bliver til en nærmest ynkelig vrede. En gammel mand som knapt kan finde ordene til at beskrive hvordan han føler om sundhedsstyrelsen, arbejdsgrupper og hvad der egentlig lige foregår i dette interview. 

Journalisten holder hovedet koldt, han beder Bertel om at få kontrol over sig selv.  

"Nu er det anden gang på en uge at du kan få mig op i det totalt røde felt!" Diskussionen bølger frem og tilbage, desperate ord udveksles mellem en tydeligt forvirret journalist og en grænseløst frustreret politiker. Bertel mener ikke hans folk har sat ham ordentligt ind i hvad han skulle interviewes om, han vidste slet ikke at han skulle på tv den dag. Han ville jo faktisk helst bare have nydt en aften med risengrød og teater - og det er vel for fanden ikke for meget at bede om!  

"Så'n er arbejdsgangen sgu da!" svarer journalisten, da han skal forsvare at han da har gjort tingene rigtig, snakket med spindoktorer og bagland, gjort sin del af arbejdet. 

Bertel er kold. Kold som hans ventende risengrød. 

Bemærkningerne bliver mere vrede, kontante, han vælger ikke sine ord med omhu. "SPØRG for satan!" er den sidste kraftanstrengelse for at for interviewet til at fungere. 

Journalisten får stukket en telefon i hånden, og stadig lige så forvirret som før får han da også ringet op. På en mere eller mindre impotent facon forklarer han at Bertel er sur, og hvad skal de mon gøre ved det? 

Interviewet kulminerer i en protestlignende walk-out, hvor begge parter forlader stedet, lige så arrige og rundt på gulvet som da hele situationen startede. Man kan jo heller ikke forvente af en politiker at de burde have styr på deres arbejde. 

Bertel Haarder mister besindelsen midt i et interview omkring fedmeoperationer. Det er fredagsaften en gang ved DR, og Bertel Haarder skjuler ikke for intervieweren, at han skulle have været et andet sted. 

"Jeg sad og spiste risengrød med min kone, og vi skulle have cyklet sammen ind til Domkirken." 

Bertel Haarder har aflyst sine planer for aftenen for at lave dette interview, og han starter stille og roligt ud med at svare på spørgsmålene. 

Denne episode spidser til, fordi intervieweren gentagne gange spørger Bertel Haarder ind til en arbejdsgruppe, sundhedsstyrelsen skulle have lavet. Ministeren ser situationen som et tredjegrads forhør, hvor intervieweren har fundet vinkler på sagen Bertel Haarder ikke aner noget om. 

 Bertel Haarder siger til intervieweren: 

"Nu er jeg sur, jeg ved ikke en skid om den arbejdsgruppe. Nu kan det simpelthen være nok", mens han går væk fra intervieweren. 

Bertel Haarder vender tilbage til intervieweren, mens han beskylder intervieweren for at have behandlet ham som "en lort" og derefter forlanger en undskyldning for denne episode af intervieweren, da det, ifølge Bertel Haarder, nu er "anden gang i løbet af en uge, han har formået at få ham helt op i det røde felt." 

Bertel Haarder forlader stedet med intervieweren lige i hælene, der forsøger at få svar på spørgsmålet, som ministeren stadig ikke har svaret på.