Indkaldelsen til folkemødet blev ikke velmodtaget af myndighederne. Stemningen var i forvejen anspændt grundet strejken, og politidirektør Vilhelm Crone, tolkede Pios invitation som en opfordring til revolution. Sammen med justitsminister Kriger, valgte de at forbyde forsamlingen af frygt for at mødet ville medfører et større oprør. Forbuddet pustede dog kun til ilden, da det var i strid med Grundloven (forsamlingsfrihed).

Efter Slaget på Fælleden blev Internationale-foreningen erklæret ulovlig og tvangsopløst. Pios arbejde var dog langt fra spildt. i perioden 1873-1876 blev der dannet mere end 20 nye fagforeninger hvert år. 

Danmark var desuden ramt af en begyndende økonomisk krise, hvilket også påvirkede arbejderbevægelsen. Arbejdsløsheden voksede, lønningerne faldt, hvilket gjorde det noget nær umuligt for arbejderne at strejke for bedre forhold. Arbejderbevægelsen var under pres. 

I august 1899, blev DA og DSF presset til at indlede forhandlinger, der kunne løse den yderst problematiske strejke- og lockout-bølge. Forhandlingen resulterede i Septemberforliget. Forliget bestod af 5 punkter:

o   Arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger

o   Begge parter havde ret til at etablere konflikt og sympatikonflikt. Strejke for arbejdernes vedkommende og lockout for arbejdsgivernes vedkommende.

o   Fredspligt i overenskomstperioden. Når en aftale om løn- og arbejdsforhold var på plads skulle den respekteres af begge parter. Kun når forhandlinger om en ny aftale var brudt sammen kunne konfliktvåbenet anvendes.

o   Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. En anerkendelse af, at det er arbejderne der står i et ansættelsesforhold hos arbejdsgiverne. Arbejdsgiver var omvendt forpligtede på de indgående aftaler.

o   Arbejdsgivernes ret til at holde arbejdsledere, formænd og lignende ude af de faglige organisationer. Et omstridt punkt, for der var set eksempler på, at arbejdsgivere havde løst konflikter eller skabt splid på arbejdspladserne ved at forfremme netop de mest fagligt aktive. Nu blev det modsvaret af, at arbejderne fik en ret til at udpege en tillidsmand på arbejdspladsen som kontaktperson til ledelsen. 

I de følgende år blev der desuden etableret et a-kassesystem, der gav mulighed for økonomisk støtte ved arbejdsløshed eller konflikt. I 1907 vedtog rigsdagen (regeringen) at give et tilskud til a-kasserne, der skulle supplere de bidrag, arbejderne selv indbetalte. Aftalen blev dog samtidig, at fagforeninger og a-kasser skulle fungere uafhængigt.