Ældreplejen var stadig primært baseret på velgørenhed og familiens omsorg, men der var en stigende erkendelse af behovet for mere systematiseret støtte til ældre borgere.

Forløberen til hjemmehjælp vedtages i 1949 med loven om ‘husmoderafløsning’. Formålet var at aflaste ‘syge husmødre i hjemmet’.
Husmorafløseren yder praktisk bistand i hjemmet til ældre med midlertidigt behov for pleje. Hvis behovet er større, er ældre henvist til en plads på alderdomshjemmet.

 I 1964 beslutter Folketinget, at kommunerne fra 1968 skulle tilbyde egentlig hjemmehjælp. Samtidig bliver der lagt op til, at hjemmehjælperne skal have uddannelse, så det at være hjemmehjælper bliver en profession. Men at modtage hjemmehjælp er ikke gratis for borgeren. 

I erkendelse af, at hjælpen kræver faglig ballast, bliver det i 1968 et krav, at kommunerne udbyder uddannelsesforløb til hjemmehjælperne. Fra fortrinsvis at være huslige opgaver har hjælpen nu udviklet sig til at inkludere personlig pleje.

Den massive etablering af nye plejehjemspladser satte de kommunale pengekasser under pres, for at imødekomme det stadig stigende antal ældre udbygges hjemmeplejen. Med udbredelsen blev sloganet ‘længst muligt i eget hjem’ afløst af ‘længst muligt i egnede hjem’.

Socialbistandsloven vedtages i 1974. Med den blev husmoderafløsningen endegyldigt erstattet af egentlig hjemmehjælp. Loven lagde samtidig stenene til idéen om ‘hjælp til selvhjælp’. Plejepersonalet skulle nu hjælpe de ældre til selv at udføre så meget som muligt, og sloganet ‘længst muligt i eget hjem’ vinder for alvor indpas.

Kommissionens idéer er i tråd med det, vi i dag kalder rehabilitering. 

I 1987 var målsætningen at ‘afinstitutionalisere’ ældreplejen, da Ældreboligloven vedtages. De ældre skal tilbydes flere valgmuligheder for pleje, og den skal kunne følge den ældre uanset boligform. Folketinget stopper opførelsen af plejehjem.

Fokus bliver i endnu højere grad på den ældres behov og ønsker, der ikke skal bestemmes af boligform. Selv hvis der bliver behov for at flytte i plejebolig, skal det så vidt muligt ikke forstyrre den ældres vaner og livsstil.

Der var en stigende professionalisering af ældreplejen med fokus på kvalitet og standarder. I løbet af 80'erne blev der arbejdet på at formalisere uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

I 1987 er der enighed i Folketinget om, at hjemmehjælp for fremtiden skal være gratis.

Lov om social service blev i 1997 revideret for at styrke ældre borgeres rettigheder og beskyttelse.
En lovændring gør, at ældre beboere på plejehjem beholder retten til pension, når de flytter på plejehjem. Til gengæld skal de selv delvist betale for opholdet. Sigtet er at myndiggøre den enkelte ældre.

Der kommer krav om kvalitetsstandarder, der forpligter kommunerne til at beskrive, hvad der tilbydes, så borgerne ved, hvad de kan forvente.

Ældreplejen udviklede sig fra at være primært baseret på økonomisk støtte til en mere omfattende tilgang med fokus på sundhed, pleje og omsorg.

Uddannelsen til social- og sundhedsassistent blev officielt etableret 1. april 1991, og erstattede de tidligere uddannelser til sygehjælper, sygeplejer og plejehjemsassistent.

Der var en stigende opmærksomhed på at udvikle forskellige former for ældreboliger og plejehjem, der kunne tilpasses ældre borgeres forskellige behov og ønsker.

En større ændring i serviceloven blev i 2007 gennemført med henblik på at fremme borgerens selvbestemmelse og inddragelse i ældreplejen.

Hjemmehjælpsmodtagere får ret til at få andre ydelser end dem, de har krav på. De ældre får dermed mulighed for selv at tilrettelægge hjælpen fra besøg til besøg.