• Selvom opdragelsen slutter, slutter læringen ikke. Man bliver derfor aldrig færdig med at lære, men det er svært at udpege hvad man skal lære
• Selvom vi går efter livslang læring, skal der også være grænser/begrænsninger.
• Vi må ikke bare være eksperter, og vi skal ikke professionalisere alting - specielt når man arbejder med mennesker er det svært at have et facit på hvordan man håndterer situationer, og der er ikke et facit der dækker alle → Vi kan derfor godt være eksperter i pædagogikkens helhed, men det er umuligt at blive professionelle da vi ikke kan vide os kloge på det hele. 

• Vi lærer hele livet, og læreren fornyer sig derfor. Der er dog ikke en rigtig “opskrift” på hvordan situationer håndteres, og derfor er det svært i mange situationer
• Læreren skal tage hensyn til hver enkelt elev, og de menneskelige behov kan derfor blive udfordret. Det lærer læreren noget af, men det kan være svært da ikke nogen elever/klasser er ens

• Man bliver aldrig færdig med at lære, men hvad man skal lære vides ikke.

• Opdragelsen følger individet gennem læring til voksenstadiet, hvor opdragelsen frakobles og læring og pædagogik sammenkobles.

"Når vi alle skal lære livet igennem, er vi også livet igennem underlagt en pædagogisk proces. Livslang læring bliver i så fald også et udtryk for livslang umyndighed."

• Der er mange veje til det enkelte barns succes. Fundamentet for problemet ligger, både for pædagoger og lærer i,  at formidle den rigtige viden til eleven/barnet, som barnet ikke selv senere hen kan erfarer sig, eller som bliver gjort umådeligt svært, at assimilere.

• Der er mange veje til Rom.

• Lærerens og pædagogens arbejde er paradoksalt, fordi de bliver nødt til at gøre, "som om" de ved og kan, selvom de egentlig ikke ved og kan.
• Undervisnings- og læringsprocesser er ikke "input/ out- put"-styret, men refleksivt åbne og dialogiske.