Han understreger, at holdningen til de svageste er et tema, der har splittet Socialdemokraterne i mange år. Splittelsen blev åbenbar, da Helle Thorning-Schmidt i 2007 gik til valg på 29 velfærdsrettigheder. Få måneder efter præsenterede socialdemokraten Mette Frederiksen ni teser, hvor hun betonede, at flere skal yde mere, pligt kommer før ret, og at enhver skal arbejde og forsøge sig selv. [...]

[...] Selvom vi taler om de udsatte på en anden måde end for 20 år siden, bliver vi stadig forargede, når kommuner svigter udsatte børn, eller når gamle ikke bliver passet ordentligt på plejehjemmet.

”Men hvor samfundet talte meget om det fælles ansvar, så er der op igennem 90'erne kommet en øget betoning af det individuelle ansvar. Der ligger en spænding mellem en folkelig forankret medlidenhed mellem dem, der har det svært og så et politisk krav om, at den enkelte skal yde noget for at få hjælp. Vi kræver en disciplinering af de dårligst stillede. De skal arbejde og stå op om morgenen, men der mangler blik for, at der er mennesker, som ikke magter det,” [...]

[...]"Hvis jeg skal sige det groft. Vorherre var ikke socialdemokrat, da han fordelte menneskers evner. Der sidder i enhver generation mennesker, der ikke kan klare arbejdsmarkedet. I dag kræver arbejdsmarkedet uddannelse på et stadigt højere niveau. Der er risiko for, at vi udvikler en ny stor underklasse, for hvor er disse mennesker placeret i den fremtidige konkurrencestat,” [...]

[...] Men er det ikke forståeligt, at politikerne gerne vil sikre økonomien og sørge for, at så mange som muligt deltager i samfundet i stedet for at stå udenfor?

”Jo, men det kan ikke nytte, at vi sparker mennesker i arbejde, som ikke har en chance for at klare sig. Alle os, der har arbejdet med at skrive Dansk Velfærdshistorie er enige om, at samfundet handler ilde med dem, der har det svært. Mange af de, der før havde en fod inde på arbejdsmarkedet, bliver skubbet ud i disse år. Spørgsmålet er, hvad vi stiller op med den gruppe. Det burde vi diskutere,” siger Jørn Henrik Petersen.

Da det progressive britiske ægtepar Sidney og Beatrice Webb i 1937 skrev en murstenstyk bog med titlen Soviet — A New Civilisation skete det alene ved at referere officielle kilder, statsligt talmateriale, planøkonomiens produktionsplaner, vedtagne programerklæringer og rettigheder osv. Resultatet blev rosenrødt. Så mens Stalins regime begik folkemord på sin egen befolkning, skrev det nydelige britiske par en bog om det fortræffelige samfund. Der var ingen fejl i bogen, bortset fra at intet passede på virkeligheden.[...]

[...]Der findes også paragraffer i Grundloven, der ikke er gennemført. Og en udlænding, der uden forkundskaber læser Grundloven, må tro, at vi stadig har enevælde med al den magt, kongen tillægges. Det har vi ikke, fordi rettigheder ikke beskriver virkeligheden.

Desværre er der en tendens til at også dansk social- og velfærdshistorie beskrives mere som reglernes historie end som virkelighedens historie. At folk først har fået noget at spise, når de har fået en ret til det. At de først bliver sunde, når politikerne udarbejder en lov om det. At de først får vand, når det er vedtaget i FN som en menneskeret.

Derfor er der en tendens til at se på virkeligheden før velfærdsstaten som et mørke — et øde, en elendighed og fattigdom, hvor mennesker, der ikke kunne klare sig selv, døde af sult. Herefter er det oplagt at kreditere velfærdsstaten for de goder, som vi i dag nyder. Derfor skal ret og rettigheder omgås med varsomhed.

Hvad kendetegner de forskellige velfærdsmodeller herunder konkurrencestatsmodellen?

Hvilke overordnede ideologiske positioner i forhold til velfærdsstaten karakterisere i mellem fløjene?

Hvordan har debatten om velfærdsstaten flyttet sig?

Hvorfor har debatten om velfærdsstaten ændret sig i dag? Velfærdstatens udfordringer – statistik og interviews og artikler