Døden skjuler sig i det smukke. 

“kan irislarverne, der selv er nøgne,

efterligne piletræets blade.” 

I første terzet i den tiende sonet, bliver sommerfuglen beskrevet som en der ændrer på sin identitet ved at stjæle for at opnå en følelse af tryghed og af at høre til i mængden. 

I andet terzet frygter jeget døden og prøver at overbevise sig selv om at døden ikke nødvendigvis kun er negativt. Det giver hende en form for tryghed, trøst og sjælefred.

Jeget erkender at mennesket er nødt til at lyve overfor sig selv for at overleve. ”Hvorfor skal jeg så være mindre klog/hvis det kan dulme angsten for det øde/at kalde sommerfuglene for sjæle”. 

mit øje med sit indadvendte blik,” Sonet 12:

Det lyriske jeg kender fra naturens gang, ved at se på sommerfuglens udvikling og det enkelte græsstrås ubetydelighed blandt mange, det enkelte livs ubetydelighed og dets skrøbelighed. Hun spejler sig i naturen og dens processer og ultimativt i selve døden: ”og det jeg ser ved selvsyn, spejlets nøgne/fortabte blik, er ikke bare døden/det er døden som med egne øjne.”(XII vers 12-14)

Der nævnes mange forskellige arter af sommerfugle i løbet af de tre sonetter 7 - 9 herunder månemåler, aurora, engblåfuglen, atlasspinder og tidselfuglen. Vi har valgt at tolke det som en hentydning til sommerfugleeffekten. Med en enkelt sommerfugls vingeslag påvirkes omgivelserne til at sætte bevægelse i kræfter der kan skabe en orkan på den anden side af jorden. En sommerfugls vingeslag kan derfor teoretisk set være ophav til begivenheder der udfolder sig og kan derfor ses som modargument for skæbnen, hvilket er et emne der behandles i vores sonetter.

Samtidig repræsenterer sommerfuglene det smukke der giver mennesket en øjebliks følelse af lykke i modsætningen til den rådne jord, som man ender i efter døden. Sommerfuglen giver muligheden for at glemme virkeligheden for en stund men det er kun et falsk billede af virkeligheden.

Sonetterne består af forskellige metaforer som “hvor guderne kan både gø og råbe
og kalde os tilfældigt terningspil” Metafor for at livet er forudbestemt (men ironisk ment i denne sammenhæng)

I første terzet findes endnu en semantisk kæde af forskellige sommerfuglearter. 

Voltaen i denne sonet findes ved skiftet fra 1. kvartet som omhandler det mere naturvidenskabelige til 1. terzet som er mere abstrakt: 1. kvartet, vers 4: “...kemisk grundstof…” -> 1. terzet, vers 1: “...lysets engel…”

Similie:

med smag af dødens kys,”

Oxymoron: 

Neologisme: 

Sommerfuglene symboliserer digterjeget, og bliver beskrevet som skrøbelige og med et kort liv. Sommerfuglene bliver beskrevet som noget menneskeligt i første strofe i den første sonet, i og med at de er noget kemisk grundstof. Hermed bliver mennesket og sommerfuglene sat i samme bås, begge to skabt af grundstoffer. Hun tænker på sine barndomsminder i Brajčinodalens, og overvejer om de er ligegyldige da de fylder så lidt i hendes levetid, men siger nej, det er hvad der giver livet værdi. 

Den 3. sonet handler om et forhold til døden, hver strofe slutter med noget der kobler sig til døden: dødningehoved, under jorden.

Sonet XI - Barndom, død, at se tilbage

14: 

Aliderration: Ildfugl, iris, isblåfugl 

Inger Christensen skriver i denne sonnet modsætningsparret ild og is frem to forskellige steder. 

“som glimt af perlemor og is og ild” og “så det som ildfugl, iris, isblåfugl”

Modsætningsparret står som symbol for liv og død.

15: 

Mestersonetten sætter et punktum på den store funderen om livet og døden overfor hinanden. Mit øre svarer med sin døve ringen: Det er døden som med egne øjne ser dig an fra sommerfuglevingen. Her sammensættes alle sonnetternes startlinje til den endelige sonnet hvori der kommer en accept af livets ende som de forrige sonetter leder op til

Konklusion: Vi kan konkludere at det i slutningen altid er døden der svæver som en sky over livet. Men døden er ikke kun skræmmende, døden er og så smuk som en sommerfugl og kompleks. Når man accepterer at man en dag skal dø, bliver ens møde med naturen og andre mennesker smukt. Døden er central i de sidste 3 sonnetter, vi er dømt til at dø. Vi kan undersøge døden med lyset, stjernerne og se den an som hvad den egentlig er. Men når alt kommer til alt, gør døden livet værd at leve og vi skal værdsætte det og acceptere at vi skal dø en dag. 

I sonet V befinder voltaet sig ved vers 8 da den går fra at forklare om sommerfuglene og deres skønhed til at de har et for kort glædesliv.Jeget i sonetterne er i tvivl om hvordan man skal håndtere dødsangsten. Skal man bare lade som ingenting? En eksistentiel meningsløshed. Specielt i sonet VI her kommer reflerker jeget om hun “bare skal lade som ingenting” i forhold til jegets dødsangst.

Sonetterne er spækfyldt med metaforer, smilier og andre virkemidler. Et eksempel på en similie: “Kun glimt af skræk og skønhed går i ring, som påfugløje flagrer de omkring”, et andet eksempel på en simili er: “som når en sværmer, spinder, måler, ugle, der hvirvler farvens tegnfigur forbi..”. Et eksempel på en metafor hun bruger “Som ligegyldigt hvilke ord du spiser”. Hun gør også brug af modsætningsforhold i digtene, hun opstiller eksempelvis liv og død, og det at rådne og blomstre op over for hinanden. Der bliver også gjort brug af selvopfundne ord eksempelvis: “sommerfuglelet”. “Blomstringen har rod i alt det rådne.” Tanken om at livet aldrig undslippe døden og sorgen. Hun sammenligner naturens gang med livets gang.  Alle tre sonetter har forskellige rim systemer. 

1 vers rim - ABBA 

2 vers rim - CDDC

3 vers rim - EFE

4 vers rim - GFG

1.vers rim - ABAB

2. vers rim - CDCD

3. vers rim - EEF

4. vers rim - FGG

1.vers rim - ABAB

2. vers rim - CDCD

3. vers rim - EFE

4. vers rim -GFG