Forfatter: Lise Villadsen

Genre: Ungdomsroman med psykologiske og realistiske elementer.

Datering: 2024

Den måde som bogen bruger dem, er som en metafor for en altopslugende entitet som svæver alene i universet. Sorte huller fungere i virkeligheden lidt på samme måde på den måde at de ikke lader noget ud igen når først det er sluppet ind. Bogen har ret på mange måder men den bruger stadigvæk sortehuller i overført betydning i forhold til virkeligheden.

Max og de andre er sorte huller i den forstand at de tror de aldrig vil slippe ud, at de er alene i universet og at alle der kommer dem nær vil blive opslugt og forsvinde. På den måde finder de hinanden og bryder den onde cirkel som er ensomhed.

Igen til det næste møde siger August "Pas nu på, du ikke venter, til du er fyrre og fortryder hele dit liv" (s. 89). Det er en gentagelse af det som Sylvia sagde tidligere ”Jeg kommer aldrig til at fylde fyrre og se tilbage på et liv, som jeg fortryder. Enten lever jeg... Og så lever jeg fuldt ud. Eller også”. (s.88-89). Det betyder at Max ikke kan vente på det ”perfekte” tidspunkt i overført betydning for de har måske ikke den tid som det normale par har, uanset hvor meget de ønsker det. Han bliver nødt til at tage fat ved rattet hvis han ikke vil risikere at fylde fyrre og se tilbage på et liv som han fortryder, fordi han var bange for at hun ville sige nej. Ved at citere Sylvia sikrer han sig at hans ord bliver hørt af Max fordi han ved at han altid lytter til det som Sylvia siger.

Til stjerneskudsaften da Sylvia skal hjem tager Max elavatoren ned med hende og de snakker om hvorfor Sylvia syntes at det er en dårlig ide at der sker noget mellem dem, men uden at sige orderne har Sylvia lige indrømt at hun også føler det samme for Max, men hun er bange for at gøre ham ondt hvis hun ikke får et hjerte inden sommer, eller operationen går galt og hun ikke trækker igennem, Max siger bare ”Det bliver ikke noget rod” (s.101). Sylvia beder derefter Max om at gå tilbage op så hendes far ikke ser dem fordi at hendes far godt er klar over at det ikke ender godt hvis han ser dem sammen. I virkeligheden kan det være at Clara var bange for at hendes far ville snakke med Max hvis han så ham og give hendes historie op fordi han kommer til at sige hendes rigtige navn eller at Max siger Sylvia og hendes far spørger ind til det.

En spidsnæset mus med skeptisk hævede øjnbryn = mus

En boks med låget på klem og to øjne, der titter frem = box

En dreng med små, vrede bobler i maven og brystet = marvin

En teddybjørn med lyserøde, flagrende hår = august

og så med silhuetten af en dreng inde i en bil med hjerter som hjul = max

Til sidst tegner hun et hjerte - et ægte med et hjertekamre og vener og arterier, der stikker ud i alle retninger, som om de kun venter på at blive forbundet med en krop = sylvia

Max’ frustration eskalerer, da han i desperation beslutter at tage sagen i egne hænder. Da han sammen med gruppen besøger den adresse, der burde føre dem til Sylvia, bliver deres søgen mødt med endnu en mur: Sylvia bor der ikke. Dette er det første knæk i den historie, Sylvia har skabt om sig selv, og det sætter gang i en kædereaktion af mistillid og konflikter.

Da Max opdager, at Sylvia i virkeligheden hedder Clara, og at hendes historie om hjertesygdom og operation var løgn, falder hans verden sammen. For Max bliver dette øjeblik en ødelæggende erkendelse: den pige, han følte sig forbundet med, og som han begyndte at elske, har bedraget dem alle. Samtidig tvinger det gruppen til at stille spørgsmålstegn ved deres egne roller og relationer til hinanden.

Skiftet i gruppens dynamik

Den afsløring, at Sylvia/Clara ikke er den, hun udgav sig for at være, bryder gruppens skrøbelige fællesskab. Torsdagsklubben, som tidligere var begyndt at fungere som et trygt rum for de unge, der kæmpede med ensomhed og isolation, splittes nu af vrede, skyld og mistillid. Max' desperate reaktioner, at smide de andre ud af bilen og fokusere ensidigt på at finde Clara, viser hvordan han håndterer krisen gennem konfrontation frem for dialog. Gruppen føler sig svigtet, ikke kun af Sylvia, men også af Max, hvis handlinger forværrer situationen.

På dette tidspunkt er de tidligere spirende venskaber mellem medlemmerne truet. Konflikten afslører også, hvor sårbare de alle er: hver især kæmper de med deres egne usikkerheder og følelser af utilstrækkelighed. Sylvia/Claras løgne bliver dermed ikke kun et spørgsmål om hendes bedrageri, men også et spejl, der reflekterer gruppens egne sår og fejl.

Betydningen for Max’ relationer

For Max er sandheden om Sylvia en knusende oplevelse, der tvinger ham til at konfrontere sin egen naivitet og sine egne løgne. Han har hele tiden forsøgt at fremstille sig selv som en, der havde kontrol – en, der havde oplevet kærlighed og succes i USA. Men i mødet med Clara bliver han konfronteret med, hvordan hans egne illusioner har været med til at forme relationen til hende.

Hans forhold til de andre medlemmer af gruppen lider også under denne afsløring. Mus, som tidligere viste sympati og forståelse, vender sig imod ham, og Max’ handlinger fremkalder frustration og vrede. Det, der begyndte som en fælles søgen efter sandheden, bliver nu et spørgsmål om splittelse og isolation.

Symbolikken i afsløringen

Sylvias/Claras løgn repræsenterer en flugt fra virkeligheden – en desperate handling for at passe ind i et fællesskab, hun følte sig fremmedgjort fra. For Max og gruppen bliver denne afsløring en påmindelse om, hvor komplekst menneskelige relationer kan være, og hvordan forventninger og illusioner kan forme dem.

Claras inspiration fra romanen En flænge i himlen understreger også, hvordan litteratur og fiktion kan bruges til at skabe en ny identitet, når virkeligheden føles utilstrækkelig. Men dette valg har konsekvenser: ved at bygge sit liv på løgne skubber Clara ikke kun de andre væk, men afslører også deres egne sårbarheder.

Konsekvenser for gruppens fremtid

Denne oplevelse markerer en overgang for gruppen, hvor de tvinges til at forholde sig til sandheden, ikke kun om Clara, men også om sig selv. Selvom det i første omgang skaber afstand og konflikt, peger afslutningen af kapitlerne på en mulig genopbygning. August, som stadig viser støtte til Max, antyder, at der er håb for at reparere relationerne, men det kræver ærlighed og vilje til at arbejde på fællesskabet.

For Max bliver denne oplevelse en hård, men nødvendig lektion i, hvad det vil sige at elske og blive svigtet. Det er en påmindelse om, at relationer kun kan bygges på ægte forståelse og tillid – noget, han endnu har til gode at lære.

Dette skaber en spændende kontrast, hvor De sorte hullers klub vender det traditionelle narrativ på hovedet. Hvor sygdom ofte bringer karakterer sammen i en fælles forståelse af livets skrøbelighed, fører løgnen i denne roman til splittelse og mistillid.

Ligesom Hazel og Augustus bruger tid på at diskutere eksistentielle emner, såsom betydningen af universet og livets mening, skaber Max og Sylvia/Clara en forbindelse gennem temaer som sorte huller og kosmologi. Men hvor Hazel og Augustus bruger disse samtaler til at bygge hinanden op, bliver Sylvia/Claras fascination af sorte huller en metafor for hendes selvdestruktive løgne – et vakuum, der trækker alle omkring hende ind.

Samtidig kan Sylvia/Claras løgn perspektiveres til En flænge i himlens udforskning af, hvordan mennesker bruger historier og narrativer til at navigere deres smerte. Hazel finder trøst i romanen En imperial affliction, som repræsenterer hendes følelse af uafsluttethed i livet. Sylvia/Clara finder inspiration i En flænge i himlen selv, men forvandler denne inspiration til en falsk identitet, som i sidste ende skader hendes relationer.

Dette kan tolkes som et mere realistisk billede af, hvordan relationer ofte kræver tid og arbejde for at hele, især når de har været præget af løgne og svigt.

De sorte hullers klub og En flænge i himlen deler mange tematiske ligheder, men behandler dem på forskellige måder. Mens John Green fokuserer på ærlighed og accept som vejen til forløsning, undersøger De sorte hullers klub, hvordan løgne og selvbedrag kan føre til isolation og konflikt. Begge historier belyser dog de universelle menneskelige behov for fællesskab, kærlighed og mening i en uforudsigelig verden.

I kapitel 17 af De sorte hullers klub deler medlemmerne af torsdagsholdet deres hemmeligheder, hvilket afslører de indre kampe, de hver især kæmper med, og uddyber deres personligheder.

Marvin er den første til at åbne sig op, og han fortæller ærligt om alle de mange fejl og problematiske handlinger, han har begået i liv. Han deler episoder som, da han stjal fra sin mors pung, givet en pige klamydia, snyde til alle skriftlige eksamener og hvordan han bevidst har ødelagt ting uden nogen grund. Han indrømmer derudover hvordan han får overtalt andre til at gøre noget forkert, så han ikke føler sig alene om sine handlinger. Hans ærlighed startede den tavse stilhed og gjorde resten af samtalen om det svære emne nemmere for resten af gruppen.

Box vælger at dele sin hemmelighed om at han har psoriasis, som gør ham usikker og forhindre ham i at tage tøjet af foran andre mennesker. Hans hemmelighed handler ikke så meget om personlige tanker som de andres men om kropslige udfordringer og selvopfattelse som viser at der er flere sårbare områder man kæmper med som de andre ikke nævner.

Da det bliver Max’ tur, vælger han at fortælle en løgn, som han har forberedt på forhånd. Han fortæller en falsk historie om at han har haft en kæreste i USA, som var ham utro med hans bedste ven, inden han skulle tilbage til Danmark. Gruppen reagerer med trøst og sympati, og Sylvia reagerer også med en lettelse over Max’ åbenhed og forholdet mellem Max og hende. Løgnen som Max fortæller til mødet, giver ham opmærksomhed og medfølelse. Max’ løgn skaber en indre konflikt for Max da han ikke er ærlig og fremstår igen som en anden eller forestillingen om hvem han gerne vil have været. I hans løgn fremstiller han Vanessa som skurken, selvom det er ham der er skurken og kæmper med jalousi, da han beundrer hans bedste ven. Da gruppen spørger ind til historien, bliver Max nødt til at forsætte med at lyve som skaber mere afstand til sandheden mellem ham og gruppen.

August vælger derimod at være ærlig over for gruppen. Han indrømmer at han ikke har nogle store hemmeligheder, spændende historier eller dramatiske begivenheder at dele. I stedet deler han noget personligt som sin egen opfattelse af at være ”Røvkedelig”. Denne indrømmelse viser hvordan han ser sig selv som mindreværdig i gruppen og det kommer til udtryk i at han føler sig usikkerhed og mindre interessant end de andre. August åbner yderligere op og kommer uventet ind på hans folkeskole tid, hvor han fortæller om at han var blevet mobbet og hans onanivaner.

Sylvia når ikke at fortælle sin hemmelighed eller elefant som de andre, da Peter afbryder dem i deres snak. Sylvia ville gerne have fortalt sin hemmelighed, men gruppen mente at hun havde et fripas, da hun var den første der åbnede sig op og fortalte om hendes sygdom.

Lige siden Sylvia trådte ind ad døren til torsdagsholdet og delte sin historie med de andre, har hun været gruppens ”Elefant i rummet”. Hendes åbenhed om hendes helbred gør hende til centrum for opmærksomhed, men også til den mest sårbare i gruppen. Mange beslutninger er blevet taget med Sylvia i tankerne, og hun har fungeret som gruppens bindemiddel. Det at de andre ser Sylvia som centrum gør at fællesskaber fokusere på skabe plads til, at alle kan være mere end deres ydre eller indre kampe.

Hvilken betydning har det for deres relation, at de deler dem.

Da alle i gruppen deler deres elefanter, hjælper det med at se hvilke indre kampe de hver især går og kæmper med. Hemmelighederne som bliver delt, hjælper også gruppen i form af at man ikke bliver set ned på, når man er sårbar og man kan bakke hinanden op om at man er forskellige og de hver især går og kæmper med deres egen problemer. Samtalen viser også hvordan fællesskabet kan styrkes, når man tør at være åben og ærlige over hvad man kæmper med.

Hvorfor lyver Max?

Max har igennem hele bogen løget gennem en jalousi af sin bedste ven som er flyttet til USA og har fået det såkaldte ”Drømmeliv” hvor Max sidder der hjemme og ikke lever livet som hans bedste ven. Forestillingen om at være den seje og mystisk, er en blokade som frastøder det rundt om ham, men sammentidlig en måde at få opmærksomhed på for at gemme den jaloux væk fra virkeligheden.

 Hvilken betydning får det?

Det at Max lyver skaber længere afstand fra ham og gruppen, mens gruppen finder mere og mere sammen, så føler Max sig stadig ikke tryk og knyttet til gruppen.

På side 169 kommer det til syne at Mus og de andre er begyndt at tvivle på, om Sylvia virkelig er hjertesyg, da flere ting ikke hænger sammen med hendes historie og handlinger. De begynder at stille spørgsmålstegn ved Mus’ påstand. Mus og Max begynder at diskutere om Mus måske har ret og Max er meget imod Mus’ holdning og vil ikke rigtig høre. Max reagerer sur over at de tænker sådan noget om Sylvia, hvor Max ender med at bliver sur på Mus og de andre. Max begynder at kritisere Mus og kalde hende bitter…ubehageligt…mistroisk menneske, selvom Mus ikke var meget for at dele hendes påstand, fordi hun ikke ville splitte gruppen ad, hvis hun nu ikke havde ret.

Episoden viser at Max stoler mere på Sylvia end på de andre i gruppen, hvor man også igennem bogen har læst, hvordan han har knyttet sig til Sylvia igennem tiden ved at åbne sig op, men også hvordan han stadig ikke har ladet gruppen komme ind under huden, lige som Sylvia har kunne.

Igen til det næste møde siger August "Pas nu på, du ikke venter, til du er fyrre og fortryder hele dit liv" (s. 89). Det er en gentagelse af det som Sylvia sagde tidligere ”Jeg kommer aldrig til at fylde fyrre og se tilbage på et liv, som jeg fortryder. Enten lever jeg... Og så lever jeg fuldt ud. Eller også”. (s.88-89). Det betyder at Max ikke kan vente på det ”perfekte” tidspunkt i overført betydning for de har måske ikke den tid som det normale par har, uanset hvor meget de ønsker det. Han bliver nødt til at tage fat ved rattet hvis han ikke vil risikere at fylde fyrre og se tilbage på et liv som han fortryder, fordi han var bange for at hun ville sige nej. Ved at citere Sylvia sikrer han sig at hans ord bliver hørt af Max fordi han ved at han altid lytter til det som Sylvia siger.

Til stjerneskudsaften da Sylvia skal hjem tager Max elavatoren ned med hende og de snakker om hvorfor Sylvia syntes at det er en dårlig ide at der sker noget mellem dem, men uden at sige orderne har Sylvia lige indrømt at hun også føler det samme for Max, men hun er bange for at gøre ham ondt hvis hun ikke får et hjerte inden sommer, eller operationen går galt og hun ikke trækker igennem, Max siger bare ”Det bliver ikke noget rod” (s.101). Sylvia beder derefter Max om at gå tilbage op så hendes far ikke ser dem fordi at hendes far godt er klar over at det ikke ender godt hvis han ser dem sammen. I virkeligheden kan det være at Clara var bange for at hendes far ville snakke med Max hvis han så ham og give hendes historie op fordi han kommer til at sige hendes rigtige navn eller at Max siger Sylvia og hendes far spørger ind til det.